Kærlighed med hugtænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2015
  • Status: Igang
Vanessa er træt af at være den eneste af sine veninder der ikke har haft sex med en fyr. Derfor beslutter hun sig for at der skulle gøres noget ved det, enlig har hun besluttet sig for at det skulle være en fremmet fyr. Men der bliver lavet om på alle hendes planer da der kommer en høj, mørk og mystisk fyr ind i hendes liv.
(undskylder for stavefejl er nemlig lettere ordblind)

30Likes
138Kommentarer
9265Visninger
AA

18. Et uhyggeligt minde

~~Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige eller gøre. Og hvad KUNNE jeg gøre? Jeg mener, jeg var blevet overfaldet, bidt og… voldtaget af min kæreste… Eller Ekskæreste.. kunne det blive værre? Men underligt nok, var det underlige lige nu, at jeg sad på Max’s værelse, hvor jeg ALDRIG havde været før. Det var den dør jeg ikke måtte gå ind af, og han lod aldrig sin dør stå åben.

Men mens han bar mig væk fra mit værelse, og væk fra… Jason. Lagde jeg bare mærke til at vi gik ned af gangen, og ind af denne dør.
Nu sad jeg på hans seng, stadig med min dyne viklet om mig. Max var ude og hente en førstehjælps kasse.
Kort efter kom han ind, han stod et kort øjeblik i døren og så på mig, hvorefter han så ned og lukkede døren efter sig. Han satte sig på hug foran mig og åbnede kassen på gulvet. Han sagde ikke en lyd. Det var der ingen af der gjorde. Han tog en vatrunddel op og hælde noget gennemsigtig væske ud på den. Han så kort på mig, og lagde så forsigtigt sin tommelfinder på venstre hånd på min kæbe, og skubbede bidt til den, så jeg dejede hovedet.
Han dubbede forsigtigt med vatrunddelen på de to huller der nu var på min hals, det sveg og jeg gispede en enkelt gang. Max fjernede den og så på mig ”gør det ondt?” spurte han.
Jeg rystede bare på hovedet, og trak dynen långere op mod hagen. Max sad først lidt uden at gøre noget, men fortsatte så.
Jeg prøvede at bide smerten i mig. Men det var svært.
Da han var færdig, satte han et plaster på. ”må jeg se dine hænder?” kom det pludselig fra ham. Jeg blev lidt overrasket, hvorfor ville han se mine hænder? Jeg mener ja, de gjorde lidt ondt, men der var da ikke noget galt med dem.
Jeg rakte dem frem, og blev selv forskrækket over synet. Begge mine håndled var helt lyslilla. Ligesom hvis man havde fået et blåt mærke. Men mit sad om begge og Hele mit håndled.
Max holde forsigtigt om dem ”det er heldigt at han ikke nåede at brække dem” sagde han og smurte dem så med noget salve der skulle gøre at det ikke gjorde nær så ondt.
Jeg så overrasket på ham ”er han i stand til det?” spurte jeg. Enlig ved jeg ikke hvorfor jeg spurte, for jeg kende vidst godt svaret.
Max så op på mig ”du undervurdere vores styrke, og det kan ende med at blive RIGTIG farligt for dig” sagde han.
Jeg så skamfuldt ned, jeg vidste han havde ret. Jeg havde jo heller aldrig troet at Jason ville kunne finde på at gøre sådan noget imod mig. Men det var det han havde… Og nu sad jeg her uden tøj på i et hus med en masse … øh … vampyr, som jeg enlig ikke rigtig kende.. og jeg havde ingen andre steder at tage hen.
Pludselig bankede det på døren. Jeg ved ikke hvorfor men jeg fik ondt i maven, og jeg krummede mig sammen i dynen. Jeg tror også Max, blev lidt nervøs for at det skulle være en HELT bestemt Vampyr, i hvert fald stilte han sig op foran mig, så han nærmest skjulte mig.   
Men den der kom ind var Reymond. Han så kort på Max hvorefter Max flyttede sig.
Reymond satte sig på sengen ved siden af mig. ”jeg er så ked af det Vanessa” sagde han. Han klemte mig en enkelt gang. ”Hvis jeg havde vidst dette kunne ske… så havde jeg ikke ladet dig uden opsyn” sagde han.
Jeg kunne ikke lade vær med at tude igen, det hele kom frem i mig igen. Og jeg så det hele ske igen og igen inden i mit hoved.
Men måske også fordi jeg ikke vidste hvad jeg nu skulle gøre.. hvor skulle jeg tage hen? Jeg havde ingen steder at være, og havde ikke råd til et hotel.
