Den blodige halskæde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang
En lille something jeg arbejder på. Her er et udsnit af hvad jeg hidtil har skrevet. Historien foregår 50 år efter seneste afsnit af Vampire Diaries, i Caroline Forbes point of view. Jeg har pillet ved historien, og naturligvis ikke taget hensyn til de kommende afsnit af serien. Caroline er vendt tilbage til Mystic Falls for at tage sig af sin syge mor, ved at overføre hendes blod til hende. I Carolines tid udenfor den lille amerikanske by, har hun været i konstant selskab af Stefan Salvatore. Tyler er ikke længere en del af hendes liv, dertil heller ikke Klaus Mikaelson. Hurtigt indser Caroline at naturen er stærkest og Elizabeth Forbes' skæbne er at dø. Ved siden af, døjer Stefan Salvatore med sine egne intriger. Hverken Caroline eller Stefan ved hvor Damon Salvatore og Elena Gilbert befinder sig, udover at de er sammen. Og Caroline har ét eneste begær i hendes uendelige liv. Én person fra hendes fortid som hun bare må genforenes med.

23Likes
9Kommentarer
1739Visninger
AA

2. Kapitel 2

  ”Der var den her dystre stemning i luften. Jeg løb forpustet imellem træerne, men mine omgivelser forblev hele tiden de samme. Som om jeg løb i ring, eller måske forsøgte jeg at løbe fra noget, jeg aldrig ville kunne flygte fra til fulde. Og imens jeg løb så jeg hende bevæge sig i slowmotion. En lyst skær fra en mørk, stjerneklar himmel ramte en tot af hendes gyldne, blonde hår. En lille tot der havde formået at undgå hættens omfang. Et lille karaktertegn,” Han brød sin tale, da hans stemme knækkede over. Forbandet være hendes skønne hår, havde jeg tænkt om hende siden mit allerførste øjekast på hende. ”Og selvom hun bevægede sig væk fra mig,” fortsatte han ”…vidste jeg, hun havde noget i tankerne, der omhandlede mig. Dertil stoppede alt hvad der hidtil var hændt i drømmen. Tiden stod stille og det samme gjorde vi. Hun kiggede på mig med sine skarpe øjne, og jeg kan ikke…” Hans stemme knækkede, men bravt rømmede han sig og fortsatte ”jeg genkendte kun skuffelse i hendes blik. Hun er skuffet over mig, Car. Jeg har svigtet hende.” Jeg vidste præcis hvad mit næste træk skulle være. Jeg smed koppen fra mig, og satte mig i hans favn. Han lod hovedet hvile på mit bryst, imens jeg strøg ham blidt over håret på ham.

  ”Igennem dit 200 år gamle liv, har du budt verden værre end dette, Stefan. Tiden læger alle sår, og tid er alt hvad vi har. Måske sidder hun på den anden side af sløret og ryster på hovedet, men vi finder dem, Stefan. Når tiden er inde, finder vi dem. Retter op på alt hvad vi har gjort og gør den anden side stolte af os igen.” Selvom det lød som nonsens i begge vores ører, lød jeg så overbevist at jeg næsten troede min egen løgn. Måske, med tiden, ville vi kunne redde fremtiden alligevel.

 

Men med alle de følelser der pludselig blussede op i ham, kunne jeg ikke længere formå at fraholde ham fra tanken om Elena Gilbert. Jeg så tydeligt den brændende passion i hans øjne omkring hendes uskyldige ansigt, omringet af kraftige, mørke krøller.
  Den omvandrende klon af Katherine Pierce, så identisk og alligevel så anderledes.

