Picture Perfect Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at rejse tilbage i tiden? Ville du rette op på alle de fejl, du har begået? Forhindre Hitler i at blive født? Eller måske bare genopleve de øjeblikke, der gør livet værd at leve? Det spørgsmål stiller Harry Styles sig selv, da han og sit band hver for sig får lov til at prøve det nyopfundne apparat, man kan rejse tilbage i tiden med. Men rejsen viser sig ikke at blive, som han ellers havde forventet. Som tilskuer finder han nemlig ud af en masse hemmeligheder om sin fortid, og specielt én pige, han aldrig ellers har lagt mærke til, tiltrækker hans opmærksomhed. At se sine barndomsvenner igen får ham til at indse, hvad han har mistet, og midt i virvaret af de mange minder tager Harry sig selv i at stille sig et spørgsmål: Vil han mon i virkeligheden hellere leve i fortiden?

356Likes
373Kommentarer
21695Visninger
AA

5. Ti år, 2004

Jeg burde have forberedt mig på tidsrejsen – uden tvivl. Det lod til, at hvis jeg ikke var indstillet på det, der ventede mig, når jeg landede i et nyt år, ville det påvirke den måde, jeg landede på. Det gjorde det i hvert fald, da jeg bogstavelig talt fløj ned fra loftet og landede på trægulvet – dog var jeg så heldig, at mit hoved landede på det lidt blødere gulvtæppe.

  Jeg vendte mig på siden med et støn og udstødte et suk. Jeg måtte virkelig finde ud af, hvordan man forhindrede det her i at ske – ellers ville jeg komme tilbage til 2013 med alle mine knogler brækkede.

  Resten af min familie sov. Selvom jeg befandt mig på stueetagen, kunne jeg alligevel høre de dybe vejrtrækninger, som kom fra værelserne ovenpå. Det var trods alt nat, så det gav lidt sig selv, hvorfor de ikke var vågne. Selv var jeg en anelse træt, så det var med udmattede skridt, jeg bevægede mig op imod mit gamle værelse, hvor en tiårig Harry lå. Udenfor var daggryet ved at vise sit ansigt, men mørket ville endnu ikke give slip på himlen, så den blå farve var nuanceret og varieret.

  Før jeg faldt i søvn, mindede jeg mig selv om, at jeg måtte finde et bedre sted af hvile mig end på gulvet, men jeg var for træt til at tænke nærmere over det, så på få minutter var jeg gledet bort.

 

 

”Har du husket din madpakke, Harry?” spurgte min mor roligt om med ryggen til mit yngre jeg, som sad og skrabede den sidste yoghurt af skålen foran sig af i et forsøg på at tømme al indholdet.

  ”Mm-hm.” Han sendte min mor et forsikrende nik, inden han kom skeen i munden, og det mindede mig om, at jeg skulle tage min pastil, så det gjorde jeg hurtigt. 

  ”Jeg tænkte lidt på … Er det ikke på tide, du snart begynder at smøre din madpakke selv?” Hun vendte sig om mod Harry med et forsigtigt, lille smil, men det eneste, han gjorde, var at stirre på hende med store øjne, som var hun sindssyg.

  ”Nej, jeg er kun ti!” protesterede han gravalvorligt, og min mor slog en latter op.

  ”Det ved jeg, men mor har travlt, ved du nok. Det er ikke så let at være enlig mor,” betroede hun ham.

  ”Så find dig en ny mand,” foreslog mit yngre jeg, og nu var det min mors tur til at spærre øjnene op.

  ”Vil du virkelig have det?”

  ”Hvis det kan gøre dig glad, så selvfølgelig da.”

  ”Det er bare … Er der ikke den der regel om, at barnet altid skal hade sine stedforældere?” Endnu en gang gav hun et grin fra sig. Det var dejligt at se, at hun ikke længere var så oprevet, som hun havde været i 2001. Hun var glad igen, og selvom jeg som 19-årig stadig af og til kunne misunde dem, hvis forældre ikke var skilt, så vidste jeg, efter at have set alt det her, at hun havde truffet den rette beslutning. Min far havde virkelig trukket ned på hendes humør. Jeg havde altid troet, at grunden til, de blev skilt, var, at følelserne for hinanden bare var forduftet, men nu vidste jeg bedre.

  ”Jeg går mere op i, at du er lykkelig.” Vise ord fra en tiårig.

  ”Jeg er også lykkelig,” svarede min mor, og jeg kunne se, at hun var rørt over sin søns ord – jeg var selv lidt rørt over mine egne ord. Tænk, at jeg havde sagt det til hende. Det huskede jeg slet ikke noget om at have gjort, ”så længe jeg har dig og Gemma.”

  Min mor strøg en hånd over det krøllede hår, der tilhørte mit yngre jeg, og kyssede ham kort på panden, inden hun vendte tilbage til at stå ved komfuret. ”Apropos Gemma, skal hun ikke til at stå op?”

  ”Hun møder vist sent i dag,” forklarede Harry.

  ”Er du sikker på det? Så vidt jeg husker, er det ikke det, der står på hendes skema,” mumlede min mor med rynkede bryn.

  ”Spørg ikke mig, det var hende, der sagde det,” forsvarede han sig selv og trak på skuldrene, ”men Gemma plejer ikke at pjække, så hvorfor skulle hun lyve?”

