Kærlighed med hugtænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2015
  • Status: Igang
Vanessa er træt af at være den eneste af sine veninder der ikke har haft sex med en fyr. Derfor beslutter hun sig for at der skulle gøres noget ved det, enlig har hun besluttet sig for at det skulle være en fremmet fyr. Men der bliver lavet om på alle hendes planer da der kommer en høj, mørk og mystisk fyr ind i hendes liv.
(undskylder for stavefejl er nemlig lettere ordblind)

30Likes
138Kommentarer
9217Visninger
AA

12. Kan du mærke mig?

”jeg vil lade jer få lidt fred” sagde Reymond mens han smilede til mig. Han gik ud af døren og lod lige sin hånd glide over Jasons skulder på vej ud.

Jason så på mig, men et underligt blik. Jeg smilede til ham, på en lidt akavet måde, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham, overhoved.

Han så på mig ”er du okay?” spurte han så. Jeg nikkede ”jeg er bare ikke van til at se nogle æde en kanin rå” sagde jeg med et undskyldende smil.

Jason så skamfuldt ned i jorden. Jeg så lidt ned. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham. ”måske er det bedst at vi ikke ses mere” kom det pludselig lavt fra ham. Jeg spærrede øjne op, og jeg kunne mærke at hele min krop begynde at ryste.
Hvordan kunne han sige sådan? Efter det jeg lige havde været vidne til. Og nu ville han så bare sparke mig ud?. Jeg knyttede mine hænder, og rejste mig så. Jeg gik ud af badeværelset og styrtede op af trappen. Jeg grab fat i min kjole. Og skiftede hurtigt. Jason var på vej op af trappen da jeg kom ud. Han så op på mig med et undskyldende blik. Jeg ignorere det, og var ved at gå forbi ham, da jeg mærkede ham gribe fat i min arm. ”Vanessa” sagde han bønfaldende. Jeg rev armen til mig ”du skal ikke røre ved mig!” kom det vredt fra mig.

Jeg følte mig virkelig rasende. Og det dirrede i hele min krop. Jeg gik forbi ham og ned til døren. Desværre fik jeg vendt mig om inden jeg gik ud af døren.
Max, Nico og Lilly stod i døren til stuen og så på mig. Alle med hver deres udtryk. Lilly så selvfølgelig sur ud, Nico lignede en der kunne begynde at græde når som helst. Og Max…. Max havde et underligt tilfreds smil på læberne. Jeg bed mig i underlæben, og åbnede der efter døren og gik ud.

Jeg begynde at gå mod hovedvejen, selvom jeg vidste at der var ALT for langt på gå ben. Men det var jeg ligeglad med nu. Jeg ville bare væk fra ham. Hvordan kunne han gøre det? Hvordan kunne han finde på og sige sådan noget. Og hvad så nu? Nu skulle jeg bare glemme alt det jeg havde set eller hvad?

Jeg havde gået et stykke tid, da jeg pludselig hørte noget inde i skoven. Jeg kiggede ind mod den mørke skov, men kunne ikke se noget.
Jeg så mig rundt, jeg havde ikke lagt mærke til hvor mørkt det var. Der var ingen gadelamper og kun en øde vej, med skov på begge sider. Jeg prøvede virkelig på ikke at tage mig af det.

Jeg gik med armende om mig selv, både fordi det var mere varmt i den kolde nat. Men også fordi det føltes mere trygt. Jeg gik i mine egne tanker. Pludselig hørte jeg en høj og hurtig lyd af knækkede grene og blade. Jeg vende mig hurtigt om, og kom vidst enlig til at skrige kort.

Jeg blev forskrækket og jeg skynde mig af slå mod det der kom styrtende mod mig. Jeg mærkede noget der grab af om mit håndled, jeg havde bukket hovedet væk, og knebet øjne sammen. Jeg åbnede øjne og så op. Jeg blev meget overrasket.
Først havde jeg nok forstillet mig at det var Jason, men foran mig stod en høj lyshåret fyr. Max.

