Angel Evans.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Igang
Angel Evans. En 16 årige pige, som går på High School. Hun bliver mobbet, men har dog alligevel en stor selvtillid, og lader ikke ordene ramme hende. Hendes mor sagde den gang hun levede: "Spred dine vinger ud, nyd livet, lad vær med at tænke på, hvad andre siger" Og det, har hjulet Angel. Hun nyder livet, selvom hun er et mobbeoffer. Det her er historien om, Angel Evans, en 16 årige pige, som ikke gav op.

(Til Inspireret af en sang: Wings - Little Mix.)

6Likes
0Kommentarer
513Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Jeg var på vej i skole. Klar til alle de ord de sagde til mig, men som jeg faktisk ikke tog ret hårdt. Min mor lærte mig, inden hun gik bort, at jeg ikke skulle lytte til dem, de vil bare ødelægge mig, jeg skulle bare nyde livet, og lade dem sige hvad de ville. Det havde hjulet mig meget. Ja, jeg savnede hende. Men mindet om hende var stærkt. Hun havde været et ømt punkt. Men var det ikke mere. Nu var hun bare et stærkt minde, et minde, jeg aldrig ville glemme. Hun ville altid være i mit hjerte, et sted som ingen andre kunne overtage.

Det var meningen at min far og jeg skulle flytte, men jeg fik ham overtalt til at blive. Vi havde fået et meget tæt forhold efter hendes død. Hun betød meget for os begge, men vi blev nød til at give slip, og tænke på hende, som et dejligt minde.

Jeg åbnede døren ind til skolen. Jeg var van til alle de blikke, så jeg ignorere det. Jeg tog min skoletaske op på skulderen, og gik målrettet mod mit skab. ”Luder!” råbte en af de mest snobbede piger på skolen. ”Ja, jeg er helt klart luder, det er jo slet ikke mig der er jomfru her” sagde jeg bare ligeglad igen, og fortsatte bare ligeud. Jeg svarede altid igen. Jeg var ligeglad, jeg skulle jo leve livet, ikke lad nogen komme i vejen, og de skulle ikke tro, at de havde mig i deres hule hånd, for det havde de ikke, og det ville de aldrig have, lige meget hvad. Jeg ville aldrig knække under for dem. De var bare jaloux over, at jeg var bedre end dem, det er også okay, bare det ikke er mig.

Jeg åbnede mit skab, og fandt mine bøger frem til historie. Jeg skulle jo have historie. Jeg tog min bog, og mit hæfte ud af skabet, og lagde det ned i min taske. Jeg smækkede skabet i. Jeg fik et mindre chok, da en velkendt person stod og kiggede på mig. Jeg kiggede på ham, og vente min front mod ham, hvor jeg derefter satte en hånd i siden. Ja, I tænker sikkert, What a bitch. Det var jeg sikkert også, men helt ærligt, de skulle ikke tro de var mere end mig, for det var de altså ikke.

”Hvad glor du på?” sagde han. Ja, I tænker sikkert, hvem er han? Lad mig forklarer det. Skolens populæreste fyr på hele skolen, som startede det hele. Silas. Jeg rullede med øjne af ham. ”Du startede med at glo” sagde jeg, og smilede kækt. Han blev meget hurtigt sur, men helt ærligt, det burde han kunne styrer. ”Sådan taler du ikke til mig” sagde han hårdt, hvilket fik mig til at grine. ”Jeg taler til folk, som jeg vil tale til folk” sagde jeg igen, og skulle til at gå uden om ham, da han tog fat i min arm. Jeg havde allerede flere blå mærker efter ham, så hvorfor ikke få et mere til min samling?

”Jeg mener det” sagde han hårdt, og strammede grebet. Som om det skulle gøre ondt? Han er bare en nar i mine øjne. Det har han hele tiden været. ”Det gør jeg skam også” sagde jeg, og holdte mine bøger ind til min krop. Seriøst, han er bare den største nar jeg kendte. Jeg slog han på armen. Han strammede grebet, hvilket bare fik mig til at sukke, det gjorde jo ikke en skid ondt.

