The Man Who Can't Be Moved

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Igang
Skyerne stimlede sammen i én, stor, mørkegrå klump. Der ville ikke gå lang tid, før det stod ned i stænger. Men hvad kunne man ellers forvente af en kold oktober eftermiddag? Folk rundt omkring i New York begyndte at trække indenfor, og gøre sig færdige med deres indkøb. Snart var byens gader så tomme, som det nu var muligt. Men på ét gadehjørne sad der en, der ikke så ud som om han havde i sinde at gå ind. Ved første øjekast ville man bare kategorisere ham som en hjemløs. Men hvis man studerede ham nærmere, blev den konklusion bragt til skamme. Hans hår var rent og nyvasket, han var nybarberet og hans tøj var rent og nystrøget – faktisk stak der et Armani-mærke op fra nakken af hans lyseblå skjorte – for slet ikke at tale om hans helt nye, hvide Converse-sko. Ikke slidte, overhovedet. Han havde en sort paraply i hånden, og han sad på en komfortabel klap-sammen-stol. Ved siden af ham lå en stor, sort sovepose – den så ikke helt billig ud – og en køleboks.

0Likes
0Kommentarer
77Visninger
AA

1. Hvis du ser denne pige, vil du fortælle hende hvor jeg er?

Skyerne stimlede sammen i én, stor, mørkegrå klump. Der ville ikke gå lang tid, før det stod ned i stænger. Men hvad kunne man ellers forvente af en kold oktober eftermiddag? Folk rundt omkring i New York begyndte at trække indenfor, og gøre sig færdige med deres indkøb. Snart var byens gader så tomme, som det nu var muligt. Men på ét gadehjørne sad der en, der ikke så ud som om han havde i sinde at gå ind. Ved første øjekast ville man bare kategorisere ham som en hjemløs. Men hvis man studerede ham nærmere, blev den konklusion bragt til skamme. Hans hår var rent og nyvasket, han var nybarberet og hans tøj var rent og nystrøget – faktisk stak der et Armani-mærke op fra nakken af hans lyseblå skjorte – for slet ikke at tale om hans helt nye, hvide Converse-sko. Ikke slidte, overhovedet. Han havde en sort paraply i hånden, og han sad på en komfortabel klap-sammen-stol. Ved siden af ham lå en stor, sort sovepose – den så ikke helt billig ud – og en køleboks. Og ham selv – ja, han var det, man kalder svigermors drøm. Hans hår var pjusket mørkebrunt, og det faldt lidt ned over hans klare, himmelblå øjne. Han havde fyldige læber, en lille næse, høje kindben og nogle få fregner drysset lidt rundt omkring i hans ansigt. Hans hud var helt ren, og hans tænder lignede sådan nogle, man ville bruge i en tandpasta-reklame. Hvis man kiggede godt på hans overkrop, var det synligt at han trænede, og hvis han stod op, ville man opdage, at han næsten var to meter. Jo, han var helt klart typen, kvinder sukkede efter, og som aldrig gik hjem fra en bytur uden mindst 5 telefonnumre. Ofte flere, især hvis han fortalte dem om sin profession som læge; udsigten til en lækker mand med røven fuld af penge kan få enhver kvinde til at give den hele armen, ikke? Men der på gadehjørnet, under paraplyen i den silende regn, fik han ingen numre. Lystne blikke engang imellem, jovist, men kvinderne kunne godt se, at han ikke ville være til at snakke med.

 For der var noget i hans blik. Noget uafklaret. Det gled uafbrudt hen over hjørnet. Ventende. I hånden havde han et billede af en kvinde, der lå med sit gyldne hår spredt ud i græsset. Hun var utroligt smuk. Håret var slangekrøllet, øjnene grønne og levende, munden bred og rød, huden lettere solbrun, perfekte, lige tænder, der på billedet indgik i et bredt, ægte smil. Hun lignede lige den slags kvinde, der passede perfekt sammen med manden på gadehjørnet. Og siden han havde hendes billede i hånden, måtte man gå ud fra, at der var en forbindelse.
Hver gang nogen passerede, sprang han op fra stolen, med billedet i hånden, og et vildt udtryk i øjnene. Hans stemme var desperat, når han bedende sagde:

 ,,Hvis du ser denne her pige, vil du fortælle hende hvor jeg er?”

De fleste rev sig bare løs fra ham med et skødesløst nik eller et træk på skuldrende, men nogle prøvede at spise ham af med en én-dollar seddel; dem der ikke havde kigget ordentligt på ham.

 Men da regnen stod ned i stænger, og hjørnet var mennesketomt, blev han fjern i blikket. Han sad og stirrede ud i luften med tårefyldte øjne, knugende på billedet i hans hånd.
 

Solen skinnede ned på hjørnet af Fifth Street og Seventh Avenue. Folk myldrede ud og ind af den lille skobutik, der i anledningen af sommerens begyndelse holdt udsalg. En ung, smuk kvinde bevægede sig ud af butikken med favnen fuld af skotøjsæsker, på samme tid med at en mand bevægede sig forbi butiksdøren, med opmærksomheden rettet på avisen, han holdt bredt ud foran sig. Ingen af dem bemærkede hinanden, så da de stødte sammen, blev de begge meget overraskede. Manden tabte sin avis, kvinden alle sine skotøjsæsker og poser. Kvinden, der havde højhælede støvler på, snublede, og faldt på bagen. De så på hinanden et kort øjeblik,og det lyste tydeligt ud af øjnene på dem – den der 'kærlighed ved første blik' fornemmelse, der fik farven til at skyde op i kinderne på dem begge. De følte begge, at det var som om de var ment til at være sammen. Og så passerede øjeblikket.

 ,,Det må du meget undskylde!” udbrød manden oprigtigt. ,,Jeg så dig slet ikke – hvilket jeg slet ikke kan forstå. At noget så smukt kan forbigå min opmærksomhed – der må simpelthen være noget galt med mine øjne!” Han sendte hende et stort, charmerende smil, da han greb hendes hånd for at hjælpe hende op.

Kvinden gengældte hans smil med et blændende, om muligt endnu mere charmerende et af slagsen.
 ,,Det gør da ikke noget – mange tak!”
Da hun stod op, hjalp de hinanden med at samle kvindens tabte ting op.

 ,,Undskyld igen – jeg skal selvfølgelig erstatte de ting, der er gået i stykker!” Manden hævede let det ene øjenbryn, samtidig med at han sendte kvinden et af sine sjældne, skæve smil.

Kvinden så nærmest helt fornærmet ud – så fornærmet som man nu kan se ud med plirrende øjenvipper og et blændende smil – og svarede med silkeblød stemme:

 ,,Det var da mig der gik ind i dig, så du skal da i hvert fald ingenting betale!”

Manden holdt forsvarende begge hænder oppe, og smilede stort.

 ,,Okay så.. Lad mig da så i det mindst tilbyde en kop kaffe?”

Kvinden overvejede det i et øjeblik, før hun sagde;

 ,,Det kan jeg vel godt. Starbucks ligger to gader længere nede?”

Manden nikkede anerkendende, og rakte så hånden frem.

 ,,Mit navn er forresten Charles. Charles Andrews.” smilede han, med et lille blink med det ene øje.

 ,,Lara Duquesne.” svarede kvinden ved navn Lara, stadigt uafbrudt smilende, imens hun tog Charles' hånd.
Flirtende flettede Charles sine fingre ind i hendes, og de så hinanden dybt ind i øjnene, inden de, hånd i hånd, begyndte at gå ned imod Starbucks.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...