Vi var én gang stødt på Katherine i Wales. Forsvundet i vores menneskeligende appetit på en lille café down town stod hun pludselig i den tætbefolkede menneskemængde på torvet, som den eneste stjerne på en klar nattehimmel. Jeg mødte bekymret Stefans blik i frygt for han også havde set hende, hvoraf min tvivl blev besvaret da han frustreret åbnede munden for at tale, inden jeg af taktiske grunde, afbrød ham.
  "Jeg forstår ikke hvorfor jeg bliver ved med at bestille den her omelet," sagde jeg lystigt. "Den smager frygteligt." Til alt mit held lod han sin undren falde til jorden, hvorefter jeg undskyldte mig selv og forlod caféen for at pudre næsen på pigetoilettet. Igennem et lille vindue på klem ude på det beskedne toilet kravlede jeg ud i den lille, forsømte baggård. Måske var det min nysgerrighed, der indledte min søgning, eller blot et desperat forsøg på at vende tilbage til fortidens mønster. Jeg fandt min vej ud af baggården og knep mine øjne sammen for at separere blodsugere for bloddonerer. I et vildfarent tempo eftersøgte jeg det identiske ansigt af min forsvundne, tidligere, bedste veninde. Da jeg endelig fik et glimt af de lange sorte krøller gik alting pludselig hurtigt. Jeg fulgte hende rundt om gadehjørnet hvor der langsomt blev tyndet ud af mennesker. Og da jeg glimtede hende dreje af, ind i en aflagt, gyde hvor solen havde ingen magt, pumpede andrelinen ud i mine årer som var jeg på min vildeste jagt. Og da jeg selv forlod min lineære rute, befandt jeg mig pludselig løftet fra jorden med åndedrætsbesvær og Katherines stærke hånd om min hals i strakt arm. Gensynet af hende betagede mig, men jeg syntes at have glemt hendes styrke.
  "Snager du, Blondie?" Lød hendes skarpe, velkendte stemme.
  "Kunne jeg finde på sådanne ting og sager? Jeg er en artig vampyr." Her strammede hun grebet og jeg blev straks mere ydmyg. Hvad har du gjort, Caroline?
  "Er du alene?" Selvom hun vidste at jeg ikke ville svare ærligt, tog hun sig alligevel tid til at løsne grebet om min hals for at lade mig tale. Men jeg nikkede blot på hovedet som svar.
  "Gik det ikke med Klaus' lille misfosterskabning til en kæreste, du havde dig?" Hun fnes hånligt af sin egen fornærmelse og trak på skuldrene efter et tydeligt overskud til at kigge sig over skulderen og betragte hendes omgivelser. En ord mere om Tyler og jeg bryder alle logikkens love og fratager hendes hoved retten om at sidde på hendes hals. Dog åndede jeg lettet op indeni mig selv for ikke at have skænket Stefan en tanke.
  "Jeg kunne godt have fortalt dig det aldrig ville gå. Vampyrer får ikke lykkelige slutninger, Caroline." Hun nærmede sig mit øre, og mit døde hjerte sprang næsten ud af brystet på mig af skræk og banken.
  "Aldrig," hvislede hun ud gennem sammenbidte tænder og gav slip. Derefter var hun ude af syne.

"Hvordan skete det så i nat?" Spurgte han med en nysgerrig tone, han forsøgte at afdæmpe ved at lyde medfølende. Han rev mig ud af mine tanker og bragte mig tilbage til nattens elendighed. Jeg rystede blot på hovedet.
  "Bare det sædvanlige," svarede jeg tomt og stirrede ud i det gotiske lokale med højt til loftet og reoler der strakte sig ligeså langt, med leksikoner fra alverdens lande og tunger. Stefan befandt sig ligeså i et tomt og intetsigende humør og han hverken protesterede eller udgav den mindste reaktion, da jeg rejste mig for at forlade huset.

Forude bag træerne lysnede himlen op. Jeg tjekkede klokken på mit armbåndsur og satte mig ind i den gamle Mercedes. Da jeg bakkede ud af den grusbelagte indkørsel følte jeg mig pludselig overvåget. Jeg mærkede det først som et par øjne i nakken på mig og da jeg slukkede bilen for bedre hørelse begik hun den fejl at flygte henover plænen. Det følgende sekund havde jeg kastet mig ud af bildøren og indhentet hende. Jeg stod nu med hendes hals i mit håndtag og betragtede de unge, asiatiske træk i hendes ansigt. Anna.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...