  ”Er hun oppe på sit værelse?” En bekymring var begyndt at lyse ud af hendes ansigt, og pludselig stod det hele klart for mig – og det var bestemt ikke en behagelig tanke, der nu fyldte mit hoved.

  ”Det tror jeg. Der var hun i hvert fald, da jeg sidst tjekkede, men jeg er alligevel ikke helt sikker, for hun gemte sig under dynen. ”

  ”Men talte I ikke sammen?”

  ”Jo, jo, men hun kiggede bare ikke på mig. Det kan vel ikke have været en båndoptager, der svarede mig … vel?”

  ”Vær nu ikke fjollet, Harry. Den slags sker kun i film.” Et kort øjeblik vendte varmen tilbage i min mors øjne, og der var et strejf af munterhed i stemmen, men det forsvandt så hurtigt, som det var kommet. ”Jeg tjekker altså lige op på Gemma, og derefter kører jeg dig i skole.”

  ”Jeg kan godt selv gå, hvis det er,” tilbød han og stillede skålen, som før havde indeholdt yoghurt, ved siden af vasken.

  ”Jeg vil gerne køre dig.” Og med de ord sagt bevægede hun sig ovenpå, og selvom jeg befandt mig i køkkenet med Harry, hørte jeg alligevel det højlydte gisp og derefter arrige udbrud.

  ”Gemma, hvad er der sket?” Selvom jeg kun svagt kunne tyde ordene, var de klare i mit hoved, som havde nogen malet dem på indersiden af mit kranie. Jeg vidste, at mit yngre jeg også havde hørt ordene – både fordi jeg selv havde været ham og oplevet alt det, han gennemgik netop der, men også fordi hans ansigt udtrykte alt: chokket over det høje toneleje, frygt, fordi det lød virkelig alvorligt, undren over hvad der foregik, skyldfølelse over at han ikke selv havde bedt Gemma om at kigge på ham, imens han snakkede, og ikke mindst vrede, som både var rettet imod ham selv og den, der havde forårsaget hvad end, der var sket med hende. ”Nej, ved du hvad? Vi tager den her snak nedenunder!”

  Nogle fodtrin på trappen indikerede, at min mor og Gemma var på vej ned. Jeg overvejede kort at kigge væk, for jeg vidste, at et forfærdeligt syn ville møde mig, men i stedet udstødte jeg et suk for derefter at rette mit blik mod trappen, hvor jeg spottede to par fødder – det ene par bare og det andet par iført strømper. I takt med at mit hjerte begyndte at banke hårdere imod mit bryst, blev unge Harrys ansigt forvrænget i en skræmt grimasse, og jeg vidste, at det nok var en god idé, at mit blik forblev på hans ansigt. Jeg huskede endnu smerten af at se min egen storesøster så … såret. Jeg var også godt klar over, at jeg højst sandsynligt ville blive virkelig vred endnu en gang, for bare synet kunne forvandle mig til en tikkende bombe. Det var jo min søster.

  ”Harry,” udbrød min mor, da hun fik øje på den lille dreng med de blanke øjne og den åbne mund, der var tæt på at forme et perfekt rundet O. ”Jeg ved, jeg sagde, at jeg ville køre dig, men kan du gøre mig en tjeneste og tage derhen selv? Jeg er nødt til at hjælpe Gemma.”

  ”Men mor, hvad er der sket med hende?” lød den lyse, men alligevel drengede stemme. ”Er hun okay? Klarer hun sig?”

  ”Hun skal nok komme sig,” forsikrede min mor ham om. ”Tag i skole, skat.”

  ”Jeg vil blive her!” protesterede han, men min mor sendte ham et strengt blik og hvæsede derefter: ”Du skal passe din skole, skal du,” og aldrig havde jeg hørt hende sige noget i så koldt et tonefald. For anden gang i mit liv blev mit hjerte knust – og det gjorde lige så ondt, som det havde gjort den første gang, hun havde sagt det.

  Jeg blev stillet over for et dilemma, da unge Harry greb sin taske og smuttede ud ad døren, for jeg vidste ikke, om jeg skulle blive eller ej. For at være helt ærlig var jeg bange for, at det, den unge udgave af mig netop havde misset chancen for at finde ud af, ville være noget helt hjerteknusende, og jeg vidste ikke, om jeg var klar til at høre alt. Efter det med min far var det gået op for mig, at der virkelig var mange alvorlige ting, jeg endnu ikke kendte til. Og jeg vidste ikke, om jeg var klar til at kende til dem. Nysgerrigheden vandt dog over trangen til at følge efter mit yngre jeg, og inden længe havde mit blik flyttet sig fra den rødorange dør til min søsters forslåede ansigt.

  ”Fortæl mor, hvad der er sket,” forlangte min mor i et halvblidt toneleje, imens hun ledte efter vores førstehjælpskasse. Jeg hørte adskillige snøft, inden Gemma langt om længe begyndte at tale.

  ”D-det er Mason.” Mere blev der ikke sagt, men ud fra min mors ansigtsudtryk at dømme havde hun allerede regnet ud, hvad der var sket. Og det havde jeg også. Aldrig havde jeg mærket en indre vrede boble så meget inde i mig; jeg havde det bogstavelig talt, som om jeg var ved at koge over. