Turn Up The Music (1D)

Justine Skylar Mitchell lever og brænder for musik. Hun kunne spille klaver og guitar, før hun kunne gå, og hun kunne synge, før hun kunne tale. Lige så længe hun kunne huske, havde hun drømt om at få en karriere inden for musikken. Hun gider ikke have besværet med at stille op i x-factor, så derfor beslutter hun sig for at lægge en cover ind på youtube. Da hun vågner op næste morgen, har den næsten 100.000 views. Det stiger hurtigt, og snart er hun virkelig kendt på youtube. Den kun 18-årige pige udgiver en EP og skaffer sig en manager. Hendes manager arrangerer at hun skal opvarme for One Direction på deres tourné. Hun har ikke noget imod drengene, men da de konstant laver sjov med hende, begynder de efterhånden at gå hende på nerverne. *Læsing på eget ansvar* *coveret er lavet af Aizha*

14Likes
13Kommentarer
1528Visninger
AA

4. Afsted på tourné!

Jeg sukker og ser opgivende på min kuffert. Den vil bare ikke makke ret! Gad vide, om kufferter kan komme i fængsel for ikke at gøre, som dens ejer vil. Ellers vil jeg engang lave sådan en lov.

Det er en uge siden, jeg fik at vide, at jeg skulle på tourné med One Direction. Det overlever jeg nok! I'm just kidding. Altså selvfølgelig overlever jeg! Jeg over-overlever! Det bliver sgu da for fedt at spille foran et par tusinde mennesker. Måske har nogen af dem hørt min EP? Den klarer sig faktisk ret så - rigtig - godt. Måske har One Direction hørt min EP? Det har de nok. Eller... det ved jeg ikke?! Det kan jo også bare være, at deres manager har hørt den og så snakket med Scott. I don't know.

Men tilbage til kuffertoppakningen. Det er umuligt at få mast alt mit til ned i den! Og det er ikke engang  fordi, jeg har så meget tøj. Bare en lille kuffert. Jeg sukker - igen - og går hen til mit skab for at hente en ny kuffert, der er lidt større. Jeg skal skynde mig at pakke, for drengene og deres tourbus kommer snart og henter mig. Jeg skal bo sammen med fem drenge i en i tre måneder. Jeg indrømmer det, jeg frygter lidt for mit liv. Ej okay, det er en overdrivelse. Jeg overdriver mindst en million gange om dagen (overdrivelse). Jeg frygter nok mere for min værdighed.

For helt ærligt? Har I nogensinde hørt om en pige, der overlevede tre måneder i en bus fuld af fem drenge? Okay, ikke svar mig, for lige pludselig lyder det faktisk muligt. Så må vi jo bare håbe, de lader mig være i fred. Eller jeg må håbe. Jeg tror, I er ret så ligeglade. Ellers har de vel også nogle kvindelige ansatte eller sådan noget, jeg kan snakke med? Måske en kæreste, der kan blive den søster, jeg aldrig fik?

Jeg bevæger mig over til min seng, hvor min kuffert står. Altså den kuffert, der er for lille til mit tøj. Jeg regner så med at købe noget tøj på turen, så jeg må vist også hellere købe en ekstra kuffert.

Jeg tager noget af det tøj, som ikke kan være i den lille, og flytter det over i den lidt større. Det skader vel ikke at tage to kufferter med? Nej, nej, det gør ikke. Det bestemmer jeg. Nu har jeg ingen anelse om, hvor meget drengene tager med. Eller skal jeg sige 'hvor lidt'? Nu er det jo ikke fordi, jeg er drengeekspert. Mere en drengepige.

Sådan! Nu er mine kufferter sjovt nok meget nemmere at lyne. Hvem kunne have regnet det ud? Det kunne jeg i hvert fald ikke. Ej, selvfølgelig kunne jeg det. Det er jo ikke fordi, jeg er dum, vel? Hvis I siger mig imod, så skal I nok forberede jer på, at jeres postkasse er fyldt med knive i morgen, okay?

"Jus!" lyder det fra den anden side af min dør. Jeg sukker. Nu har jeg endelig lige fået klaret et problem, og så kommer der et nyt - Emily. Som garanteret kommer med en besked, da hun sådan lidt er min private ugle. Ligesom i Harry Potter, jeg er Harry, hun er Hedvig.

"Hvad?" råber jeg tilbage - højt. Hvis der findes rumvæsner på Venus, så kan de helt sikkert høre mig. For jeg kan råbe højt. Rigtig højt. Rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig - jeg tror, I har fattet det. Jeg kan råbe højt. Den er vel feset ind? Eller er jeg nødt til at skære det ud i pap? Jeg kan bare råbe meget højt! Det er nemt nok at fatte!
"Næste gang kan du så ikke råbe lidt højere? Bare en lille smule? Jeg tror ikke, dem i Afrika hørte det," driller Emily. Har jeg fortalt, hvor højt jeg elsker hende? "Jeg ville bare sige, at bussen holder ude og venter på dig."

Oh shit, hvordan kan jeg ikke have hørt den komme? Jeg må jo være døv! Seriøst, jeg tror, min bedstemor hører bedre end mig. Ej okay, det er måske også lidt for meget forlangt, at jeg skal kunne høre en bus komme kørende, når den er udenfor? Okay, dårlig undskyldning.

