When dreams come true 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 27 dec. 2013
  • Status: Igang
Cecilie er lige flyttet fra sin kæreste efter et forhold der har varet i to år. Hun har ikke et særlig godt forhold til sine forældre, men har ikke andre steder at bo. Hun vælger at flytte til London, og prøve lykken med sin dansekarriere. Det har været hendes store drøm i mange år, og hun vælger at gribe chancen. Men kan hun leve op til drømmen, eller er kravene for store, og hvad sker der når hun møder en ukendt, men alligevel meget kendt person, der kan vende op og ned på hendes liv?

4Likes
3Kommentarer
439Visninger
AA

3. Dancing - My passion

Morgenmaden var sat på bordet og nu manglede jeg bare at kalde på mine forældre, der for en gangs skyld ikke var stået op før mig. Jeg havde lige lyst til at være lidt sød her til morgen, nu når jeg skulle fortælle dem at jeg havde tænkt mig at flytte så langt væk. Jeg havde ikke set mere til Lulle efter hun forlod stuen sidst, og jeg havde en dårlig fornemmelse af, at hun havde lukket sig inde på sit værelse og havde grædt. 

Jeg valgte at gå op for at kigge til hende, og forlod derfor køkkenet for at gå op af den hvide trappe der førte mig ovenpå. Jeg gik hen til mit gamle værelse, hvor Lulle nu havde værelse, og bankede stille på døren. Der kom ikke noget svar, så jeg tog mig den frihed at gå ind alligevel. Jeg fandt en sovende søster på sengen. Hun lå på maven med hovedet vendt mod væggen. Jeg gik over og kiggede efter tegn på, at hun muligvis havde grædt, og som jeg havde forventet kunne man ane en svag rød farve i hendes kinder, og nogle mærker efter tårer på dem. 

Jeg fik det helt dårligt med det, fordi det jo var min skyld. Jeg hader at gøre min søster ked af det. Det er noget af det værste. Jeg ruskede svagt i hendes skuldre, for at vække hende.
"Lulle jeg har lavet morgenmad", sagde jeg stille, og hendes søde øjne kom til syne, og kiggede lidt forvirret rundt. Hun fokuserede til sidst på mig og rejste sig langsomt op. Jeg gik ud af værelset for at vække mine forældre. 

Jeg sad lidt og kiggede rundt på de andre mens de begyndte at spise. Jeg så mit snit til at starte en samtale. 
"Jeg har overvejet om det er nu jeg skal tage chancen og flytte til England", startede jeg bare lige på og hårdt, da jeg ikke kunne finde en bedre måde at sige det på. 

Min mor kiggede med det samme op fra sin mad og hen på min far. De sendte et par blikke til hinanden, som jeg ikke helt kunne tyde, men så snart de begge vendte blikket hen mod mig, vidste jeg at det ville ende med en diskusion. Jeg sukkede og prøvede at forsvare mig selv, før de kunne nå at sige noget.
"Det er nu jeg har chancen, jeg har pengene, og jeg kan godt klare mig selv", sagde jeg ud i en kører med en halvhård stemme, så jeg håbede de ville forstå at jeg ikke gad have en diskusion med dem. Jeg ville ikke give mig ligemeget hvad. 

Min mor blev ved med at kigge på mig som om jeg var åndssvag, og jeg sukkede. Det er altid det blik hun sender mig, når jeg tager nogle beslutninger hun ikke synes om, men guess what.. Jeg er fucking ligeglad med hvad hun siger, for det er mit liv og jeg vil selv bestemme hvad jeg skal og ikke skal. Jeg ved godt jeg ikke er 18 endnu, men jeg har klaret mig selv siden jeg var omkring 15, og jeg kan stadig godt klare mig selv. 

Uden et ord rejste min mor sig fra bordet, og der vidste jeg at hun ikke selv gad at diskutere. Jeg kiggede spørgende på min far, men som altid ville han heller ikke svare mig. Han har altid bare sagt det samme som min mor, og haft den samme mening. Eller det har han hvert fald givet udtryk for, selvom man udemærket godt kan se på ham, når han ikke mener det samme, men han lader bare hende bestemme alt. 

Lulle sad bare og kiggede tomt ud i luften og spiste stille af sin mad, uden at reagere på hvad der lige var sket. Det er en af grundene til, at jeg gerne vil have hende med til England, fordi jeg ved hun har det ligeså svært med mine forældre som jeg har, og jeg vil da ikke lade hende i stikken herhjemme hvis jeg er så langt væk.
"Far jeg har tænkt mig at tage Line med mig", sagde jeg som om det ikke var noget han kunne svare på. Han kiggede strengt på mig, og rystede på hovedet. 

"Det kan du godt glemme hun bliver her hvor hun bor, hun skal ikke til England hvor hendes forældre ikke er der til at passe på hende", nærmest råbte han, og jeg kiggede forskrækket på ham. Jeg så over på Line, men hun reagerede stadig ikke. Vi havde lige snakket om hende som om hun ikke var der, og jeg havde lidt håbet på hun ville blive glad når jeg sagde det, men det var som om hun ikke ville høre det. På en eller anden måde kunne jeg også godt forstå hende. Hun sad sikkert og tænkte at hun aldrig fik lov til at komme med for mor og far, men så let gav jeg ikke op. 

