Den blodige halskæde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang
En lille something jeg arbejder på. Her er et udsnit af hvad jeg hidtil har skrevet. Historien foregår 50 år efter seneste afsnit af Vampire Diaries, i Caroline Forbes point of view. Jeg har pillet ved historien, og naturligvis ikke taget hensyn til de kommende afsnit af serien. Caroline er vendt tilbage til Mystic Falls for at tage sig af sin syge mor, ved at overføre hendes blod til hende. I Carolines tid udenfor den lille amerikanske by, har hun været i konstant selskab af Stefan Salvatore. Tyler er ikke længere en del af hendes liv, dertil heller ikke Klaus Mikaelson. Hurtigt indser Caroline at naturen er stærkest og Elizabeth Forbes' skæbne er at dø. Ved siden af, døjer Stefan Salvatore med sine egne intriger. Hverken Caroline eller Stefan ved hvor Damon Salvatore og Elena Gilbert befinder sig, udover at de er sammen. Og Caroline har ét eneste begær i hendes uendelige liv. Én person fra hendes fortid som hun bare må genforenes med.

23Likes
9Kommentarer
1663Visninger
AA

1. Kapitel 1

Her virkede bekendt. Men den kvalmende varme stemmede ikke overens med de dystre overflader, der fremstod kolde og utilnærmelige. Jeg støttede mig op af et træ, men den våde bark smittede af på mit tøj. Eow… Jeg skubbede mig væk igen, for at samle mine øjenbryn i en undren. Da anede jeg træerne forude, ryste. Jeg slog blikket ned i jorden og tjekkede stabiliteten i det våde mos under mine bare fødder. Træerne lod til at have rykket sig, da jeg igen slog blikket opad. De stod nu snurrelige, opstillet på rækker. Det var som om de havde dannet en gang til mig. Uden at bevæge mine ben, blev jeg trukket ned iblandt dem. Jeg skreg for alle kræfter af mine lunger og faldt nedslået til jorden.

  Mine frosne fingre strejfede min kind, for at opdage min hud var ru af hudafskrabninger. Jeg støttede mig til den kolde sten, hvorpå jeg var landet. Min hud var så ru, at jeg følte jeg gned mine hænder mod en mur. I et hjerteslag, befandt jeg mig pludselig uden krop og sind og betragtede mig selv. Jeg lå defekt og afkræftet på stenen omringet af mudder og faldne blade. Jeg blødte fra et dybt sår i halsen. Skaderne i mit ansigt virkede overflødige, men såret i min hals var påført mig og grænsede op til alvor. Igen måtte jeg miste pusten på at skrige for alt hvad jeg bestod af – hvilket var et misvisende begreb, idet jeg befandt mig kropløs, som en tilskuer. Eller en fortællerstemme.

  Jeg så nu fra et bredere perspektiv og genkendte den gamle kirkegård, der efterhånden lå i ruiner. Gemt væk i den glemte skov, lidt uden for byen var opgravede gravsteder og forladte historier alt hvad her var, at finde. Langsomt svævede jeg længere op og længere væk fra min spinkle, fortabte krop. De sidste kramper spredte sig fra mit bryst og ud i mine fingre. Jeg havde en dårlig smag i munden, og det sidste mit blik fangede, var min værste frygte indgraveret i sort marmor. John Harris. John Mason Harris’ gravsten.

  Sveden dryppede fra min pande, da jeg åbnede øjnene. Mit hoved hvilede på mine hænder, der nu strakte sig over gulvtæppet og mærkede de våde områder hvor jeg havde svedt. Jeg kravlede op i min seng, og puttede mig ind til mit hvide silkesengetøj og dunhovedpude, men jeg kunne ikke finde ro. Jeg trak en hånd gennem mit fugtige, lyse hår og stirrede ud i mørket. Mit værelse virkede så fjernt fra mig, trods det har været det samme de sidste halvtreds år. Men siden min hjemkomst for et par måneder siden, har det ikke lykkedes mig at finde mig selv herinde igen. Alt hvad den tidligere Carolines Forbes bestod af og drømte om, var ikke længere identisk med den jeg er i dag. Den skabning jeg er. Alt mit begær drejede sig udelukkende om en ting. Én, der lå langt tilbage i fortiden. Men her fastholdt jeg dog mine forhistoriske personlighedstræk. At, drømme udover fornuftens grænser. For min søgen ville kun føre til fiasko.

