Kærlighed med hugtænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2015
  • Status: Igang
Vanessa er træt af at være den eneste af sine veninder der ikke har haft sex med en fyr. Derfor beslutter hun sig for at der skulle gøres noget ved det, enlig har hun besluttet sig for at det skulle være en fremmet fyr. Men der bliver lavet om på alle hendes planer da der kommer en høj, mørk og mystisk fyr ind i hendes liv.
(undskylder for stavefejl er nemlig lettere ordblind)

30Likes
138Kommentarer
9257Visninger
AA

13. Giv ham ikke forhåbninger

Jeg gik ind af døren og prøvede virkelig på at være stille. Jeg gik ind på mit eget værelse og lagde mig i sengen. Jeg Sukkede. Jeg vidste ikke selv hvordan jeg skulle reagere på alt det Jason havde sagt.

Jeg satte mig op i sengen. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen, og jeg forstod ikke hvorfor han ikke ville se mig mere.. hvad havde jeg gjort forkert?.

Jeg tog min mobil op, og ringede op til Jason. Jeg ved ikke om det var en klog eller dum beslutning, men jeg vidste at jeg var nød til at tale med ham.
de blev ikke taget, og jeg lagde mobilen fra mig.

Næste morgen vågende jeg ved at Lisa stod og ruskede i mig ”Vanessa!.. Du skal op! Vi kommer for sent i skole!” Råbte hun af mig.
Jeg satte mig brat op, og så på hende, og på under 5 minutter nåede jeg at gøre mig helt klar mens Lisa pakkede min taske. Vi kom begge to løbende ud til Alexander der skulle køre os. Han stod og lænede sig op af bilen, og pludselig kom jeg i tanke om det Lisa havde sagt aften før, om at han lagde an på mig.
Jeg prøvede virkelig at undgå øjenkontakt med ham, og jeg tror han havde det på samme måde.

Vi nåede lige hen på skolen i tide, og både Lisa og jeg måtte spurte hen til vores klasse lokale. Læren var heldigvis ikke kommet endnu, men hele klassen stirrede på os, Især mig. Jeg var altid den der kom mindst en halv time før, for at have styr på mine bøger og papirer. I dag, havde jeg knap nok fået dem frem inden læren kom ind.

Jeg syntes dagen gik langsomt, langsommere ind normalt. Og lige meget hvad jeg gjorde rumlede det hele rundt inde i mit hoved. Jason, Alexander, hvad der skete i går. Og underligt nok…. Max… Men hvad lavede han inde i mit hoved? Der hørte han slet ikke til. Han var jo bare en afgandt nar der kun tænkte på sig selv.

Jeg mærkede en hånd på min skulder og underligt nok, rejste jeg mig hurtigt og trådte væk i en forskrækket bevægelse. Jeg vende mig hurtigt. Foran mig stod Lisa og så helt desorienteret ud. ”åhh… undskyld jeg forskrækkede dig” mumlede hun.
Jeg sukkede og slappede mere af. ”undskyld jeg sad bare i mine egne tanker” undskylde jeg.
Lisa smilede bare af mig ”vil du med ned til frokost” Spurte hun.
jeg så på mit ur. Var klokken virkelig ikke mere? Jeg sukkede og nikkede.

Vi gik ned i kantinen. Og som vi plejede sad vi ved de populæres bord. Kun fordi Lisa var en af skolens populære piger. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, at hvis jeg ikke var venner med Lisa… så ville jeg slet ikke have afgang til det her bord.
Jeg spiste ikke ret meget jeg havde ikke nogle appetit. Hver gang jeg tog en bid af min mad, kunne jeg se kaninen for mig. Blodet og det rå kød.
jeg fik kvalme, det gjorde mig dårlig at tænke på. Jeg prøvede virkelig at ryste tanken fra mig. Lisa så på mig.

”skal vi i byen i aften?” spurte hun. Jeg så undrende på hende ”det er torsdag… vi skal i skole i morgen” sagde jeg. Lisa trak på skuldrende ”og” sagde hun.
Jeg så ned i bordet. Hun vidste udmærket godt at jeg ikke ville drikke og gå i byen når jeg skulle i skole dagen efter.. Men hun vidste desværre også at jeg ikke turde sige nej når vi sad sammen med alle hendes venner.

Jeg behøvede slet ikke svare hende. Hun vidste jo godt at hun havde fanget mig. Det var det eneste jeg hadet ved Lisa. Hun vidste altid hvad hun skulle gøre for at få sin vilje.
 

Jeg sad i timen og prøvede på at finde på en god undskyldning for hvorfor jeg ikke skulle med i byen. Men jeg kunne ikke komme på noget som Lisa ikke kunne finde en løsning på….

