When dreams come true 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 27 dec. 2013
  • Status: Igang
Cecilie er lige flyttet fra sin kæreste efter et forhold der har varet i to år. Hun har ikke et særlig godt forhold til sine forældre, men har ikke andre steder at bo. Hun vælger at flytte til London, og prøve lykken med sin dansekarriere. Det har været hendes store drøm i mange år, og hun vælger at gribe chancen. Men kan hun leve op til drømmen, eller er kravene for store, og hvad sker der når hun møder en ukendt, men alligevel meget kendt person, der kan vende op og ned på hendes liv?

4Likes
3Kommentarer
445Visninger
AA

9. Goodmorning Joey

Jeg vågnede næste morgen på hotelværelset, fordi solen skinnede lige i ansigtet på mig, og jeg måtte skære en grimasse, da lyset var ekstremt skarpt. Jeg havde ingen tidsfornemmelse, men at dømme fra at solen stod så højt på himlen, ville jeg da gætte på den var mere end 10. Jeg ville sætte mig op i sengen for at finde min mobil, så jeg kunne se hvad klokken var, og satte derfor hænderne ned i sengen for at komme op, men jeg nåede ikke ret langt, før jeg måtte give et lille skrig fra mig, fordi en slem smerte skød op gennem mit håndled. Jeg smed mig ned i sengen igen, og tog omkring hvor det gjorde ondt, og kom i tanke om hvad der skete i går.

 

Jeg blev sindssyg irriteret og begyndte næsten at græde fordi det gjorde så ondt. Jeg hørte en stemme fra døren til hotelgangen. Det var min moster der var kommet ind og havde hørt mit lille skrig. Hun kom lynhurtigt ind til mig og spurgte om jeg var okay, og jeg nikkede bare, fordi jeg var så træt.

”Hvis du vil have morgenmad skal du snart gå ned i restauranten, for de sætter det snart væk”, sagde hun, og jeg kiggede underligt på hende. De havde da sagt i receptionen i går, at morgenmaden først ville blive taget af kl halv tolv. Så havde jeg godt nok sovet længere end jeg havde regnet med.

 

Jeg sprang næsten op af sengen, selvfølgelig på en anden måde end før, så mit håndled ikke skulle gøre ondt igen. Jeg var nød til at have noget morgenmad, for mig uden morgenmad er en sur og tvær mig, og så er jeg ikke så skide sjov at være sammen med resten af dagen, men jeg ville ikke ødelægge turen mere end den allerede var, så jeg måtte bare skynde mig ned.

 

På vej ned med lynets fart var jeg lige ved at støde ind i Line, som kom gående nede fra, så hun måtte lige have spist.

”Godmorgen, kan ikke snakke, skal spise”, nåede jeg hurtigt at få sagt inden jeg skyndte mig videre, men Line nåede lige at kalde på mig inden jeg ville have været uden for høre vigte.

”Morgenmaden er lige blevet taget af”, sagde hun hurtigt, men stille, sikkert fordi hun kendte mig godt nok til at vide, at jeg ville blive sur over det.

 

Jeg kiggede nærmest skræmt på hende, men ændrede så udtryk og smilede sødt til hende.

”Tror du de vil kunne stå for det her søde ansigt, hvis jeg går derned og spørger om jeg ikke nok må få noget”, sagde jeg med en sød stemme, og Line begyndte at grine. Hun vidste lige så godt som mig, at jeg ikke ville give så let op. Hun kiggede på mig som om jeg var tosset og vendte sig så om for at gå videre, mens jeg kunne høre hende fnise. Jeg troede da hun kendte mig godt nok til at vide, at jeg normalt er tosset, men ikke til at stå for.

 

Jeg kom i tanke om at jeg faktisk havde travlt, og skyndte mig derfor videre, til jeg nåede ned i restauranten. Der gik en dreng og ryddede af bordene og tog maden ud i køkkenet lidt efter lidt. Jeg ville gætte på han var omkring min alder, eller måske et år eller to ældre, men han så da ikke helt slem ud. Han så faktisk rimelig godt ud, og jeg blev næsten træt af, at jeg ikke havde nået at gøre mere ud af mig selv, men hvor skulle jeg da vide fra der gik en lækker fyr rundt hernede. Iih altså… Nå men det var det morgenmad der.