”Du tror du er noget, men du..” – ”Jaja, den lange tale har jeg hørt..” sukkede jeg og kiggede på ham. Vreden lyste ud af hans øjne. ”Jeg kan fandme godt forstå din mor døde, det var sikkert kun for at slippe for dig.” jeg grinte indeni. Det der ramte mig ikke mere. Alle havde brugt den, alt, alt for mange gange. ”Søde skat, din mor ønsker sikkert at hun var død, for så ville hun slippe for dig” sagde jeg, og smilte kækt. Okay, nu havde jeg gjort ham vred. Han løftede hånden klar til at slå mig. ”Du ved godt, vold løser ingenting” grinte jeg. Nu tænker I sikkert, hvorfor grine? Jo, svaret er meget enkelt. Gjorde han det, ville han blive sent på kontoret, og jeg ville få fri fra skole. Det kunne jeg godt bruge. Jeg elskede ikke ligefrem skolen, men ingen skulle knække mig.

Jeg fik mig endelig revet fri, og begyndte at gå mod timen. Klokken havde jo også lige ringet. Jeg åbnede døren til lokalet, og så læreren ikke var kommet endnu, men det var mange af eleverne. ”Bøsse” sagde en der hed Jonas da jeg gik forbi ham. ”Ja, jeg er en dreng, en dreng med bryster, og en mis.” svarede jeg igen og gik videre. Der var en der spændte ben for mig, og jeg endte på gulvet, jeg rejste mig op og rystede på hovedet. Jeg vente mig om, og kiggede personen lige i øjne. ”Det gjorde altså ikke ondt, hvis det skulle have gjort ondt.” svarede jeg ligeglad igen, og vente mig om, for at hen mod min plads. De blev ved med at råbe ting til mig, som jeg valgte at ignorer. Spred dine vinger ud, og fly, nyd livet, du lever kun en gang.

Der blev helt stille, da vores lærer trådte ind. Mr. Smith. Det var ham, vi havde til historie. Alle lod som om de fulgte med, men hvor mange fulgte faktisk med? Nogen tegnede kruseduller i deres hæfte, andre sad med deres mobiler, og så var der mig. Mig som sad i mine egne tanker. Livet var kort. Jeg tænkte ikke rigtigt på noget, men hvad skulle jeg tænke på? Måske tænke på, hvad jeg ville opnå med mit liv, inden jeg ville forsvinde, og måske aldrig komme tilbage?

De ord, de ord folk kaldte mig, var jeg ligeglad med, jeg skulle ikke lægge og tænke på dem om aften, de skulle ikke holde mig vågen, for de var ikke sande. Folk kan sige ord, som de faktisk ikke mener, men ved sårer personen. De sagde, jeg skulle dræbe mig selv. Men jeg ville ikke. Jeg ville ikke spilde mit liv. Mit liv var mere værd, end dem. Livet er en gave, en gave man skal passe på. Jeg lytter ikke til deres ord, deres ord er ligegyldige for mig. Ligegyldig hvad de siger, vil det ikke sårer mig. I hvert fald ikke mere. Folk kan sige hvad de vil, tro det rammer mig, men der tager de fejl, det rammer mig ikke.

Klokken ringede ud. Det var allerede frikvarter. Tiden går hurtigt i sine egne tanker. Jeg rejste mig op fra min plads. Lagde mine bøger ned i min taske, og tog den over skulderen, og satte kurs ned mod mit skab. Jeg gik langs de lange gange. Folk skubbede til mig, spændte ben, råbte ord til mig, men kunne jeg ikke være mere end ligeglad? Det ramte mig ikke, men hvornår lærte de det? Jeg ville gætte på aldrig. Men det var ikke mit problem, det var ikke mig, der spildte min tid, men dem.

Jeg drejede rundt om hjørnet, og bevægede mig ned langs gangen. Der gik ikke lang tid, før jeg nåede mit skab, som jeg låste op. Jeg smed min taske der ind. Jeg lynede et rum op i min taske, og tog nogen af mine penge, hvor jeg lynede den igen, og lukkede mit skab. Jeg kiggede rundt, og så at alle var på vej ned til kantinen. Jeg sukkede og overvejede ikke at gå der ned. Mine ben bestemt for, at vi åbenbart skulle gå ned i kantinen. Jeg fik smækket døren til kantinen i hovedet, af en flok drenge, der var gået foran mig. Jeg sukkede og tog mig til hovedet. Det var nu ikke fordi, det gjorde så ondt. Jeg tog min hånd væk fra mit hoved og åbnede døren til kantinen. Lige i det jeg trådte ind, blev der helt stille, og alle kiggede på mig. Jeg valgte bare at ryste på hovedet. Jeg gik hen, og købte mig et æble. Jeg vidste allerede at jeg ikke kunne sidde i kantinen, så jeg var på vej ud. Der var stadigvæk stille. Jeg tog et bid af mit æble, mens jeg åbnede døren, og skulle til at gå ud, da jeg mærkede en hånd tage fat i min arm og rykkede mig tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...