Kærlighed med hugtænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2015
  • Status: Igang
Vanessa er træt af at være den eneste af sine veninder der ikke har haft sex med en fyr. Derfor beslutter hun sig for at der skulle gøres noget ved det, enlig har hun besluttet sig for at det skulle være en fremmet fyr. Men der bliver lavet om på alle hendes planer da der kommer en høj, mørk og mystisk fyr ind i hendes liv.
(undskylder for stavefejl er nemlig lettere ordblind)

30Likes
138Kommentarer
9255Visninger
AA

26. Kom Hjem!

”glem ham… og bliv min i stedet!
Var det virkelig det jeg havde hørt ham sig? Mit blik flakkede rundt mellem koppen og rasten af rummet, alt andet end hans blik. Jeg bed mig i læben. Jeg var virkelig forvirret! Hvorfor sagde han sådan noget. ” Men…. ” Endelige vende jeg mit blik mod ham. ”Jeg ved slet ikke om jeg vil være nogles lige nu!...” Max’s blik virkede skuffet, han havde sikkert håbet at jeg havde overgivet mig efter i aftes. Men…. Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde jo ikke tænkt på Max på den måde! Ikke før i går aftes, og det havde forvirret mig nok. Pludselig mærkede jeg at Max tog koppen ud af min hånd, jeg så spørgende på ham. Han lagde sine arme om mig, og trak mig ind til ham. Mine kinder blev helt varme, og skiftede sikkert også farve, og jeg kunne mærke mit hjerte hamre i brystet på mig. Jeg kunne mærke hans ånde mod mit øre ”Vanessa…. Jeg vil aldrig gøre det som han gjorde ved dig… så hvorfor er du bange for mig?” jeg spærrede øjnene op. Hvorfor sagde han sådan noget? Jeg kunne mærke hvordan klumpen i min mave kom igen. Men samtidig så var dette også en ufattelig tryk stilling. Jeg kunne ikke beskrive det, men der var noget ved at være i Max’s arme der gjorde mig tryk og roligt. Dog var de noget der fik min krop til at reagere, da jeg mærkede nogle kolde fugtige kys mod min skulder, og mod min hals. Jeg ville skubbe ham væk, men af en eller anden grund gjorde jeg det ikke. I stedet lod jeg mine arme glide om hans nakke. Jeg mærkede de iskolde, men silkebløde kys han efterlod på min hals og på min kind.
Og før jeg vidste af det, var jeg revet med ind i et dybt kys. Noget i min krop ville have at jeg skubbede ham væk og løb langt væk derfra. Men jeg blev. Jeg mærkede hans finger glide ind under min trøje ved min læn. Ganske fine og lette berøringer.

Og det undrede mig, jeg havde altid set Max som en badass badboy, der blot tog hvad han ville, sådan en af de drenge der bare skubbede alting ned af bordet, og smed pigen der op, uden at tænke ret meget på om hun fik en tegnestift i røven eller ej. Men her bar han så, en Softboy der var så blid og øm i alle sine bevægelser.
Han lænede sig længere ned mod mig, og jeg lod ham gøre det. Lysen i min krop havde overtaget, og en hver fornuftig tanke omkring Jason, og at det var mindst LIGE så dumt at involvere sig med Max, som det var med Jason forsvandt. Pludselig stoppede Max kysset.
Han så lidt tilbage mod døren. ”kunne det bliver en mere dårlig timing” brummede han. Jeg så uforstående på ham. ”er der noget glat?” Max vende blikket mod mig, og jeg kunne næsten se skuffelsen i hans ansigt. ”Raymond er her!”

Jeg ved ikke om min hjerne ikke helt fulgte med, i hvert fald tog det mig lidt tid før jeg opfattede det. Jeg trak ned i min trøje og rettede på mig hår, på en temmelig panisk måde. Måske var det fordi min hjerne lige fortalte mig hvad der lige havde været ved at ske!
Men det mærkelige var, at jeg ikke kunne finde ud af om jeg skulle føle mig redet eller ej. Max så vidst også ud til at han fattede at jeg stadig ikke havde været særlig glad for situationen. Han rettede det lyse pjuskede hår ved at køre fingrene gennem det. Han så på mig med et smil, han tog min hånd og trak lidt i mig ”Kom!... vi må hellere åbne for dem” Hans stemme lød faktisk temmelig skuffet. Som om det var det værste tidspunkt de kunne ha kommet på. Men… det var det vel også hvis han havde håbet på at der var sket mere.

