Mareridtet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
272Visninger
AA

3. Skabet

Jeg skreg, og slog heftigt omkring mig med armene, men intet så ud til at hjælpe. Frank trak mig ind i et stort rum, med højt til loftet, og låste døren bag ham. Jeg overvejede hvordan man kunne slå døren i stykker, men kom frem til at det var umuligt, da Frank fortalte mig at døren var af ubrydeligt metal. Han låste forsigtigt et kæmpe stort, sort skab op, og gav mig kun et lille skub, men alligevel stærkt nok til at jeg røg derind. Det første jeg lagde mærke til var lugten. Jeg havde aldrig, i mit 19-årige liv, lugtet noget så grimt. Lugten af lig, gammel mad, og urent tøj, fik en bræksmag til at samle sig i min mund. Mørket lagde sig omkring mig, og alt hvad jeg kunne var at føle mig frem. Jeg begyndte bedrøvet at hulke, indtil jeg hørte en mumlen fra hjørnet af skabet, og fór sammen på bunden. Jeg kunne lugte at lugten af lig, kom tættere og tættere på, og ikke lang tid efter, var der en, der lagde sin hånd på min skulder. ”Velkommen i klubben, fremmede,” sagde stemmen, og jeg begyndte at blive roligere. ”Hvem.. Hvem er du?” spurgte jeg og spejdede rundt, for at prøve at få mit syn tilbage. ”Og har du været herinde hele tiden?” Væsenet ved siden af mig, rømmede sig roligt, og svarede på mine spørgsmål. ”Hrmhrm, har du noget lys?” spurgte væsenet, og jeg hev min mobil op af lommen. Den havde indbygget lommelygte, som jeg tænkte at jeg kunne bruge. Jeg fik et chok da jeg tændte den. Foran mig, var der en tåge. En tåge med øjne. Og en mund, der åbnede og lukkede sig uafbrudt. Jeg lagde an til et skrig, men ånden satte hurtigt hånden for min mund. ”Du må ikke skrige! Han vil finde ud af at du har opdaget mig!” sagde den hurtigt, og fjernede hånden. ”Hvorfor er det så vigtigt at han ikke opdager os?” spurgte jeg. Ånden himlede opgivende med øjnene. ”Det burde du vide! Har han slet ikke fortalt dig noget om det her sted?” spurgte den. ”Nej, han har haft alt for travlt med at jage mig herhen, at han ikke har nået at fortælle mig noget.” svarede jeg. ”Du er havnet i et skab.” fortsatte ånden. ”Ja, det havde jeg godt regnet ud.” svarede jeg opgivende. Jeg var sikker på at jeg ikke kunne få nogen gode informationer ud af ånden, men så udbrød den: ”Frank kalder skabet ,,Dødens skab,’’ og nu vil jeg fortælle dig hvorfor. Skabet her har nemlig en historie, som det gerne vil ud med. Se, for længe, længe siden..” Og så fortalte ånden skabets historie, om hvordan Frank selv næsten var blevet myrdet inde i skabet for mange år siden, af en kunde, som havde fundet ud af en hemmelighed om Frank. Hemmeligheden var Franks inderste, og han var gået til angreb på kunden, fordi at han ikke ville have at den skulle slippe ud. Frank havde planlagt et angreb på kunden. Kunden havde næsten været hurtig nok til at undvige hans angreb, og havde skubbet Frank ind i skabet. Men selvfølgelig havde den stærke Frank, været hurtig nok til at komme ud, og i stedet, skubbe kunden derind, og låst ham derinde for evigt. Da Frank en dag, havde åbnet skabet, for at se om der stadig var liv i kunden, havde han fundet kunden liggende på skabets bund, lugtende, med larver i den ene arm, død. Derefter havde skabet haft tilnavnet, ”Dødens skab.”  

Du ryster..” sagde ånden, da historien var færdig. Mit blik faldt på mine hænder, og ganske rigtigt rystede jeg. ”Det havde jeg aldrig troet om Frank. Han har altid virket sød.” sagde jeg forbavset. ”Men nu burde du have indset at han er et monster.” fortsatte ånden. Og ja, det havde jeg. Han var både et monster indeni, og uden på. Vingerne, som han havde foldet ud under jagten, havde overbevist mig. ”Kunden med hemmeligheden er stadig herinde.” sagde ånden. ”Kender du hemmeligheden?” spurgte jeg pludseligt. ”Nej, han var død, da jeg kom hertil, og derfor har jeg aldrig fået den at vide.” svarede den. Mit syn kom langsomt tilbage, og jeg opdagede hurtigt hvor mange andre der var, inde i skabet. De sad i krummet sammen ude i hjørnerne af skabet, og lyttede med på vores samtale. Jeg fik øjenkontakt med en ung pige med et spændt ansigtsudtryk, og hun smilede da hun sagde at jeg lignede min forgænger. Jeg kiggede undrende på min åndeven, og den forklarede hviskende: ”For kun fem uger siden, kom der en ny person ind i skabet. Det lyder måske underligt, men hun lignede dig rigtig meget. Næsten ingen forskel, bortset fra dit ar.” sagde ånden. ”Hvilket ar?” udbrød jeg forbavset. Ånden tegnede en stribe, for at vise mig  hvor stort et stykke det strakte sig over.  Det startede ved mit venstre øjenbryn, og bevægede sig ned langs min kind, og endte på midten af min hals, altså var det cirka ligeså langt som min underarm. Jeg gispede forskrækket, men jeg var alligevel ikke så overrasket. Arret var sikkert lavet af Frank, imens vi kæmpede. Jeg kunne godt mærke at det sveg, da ånden rørte ved det, men det hjalp ikke da jeg puttede spyt på, det fik det kun til at brænde endnu mere. ”Hvor lang tid har du været herinde?” spurgte jeg nysgerrigt. ”Syv år, til december,” svarede en anden for hende. Min øjne blev store, for nu vidste jeg hvor jeg ville være resten af mine dage. ”Er der ingen måde at komme ud herfra?” spurgte jeg chokeret. Ånderne kiggede sørgmodigt på hinanden. ”Det er jeg bange for at jeg må svare nej til.” svarede ånden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...