Near to You...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Igang
Jaden prøver på det hårdeste at hele efter et kæmpe brud med hendes tidligere kæreste, men det er hårdt. Selvom hun allerede har fundet en ny og virkelig elsker ham, så hjemsøger hendes ex hende stadig i hendes drømme, og hun er bange for, at det vil påvirke hende resten af livet. Dette er mit bidrag til konkurrencen om at skrive en historie inspireret af en sang.

3Likes
0Kommentarer
628Visninger

2. ~Near to You

Kære Tim

Jeg kan mærke hans hænder over det hele på min krop nogen gange, og jeg kan ikke lade være med at smile tilfreds når det sker. De langsomme bevægelser, de bløde berøringer; han havde aldrig ændret sig, altid det samme, altid forsigtig. Men det er det jeg havde elsket ved ham. Han behandlede mig som en skrøbelig blomst; det havde fanget mig, tryllebundet mig. Men så kom morgengryet, og han var ikke den samme længere. Han var sød, ja, men kærligheden var der ikke længere, kemien var blevet på værelset. Til sidst opgav jeg helt at flytte følelserne, og vores forhold blev langsomt revet i stykker. Men kun udenfor. Så snart vi endte på værelset igen, var alt kærligheden tilbage og den smukke boble vi have forelsket os i fandt vej rundt om os igen.

Måske var det det der gjorde, at jeg ikke tog det næste skridt, før han var faldet på knæ og spurgte mig om det alle andre forventede af os. Måske var det på grund af alle de andres tanker om vores forhold, at jeg sagde ja; eller måske var det bare den strategiske placering ha, havde valgt, for fodenden af sengen, os begge ikke i andet end undertøj, og en voksende lyst til hinanden, som kun ville blive tilfredsstillet efter et stille ’ja’ fra mig. Og selvfølgelig sagde jeg ja; jeg ville have sagt elv, hvis han stod i køkkenet med æsken i hånden. Men han ville ikke have spurgt.

Jeg ved nu, at jeg var gjort blind for alle tegnene, på grund af alle de år vi havde hørt på folkene omkring os. Hørt på hvor fantastiske vi så ud, på hvor glad han måtte gøre mig; hørt på de uendelige spørgsmål om fremtidsplaner. Men jeg er nu sikker på, at femtiden aldrig havde været en del af hans planer. I hvert fald ikke en fremtid med mig. Ringen var en gave fra hans mor, og knæfaldet var en opfordring fra hans far. Intet havde været i hans egen hensigt; det hele var iscenesat af folkene omkring os, som valgte at lukke øjnene for deres søns uvilje.

Men det endte med at åbne mine øjne. Alle hans pludselige humørsvingninger, hans sene aftner ude med vennerne, hans mange opfordringer om, at hvis jeg ikke kunne lide det, kunne jeg bare skride. Jeg har vel altid haft en lille mistanke om, at han faktisk aldrig elskede mig. Men jeg lukkede øjnene, for jeg elskede ham. Jeg ville ikke tillade min hjerne at forstå, at min kærlighed ikke var gengældt; jeg holdt det inderst inde i mig selv, hvor jeg først ville opdage det, den dag mine øjne ikke kunne bedrage længere. Dér hvor al min inderste sorg blev overskygget af min kærlighed. Hvor ingen andre end han fyldte mit sind og overskyggede sandheden.

Det er også derfor jeg kunne mærke det så hårdt, da jeg indså det. Jeg havde fået gravet alle tegnene så langt ind i mit hjerte, at da de eksploderede, knuste mit hjerte i tusinde stykker, som helt sikkert aldrig ville kunne samles perfekt igen. Da jeg forlod ham den morgen lå sorgen ud over hele gulvet i værelset, og boblen af kærlighed vi havde haft var sprunget til ukendelighed. Jeg tror aldrig jeg nogensinde vil være i stand til at finde den igen. Jeg husker, jeg græd i flere dage efter. Først fortrød jeg og ville vende tilbage til ham, men mine veninder talte mig fra det. De forstod mig, men de kendte også til ham og hans ikke eksisterende kærlighed til mig; jeg tror, jeg på det tidspunkt var den eneste der stadig var blændet af hans forældres planer for deres søn.

Snart begyndte jeg at drikke mig fra smerten, men det hjalp sjældent, nok fordi jeg aldrig kunne få mig selv til at drikke mig fuldstændig i hegnet. Og jeg må indrømme, jeg er nok aldrig kommet mig helt over smerten af at miste ham. Nogen gange får jeg endda stadig drømme om ham. Som denne. Hans smil, hans grin, hans berøringer. Alle ting der burde være forsvundet fra min hukommelse for længst, men de sidder som ætset ind i min hjerne; hjemsøger mig i mine drømme og ødelægger mine chancer for hundrede procent lykke.