Der gik ikke længe fra at vi var kommet ind i stuen til det bankede på døren. Gud velsigne Max evne! Uden den havde vi sikkert stadig stået i biblioteket.
Jeg gik ud i køkkenet for at sætte the over til mig selv. Der var jo ikke meget ved at sætte the over til nogle der ikke kunne drikke det.
Jeg hørte at Max lukkede Raymond ind, og at de talte i gangen. Da jeg var færdig med min the, vende jeg mig for at gå ind i stuen. Men det syn der måtte mig forskrækkede mig, et meget velkendt ansigt. ”J..Jason?...hvad laver du her?” min stemme var ved at briste. Jason stod godt  5 meter fra mig. Han sagde intet,  og hans blik var ikke som det plejede, det var fuldt med skam. Sikkert på grund af vores møde i skoven. ”han er med mig”  lød en velkendt stemme. Reymond kom til syne i køkkenet. Han kunne mærke at mine hænder rystede. Jeg mærkede et sus, og derefter en anden hånd om mit krus. ”Vanessa… lad mig tage det der! Du ender med at skolde dig selv” Max’s rolige stemme fik min krop til at slappe mere af. Han havde hjulpet mig en gang før. Og jeg var ret sikker på at han ville gøre det igen.
Jeg så ned i gulvet. Jeg kunne ikke få mig selv til at se på ham. Reymond satte sig ved spisebordet i det store køkkenalrum. ”Vanessa… vil du ikke komme her over? Jeg vil gerne tale med dig” Jeg hævede mit blik mod ham, men så lidt spørgende på Max. Max gav mig et beroligende smil og nik. Jeg gik over mod ham, og tog mig selv i at iagttage Jason på vejen. Jeg ville sikre mig at han blev hvor han var.
Jeg satte mig ned overfor Reymond. Reymond vende blikket mod Max og Jason. jeg vil gerne tale med Vanessa alene!... Og der er sikkert også et eller andet i to skal have talt ud om”  Det lød ikke som et forslag, men nærmere en befaling.
Både Max og Jason vrængede ansigt da de så på hinanden, men gjorde alligevel hvad der blev sagt.
 

Reymond så på mig. Han smilede ”Går det bedre?.... det var noget af et chok du fik dig” hans stemme var så varm og rolig som altid. Et nik kom fra mig. Hvad skulle jeg sige? Jeg var ikke kommet mig over det overhoved.
”Vanessa… jeg vil bede dig om at komme hjem!” Jeg så overrasket på Ham. Hjem? Men…. De eneste grund til at det hus var mit hjem var fordi jeg var sammen med Jason. Og… hvis jeg kommer hjem.. så er Jason der hele tiden. ”Men….” ”Du har også en skole du skal passe!” afbrød han mig. Jeg så lidt ned. Han havde jo ret. Jeg havde forsømt min skole de sidste par dage, og jeg havde ikke råd til at dumpe! Det kunne jeg ikke over for min mor. ”Jeg har talt med Jason!... Han er gået med til at tage her op i stedet for dig og Max!.... Allerhelst så jeg jo gerne at i alle sammen kom hjem.. men, jeg forstår også godt situationen” Han lænede sig lidt frem, og kørte en finger over mine læber. ”Det ville nok også kun knuse Jason og se hvad der foregår her..”
Mit ansigt skiftede farve. Hvordan kunne Reymond vide det? Havde han hørt os? Nej det kunne han da ikke, vi havde jo ikke lavet en lyd.
Jeg så skamfuldt ned, og kunne mærke at jeg blev mere flov og skammede mig mere end jeg nogle sinde havde gjort føre. Et mildt smil sad på Reyonds læber. ”det er okay…. Jeg bebrejder dig ikke!... Alle vampyre kan være fristende, og for et menneske ville det være svært at modstå en som Max… jeg beder dig bare tænke dig om…..for det er umuligt at have dem begge” dem begge? Jeg ville aldrig gøre det! Og hvorfor skulle jeg ville have Jason? Men igen…. Hvorfor Max?

Et højt brag lød fra et af værelserne. Jeg vende mig mod lyden. Hvad skete der. Jeg var på vej til at rejse mig fra stolen, da Reymond stoppede mig. ”Det er nok bedst at vi lader drengene  snakke ud alene!” Flere brag kom efter, samt råb. Tale ud? Det lød mere som om de var ved at banke livet ud af hinanden.
 