 

 

 

Jeg tjekkede det gamle vækkeur, der blot fortalte mig hvad jeg allerede vidste. Natten lå og lurrede udenfor mit vindue, og det kraftige træ forude svajede med den kraftige vind. Jeg opgav min søvn, og trak min unge, friske krop i en morgenkåbe og gik ud på badeværelset. Jeg skyllede mine hænder og kastede vand i hovedet, hvorefter jeg satte mit hår op og fyldte et glas med vand. Jeg gik lydløst langs gangen, indtil jeg nåede mit mors værelse. Den eneste lyd der hørtes i huset, var den knirkende lyd der kom fra døren, idet jeg skubbede den forsigtigt op. Mor reagerede knap nok på lyden, og fortsatte sin idylliske, fredfyldte søvn. Jeg sendte hende mit medfølende og misundende blik imens jeg satte vandet ved hendes sengebord og forsigtigt aede hendes rynkede kind og rettede på hendes dyne. Jeg kastede mit blik over på vinduet og satte mig i karmen. Jeg så ned på vores veranda og erindrede da jeg for første gang i lang tid trådte op på den igen, efter mit lange, egoistiske forsvindingsnummer. Min mors forbavsede blik, da hun så mig stå i døren i nattens klare stilhed, indeholdt så dyb en længsel at mit hjerte bristede. Hendes gamle, skrøbelige krop omfavnede mig med alle de kræfter hun kunne finde i sig selv. Jeg trak mig så tæt ind til hende jeg turde, og lod mine tåre falde på hendes skulder og huskede tilbage på de tider hvor hun var min vigtigste kilde til rigdom. Min beskytter. Hun havde bragt mig alle slags ofringer. Og jeg har ikke andet end udsat hende for prøvelser i massevis der ikke burde hænde i en enkelt menneskealder. Og alligevel genkendte jeg kun kærlighed i hendes øjne, da jeg stod for foden af vores hoveddør atter igen. Jeg skyldte hende alt. Det mindste jeg kunne gøre var at tage mig af hende, som hun har taget sig af mig. Om det så indebar at mit blod skulle holde hende i live.

 

Jeg trak mig selv tilbage fra mit emotionelle, nostalgiske hjørne og forlod mors værelse. Før jeg forlod det varme, trygge hjem fandt jeg min halskæde frem for bunden af min kommodeskuffe. Jeg knugede om den hule krystal hvori den røde væske stadig svømmede så flydende og uskyldigt rundt. Jeg lukkede den lille sølvforsamling i nakken og gemte vedhænget ind under tøjet. Derefter iklædte jeg mig min store, sorte frakke og trak den elegante hætte over mit hoved. Jeg satte mig i mors gamle patruljevogn, en gammel, men velfungerende Mercedes stationcar, der dog lød lidt rusten når man drejede nøglen. Jeg svingede ud indkørslen og kørte målrettet mod udkanten af byen. Mod den glemte skov.

