When dreams come true 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 27 dec. 2013
  • Status: Igang
Cecilie er lige flyttet fra sin kæreste efter et forhold der har varet i to år. Hun har ikke et særlig godt forhold til sine forældre, men har ikke andre steder at bo. Hun vælger at flytte til London, og prøve lykken med sin dansekarriere. Det har været hendes store drøm i mange år, og hun vælger at gribe chancen. Men kan hun leve op til drømmen, eller er kravene for store, og hvad sker der når hun møder en ukendt, men alligevel meget kendt person, der kan vende op og ned på hendes liv?

4Likes
3Kommentarer
440Visninger
AA

4. Give back

Han kom truende hen mod mig, mens hans smil blev mere og mere skræmende. Jeg havde aldrig i mit liv været så bange før, som jeg var nu. 
"Vil du ikke nok lade være? Du er fuld og du vil fortryde det i morgen", bad jeg i håb om, at han ville komme lidt til sig selv, men det hjalp ikke det mindste. 
"Er du bange for mig?", spurgte han med det lumske smil på læben, som havde været der hele tiden. Jeg rystede på hovedet, og prøvede at stille en facade op, så han ikke kunne se frygten i mit ansigt.

Sandheden var, at jeg var rædselslagen. Jeg havde aldrig set ham på den her måde før, og den side af ham skræmte mig fra vid og sans. 
Hans smil falmede en smule, men han blev ved med at komme nærmere. Jeg kunne spotte et nyt blik i hans øjne: lyst. 

Jeg nægtede at have sex med ham, når han var i den tilstand, men jeg vidste at det ikke ville blive uden kamp, at få ham til at lade være. Hvad var der sket siden han valgte at opføre sig sådan?

Han kom helt hen til mig, og pressede mig op af væggen bag mig. Jeg prøvede at skubbe ham væk, men han var mindst ti gange stærkere end mig, så det var umuligt.
"Simon lad mig nu være, og gå i seng", prøvede jeg, men det gav ham kun mere lyst i øjnene. Det skræmte mig virkelig nu, og hvis jeg ikke snart kom væk fra ham, ville det blive ren voldtægt.

Da jeg prøvede at skubbe ham væk igen, lykkedes det, men kun lige indtil en hånd svingede gennem luften, og ramte min kind så hårdt, at jeg faldt til gulvet. Jeg fattede det ikke. Havde han lige slået mig eller drømte jeg?
Han løftede mig op og lige inden hånden igen ramte min kind, hørte jeg en skinger stemme kalde på mig
...

                                                                 .................


Jeg rejste mig op i sengen med et lille skrig, og kiggede forvirret rundt. Mine øjne fangede en skikkelse siddende foran mig på sengekanten, og jeg var bange for det var ham. Mine vejrtrækninger var små stød, og jeg prøvede at styre den. Jeg rykkede tilbage i et sæt, da skikkelsen bevægede sig, men en hånd tog fat i min arm, og jeg kunne fornemme et ansigt, som tilhørte Line. 
"Hvad sker der?", spurgte jeg med en stille rystende stemme. 

"Slap af, der sker ikke noget", sagde Line med en beroligende stemme. 
"Hvad laver du hernede, hvad er klokken?". Jeg snakkede så hurtigt, at min tunge nærmest faldt over ordene.
"Jeg hørte små skrig, og hulk hernedefra og skyndte mig herned. Havde du marit?", spurgte Line. 
"Ja", sagde jeg ligeud, da jeg kom i tanke om drømmen. Jeg rystede på hovedet for at få det væk, men det virkede ikke rigtigt. Jeg havde haft den samme drøm de sidste par nætter, og det var det der var sket da jeg valgte at flytte fra Simon. 

"Er du okay?", spurgte Line med en beskyttende stemme, og tog fat i min arm igen. Jeg nikkede bestemt, og lagde mig ned på hovedpuden igen. Uden flere ord gik Line tilbage i sin seng, og jeg faldt heldigvis hurtigt i søvn igen, fordi jeg var så træt.

-----------------------------------


Mit humør var ikke specielt godt, da jeg vågnede, men det valgte min mor at ignorere. Hun begyndte lige fra jeg trådte ud i køkkenet, på at diskutere det med mine planer om at flytte til England. Hun syntes det var en uansvarlig ide. Stolte hun ikke på mig eller hvad? Troede hun ikke jeg kunne tage vare for mig selv? Helt ærligt hvem tror hun lige jeg er?