 

Jeg gik med rolige skridt hen mod ham, men sørgede for at han kunne høre jeg kom, så jeg ikke ville være sådan en skræmmende stalker der bare lige pludselig står foran en. Han kiggede op fra de tallerkener han var i gang med at samle, og spurgte smilende og sødt, om han kunne hjælpe mig med noget. Jeg kigge sødt på ham, og gik lige til sagen,

”Jeg nåede ikke at få noget morgenmad, fordi jeg vågende for sent, men er det ikke muligt jeg kan få lidt?”, spurgte jeg med den sødeste stemme jeg kunne frembringe. Han smilede helt vildt sødt tilbage.

”Tjo, men så skal du komme med ud i køkkenet, så de andre gæster ikke tror du får særbehandling”, sagde han stille til mig, så andre ikke skulle høre det.

”Er det ikke særbehandling at tage mig med ud i køkkenet og give mig noget at spise, fordi jeg ikke kunne stå tidligt nok op?”, spurgte jeg, og smilede lidt for sjov. Han kiggede på mig og grinte så.

”Tjo det er den vel, men der skal vel også være plads til sovetryner her i verden”, sagde han og blinkede til mig.

 

Han gik hen mod det jeg regnede ud var til køkkenet, og vinkede mig så hen til ham, så jeg kunne komme med. Det lignede sådan et rigtigt hotelkøkken, sjovt nok fordi det var et hotel, men alligevel. Der var et par kokke rundt omkring, men de lod ikke til at bemærke at der var kommet en fremmed ind i køkkenet, hvilket jeg synes var lidt underligt. De kunne vel se jeg ikke arbejdede der. Drengen førte mig hen til et bord, hvor al den mad, som for kort tid siden havde stået i restauranten var. Han kiggede på mig med et lumsk smil, og jeg blev lidt nervøs for, om han ville smide mig ud, og bare havde drillet mig, så jeg slet ikke måtte tage noget mad.

 

”Du kan bare tage for dig, men først vil jeg gerne vide hvad du hedder, så jeg ved hvad jeg skal sige til chefen, hvis han ser det”, sagde han, og så faktisk alvorlig ud, da han sagde det. Jeg tav et øjeblik og overvejede om jeg bare skulle droppe det, så jeg ikke fik ballade. Da Han så min usikkerhed, som jeg ikke havde gemt så godt, begyndte han at smile og grine en smule, så jeg kunne se det var for sjov han sagde det. Jeg blev lidt rød i hovedet fordi det var var lidt pinligt at jeg ikke engang kunne se han jokede.

 

”Ej, det var bare for sjov. Jeg siger bare jeg kender dig hvis det er, men hvad hedder du, for hvis jeg ikke ved det, vil det være en lidt dum løgn at fyre af, at jeg kender dig”, sagde han, og fik mig til at smide lidt af min usikkerhed.

”Cecilie”, sagde jeg, og rakte ham min hånd.

”Jamen hej Cecilie, jeg hedder Joey”, sagde Joey og gav min hånd et klem.

”Bare spis lidt, der er et bord lige der, så går jeg lige ud og bliver færdig med at rydde af”, sagde han, og pegede over på et bord i et hjørne, hvor jeg kunne sidde. Jeg smilede og sagde tak, hvorefter han forlod køkkenet igen.

 

Jeg tog en tallerken og fyldte lidt brød og sådan på, så jeg kunne få noget at spise. Min mave begyndte at rumle, og jeg kunne pludselig mærke hvor sulten jeg var blevet. Jeg satte mig ved bordet og begyndte stille at spise, mens jeg kiggede lidt rundt på kokkene som gik og lavede lidt af hvert.

 

Efter 10 minutter kom Joey hen til mig og satte sig.

”Så er jeg færdig”, sagde han og lagde sit forklæde på bordet foran sig.

”Har du så fri?”, spurgte jeg, og tog den sidste bid af mit brød.

