Kærlighed med hugtænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2015
  • Status: Igang
Vanessa er træt af at være den eneste af sine veninder der ikke har haft sex med en fyr. Derfor beslutter hun sig for at der skulle gøres noget ved det, enlig har hun besluttet sig for at det skulle være en fremmet fyr. Men der bliver lavet om på alle hendes planer da der kommer en høj, mørk og mystisk fyr ind i hendes liv.
(undskylder for stavefejl er nemlig lettere ordblind)

30Likes
138Kommentarer
9278Visninger
AA

25. Bliv min..

Hvorfor havde jeg denne følelse? Som om jeg skulle have dårlig samvittighed… Men.. det skulle jeg da ikke.. Jeg mener, det var jo hans blod der gjorde dette ved mig. Og ikke mig.. men..
Det var jo mig der havde startet med at kysse ham.

Jeg så ned, og undveg hans blik. ”jeg stikker ikke af.. men..” Jeg kunne mærke klumpen i halsen. Men hvad?... Hvad kunne jeg overhoved sige?..
”men hvad?” kom det fra Max. Selvfølgelig spurgte han.. selvfølgelig.

Jeg sukkede og så op på ham, ”men.. hvis jeg ikke går nu.. sker der det samme som i går aften” jeg kunne lige så godt indrømme det. Han kunne jo mærke at der var noget.. jeg kunne ikke lyve.

Max så først en smule overrasket ud. Jeg mærkede et ryk i min arm. Jeg var lige ved at falde over mine egne føder da jeg mærkede noget grab mig, og hvordan min krop derefter blev klemt ind mod noget.
Jeg åbnede øjnene og så ind i Max,s skulder. Jeg ville rette mig op, og skubbe mig væk, men Max’s grab var for fast.
”M..Max..hvad laver du?” fik jeg frem stammet mens jeg stadig prøvede at vriste mig fri. Han svarede ikke, men jeg mærkede hvordan hans ene hånd grab fat om min kæbe og trak mig op mod ham.
 

Jeg spærrede øjnene op da jeg mærkede noget blødt og fugtigt mod mine læber. Jeg stirrede lige ind i Max’s ansigt, og jeg bemærkede at han åbnede øjnene, og så direkte på mig. Hans blik var underligt.
Som om han vidste at jeg ikke ville kunne stå imod. Men.. også som om han ville sige at det var helt okay.
Jeg vred mig for at komme fri, og jeg prøvede at flytte mit hoved, men hver gang det lykkedes mig at fjerne mine læber fra hans, blev de indfanget igen.
Hans grab om både min kæbe og min krop var fast, og jeg undrede mig kort over hvordan EN mand kunne holde SÅ godt fast

Jeg begynde at slå mod hans brystkasse i håbet om at det ville hjælpe.. Men det var ikke kun Max’s styrke jeg kæmpede imod. Det var også min indre lyst.. Jeg blev ved med at slå.
Hvordan kunne han dog gøre dette mod mig?.. Hvordan kunne han få sig til at gøre dette?.

Jeg kunne mærke tårrene løbe ned af mine kinder, og jeg kunne mærke mine kræfter svigte mere og mere. Jeg kunne ikke mere.. Først Jason og nu Max.
Jeg kunne føle hvordan mine ben ikke længere ville mere, og de sank sammen under mig. Og endelig løsnede Max’s grab sig, og hans læber forlod mine, for at lade mig falde til jorden.

Jeg hev efter vejret, ikke fordi jeg ikke havde kunne få luft. Men fordi jeg kunne mærke den store knude i min mave, jeg kunne mærke hvordan den snoede sig og hoppede rundt der inde, og gav mig følelsen af at skulle kaste op, mens jeg ikke kunne holde mine hulk tilbage.

Max så forskrækket på mig og satte sig med det samme ned foran mig ”Vanesse?!... hvad sker der?!” udbrød han.
Men jeg kunne ikke svare ham.. min grød tillod mig ikke at sige noget.

Max sad et kort øjeblik og så bare hjælpeløs ud, indtil han vidst nok opfattede hvad der skete. Han slog atter armene om mig, og jeg skulle lige til at slå hans arme væk da jeg fornemmede at dette grab var meget mere  blidt og hvorefter jeg hørte hans ord mod mit øre ”undskyld!... det var ikke min mening” Mine hulk blev lavere og lidt efter lidt blev det blot en snøften.

Mit hjerte satte farten ned, og jeg kunne igen trække vejret. Han kunne mærke at min krop slappede af.
Max trak sig en smule væk, og så på mig. Jeg tog mod til mig og så op på ham.. det kan ikke havde været et kønt syn, mit ansigt var rødt og vådt af tårrene.  Mine øjne var sikkert allerede nået at blive blodsprængte.
Jeg lod kun vores blikke mødes for en kort stund før jeg så ned igen.

