Kærlighed med hugtænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2015
  • Status: Igang
Vanessa er træt af at være den eneste af sine veninder der ikke har haft sex med en fyr. Derfor beslutter hun sig for at der skulle gøres noget ved det, enlig har hun besluttet sig for at det skulle være en fremmet fyr. Men der bliver lavet om på alle hendes planer da der kommer en høj, mørk og mystisk fyr ind i hendes liv.
(undskylder for stavefejl er nemlig lettere ordblind)

30Likes
138Kommentarer
9259Visninger
AA

7. rejser du fra mig?

Jason holde min hånd hele vejen ned af trappen, næsten på en beskydende måde. Og det gjorde mig både tryk men også urolig. Det var som om der var noget han var ret bange for, og jeg kunne jo enlig godt forstå ham. Jeg var ET menneske i et hus fuld af Ind til videre 3 vampyre.

Vi kom til stuen, og mi vejrtrækning stoppede. Jason så på mig, han klemte min hånd, for at vise at han var der. Jeg så kort på ham og derefter ind i stuen igen.

Inde i stuen stod der, ud over Raymond og Max, yderligere 3 andre vampyre. Jeg stod helt stift i stuen. De stod alle og så på mig. Jeg kunne næsten føle hvordan de stirrede på mig, som om de havde lyst til at æde mig på stedet.

Den ene af vampyrende kom over til mig, han bukkede en enkelt gang tog min hånd og kyssede den blidt men hurtigt ”Velkommen til Vanessa… Mit navn er Wolder Louis” sagde han mens han rettede sig op.
Wolder var ligesom Raymond en meget nydelig og høflig mand. Med rødligt hår, og helt grønne øjne. Han var ikke så høj, kun ca. 10 cm over mig der var 1.62. Hans smil var venligt og varmt, hvis man kunne sige det om en vampyr.
Wolder flyttede sig, og lede os ind i selve stuen. Pludselig kom der en ret ung fyr over til os. Han så ikke ret gammel ud. Måske 17 eller 18 år. Han havde helt lyst hår og et utroligt glad ansigt. Han smilede stort til mig ”Wow!... Hvor er det vildt at du er her.. og at du er et menneske” kom det glad og opstemt. Jeg blev meget overrasket over hans ivrighed, men endnu mere over at det så ud til at han skulle til at kramme mig.
Jeg kneb øjne lidt sammen, men bemærkede så en skygge der blokerede og en duft af liljer. Jeg åbnede øjne, foran mig stod en pige med langt lyst hår, der gik helt ned til lænden. Hun stod med ryggen til så jeg ikke kunne se hendes ansigt. Men jeg kunne se at hendes ene hånd var plantet i panden på Den unde fyr. ”Nico… Du burde ikke rande rundt og kramme nogle du ikke kender” Pigen vende hovedet halvt, så hun lige kunne se mig, og jeg kunne ane de HELT dybhavsblå øjne. ”især ikke mennesker” kom det bestemt og fast fra hende. Jeg trådte et skridt tilbage, ”Årh Lilly kom nu!” kom det fra den yngre fyr.
Lilly som den lyshåret pige åbenbart hed, vende sig mod mig, hun så ikke ligefrem glad ud. Hun så faktisk ret sur ud. Hun så på Jason ”Syntes du selv det er klogt at tage dit legetøj med her hjem?” spurte hun stærkt. Jason Rynkede brynene ”Raymond bad mig bringe hende med hjem” sagde han med en næsten knurrede stemme.

Lilly så tilbage på Raymond, der gengælde hendes blik med et enkelt nik med hovedet. Det fik ikke Lilly til at se mere glad ud. Jeg stor selv og så ned i gulvet ’legetøj’ havde hun kaldt mig.. Jeg så kort op på Jason. Var det, det jeg var? Et stykke legetøj han bare skulle prøve af?.

Jeg fik en dårlig smag i munden. Jeg kunne ikke holde den tanke ud, det kunne ikke være sandt. Det MÅTTE ikke være sandt.
Jeg skulle til at sige noget til Jason men blev afbrudt af Raymond. ”hvorfor sætter i jer ikke lidt ned så vi kan tale sammen?” spurte han med et smil.