”Nej, kun for nu. Jeg skal også servere middagsmaden, men jeg har pause indtil da”, svarede han. Jeg nikkede og kiggede igen lidt rundt i det næsten tomme køkken. Jeg gættede på at kokkene også havde pause nu, eftersom der var en time til middag.

 

”Såå, hvor kommer du så fra? Du lyder ikke helt britisk, men alligevel lidt”, sagde Joey og kiggede afventende på mig.

”Jeg kommer fra Danmark. Jeg er har for at kigge på lejligheder sammen med min søster og min moster, fordi jeg gerne vil flytte herover”, svarede jeg, og han kiggede lidt underligt på mig.

”Fra Danmark? Hvorfor så flytte herover? Jeg har familie i Danmark, og det er da at meget hyggeligt land”

”Ja, men jeg trænger til noget lidt nyt, og så var det meningen jeg ville ind på danseakademiet her i London, men den drøm har den kæreste Louis Tomlinson været så sød at ødelægge!”, sagde jeg lidt halvirriteret, mens jeg tænkte på hvor meget jeg havde lyst til at slå den dreng, hvis jeg fik muligheden for det.

”Var det dig i lufthavnen? Haha, det bliver sjovt at fortælle Louis at jeg har mødt dig”, sagde Joey, og så nærmest fornøjet. Det irriterede mig lidt at han synes det var morsomt at Louis havde ødelagt min chance for at komme ind, men vent, hvad?

”Fortælle Louis det? Kender du ham?”

”Ja, han er en af mine gode kammarater her i London. Han fortalte mig om episoden da jeg snakkede med ham i går, og lød faktisk til at være ret ked af det på dine vejne.

”Det har han også bare at være. Nu har jeg jo ingen chance for at udleve min drøm”, sagde jeg næsten opgivende.

”Hvis du er god nok til at komme til optagelsesprøve på akademiet, er jeg sikker på du nok skal finde på noget, så din hånd ikke kommer i vejen. Min søster er på akademiet, og han var også skadet til optagelsesprøven og var sikker på hun ikke kunne komme ind pga. det, men hun kom da ind så let som ingenting. Hun danser fantastisk”, sagde Joey, og lød stolt og sikker i sin sag. Jeg kiggede overraskende på ham. Var hans søster der, kendte han Louis? Hold da op det var da lige ham jeg skulle kende.

 

Jeg sad et stykke tid og snakkede lidt frem og tilbage med Joey, og fandt da både ud af at han var 18 år, havde boet i Danmark da han var lille, men flyttede herover sammen med sin familie, da han var 5 år, og at han har en kæreste, som også bor i London, og som arbejder på Starbucks på Oxford Street.

 

Pludselig kom jeg i tanke om hvorfor jeg var her, og skyndte mig derfor op til Line og Nanna, som kiggede lidt underligt på mig.

”Nå så kunne man blive færdig. Var det ikke taget af bordet da du gik derned eller hvad?”, spurgte Nanna, da jeg kom brasende ind af døren.

”Jo, men jeg spurgte bare en tjener om jeg ikke måtte få lidt at spise, og så sad vi bare og snakkede da han havde pause”, svarede jeg og satte mig med et bump i sofaen. Efter den tur op ad trapperne var jeg lidt træt.

 

***************************************

 

Vi havde lige været ude og se på to af de lejligheder jeg havde udset, og jeg var helt vild efter at skulle komme til at bo her, for det virkede så fedt. Jeg havde tænkt mig, at hvis jeg kom ind på akademiet, ville jeg få et job ved siden af på en Starbucks, eftersom det ville være meget nemt, så mange som der er her i London. Lejlighederne lå ikke så langt fra centrum, og jeg ville derfor have nemt ved at komme frem og tilbage mellem alt.

 

Om aftenen hyggede vi os i sofaen med slim og chips, og jeg nød bare at være her lige nu, selvom det ville have været bedre uden et forstuvet håndled, men hvis Joeys søster kunne komme ind på trods af en skade, så har jeg vel også en chance, ik’?

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Endelig kom der et nyt kapitel, efter meget lang tid.... Håber I kan lide det :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...