Mareridtet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
215Visninger
AA

4. Hævn

Det var først der at jeg gik i panik. ”Mener I at jeg skal bruge resten af mit liv på at sidde og kukkelurer herinde i mørket?!” råbte jeg vrissent. Ånden svævede et skridt tilbage, af bare forskrækkelse. ”Ja, med mindre at du finder en måde at komme ud på – skabet er låst, og det samme er dørene udenfor skabet. Så jeg ville tro at det var umuligt.” sagde ånden. Jeg smed mig grædende ned på bunden, og hamrede med knyttede næver i væggen. Ånden svævede væk, hen til det hjørne den kom fra, og jeg lagde pludselig mærke til en af gulvbrædderne, der var løse. Den var ikke løs nok til at jeg kunne fjerne den, men da jeg havde hevet hårdt i den i lidt tid, kunne jeg let fjerne den, og lægge den væk. Jeg kiggede ned i et stort, mørkt hul. Ånderne rettede deres opmærksomhed på mig, og man skulle næsten tro, når man så deres blikke, at de ville have mig til at hoppe derned, eller grave en lang gang, der førte ind til Frank, så de kunne hævne sig. Jeg tog en lille sten der lå ved siden af mig op, og smed den ned i det dybe hul. Der gik lang tid, inden jeg hørte den ramme bunden, og det skræmte mig. Det var jo den eneste måde at komme ud derfra på, men turde jeg virkelig at hoppe derned? Jeg kiggede ventende på ånderne, men der var ingen der turde sige noget, de frygtede sikkert at jeg ville blive aggressiv igen, så jeg trak vejret roligt, hele vejen ned igennem maven, og det hjalp. Den røde farve forsvandt i mit ansigt, og ånderne blev roligere. ”Vil du tage chancen?” spurgte en genert ånd, der kom indefra mørket. Jeg overvejede det grundigt, og tog hurtigt en beslutning. ”Jeg vil have min hævn. Og hvis der ikke er andre muligheder end dette, så må vi tage chancen, og sætte vores liv på spil. Men jeg vil aldrig give op.” sagde jeg vrissent, og ventede spændt på hvad åndernes respons ville blive. Den generte ånd trak vejret stille. ”Du hopper først.”

Der gik ikke lang tid, før jeg ikke kunne mærke skabets bund under mine fødder mere. Det kildede i min mave. Mine indvolde blev kastet rundt i maven på mig, og en ukendt væske indtog min mund. Der lød en rungene lyd da jeg skreg, og jeg hørte fjerne lyde af hvisken, lave stemmer, og jeg kunne ane åndernes blide hoveder der tittede frem oppe fra skabet. I det øjeblik, gik det op for mig at jeg havde taget den rigtige beslutning. Og så ramte jeg bunden. Min bluse var våd. Jeg lugtede til den, og kunne straks genkende den mærkelige lugt, som lugtede af det samme som den ukendte væske i min mund smagte af. Jeg tørrede hurtigt og beslutsomt brækket væk, og kunne mærke at jeg rystede. Jeg trak vejret beroligende, og prøvede desperat på at finde min hæse stemme frem, og råbe til ånderne. ”Nu er det jeres tur!” råbte jeg, usikker på om det var højt nok til at de kunne høre det. Deres hoveder tittede igen frem, og granskede stille hullet. ”Hvordan er der dernede? Er der vådt?” spurgte de, og det var først der at jeg opdagede at mine bukser var plask våde, og at jeg trampede rundt i noget der lignede og lugtede som mudder blandet med vand og bræk. Der lå noget mystisk på overfladen af vandet, som jeg tog op. Jeg kunne med det samme se at det var lavet af fjer, og da jeg undersøgte det yderligere, kunne jeg godt se at det lignede vinger. ”Dem må du endelig ikke røre!” råbte en ånd. Jeg kastede vingerne fra mig, men kunne ikke slippe tanken om hvor vingerne kom fra, og hvordan de var havnet her, og jeg tænkte på om det kunne have været ånderne der havde tabt dem herned. Jeg kiggede op til ånderne, og så spørgende på dem. ”Er det jeres?” råbte jeg, og de rystede let på hovedet. ”Har I noget deroppe, som jeg eventuelt kan bruge til at grave med?” spurgte jeg henkastet. ”Der står en spade gemt væk i et hjørne. Vi ved ikke hvor den er kommet fra, men vi har en idé om at det er Frank der har stillet den herind. Skal vi kaste den ned til dig?” spurgte de, og jeg nikkede. Kort efter følte jeg mig svimmel, og jeg hørte et ordenligt plask ved siden af mig. Spaden havde vist ikke ramt plet. Jeg faldt om.