Jeg rejste mig hurtigt op fra sengen og greb fat i begge mine kufferter, mens jeg tog min taske over skulderen. På vej ud af døren - som jeg er ude af hurtigere end Lynet McQueen - kaster jeg et blik i spejlet. Mit lange, lyse og let krøllede hår sidder i en løs knold, hvor nogle hårtotter har valgt ikke at være med i knolden og i stedet indramme mit ansigt. Mine runde guldøreringe kan lige skimtes mellem hårtotterne. På mit håndled er der et lidt mærkeligt - men pænt - armbånd. Mine sjorts er sådan normale i det, mens min trøje er en rød blondetrøje, der let viser mit maveskind. Jeg har en lidt cowgirl-agtig hat på. Mine sandaler passer perfekt til mit outfit, og de venter på mig nede i bryggerset. (Link til outfit i kommentar)

"Skal jeg tage den ene af dem?" spørger mine forældre i kor, da jeg er nået ned til dem. "Ja tak," smiler jeg og rækker dem en hver. Se, jeg er ikke dum. Jeg ved, hvordan man udnytter forældre.

"Du må være Justine," lyder en mandestemme, og jeg vender mig langsomt rundt og nikker hurtigt. "Jeg er Paul - drengenes manager. De har glædet sig til at se dig, kan jeg godt love dig for."
Nå, det lyder sørme dejligt. De har garanteret bare glædet sig til at se, om jeg var lækker, og om jeg havde en god røv. Så faktisk er jeg ret ligeglad.

"Du kan lige sige farvel, og så skal vi altså af sted. Vi er lidt sent på den," siger Paul og peger på sit ur. Jeg har lyst til at forsvare mig og sige, at så langsom er jeg altså heller ikke til at pakke, men jeg tør ikke. Vi har jo trods alt lige mødt hinanden, og det er jo ikke engang sikkert, at det er på grund af mig, vi er set på den.

"Farvel far," siger jeg og kan mærke tårerne presse sig på. Jeg takker Gud for, at jeg ikke havde taget mascara på. Jeg går aldrig med sminke i hverdagen, så ved I det. Jeg ser bare ikke rigtig nogen grund til at stå tidligt op for at putte et eller andet i fjæset. Og jeg synes faktisk selv, det giver ret så meget mening.

Jeg trækker min far ind i et kæmpe knus, og han gengælder det hurtigt. Jeg indånder hans duft, da det er en duft, jeg højst sandsynligt ikke vil dufte de næste par måneder. Så er det min mors tur. Hun får også en rigtig bjørnekrammer, og denne gang slipper jeg tårerne fri. Jeg har jo ikke mascara på, så det går jo nok.

"Emily," hvisker jeg, da min mor er færdig med mig. Jeg nærmest overfalder hende, og det undrer mig ikke, hvis hun mangler luft. Men hey, det kan hun få, efter vi har krammet. "Husk og skriv, ik' ogs'?" mumler Emily og jeg nikker hurtigt. Selvfølgelig skriver jeg. Også til mine forældre.

"Jeg kommer til at savne jer alle sammen så meget," siger jeg, inden jeg tager mine kufferter og går ud mod bussen.

 

"Drenge!" råber Paul højt, efter vi har fået mine kufferter på plads. Jeg følger genert efter ham ind i bussen. Den ser virkelig fed ud - både udenfor og indenfor.

"Hvad?!" svarer fem drengestemmer i kor. Okay, jeg ved godt, jeg ikke er fan af dem, men det her er seriøst vildt. Jeg står her sammen med fem VERDENSKENDTE drenge. Det er faktisk en smule ufatteligt. Og også lidt pinligt... Jeg kan ikke engang deres navne. Eller jo, de hedder Niall, Liam, Harry, Zayn og Louis. Jeg ved bare ikke, hvem der er hvem.

"Åh, du må være Justine," siger ham med krøllerne. Han kan mit navn! Nu bliver jeg virkelig flov over ikke at kunne hans. Jeg smiler til ham. "Og du er?.."

"Det mener du bare virkelig ikke, vel?" siger en med seler og ser skarpt på mig. Jeg sender ham et dræberblik, inden jeg svarer: "Jo, det mener jeg faktisk. Og jeg ved heller ikke, hvem du er." Hvis de alle sammen vil reagere sådan, så tror jeg, jeg dør. Jeg kan godt havet et hidsigt temperament nogle gange. Også selvom jeg ikke har menstruation.

"Jeg er Niall, det er Liam, Harry, Louis og Zayn," siger en nuttet lille dreng med lyst hår og bøjle, samt en irsk accent, mens han peger rundt på en dreng, samtidig med at han nævner et navn.

"Du er ikke briter, vel?" spørger jeg. De begynder alle sammen at le, og jeg ler med. "Det fandt hun hurtigt ud af," ler Zayn. Dem bliver jeg nok fine venner med.

Hola people!

Jeg undskylder for det korte kapitel og den lange ventetid - igen. Jeg må se at blive bedre til det, for vi kan ikke vente til nytår, så jeg kan lave et nytårsfortsæt. Vel?

Jeg tror, jeg skriver to kapitler til Believe It i træk, da jeg har en mærkelig trang til at skrive på den. Såeh... Håber I bare over med mig:)

- Freja.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...