Vi satte os ved bordet. Foran mig stod der en kop varm te. Jeg så lidt spørgende på Raymond ”drik nu inden den bliver kold” sagde han med dette høflige smil.
Jeg tog koppen op til munden og drak lidt. ”ja jeg er ikke sikker på hvordan den smager, det er mange år siden jeg sidst har drukket te.. men jeg mindes nogle lunde hvordan man blander den” sagde han med et undskyldende smil.

Jeg satte koppen og smilede ”den smager dejligt” sagde jeg så høfligt jeg kunne.

Alle satte sig ned, jeg sad i mellem Jason, som stadig holde min hånd underligt beskyttende, på min anden side sad Max, som næste LÅ ned i sofaen så meget flød han ud. Overfor os sad Raymond. Og ved hans side sad Wolder og på den anden Lilly som sad med armene over kors. På guldet for enden af sofa bordet sad Nico på en pude, mens han sad og læste i blade.
Han virkede ikke ret gammel, ikke engang 17 år. Jeg kunne ikke lade vær med at undre mig over hvor gamle de alle sammen var.
Jason havde fortalt at han var en af de yngste men ikke om han var DEN yngste og hvo gammel den ældste var. Vi sad et stykke tid og tale om mig og min familie. Raymond ville gerne vide hvordan mine forælder tog at jeg så en fyr.
”Jeg bor alene sammen med min mor” sagde jeg. ”hvor er din far?” kom det kort og kontant fra Max. Wolder rynkede bestemt brynene ”Max!” kom det irettesættende fra ham. Jeg rystede på hovedet ”det er okay.. det er der mange de spørger om.. Min var døde for omkring 3 år siden… Han kørte glat” Jeg så lidt ned. Det var længe siden jeg havde talt om min far. Faktisk.. så tror jeg ikke jeg havde talt med nogle om min far efter hans død. Selv ikke Lisa. ”Jeg havde får sne fri fra skolen, men der kørte ingen busser… Jeg var begyndt at gå hjem, men min far mente at det ville blive for koldt og farligt som mig at gå gennem snestormen alene.. Han ville komme og hente mig.. men…” jeg kunne ikke lade være med at synke. Jeg mærkede mine hænder rystede. Mine øjne begyndte at gøre ondt, som om der var noget der ville ud. Jeg blev ved med at synke, det var som om min mund ikke ville tillade mig at sige mere.
Pludselig hørte jeg en stille stemme fra den anden side af bordet ”men han kom aldrig” lød det. Jeg så op. Lilly sad stadig med Krydsede arme men hendes holdning var mere blid. Og hendes øjne så triste ud.

Jeg nikkede en enkelt gang. Jeg kunne se at alle omkring mig så triste ud. Jeg fik det dårligt. Jeg skulle ikke have sagt noget. jeg skulle ha holdt min mund, nu troede de alle at jeg var en eller anden tude Marie. Jeg skammede mig, det var ikke den slags man fortalte første gang man mødte dem. Jeg så ned på min te, som jeg pludselig ikke havde lyst til.

Jeg mærkede en arm om min skulder. Jeg så over på Jason der sad ved siden af mig. Han kom med et trøstende smil. Det var underligt, men jeg kunne ikke lade vær med at blive varm inden i når han så på mig. Jeg så lidt ned. Jason trak mig ind til sig, så mit hoved hvilede på hans skulder og hans hage på mit hoved.

Jeg lukkede øjne og jeg mærkede en tåre der løb ned af min kind. ”Det er længe siden jeg har set menneske tåre” kom det stille fra Wolder.
Jeg rettede mig straks op. Og tørrede dem væk ”u..undskyld det var ikk..” Wolder afbrød mig ”nej nej.. du skal ikke undskylde.. Menneske tåre er det smukkeste der findes” sagde han. Jeg så først overrasket på ham, men derefter rynkede jeg brynene lidt ”jamen… kan vampyrer ikke græde?” spurte jeg.