Underligt nok skammede jeg mig over at sidde her og tude. Max sukkede en enkelt gang ”nu kan jeg da snart ikke gør dig mere rundforvirret hva?” sagde han med en undskyldende stemme. Og han havde nok ret.. nu havde jeg både Kysset ham, råbt af ham, slået ham og tudet foran ham.. Hvad skulle der eller til?

Jeg så op på ham ”det er ikke din skyld… du vidste jo ikke hvad dit blod ville gøre” sagde jeg og slappede lidt mere af.

Max rejste sig og rakte en hånd ned til mig ”kom… Jeg tror vi har brug for at få talt sammen” sagde han og kom med et smil.
Jeg så op på ham, og nikkede. Jeg tog hans hånd og kom op og stå.

 

Vi gik sammen op i køkkenet. Jeg satte mig i sofaen, og Max gik ud i køkkenet ”vil du have en kom te?” spurgte han. Og pludselig var det lidt som at være afsted med en ven.
Max virkede alslappet og derfor kunne jeg også.  Jeg så ud til ham ”ja tak” sagde jeg og så på fjernbetjeningen ”har du noget imod jeg tænder for fjernsynet?” spurgte jeg lidt højt for at han skulle kunne høre mig ude i køkkenet, hvilket ikke var nødvendigt efter som han ville kunne høre mig selv hvis jeg viskede.

”ja” lod der en stemme lige ved siden af mig. Jeg for sammen og så op mod stemmen. Max stod med en kop te i hånden og så spørgende på mig, da han ikke helt vidste hvorfor jeg blev forskrækket. Jeg åndede lettet op, og tog imod teen ”du må altså prøve at lade vær med det der… jeg er ved at dø af skræk hver gang” sagde jeg og grinte lidt.

Max så lidt undrende på mig og kunne ikke lade vær med at smile ”okay… jeg skal nok lære at trampe.. men det er ikke noget jeg gør med vilje.. vampyr er bare meget lydløse” undskylde han, og gik rundt om sofabordet for at sætte sig i den anden ende af sofaen.

Jeg fulgte ham med øjnene, ikke fordi jeg mistænkte ham for at ville gøre noget, men det var blevet mig en vane.
Jeg tog fjernbetjeningen og  tænde fjernsynet.
Der var kun kedeligt ting, så til sidst ende jeg bare med at lande på en kanal. Jeg første koppen op til munden, og tog en tår. Den var meget varm, men det var nu også rart.

Jeg bemærkede at Max sad og kiggede på mig, og jeg prøvede virkelig at undgå hans blik. Det var lidt ubehageligt at jeg kunne mærke hans blik hele tiden. Til sidst vende jeg blikket mod ham, og ganske rigtigt så var hans øjne fast løste på mig.
”Hvor længe tror du egentlig jeg er nød til at blive her?... jeg mener.. jeg har jo en skole at passe” spurgte jeg stille.
Jeg savnede mine klassekammerater og jeg savnede mit normale liv.. Selvom jeg godt var klar over at jeg nok aldrig fik det tilbage.

Max trak på skuldrende ”jeg ved det ikke.. Reymond ringede i nat, og fortalte at Jason havde været helt oppe at køre siden i går” sagde han
Jeg kom til at tænke på aften før. Jeg så lidt ned ”måske skulle jeg tale med ham” mumlede jeg, selvom jeg egentlig ikke havde lyst, men på den anden side, så var det nok det eneste rigtige at gøre.

Max så lidt bestemt på mig ”så tager jeg med dig” sagde han fast. ”Det behøver du ikke de andre er der jo” sagde jeg stille, og var ret sikker på at efter i går ville der ikke komme noget godt ud af at de to mødtes.
”jeg lader dig ikke tage der op alene.. ikke efter det han gjorde ved dig” sagde han bare bestemt, og så over mod det kedelige program i  fjernsynet.
Jeg kunne ikke helt lade vær med at smile, han gjorde det jo kun for min skyld.

 

Jeg sad og så lidt ned i gulvet ”Max?” mumlede jeg stille.
Max vende sin opmærksomhed mod mig atter igen. ”mhm” brummede han bare kort.
”hvad var det du ville tale med mig om?” spurgte jeg mens mine finger fulmede med koppen foran mig.
Max så kort ned, og rejste sig så. Han satte sig i sofaen ved siden af mig. Jeg kunne mærke mit hjerte begynde at hamre der ud af, af nervøsitet.
”Hvorfor glemmer du ikke bare Jason?” kom det pludseligt meget køligt fra ham. Jeg vende blikket mod han og så spørgende på ham ”glemmer ham?” mumlede jeg.
”Efter det han har gjort mod dig… så kan du vel umuligt have følelser for ham?”
Jeg blev mere og mere forvirret, hvorfor spurgte Max pludselig om sådan nogle ting? ”Det… det ved jeg ikke” svarede jeg stille.
Jeg kunne ligefrem se skuffelsen i Max’s øjne. Han så kort ned og derefter op på mig

”Vanessa!... Glem ham!.. Og bliv min i stedet! ” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...