              ------------------------------


Jeg var så småt begyndt at kigge efter et sted at bo i London, men det var en smule sværere end man skulle tro. Jeg skulle jo også først have tilladelse til at bo der, og der kunne gå flere måneder før jeg fik det. Det er jo håbløst at flytte til et andet land. 

Heldigvis har jeg en lille smutvej, jeg måske kunne bruge. En af mine gode veninder fra folkeskolen flyttede over til England for et år siden, og måske ville hun kunne være til hjælp for mig. Jeg var godt nok ikke de bedste veninder med hende, og vi kunne egentlig ikke lide hinanden, og vi konkurrerede nærmest om hvem der var bedst af os to gennem hele folkeskolen... ...så jeg tror bare vi glemmer det der med at hun var en god veninde, for det var hun ikke, men lad os så bare kalde det en smule udnyttelse af sine kontakter, ik? 

Jeg skrev en mail til hende omkring middagstid, så hun svare nok snart, men indtil da ville jeg kigge lidt videre på hvor jeg kunne bo. Jeg fandt en hjemmeside hvor man kunne søge om at få en lejlighed i London centrum, og det ville passe perfekt med, at det danseakademi jeg altid har ville starte på tilfældigvis ligger i centrum. 

Og ja, jeg har tænkt på at søge ind, før jeg fandt et sted og bo, for ligesom at være sikker på der ville være en grund til at flytte, men tror nu alligevel jeg flytter ligemeget hvad, for som jeg har nævnt før, har jeg altid gerne ville bo i England, og der er vel tonsvis af jobs derovre, er der ikke?

Jeg er lige ved at blive i tvivl om jeg nogensinde vil kunne finde et job derovre, hvis ikke jeg kom ind på akademiet. Der er optagelse om nogle få uger, hvor nogle talentspejdere, eller hvad man end vil kalde dem, kommer rundt til forskellige lande i Europa, og så heldig som jeg også har været tideligere i dag, kommer de til Danmark. Jeg skal bruge de næste to uger, inden de kommer, på at træne så meget som muligt, for det er en once-in-a-lifetime mulighed for mig. 

Jeg rejste mig fra sengen i stuen, og satte noget musik til at spille på min computer. Jeg havde lige lyst til at øve min serie igennem, fordi.... 
Ja fordi jeg havde lyst. Sådan fik jeg det bare nogle gange, at jeg bare lige pludselig ville danse, og der var ligesom ikke rigtig noget der kunne stoppe mig. 

Jeg begyndte at bevæge mig, og følge takten i musikken. Jeg gav mig fuldt ud, og det er den bedste følelse jeg kender til. Den måde man nærmest bliver båret af musikken, og får en til at leve sig ind i et andet univers. Hvis I er lidt i tvivl om hvad for noget dans jeg danser, så kan jeg fortælle så meget, at det er groupdance. I min gruppe er vi ti dansere, og vi danser alt, lige fra pop og disco, til rock og hip hop, og alt muligt mega fedt. 

Dansen er en af de meget få ting, hvor jeg acceptere mig selv, og en af de ting jeg ved jeg kan finde ud af. For at det ikke skal være løgn er min gruppe den bedste i landet, og vi har også kvalificeret os til EM, og det er så vildt at tænke på. Det med at andre også synes at man er god til det man brænder for, er en ekstremt vigtig ting for mig, fordi jeg ikke føler jeg er god til ret meget andet end det. 

Musikken stoppede pludselig, og jeg vågnede fra min egen verden, og kiggede forvirret over mod min computer, hvor musikken for kort tid siden kom fra. Line sad på sengen ved computeren, og holdt på musen. Jeg kiggede lidt mere forvirret og spørgende på hende, og hun rejste sig fra sengen. 
"Du lavede et trin forkert", sagde hun med et lille smil på læben. Hun stillede sig foran mig og viste mig hvad jeg gjorde forkert. 

Hvad skulle jeg dog gøre uden hende, og hvordan skal jeg klare mig hvis hun ikke må komme med mig til London? Jeg blev helt ked af det ved tanken, og glemte helt at kigge på hvad hun lavede, men nåede lige at opfange det. 
Jeg prøvede at efterligne, og hun nikkede bekræftende. Jeg gik hen ti hende og lagde mine arme omkring hende.
"Jeg ved slet ikke om jeg kan klare det, hvis du ikke kommer med", sagde jeg med en stemme der rystede en smule. Jeg prøvede at tage mig sammen, og vise at jeg var stærk, men det var virkelig svært. 

"Vil du ikke lære mig noget mere af jeres dans?", spurgte Line og gik et skridt bagud. Jeg nikkede og hun stillede sig lidt skråt bag mig, så hun kunne efterligne mine trin. 
Det fik vi ret lang tid til at gå med, og jeg glemte alt om, at jeg skulle tænke på at flytte.

 

                                              ************************************************

 

Dette var så andet kapitel. 

Jeg springer lidt mellem nutid og datid, men håber ikke der er alt for forvirrende..

Tak fordi I læser den, det betyder meget :-*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...