 Da jeg kom til bevidstheden igen, kunne jeg føle at jeg var omringet. Ånderne stod omkring mig, agede mig hen over håret, og klappede mig på skuldrene. Da en af ånderne så at jeg var vågnet, skyndte den sig hen til mig. ”Det må du altså undskylde. Jeg er ikke så god til at sigte.” sagde den, og jeg smilede blot – men ikke så længe, for jeg kunne mærke at det gjorde ondt i mit hoved. ”Av – hvad skete der?” spurgte jeg forvirret. Ånderne udvekslede mærkelige blikke, og svarede ikke. ”Nå, men siden I sagde at jeg ikke måtte røre ved vingerne her – hvad mener I? Hvorfor ikke?” spurgte jeg interesseret. ”Ja, det er et mysterium som vi heller aldrig har fået opklaret, men vi har på fornemmelsen at de er et tegn på fare.” svarede en af ånderne. Jeg tog spaden, der lå på bunden af det klamme vand, og prøvede at stikke den ind i den bløde muddervæg – og stødte straks på noget. En anden gang, der førte ind til Franks lejlighed. Jeg skulle lige til at spørge ånderne om det var en god idé at gå derind, men så mærkede jeg min klaustrofobi komme kravlende, og trådte derind. Jeg kiggede ikke tilbage.

Det tog tid, at kravle i den mørke gang, men det var det værd. Da vi endelig så lyset, tyssede jeg på de højt talende ånder, og pegede ind mod Franks lejlighed. Jeg kunne se glæden stige op i deres øjne, nu fik de endelig deres hævn, og min mavefornemmelse var god. Jeg bad ånden bag mig, om at gå først ud i lejligheden, og se om der var fri bane. Den tvivlede på om den turde, men da jeg gav den et lille skub, overvandt den frygten.

Der var stille i Franks lejlighed. Ånderne og jeg svævede hen over gulvet, og vi vekslede mange fortvivlede blikke, men ingen var i tvivl om at det var det rigtige vi havde gjort. Da jeg kiggede ind i den overbelyste stue, med de enkle møbler, hvor jeg før i tiden havde snakket om mine problemer med Frank, kunne jeg se fortiden for mig. Jeg havde siddet i den mørkegrå sofa, med en kop skoldhed te, og havde troet at jeg kunne stole på Frank. Men jeg var glad for at jeg havde fået at vide hvem han i virkeligheden var. Et monster. Vi gik videre ned langs gangen, og kiggede ind i Franks soveværelse. Det første jeg lagde mærke til var en blodplet på hans ellers fine egyptiske tæppe. Jeg gispede, men så opdagede jeg noget der gjorde mig endnu mere forskrækket. Frank lå på sengen. Hans sengetøj var vådt. Men ikke af sved, af blod. Jeg skreg, så højt jeg kunne, imens ånderne stirrede overrasket på liget. Jeg skyndte mig ud af rummet, og ind i stuen og smed mig chokeret på sofaen. ”Vent lige! Du skal se noget!” råbte en af ånderne inde fra soveværelset. Jeg trådte langsomt ind i rummet igen, og så at ånderne stod samlet omkring Franks døde krop. ”Hvad er det?” spurgte jeg hulkende. ”Han har skrevet noget med sit blod.” svarede ånden der stod tættest på mig. Jeg trådte tættere på liget, og kunne med det samme se teksten han havde skrevet med blodet. ”Jeg er en fallen engel.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...