  Mit hjerte sprang et slag over da den knirkende lyd fra den rustne, sorte låge indtil den gamle kirkegård brød den bragende stilhed omkring mig. Jeg krympede mig i frygt for at blive hørt, trods jeg kunne være ude af syne på under et sekund. Derudover var der næppe menneskelig aktivitet i miles omkring mig. Med mine lette, elegante skridt, bevægede jeg mig gennem de faldne blade, svang mig omkring de nøgne træer, blot for at følge den velkendte rute, som til sidst ville føre mig til et bestemt gravsted. Jeg faldt på knæ, ved det sørgelige syn af den visne blomsterbuket ved den ensomme gravsten. Jeg lod mine kolde hænder føle de forhastede indgraveringer i den slidte marmorplade. Jeg kneb mine øjne sammen i forarg og lod det løbe mig koldt ned af ryggen, da jeg erindrede hvordan dette gudsforladte sted havde hjemsøgt min sjæl for under en time siden. Kulden og den beskedne vind virkede så dragende for mig. Som om den hviskede til mig. Et sprog, en udtalelse, jeg ikke var skabt til at forstå. Og som det næste hjerteslag slog, ramte synet mig for det inderste af mine øjenlåg. Min afkræftede krop, under hårdt arbejde med en spade gennem frossen, forstenet jord og gamle ubrudte rødder. Jeg var langt nede og turde ikke lade et eneste sekunds svaghed overtage min trang til at forsvinde, uden at fuldføre, hvad jeg kom for. Med tårerne skyllende ned af mine kinder fortsatte jeg min sagte mummelen. ”Undskyld. Jeg er så frygtelig ked af det. Undskyld. Tilgiv mig, undskyld,” efterfulgt af hver eneste bøn jeg kunne remse op fra mit forstyrrede sind.

  I alt den tid jeg brugte på kirkegården føltes min halskæde tungere. Som om den havde et budskab. Jeg vidste hvad min byrde bestod af, og jeg påtog mig alle mine synder og al mit ansvar ved at bære denne symbolik, trods jeg ikke viste den til offentligheden. Jeg forlod kirkegården i samme stilhed og nostalgi som da jeg ankom. Jeg satte mig sukkende i det varme sæde i bilen og planlagde mit næste træk. Salvatore var næppe under den dybe idylliske fred heller. En idyllisk ro der engang fandtes i vores – førhen – ukomplicerede liv. Jeg besluttede mig for at køre ind til byen for at ramme hans onkel hus, hvor han holdt til.

 

Da han åbnede hoveddøren, så jeg blot en død krop foran mig. Hans øjne var tomme, men hans kropsholdning var anspændt. Noget foregik.

  ”Du ligner én, der ikke har lukket et øje i nat.”

  ”Jeg leder efter..” mumlede han uden yderligere forklaring, og fortsatte sin søgen i skabe og bag bøger, der næppe ville kunne skjule hvad end han eftersøgte. Som han vildfarent farede rundt mindede han mig om et menneske der led af stress. Og tanken om at selv udødeligheden ville have sådanne tider, plantede et sørgeligt smil på mine læber.

  Jeg gik ind i entréen for at fortsætte ind i den daglige opholdsstue. De meterlange gardiner dækkede de ligeså høje vinduer af gamle gotiske genrer, der strakte sig fra hoftehøjde til loft. Det eneste lys i det store lokale var petroleumslampen i forhallen, samt nogle små, beskedne stearinlys på stuebordet. Månens position forærede os blot få stimer af lys ind af vinduerne fra spisestuen af. Ellers lå huset i komplet camouflage i nattens tæppe.

  ”Der er også gået alt for lang tid siden sidst, vi har været her.” Stemningen blev nostalgisk imellem os. ”Hvad gik der af os, Stefan? Hvordan kunne vi?” Han svarede ikke. Det gjorde han aldrig, når jeg nåede ud på disse kanter af vores hullede forsvar. Han forsvandt ud i køkkenet, imens jeg satte mig på bordet. Han bragte mig selskab kort efter.

 

”Jeg drømte jeg døde, igen i nat,” sagde jeg lavsagte da han rakte mig koppen, ”hvad drikker vi denne gang?”

  ”Jeg har ikke mere Bourbon, så te med whisky,” sagde han og smed sig tungt i sofaen, ”jeg drømte også i nat,” fortsatte han, ”om en smuk, blond skønhed.” Han mødte mit blik med et skær i øjet og uden at smile, lå der noget smigrende i hans mundvige. Men jeg kendte ham for godt, og selvom tanken om at han havde drømt om mig, var varm og behagelig, vidste jeg, at det ikke var mig der havde strejfet hans underbevidsthed i nat. Lexi havde til gengæld. Det var dog noget nyt, at hun strejfede hans søvntimer. Han var for længst kommet over hendes død, trods savnet af hende stadig forekom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...