Jeg så op på Reymond ”hvad nu?... jeg kan ikke blive her” mumlede jeg. Jeg så ned i gulvet igen.
Reymond nussede mig på ryggen uden på den tykke dyne. ”du kan tage ned til væres skov hus” sagde han. Jeg så overrasket på ham ”men…” Reymond afbrød mig ”du skal ikke sige noget, jeg kan ikke bare smide sig ud, men det er heller ikke sikkert for dig at være her…” sagde han.
Jeg så ned og nikkede. Jeg vidste han havde rat, og jeg var taknemlig for at jeg kunne få lov til at bo i skov huset.
”Hun kan ikke være der alene!” kom det bestemt fra Max. Reymond så op på ham ”Max..” Max afbrød ”han ved hvor hun er lige meget hvor langt væk vi tager hende, og han vil helt sikkert opsøge hende” sagde han fast.
Jeg bed mærke i noget at det Max sagde… især det med at Jason ville kunne vide hvor jeg var… men hvordan det?
”jeg tror ikke dette vil ske igen, Jason er meget påvirket af dette” sagde Reymond stille. ”jeg er ligeglad om han så lå og var ved af dø af blodtørst, det giver ham ingen rat til at…” ”nej Max… det gør det ikke.. men du må huske på at Jason er en yngste af os alle.. selvom jeg troede det, så er Jason desværre ikke Helt stabil endnu” sagde han.
Max rynkede brynene men sagde ikke noget.
Reymond flyttede en lok af mit hår om bag mit øre. ”jeg for Lilly til at pakke dine ting sammen” sagde han.
Jeg nikkede som tak. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, jeg havde lyst til at sige tak, men enlig syntes jeg heller ikke der var noget at takke for.
Reymond rejste sig og skulle til at gå ud af værelset udbrød Max ”jeg tager med hende… hun skal ikke være alene” kom det bestemt fra ham.
Reymond så først på Max og derefter på dig. ”hvad siger du til det Vanessa?” spurte han. Jeg blev rat overrasket. Jeg havde ikke regnet med at Max var så opsat på at jeg var okay.
Jeg sad lidt men så, så kort op på Max. Han smilede ikke eller noget. Det gjorde han sådan set aldrig, så hvorfor skulle han gøre det nu?.. Jeg så lidt ned. Men nikkede så til Reymond. ”det ville være rat med en der nede… i hvert fald bare i starten” sagde jeg Reymond nikkede og forlod værelset.
Jeg så tøvende op på Max. ”tak” mumlede jeg. Max pakkede medicin kassen sammen. ”hvis der er nogle der finder en død pige i et af vores huse, så vil det skabe for meget opmærksomhed, og vi risikere at blive afsløret” sagde han bare.
Jeg så ned, jeg kunne ikke helt lade vær med at blive skuffet over hans kommentar. Jeg troede han gjorde det for min skyld.. men på den anden side havde han rat.
Der gik ikke længe før alle mine ting var pakket og jeg sad i bilen klar til at køre. Max skulle vidst have nogle oplysninger af Reymond som jeg ikke måtte høre. De stod og snakkede lidt, mens jeg bare sad og ventede i bilen. Det var en mild aften men stadig køligt. Max havde tændt for bilen og varmen for at jeg ikke skulle fryse.
Efter lidt tid, kom Max ned til bilen. Han satte sig ind uden at sige noget. Han satte bilen i gear og begynde at trille. Da vi trillede forbi huset, fik jeg set op mod mit eget vindue.
Jeg fik næsten et chok. Jason stod og så ud af det. Jeg havde ikke set eller talt med ham efter det var sket. Og jeg ved heller ikke hvad jeg skulle sige.
Men selvom alt dette var sket, kunne jeg ikke lade vær med at få lidt ondt af ham. Han så, så trist ud. Det var næsten som om alt glæde var blevet suget ud af ham… af os begge. Men som jeg så på ham, kunne jeg også mærke at jeg SLET ikke var klar til at tilgive ham.
Det nev inden i mig, og jeg fik en følelse af at skulle kaste op.
Jeg så hurtigt væk. Og så ned i gulvet. Men da vi nåede til enden af indkørslen, kunne jeg alligevel ikke lade vær med at kigge tilbage på det der for lidt siden var mit reserve hjem, og som nu kun var et sted jeg helst ikke ville tilbage til.
 
Et sted med et uhyggeligt minde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...