Jason nussede min arm en enkelt gang ”vi kan godt, men når vi græde, græder vi blod, det er ikke just smukt” sagde han. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige.
”Jason måske skulle du følge frøken Jacksen hjem?” kom det fra Raymond.

Jason nikkede og vi rejste os. Da vi gik ud for at tage sko og jakker på, kom alle ud. Først var det Nico der ville sige farvel med et kæmpe kram, som han selvfølgelig blev stoppet i af Lilly. ”Hav det godt” kom det var fra hende, der var ikke et smil men hun så til gengæld heller ikke sur ud. Wolder bukkede og trykkede min hånd ”På gensyn miss Jackson” kom det stadig lige så høfligt fra ham.

Max kom frem og ligesom Raymond og Wolder havde gjort da de bød mig velkommen tog han min hånd og kyssede den. Men dette kys var langt mere indgående. Han rettede sig om og smilede skævt til mig ”jeg glæder mig til at se dig igen” sagde han og så kort op på Jason. Jeg mærkede Jasons grab om min hånd blev hårde og den underlige brummen kom igen hos Jason. Jeg forstod ikke helt hvad det var der var mellem de to, men en ting var sikker, det ville i hvert fald ikke tabe til hinanden.

Raymond kom hen til mig med et smil. ”det var dejligt at møde sig frøken Jackcon, De er altid velkommen til at komme igen” sagde han med et smil.

Jeg smilede igen ”mange tak og… bare kald mig Vanessa” jeg kunne ikke lade vær med at føle mig tryk når jeg var i nærheden af Raymond. Det var tydeligt at han var fra en helt anden tid, Men han havde alligevel formodet at følge med tiden, hans tøj var pænt og elegant men stadig moderne. Og så var hans smil og blik varmt og venligt.

Jason og jeg tog af sted. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham i bilen. Det var underligt, jeg havde fået så mange nye indtryk og informationer at   jeg næsten ikke kunne holde styr på det hele. Men jeg gjorde stadig mit bedste for at holde hoved og hale i det hele.

Da vi kom hjem var klokken blevet mange. Jeg så op på huset Shit! Der var lys. Det betød at mor var hjemme. Jeg så på min mobil der havde ligget i min taske. 6 ubesvarede opkald. Fuck jeg havde slået den på lydløs for ikke at blive forstyrret mens jeg var samme med Jason. Jeg sad et stykke tid i bilen. Jason så på mig ”hvad er der galt?” spurte han. Jeg så lidt ned og derefter op på huset igen ”Min mor er hjemme… hun ved ikke at jeg var gået” sagde jeg.

Jason så lidt bekymret på mig. ”vil du have at jeg gå med op?” spurte han.
Jeg rystede på hovedet ”nej… det er okay.. Jeg klare det” sagde jeg og smilede til ham ”tak for en dejlig aften” sagde jeg glad.
Jason smilede ”tak fordi du tog med… og fordi du har taget det hele så roligt” sagde han med en lettet stemme.

Jeg smilede genert. Jason lænede sig frem mod mig, Jeg blev lidt rød i hovedet men rykkede mig alligevel imod ham. Vores læber mødtes i et kys. Hans læber var kolde, og selvom jeg vidste det, blev jeg lige overrasket hver gang.

Han trak sit hoved lidt væk. Jeg var tæt på at følge efter, det var som om mine læber ikke ville slippe hans. ”du må hellere gå ind” sagde han. Det lød på hans stemme som om han havde lige så svært ved at lade mig være som det var for mig.

Jeg steg ud og bilen og gik op mod døren. Jeg vinkede til Jason og gik ind. Jeg lukkede døren efter mig og vende mig om. Jeg blev forskrækket da jeg så min mor stå lige foran mig ”mor?” mumlede jeg. ”hvorfor tager du ikke din telefon?” kom det vredt fra hende. ”uhm jeg… jeg havde fået sat den på lydløs” mumlede jeg.
”hvor har du været?” spurte hun med samme vrede stemme. Jeg så ned, jeg vidste ikke had jeg skulle sige og hvordan jeg skulle sige det.
”Vanessa? Hvor har du været!?”  kom det strengere fra hende. Jeg så ned ”sammen med Jason” sagde jeg lavt.
Min mor så meget overrasket ud. ”Hvem er Jason?” spurte hun så. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg vidste jo ikke engang selv hvad vi var. ”en… en jeg mødte i byen i går.. han inviterede mig ud og spise.. og så… Så tog vi hjem og hilste på hans familie” sagde jeg.

