Kærlighed med hugtænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2015
  • Status: Igang
Vanessa er træt af at være den eneste af sine veninder der ikke har haft sex med en fyr. Derfor beslutter hun sig for at der skulle gøres noget ved det, enlig har hun besluttet sig for at det skulle være en fremmet fyr. Men der bliver lavet om på alle hendes planer da der kommer en høj, mørk og mystisk fyr ind i hendes liv.
(undskylder for stavefejl er nemlig lettere ordblind)

30Likes
138Kommentarer
9219Visninger
AA

20. Faret vild..

~~Det var utroligt!
Alt omkring mig var så smukt. De store tykke, mos dækkede og meget høje træer, som ragede mere ind 20 meter op i luften, og dannede et tæt tag over skoven, hvor kun enkelte små sol stråler kunne trænge ned gennem.
Men selvom der var meget skygge, var skovbunden fyldt af liv.  Masser af små blomster, svampe og Indsigter var over alt.
Fugle sad i trækronerne og sang, ind i mellem var jeg ved at få et hjertestop over en fugl der pludselig lettede ved siden af mig.

Jeg ved ikke helt hvor længe jeg havde gået, et par timer måske, men i hvert fald var jeg kommet til en lille kløft ud mod søen. Jeg så ud over søen, g fik pludselig øje på hytten på min højre side. Den var ret langt væk, jeg måtte have gået mindst en til to kilometer for at være kommet så langt væk.
Jeg satte mig på kanten og så ud over vandet. For en gang skyld slappede jeg af.
Der lød en knassen bag mig og jeg vende mig hurtigt, hvad hvis det var en bjørn? Men det var det ikke, det var en sød lille kanin. Jeg sad og betragtede den da et billede pludselig poppede op i hovedet på mig.
Billedet og tanken om den aften Wolder var kommet til skade og kaninen. Jeg havde svært ved at huske hvem der havde fanget den stakkels kanin. Pludselig kom der et ansigt frem… åh gud.. det var… Max.
jeg så Indestængt vist  over mod hytten. Lige nu lå Max og sove i den samme hytte som hun skulle sove i.
jeg sad lidt, på den anden side, var det også ham der havde taget sig af mig, eller det med Jason. Jeg kunne mærke en knude i maven, og den kom hver gang jeg tænkt på Jason. Hver gang jeg kom i tanke om det der var sket.. så var det som om min mave snoede sig sammen.
Jeg så ned i jorden og tænkte over hvad jeg skulle gøre, i realiteten, kunne jeg gå hjem og hente mine ting og forsvinde uden at Max eller nogle af de andre kunne gøre noget ved det.. men på den anden side.. hvor skulle jeg tage hen?
Jeg kunne mærke mine kinder blive varme.. og mine øjne fugtige. Pludselig følte jeg mig som den ensomste person i verden.
Jeg trak benene op til mig og begravede mit ansigt i mine knæ. Jeg tror jeg sad der en time eller mere, og da jeg besluttede mig for at gå tilbage, var det ved at være sent.
Jeg gik den samme vej som jeg kom fra… troede jeg da. Men efter et stykke tid, kunne jeg tydeligt se at jeg ikke havde været i denne del af skoven før
Jeg så mig omkring, og prøvede på at fornemme hvad hjem jeg skulle gå, men det var umuligt. Jeg kunne ikke engang se søen mere.
Okay dette var skidt, hvordan skulle jeg finde hjem her fra?
Jeg fortsatte med et gå et godt stykke tid, jeg kunne fornemme hvordan tiden gik, og det blev mere og mere mørkt, og solnedgangen var ved at lægge sig over skoven.

Til sidst kunne jeg ikke mere, jeg satte mig op af et træ. Jeg kunne mærke tårrene presse sig på. Og jeg den ensomme følelse kom tilbage. Jeg tænkte at det ville være nemmere hvis jeg bare døde af sult her ude.. Så skulle jeg ikke bekymre mig om alle de ting mere.
jeg sad med mit ansigt begravet i mine knæ og tårende blev til hulken, og til sidst sad jeg og stor tudet.
Jeg kunne ikke holde det tilbage mere.
Jeg var nød til bare at få de ud, alle de ting der foregik lige nu, min mor der rejste fra mig… Lisa som jeg blev uvenner med… Jason… dem alle sammen.
Jeg kunne høre hvordan skovens natte lyde så småt begynde,  og hvordan de skræmte mig. Jeg kunne mærke kulden der begynde at krybe ind mod min barre arme.
Og jeg fornemmede hvordan mellemrummet mellem trærenes stammer begynde at blive mørkere og mørkere.

Til sidst kunne jeg næsten intet se. Der var HELT mørkt over det hele. Min krop var begyndt at ryste på grund af kulden.
Jeg ved ikke hvor længe jeg havde siddet der, eller hvad klokken var. Jeg kunne ikke lade vær med at ønske at Max ville finde mig.
Jeg havde ikke rat meget mere ind ønsket det, før jeg hørte en knasend. Som et skridt. Jeg så forbløffet op, det kunne kun være Max. Det var det eneste jeg tænkte.
Men skikkelsen der kom ud fra mørket var ikke Max.
Jeg spærrede øjne op og prøvede på at rejse mig, men det var svært efter som jeg havde siddet i den samme stilling i noget der mindede om en time eller mere. Og Kulden hjalp heller ikke på det.
”hvad laver du her?.... hvordan fandt du mig?” udbrød jeg skrækslagen.
”jeg kunne fornemme at der var noget galt” lød en velkendt stemme. Ud fra mørket tråde Jason.
Jeg fik enlig kæmpet mig op. Jeg begynde at gå baglæns mens jeg stadig holde øje med ham.
Han så på mig med et undskyldende blik. ”Vanessa.. jeg er virkelig ked af det…” sagde han med en næsten ynkelig stemme.
Jeg prøvede på ikke at tro ham.. Det han havde gjort var slemt, og jeg fik kvalme bare af at tænke på det.
Han trådte frem mod mig. Jeg gik hurtigt tilbage ”bliv væk!” udbrød jeg mens jeg haltede væk fra ham. Mine ben gjorde stadig ondt, og jeg havde svært ved at få dem til at makke rat.
Jason så overrasket på mig, men fortsatte med at gå mod mig ”Vanessa hør nu…”  ”NEJ!!... LAD MIG VÆRE!” jeg fik mere og mere lyst til at skrige af ham.
Jeg kunne ikke glemme det han havde gjort, ikke blot havde han tvunget mig til at have sex med mig, han havde også bidt mig og drukket af mit blod.

Jeg skulle lige til at vende rundt og løbe, da der på få sekunder blev lavet en bevægelse fra Jasons side, og med et stod han lige foran mig.
Han tog blidt fat  i min arm ”hør nu på mig” sagde han bønfaldene.
Jeg blev så forskrækket og bange at jeg skubbede til ham ”SLIP MIG!!” skreg jeg, og satte i løb.
Mine ben gjorde forfærdelig ondt, det var som om der blev stukket knive i dem hver gange jeg flyttede dem. Men frygten overgik smerten, tårende løb ned af kinderne på mig. Jeg kunne høre at han fulgte efter mig, og jeg vidste inderst inde i mit hoved at jeg jo ikke kunne løbe fra ham, men mine indsigter sagde at jeg ikke måtte stoppe.  
Jeg kunne næsten ikke mere, og skrækken og frygten byggede sig op. Jeg udstødte et skrig, jeg ved ikke selv hvorfor måske i håb om at nogle ville høre det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...