Reymond og jeg sad længe i køkkenet og hørte på de mange brag. Til sidst blev der stille. Efter kort tid kom begge drenge ud i køkkenet. Deres tøj var gået i stykker og de blødte enkelte steder. Jeg spærrede øjnene op. ”Hvad har i dog lavet?” Jeg hentede en klud, og begynde at tørre blodet af Max’s hals ”Det er okay Vanessa!.. jeg healer om lidt” erkende han. Han strøg en hånd gennem håret. Jason stod blot og betragtede os.
”Når Vanessa!... Har du bestemt dig” lød det fra Raymond der stadig sad ved bordet som om intet var hent. Jeg bed mig lidt i underlæben, og så lidt på de 2 drenge der næsten havde revet hinanden i stykker. Jeg vende blikket mod Reymond ”okay.. jeg tager med tilbage”

Jeg mærkede hvordan Max tog hårdt fat i mig ”hvad?!... Er du rigtig klog! Du kan ikke tage tilbage der til!.... Husk hvad der skete sidst!” Jeg så noget overrasket på Max. ”Max.. det gør ondt! Slip mig!” Om Max havde glemt sine kræfter eller ej kunne jeg ikke sig, i hvert fald slap han mig lige så snart det gik op for ham at det gjorde ondt. Jeg så underende på ham ”Desuden…. Desuden så har Jason sagt at han bliver her hvis vi tager hjem” Jeg lod mit blik glide mod Jason en enkelt gang. Han stod blot og så ned i gulvet. Og pludselig begynde jeg at tænke at det slet ikke var ham der havde sagt han ville, men at han havde fået en ordre.

Reymond rejste sig. ”Fint! Hvis du går op og pakker..” Jeg sende ham et nik, og gik mod mit værelse for at pakke de ting sammen som jeg havde haft med. Jeg stod og pakkede da jeg hørte en stemme bag mig. ”Vanessa?” Jeg snurrede forskrækket rundt. Både over stemmen, men også på grund af forskrækkelsen. ”Jason hvor mange gange skal jeg sige at I er nød til at trampe når i nærmer jer et menneske bagfra” små brokkede jeg mig.
Et halvkvalt smil dukkede op hos Jason ”Undskyld… jeg skal nok prøve at huske det” Underligt nok fik jeg ondt af ham. Han lignede virkelig en der ikke kunne holde ud at være i sin egen krop lige nu. Men jeg kunne heller ikke bare lade som om det ikke var sket!
Jeg lukkede min taske. ”Hvad vil du?” min stemme lød både bestemt men også nedtrykt. Jeg vidste ikke hvorfor, men en del af mig ønskede bare at han forsvandt, den anden del af mig syntes alligevel at det var rart at se ham igen.
Han kom helt ind i rummet, og lidt hen til mig. Jeg kunne mærke at jeg blev lidt nervøs, men om det var fordi at Reymond og Max var her at jeg ikke gik helt i panik vidste jeg ikke.
”jeg vil bare gerne sige undskyld….. for det hele!” Jeg så overrasket på ham. Jeg så ned ”Det er desværre bare lidt for sent” Jason tog min hånd ”er det?.... Jeg ved at det jeg gjorde var virkelig forkert!.... og jeg skammer mig over det hver eneste dag!.. Hvis jeg kunne lave om på det så gjorde jeg… men… jeg ved ikke hvad der skete med mig!” Jeg kunne mærke at det skar i hjertet at se ham sådan. Men jeg kunne mærke at jeg stadig ikke stolede på ham.. Jeg vidste ikke om jeg kunne tro på det han sagde. Eller om det bare var et trick ”Jeg ved ikke om jeg nogle sinde kommer til at stole på dig igen Jason…”
Hans blik sank, og jeg bemærkede at han trådte tætter på, og underligt nok, følte jeg ikke trang til at stikke af. Han lagde sin pande mod min. Den kolde pande, og hans ånde mod mig. ”Det er okay… hvis blot du vil forsøge og tilgive mig!... Det ville gøre mig utrolig glad” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare.
Jeg vidste slet ikke om jeg havde lyst til at tilgive ham… eller om jeg var klar til det. Men alligevel valgte jeg at give ham et nik. ”jeg skal nok forsøge” Et smil fandt vej til hans læber. Han lagde armene om mig, og krammede mig ind til sig. Jeg kunne ikke undgå at indånde hans duft. Jeg kunne mærke tårende pible frem, jeg havde virkelig savnet ham. Men jeg var stadig meget i tvivl. Jeg gengælde hans kram, hvis vi i det mindste kunne være venner… så ville det nok ikke være så hårdt. ”Hvis du får brug for at snakke.. så har du mit nummer! Og eller skal jeg nok hente dig!” Et forsigtigt nik var det eneste jeg kunne få frem.

 

Jason slap mig, og jeg begav mig ned i stuen for at tage med Max og Reymond. Max og jeg sad på bagsædet i bilen på vej hjem. ”Du lugter langt væk af ham” lød en lav vrissen fra Max. Og jeg vidste med det samme hvad det drejede sig om. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til det. Max virkede vred, eller i det mindste skuffet. Men jeg vidste jo ikke engang hvad der var mellem os… hvis der var noget mellem os. Måske var det stadig bare blodet der talte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...