Min mor så overrasket ud, det var også første gang jeg nogle sinde havde fortalt noget om en fyr. Hun tog sig til panden og sukkede. ”når man kom nu ind og få noget varmt at drikke.. så taler vi om det” sagde hun i et mere afslappet toneleje.

Vi sad ved køkken øen. Og drak te. Min mor så på mig ”når… fortæl mig så… er du glad for ham Jason” spurte hun pludselig.
Jeg så lidt ned og blev flov. Jeg nikkede. Jeg kunne ikke rigtig sige noget. ”hvordan er han?” spurte hun så.
Jeg kørte min tommel finger op og ned af koppen. Det var lidt underligt at skulle tale med min mor om dette, det havde vi aldrig gjort, for det første fordi jeg aldrig havde haft en kæreste eller bare det der lignede. Men også fordi hun aldrig var hjemme. Jeg kunne ikke lade vær med at smile da jeg tænkte på Jason ”han er sød… høflig og… utrolig…varm” jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for varm var han jo enlig ikke. Han var enlig utrolig kold. Men det var mere hans indre. Han var et varmt menneske.

Min mor smilede ”og hans familie?” spurte hun så. Jeg vidste at hun spurte fordi det var vigtigt for hende at han ikke var fra en eller anden underlig familie. Så jeg var ikke sikker på hvad jeg skulle sige.
Men de var jo søde, men normale var de jo ikke…

”de er søde, Især Raymond som er… uhm… Jasons.. far” Helt løgn var det jo ikke, det havde Jason selv sagt,
”Hvad hedder han mere ind Raymond?” spurte min mor. ” Louis.. Raymond Louis” sagde jeg med et smil. Min mor så meget overrasket på mig ”Louis?.. dr. Louis?” spurte hun.
Jeg så undrende på hende ”Kender du ham?” spurte jeg.
Mor nikkede ”han er natlæge på det sygehus jeg arbejder på” sagde hun ”en meget veltalende og høflig mand” sagde hun.
Det var ham, det passede i hvert fald. Min mor tog en tår af sin te og satte så koppen fra sig. ”jeg har hørt at han er alene far til 5 store børn?” sagde hun og så spørgerne på mig. Jeg nikkede.

Mor og jeg sad et stykke tid og tale om Jason og familien Louis. Men hele tiden tænkte jeg på om jeg fortalte for meget.
Pludselig kunne jeg se at min mors ansigts udtryk ændrede sig, og hun så ikke glad ud. Nærmere trist. ”hvad er der mor?” spurte jeg.
Mor så på mig ”der er noget jeg er nød til at fortælle dig” sagde hun med en lidt alvorlig stemme.
Jeg blev urolig hvad var der galt.

Mor tog min hånd ”jeg har fået arbejde i New York og skal rejste om en uge. Jeg trak hånden til mig. Jeg så forskrækket på hende. ”New York?... Jamen.” mor prøvede at berolige mig og forklare sig ”Jeg er blevet tilbudt en stor stilling… jeg kommer til at kunne tjene mindst dobbelt så meget, og så får jeg også råd til at betale for når du skal læse vider” sagde hun. Jeg rejste mig op ”og hvad med mig?... har du overhoved overvejet om jeg ville med? Og om jeg ville forlade alle mine venner?, min skole og…” Jason kom med det samme frem i mit hoved.

Jeg skulle rejse fra ham, jeg skulle rejse fra den første fyr jeg nogle sinde havde holdt af. Jeg fik tåre i øjne. Mor rejste sig ”lille skat det har jeg tænkt på, og jeg ved godt du ikke kan rejse fra din skole.. og det er derfor..” Hun sukkede og så ned. ”det er derfor du skal blive her” sagde hun så.

Jeg spærrede øjne op. ”rejser du fra mig?”

Mor så undskyldende på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...