Jeg kunne ikke lade vær med at stirre måbende på ham.
Han slap mig hånd ”Det er da godt at vide at du slår fra dig.” sagde han med et skævt smil. Jeg blinkede et par gange, nok fordi mine øjne ikke ville tro på at han stod der. Jeg så lidt væk ”hvad laver du her?” spurte jeg.

”Hey, det er ikke mig du skal være sur på” sagde han og stak hænderne i lommerne. Jeg vidste med det samme hvad han talte om. Jeg så ned og skammede mig over at de alle havde set mig og Jason blive uvenner.
Max sukkede ”jeg ville bare sikre mig at du kom sikkert hjem, når nu Jason ikke kunne mande sig op til det” sagde han.
Jeg så op på ham. Han stod og så ind mod skoven, som om den var et TV-program han fulgte med i.

Jeg ved ikke hvorfor, men automatisk kiggede jeg i samme retning, fordi jeg ville se hvad der optog ham så meget. Men jeg kunne intet se. Der var bare HELT mørkt mellem alle træerne. ”hvad er det du kigger på?” spurte jeg så.
Max så ned på mig ”Jeg Kigger ikke på noget, jeg opfanger vibrationer” sagde han. Jeg å underne på ham. Han kunne se at jeg ikke forstod hvad han mente, så han tog min hånd. ”Alle levende væsner udskælder en form vibrationer.. På den måde kan jeg mærke om man er trist, glad, bange og sådan… På den måde kan jeg nemt finde ud af om der er fare på færre, eller om folk har tænkt sig at gøre skade på mig” sagde han.

Jeg så lidt rundt, jeg vidste ikke hvad det skulle være at han kunne opfange her. ”kan du også mærke mig?” Spurte jeg, men vidste ikke helt selv hvorfor.

Max så på mig ”ville de skræmme dig hvis jeg kunne det?” spurte han med et skævt smil. Jeg så ned. ”der er ikke så meget der kan skæmme mig mere tror jeg” sagde jeg.
Max sagde ikke noget, han gik bare over til mig. ”jeg følger dig hjem” sagde han. Jeg sukkede bare ”der er langt hjem til mig, og jeg kan umuligt gå så langt” Sukkede jeg.

Max smilede smøret ”hvem sagde noget om at gå?” spurte han. Jeg så uroligt på ham. Han gik helt hen til mig, og løftede mig så op. Jeg tror jeg kom til at gispe. Jeg mærkede et ryk, og derefter en susende fornemmelse. Jeg havde lukket øjne. Jeg åbnede dem stille. Og så frem. Vi bevægede os med ufattelig fart. Og på få minutter var vi ved mit hus.

Max stoppede op, og satte mig forsigtigt ned. ”pas på, man kan godt blive lidt svimmel når man ikke er van til det.” Sagde han.
Jeg havde det fint, men det var føltes sjovt i mine ben. Jeg skulle til at takke ham, men så i stedet undrende på ham ”hvorfra vidste du hvor jeg boede?” spurte jeg så.
Max smilede bare ”jeg ved en hel del om din familie… det er min pligt når nu du går ud med Jason” sagde han.
Smerten i brystet kom igen. Jeg så ned ”det ved jeg heller ikke om jeg gør mere” sagde jeg.
”det ville glæde mig” kom det tilfredst fra Max.
Jeg så op på ham ”Jeg ved godt du ikke bryder dig om et menneske i nærheden men…”
”det har intet at gøre med at du er menneske!” afbrød han mig.
Jeg blev overrasket både over at blive afbrudt men også det han sagde ”men… hvorfor så?” Spurte jeg.
Max smilede for sig selv. ”Han burde bare ikke have en pige som dig” sagde han. Jeg rynkede brynene. ”så du er…?”
Max løftede det ene øjenbryn mens han så på mig. ”Tro nu ikke for meget om dig selv… Jeg er IKKE interesseret i dig ud over dit udsende og det der løber inde i din krop” sagde han og slikkede sig om munden.

Jeg gik tre skridt baglæns. Og trak min trøje op om halsen. Max smilede bare provokerende. ”Sov godt Miss Jackson” sagde han og på et split sekund forsvandt han

Hvad var det med ham? Og hvorfor hamrede mit hjerte sådan afsted

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...