For jeg er lykkelig, eller vil gerne være; med dig. Og det virker. Jeg kan mærke hvordan stykkerne af mit hjerte langsomt begynder at samle sig. Men så går du igen, og stykkerne falder endnu engang. Jeg er nødt til at være i nærheden af dig hele tiden, føle dig tæt på mig. Jeg ved det er svært for dig, og det må du undskylde, men jeg kan ikke hele, medmindre du er her. Du må hjælpe mig. Jeg har svært ved at glemme ham, selvom han er for længst væk, og du er helt fantastisk, nej bedre end fantastisk, du er vidunderlig. Og jeg har brug for dig her, i nærheden, hvor du kan beskytte mig, og jeg kan føle mig tryg igen.

Jeg ved du er bange for at blive min erstatning af ham, men det må du ikke være. Du er slet ikke som ham, du er bedre. Du gør mig bedre, og jeg nyder hvert et minut vi tilbringer sammen. Jeg ved det nogen gange kan virke som om jeg ikke gør, som om jeg ikke kan klare at have dig i nærheden, men det er ikke tilfældet. Du må forstå, at jeg er såret og har været det længe, og jeg er forsigtig. Jeg har på ingen måde tænkt mig at blive såret igen, hvilket gør mig mere tilbageholdende. Men du må ikke forlade mig af den grund. Jeg vil ikke kunne klare det uden dig. Jeg prøvede engang at klare det alene, men det var for smertefuldt. Jeg har brug for stødte. Din stødte.

Jeg ved jeg ikke er den samme som jeg var engang, og det ved du også; men jeg kæmper så meget jeg kan for at få den mig tilbage igen. Og det hjælper; du hjælper. Han er ved at forsvinde fra mit sind. Han er snart kun et minde om en forfærdelig fortid; og du er min fremtid, det ved jeg med sikkerhed. Jeg håber virkelig du også ved det, for jeg har virkelig brug for at du bliver her hos mig. Jeg har ikke overskud til at du også forlader mig. Jeg har mistet nok i forvejen, vær sød ikke at lade mig miste mere. Jeg elsker dig Tim.

Kærlig hilsen.

Jaden

 

Hans fingre glider langsomt ned ad papiret flere gange, mens han læser brevet igen og igen. Han forstår hende udmærket godt. Han kender hende. Han ved hvordan hendes hjerte knustes, og han ved hvordan hun blev forladt af alle kærlige følelser i flere måneder, indtil hendes veninder fik hende op til overfladen igen. Han kender til drikkeriet, og han kender til tilbageholdenheden, men kan kendte ikke til kærligheden. Han havde ingen anelse om den kærlighed hun havde tildelt ham. Men det gjorde ingenting; for han vidste det nu.

Og det er det han har i tankerne, da han skubber brevet ned i baglommen og springer ud på gangen og ned ad trappen, så han er ude på gaden på få sekunder. Han må finde hende så hurtigt han kan. Han må fortælle hende at det hele vil blive okay; at han aldrig vil forlade hende; aldrig igen.

Han springer hen ad gaden med dobbelt så lange skridt som alle de andre, og står pludselig ude foran hendes dør. Han ringer hurtigt på og bliver så pludselig i tvivl. Hvad hvis hun ikke er hjemme? Men hans tanker bliver afbrudt, for i næste sekund toner hendes stemme skrattende frem i den lille højtaler.

”Jaden her.” Han kan sagtens høre å hende, at hun er træt. Ikke fysisk træt, men psykisk. Hun er træt af sorgen, træt af ulykkeligheden; hun er træt af at være den eneste der ikke kan more sig længere.

”Må jeg komme op?” Siger han hurtigt og halvhøjt, så han er sikker på, at hun kan høre hans stemme. Der bliver helt stille i den anden ende, og han kan kun svagt høre hendes suk, inden hun langsomt trykker knappen ned og en langtrukken summen lyder, mens han hurtigt skubber døren op og springer indenfor. Han tager trappen tre trin af gangen, og forestiller sig hvordan det hele vil udspille sig i hans hoved. Hun vil åbne døren, og han vil stå derude med et skævt smil og spille afslappet, måske endda lade som om han ikke har fået brevet. Hun vil smile tilbage og byde ham indenfor, og han vil langsomt bane sig vej ind til hende, mens hun åbner sig op og lader ham komme helt tæt på.

Han har det hele planlagt i sin hjerne, da han når tredje sal, men da han ser hende stå dér og stirre på ham med de smukke blå øjne, som plejede at lyse af glæde, men nu er slukket på grund af den bundløse sorg, går han i baglås. Han stiller sig foran hende og rækker langsomt en hånd op til hendes kind. Hun gør ingenting andet end at vente, så han lader hånden placere sig på hendes ansigt, hvorefter det skæve smil kommer frem.

”Jeg elsker helt sikkert også dig.” Hvisker han langsomt og tydeligt, så hun opfanger hvert et ord, og så smiler hun også, og det lille glimt hun før havde i øjnene baner sig langsomt frem endnu engang, inden hun slynger armene om ham og lader hans læber omslutte hendes. 

________________________________________

Hey! Her er så mit bidrag til sangtekst konkurrencen! Håber i kan lide det og vil kommentere lidt på hvad i synes? Det blev godt nok ikke længere end det her, men jeg synes selv det udspillede sig meget pænt! Håber i synes det samme!

XXX

~Bels~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...