Turn Up The Music (1D)

Justine Skylar Mitchell lever og brænder for musik. Hun kunne spille klaver og guitar, før hun kunne gå, og hun kunne synge, før hun kunne tale. Lige så længe hun kunne huske, havde hun drømt om at få en karriere inden for musikken. Hun gider ikke have besværet med at stille op i x-factor, så derfor beslutter hun sig for at lægge en cover ind på youtube. Da hun vågner op næste morgen, har den næsten 100.000 views. Det stiger hurtigt, og snart er hun virkelig kendt på youtube. Den kun 18-årige pige udgiver en EP og skaffer sig en manager. Hendes manager arrangerer at hun skal opvarme for One Direction på deres tourné. Hun har ikke noget imod drengene, men da de konstant laver sjov med hende, begynder de efterhånden at gå hende på nerverne. *Læsing på eget ansvar* *coveret er lavet af Aizha*

14Likes
13Kommentarer
1519Visninger
AA

12. "Jeg tweetede den."

Der er gået to uger siden den dag, hvor mig og Harry... du ved, hvad jeg mener... Desuden mente jeg også Harry og jeg.

Det er da utroligt, at jeg ikke kan huske at bruge den rigtige ordstilling, eller hvad det så end hedder!

Og selv om jeg er blondt, så er jeg faktisk meget klog! Alt det, Harry siger, passer ikke. Men alt det, jeg siger, passer. Det kan du bide spids på. Eller vædde med din gamle hat om det. 

Sjovt, Jussie, hatte kan ikke snakke, så hvorfor skulle de kunne vædde?

Ih, hvor jeg dog elskede at have indre monologer. Bemærk venligst ironien.. Men stemmen i mit hoved gav mig en idé! Jeg skal seriøst prøve at vædde med en hat engang.

"JUSTIIIIIIIIIIIINE!" er der en, som kalder på mig.

I har selvfølgelig allerede gættet, at det er Louis, fordi I er meget klogere end mig - den stakkels blondine, som er ved at gå så langt som til at farve sit hår blåt for at slippe for de dumme vitser. 

Så ville jeg være blådine. Det sagde jeg faktisk om mit hår, da jeg var mindre.

"Hvaaaaaaad?" råber jeg tilbage. Det er faktisk lidt utroligt, at man kan høre ham, selv om han står helt uden foran døren til mit hotelværelse. Og med lidt mener jeg meget.

"Har du pakket dine ting?"

Louis kommer til synes i døråbningen, da jeg åbner den for ham og sender ham et mærkeligt blik med et hævet øjenbryn, mens jeg ryster på hovedet af ham. Hvorfor skulle jeg dog have b´pakket mine ting? 

"Du er godt klar over, at vi skal med flyet om to timer?" Nu er det hans tur til at hæve øjenbrynet. Hmpf. Jeg hader 'hævn' - medmindre det er mig, der tager den. Så kan jeg nemlig godt lide den. Men hvem kan ikke det så?

"Æhm, nej, det er jeg ligesom ikke, ellers havde jeg nok pakket!" råber jeg surt ind i hans hoved. Eller næsten - han er kun et par centimeter højere end mig. Ikke meget. Alle i One Direction er da også bare så lave. Jeg er omkring lige så høj som Niall, hvis ikke højere.

Jeg må finde ham en dag, række tunge til ham og sige, at jeg bare er så meget bedre, fordi jeg er en pige og alligevel højere end eller i hvert fald på højde med, ham. 

Hahahahahahahahahahaahahahahahhahahahahahahaahahahahaha hahaahahahahaha haahahah ahahahaahahaha hahahaahahah ahahaha ahahah hahahh hhahhahahahaahah ahahah hahahahahahahahahahah ahahahahahahahahaha haahahahaahah muahahahahahaahahahahaahahahahamuhahaahmuhaha 

Nu har jeg vist grint ondskabsfuldt i lang nok tid. 

Altså, jeg grinte jo selvfølgelig ikke højt, sådan rigtigt, vel, kun i mit hoved.