Da vi kom hjem, gik jeg lige ind på gæsteværelset (mit værelse) Jeg smed mig på sengen og sukkede.
Jeg hørte det bankede på døren. ”Jaaaah” brummede jeg lidt irriteret da jeg havde på fornemmelsen at det var Lisa. Døren gik op og Alexanders hoved kom frem.
”Forstyrre jeg?” kom det stille fra ham.
Jeg satte mig op i sangen ”nej nej” sagde jeg og prøvede på ikke at se alt for træt ud.
Han kom ind og lukkede døren efter sig.
Han kløede sig lidt nakken ”det er lidt pinligt at spørge om” mumlede han.
Jeg fik en klump i halsen.. hvad var det der var så svært at sige? Og hvorfor så han så nervøs ud.
Alexander sukkede ”jeg har fået virkelig dårlige karaktere i matematik, og jeg er nød til at få mit gennemsnit op inden jeg dementere.. ellers kan jeg ikke komme ind på min uddannelse” mumlede han flovt.

Jeg så overrasket på ham ”så… du vil have at jeg hjælper dig med dine lektier?” spurte jeg. Alexander så virkelig ikke ud til at dette var noget han syntes var fedt at skulle spørge om. ”hvis det ikke er til for meget ulejlighed” sagde han og så ned.
Jeg kunne ikke lade vær med at smile af ham. ”nej slet ikke.. vi kan jo lave lektier sammen, så kan jeg hjælpe dig med det du er svært ved” sagde jeg med et medfølende smil.

Alexander så på mig med et smil ”tak.. det er virkelig sødt af dig”
Jeg rejste mig fra sengen og fandt min taske frem. ”vi kan jo begynde med det samme, jeg har en del lektier for og noget siger mig at du også har det” sagde jeg og smilede.
Alexander nikkede ”jeg henter lige mine bøger” sagde han og gik ud af værelset. Jeg satte mig ved mit sofabod på sengen. Der gik ikke længe før Alexander var tilbage med alle sine bøger. Han tog min kontor stol, og satte sig foran mig.

Jeg hjalp Alexander med en del matematik, men jeg havde også sagt til ham at han bare skulle sige hvis der var noget han ikke forstod, og at jeg nok skulle se om jeg kunne finde ud af det.
Mens vi arbejdede, kunne jeg ikke helt lade vær med at lægge mærke til var stille og koncentreret han var.
Normalt kunne Alexander ikke holde sin koncentration i mere ind 3 minutter af gangen, og han var i hvert fald ikke stille imens. Men nu sagde han kun noget hvis der var noget han ville spørge om.

Vi havde siddet og arbejdet et par timer, da min dør pludselig gik op og Lisa kom ind. Hun stoppede brat op da hun så at Alexander sad inde på mit værelse.
Hun så ikke ligefrem tilfreds ud. ”hvad laver i?” spurte hun lidt bestemt. Alexander så op på hende ”vi lave lektier… hvad ser det elles ud til?” svarede han igen på en måde som kun en storebror kunne.
Lisa fik et stramt udtryk i ansigtet. Hun så på mig ”kan vi to lige tale sammen?” spurte hun. Og der var noget i hendes stemme og blik, ja hele hendes udtryk gjorde at jeg vidste at der var noget galt. Jeg rejste mig smilede afslappet til Alexander der også så lidt bekymret ud.

Vi kom ud på gangen, og jeg lukkede døren efter os. Lisa stod der ude med armene over kors, og så ned i gulvet. ”er der noget galt?” spurte jeg selvom jeg godt vidste at der selvfølgelig var noget galt. Lisa stod et stykke tid uden at sige noget, men så, så op på mig.

”jeg er ikke vild med at du bruger alt den tid sammen med Alexander!” sagde hun lidt skabt. Jeg så overrasket på hende og kunne ikke helt lade vær med at rynke brynene. ”hvorfor ikke?” spurte jeg undrende.
Lisa så lidt ned. ”det virker bare forkert” sagde hun så. Jeg forstod hende ikke. Jeg kunne ikke se det dårlige i at Alexander og jeg var gode venner når nu vi boede sammen.
”jeg forstår det altså ikke… Jeg mener vi bor jo sammen og du er jo som en søster… så ville det da være helt naturligt hvis Alexander og jeg også var som søskende.” Mere nåede jeg ikke at sige før jeg blev afbrudt ”MEN DET ER I IKKE!” udbrød Lisa. Jeg så både forskrækket og overrasket på hende. Hun så på mig ”Hvis du ikke har følelser for ham, skal du lade vær med at give ham forhåbninger!” sagde hun lidt strengt.

Min vejrtrækning stoppede. Forhåbninger? Jeg gav ham da ikke forhåbninger.. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg anede ikke at Lisa tænkte sådan om mig.
Jeg så ned og var helt mundlam. Lisa sukkede ”hør… det er ikke for at være ond, men… hvis det fortsætter.. så tror jeg ikke du kan bo her mere” kom det fra hende hvorefter hun gik.

Jeg så måbende efter hende. Mente hun virkelig det? Hvordan kunne hun sige sådan noget?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...