Jeg blev så irriteret til sidst, at jeg bare gik. Jeg gad ikke høre på hende mere. Jeg havde lyst til at gå en tur, så det var det jeg gjorde. Det sidste jeg hørte inden jeg gik ud af døren, og smækkede den, var min mor der råbte: "Hey jeg taler til dig unge dame!"
Men jeg var ligeglad. Lige nu ville jeg bare gå en tur ned til stranden, der heldigvis ikke lå mere end en kilometer fra huset. 

Det var meget varmt og solen skinnede. Det plejer ellers altid at være dårligt vejr når jeg er ked af det eller i dårligt humør, men jeg klagede da ikke. Det var lige hvad jeg havde brug for; at gå en tur hvor jeg kun havde mig selv. Sådan plejer jeg at gøre når jeg er ked af det. Det hjælper utrolig godt på ens humør, og det giver virkelig tid til at tænke på mig selv og rense mit ekstremt fyldte hoved for tanker jeg ikke har brug for. 

For at komme ned til stranden skulle jeg gå gennem et kvarter, hvor der bor ret mange fra min folkeskoleklasse, og det er ikke fordi jeg er specielt gode venner med dem. Det er en tid jeg helst vil glemme. Uheldig som jeg var, mødte jeg to af pigerne, som gik på den anden side af vejen. 
"Hej Cecilie", sagde Janni, som hun hedder, med en ret så anstrengt stemme. Jeg vidste at det var fordi hun ikke kunne lide mig, og det overraskede mig da også virkelig meget, at hun kunne være så flink i dag at hilse på mig, men jeg vidste også at der lå mere i den her samtale, for ellers ville hun have ignoreret mig. 

Jeg satte farten lidt ned, fordi jeg ikke kunne undgå at komme til at tale med dem. Sally kiggede forarget på mig, og sendte et forvirret blik til Janni. Nok fordi hun også var overrasket over venligheden fra hendes side. De gik begge over mod mig, og standsede foran mig. Jeg smilede for at være venlig, men blev lidt i tvivl om mit smil var for falsk til at skjule min irritation. 

"Jeg har snakket med Katrine tidligere i dag. Jeg vidste da ikke du havde tænkt dig at flytte til England", sagde Janni med en lidt snobbet stemme. Jeg tror måske hun var misundelig. Det så hvert fald sådan ud, at dømme fra hendes ansigtsudtryk. 
"Jo jeg trænger måske til at komme lidt længere væk hjemmefra", svarede jeg så roligt jeg kunne. 
"Nå blev du så endelig droppet af Simon?", spurgte Sally og kiggede overlegent på mig. Jeg havde lyst til at slå hende lige i fjæset, men prøvede at finde på noget at sige så jeg kunne give hende igen. 

"Hvis du endelig vil vide det, så nej, jeg droppede ham. Han var for langt under min standart", svarede jeg spydigt igen. For jer virker det måske ikke som den hårdeste kommentar, men sandheden er, at Sally og Simon havde været sammen i fem år, da han så droppede hende for mig. Jeg havde altid været den stille pige i klassen, og han havde ikke rigtig lagt mærke til mig, før en hyggeaften hos en af mine veninder. Han fandt ud af at Sally havde været ham utro flere gange, og blev rigtig såret, og så smart som jeg nu er, ville jeg da gerne trøste mit crush. 

Vi lærte hinanden godt at kende, og det var åbenbart nok til at vi begyndte at være mere sammen, og så udviklede det sig bare derfra. Han havde selfølgelig slået op med Sally først, og hun blev stik tosset, fordi hun, som hun selv sagde 'elskede ham ih og åh så højt'. 
Derfor var det en god kommentar, for hun er sjovt nok stadig vild med ham.  

Jeg kunne nærmest se lynene i hendes øjne, og hvor rød hun blev i hovedet af bare raseri, og jeg stod bare og morede mig over det. Uden et ord mere, gik jeg forbi dem, og videre ned mod stranden. Det gjorde mig næsten i godt humør at se hvor sur Sally blev. Og specielt fordi det var min skyld. Jeg havde næsten lyst til at danse en lille sejrsdans, men tænkte at jeg hellere måtte gemme den til senere, for det ville være ret så akavet at gøre det på åben gade.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...