Vi bliver stående og sender hinanden - muligvis ikke helt så positive og 'jeg-ønsker-kun-det-bedste-for-dig-må-du-have-det-godt-til-vi-ses-igen-fred-i-verden'-agtige, mere 'jeg-har-ret-er-der-ikke-noget-du-burde-gøre-lige-nu'- agtige - blikke, indtil Louis spørger, om jeg ikke bør pakke.

"Jo, det gør jeg vel," vrisser jeg surt og smækker døren i. Hvis jeg skal pakke, gider jeg ikke høre på Louis' åndssvage og barnlige larm hele tiden - den laver han faktisk ret så meget af - mere end man skulle tro... og jeg synes selvfølgelig, at det er helt vildt irriterende - de andre synes, det er sjovt. Det er da lidt utroligt, at jeg er den mest voksne mentalt, når alle de andre drenge er ældre end mig. 

Da jeg har fået pakket min kuffert, går jeg ned med den i bussen. Denne gang skal jeg ikke køre i drengenes bus, men en bus for medarbejdere af hunkøn. Gudskelov, det var virkelig på tide, synes jeg nu. 

"Hey Justine!" lyder en dyb, hæs stemme bag mig, da jeg har været inde i den nye bud med min kuffert. Harry. Kan han ikke bare lade mig være i fred? Jeg synes faktisk, at det er blevet lidt akavet at tale til ham efter den nat, hvor vi vist lavede lidt mere end bare at snakke - faktisk mere end bare at kysse. 

"Harryyyyyyyyyyyyyyyyy," sagde jeg med en falsk optimisme. "Hvad kan jeg gøre for dig?"

Han sendte mig et blik, der sagde, at han havde gennemskuet mig, og at jeg godt kunne droppe det. Stemmen var en ting, udtrykket i mit ansigt var en anden. 

"Jeg ville bare gerne snakke med dig," sagde han og uden at spørge mig, om jeg også ville snakke med ham, trak han mig om bag bussen, hvor ingen kunne se os. 

"Justine, jeg ved godt, at du nok ikke har lyst til at snakke med mig, og jeg synes faktisk også, at det her er pænt akavet..." han kigger ned i jorden og får en smule røde kinder - han rødmer! "Men der er bare noget, jeg syntes, du skulle vide." Han holder en pause, nok for dramatikkens skyld.

"Jeg synes, at du er en skøn, smuk, sjov, klog - selv om mine åndssvage blondinevitser ikke virker sådan - og helt igennem fantastisk pige - og det har jeg gjort lige siden den dag, hvor jeg tweetede den video, som du havde lagt på youtube."

Jeg taber kæben. Seriøst, ingen joke, den faldt af og lægger nu på jorden. Okay, den hænger stadig på mit ansigt, bare længere nede end normalt. "D-du tweetede den?" får jeg fremstammet. "Var det derfor, der kom så mange views så hurtigt?"

Han nikker. "Jeg troede, at du vidste det."

Da jeg kommer over det med, at det faktisk er ham, der har gjort mig kendt, kommer jeg i tanker om, hvad han sagde til mig. Nu er det min tur til at rødme og kigge ned i jorden. "Jeg synes også, at du er sød, Harry," mumler jeg genert og kigger ned i jorden. 

Jeg kan mærke tre fingre under min hage trække mit hoved op og tvinge mig til at se Harry i øjnene. De funkler nærmest som smukke, grønne stjerner. Jeg forsvinder så meget ind i dem, at jeg ikke lægger mærke til, at hans ansigt kommer tættere og tættere på mit, før jeg kan mærke hans læber på mine. 

 

- * - * - * -

Senere i bussen ringer min telefon. Det er min mor. Jeg tager den. "Hej, mor?"

"Justine... du ved, at jeg aldrig ville bede dig om det her, men... du bliver nødt til at komme hjem med det samme."

"Hvad er der sket, mor?" spørger jeg bekymret. Hendes stemme er grødet, hun har helt sikkert grædt.

"Far har været i en bilulykke. Lægerne gør, hvad de kan, men hans overlevelseschancer er minimale."

Jeg lægger på og stirrer ud i luften i lang tid, inden jeg begynder at skrige og så græde. Jeg må aftale noget med Paul, så jeg kan komme hjem med det samme, for jeg har ikke lyst til at være her et sekund længere. 

 

Skift til næste kapitel <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...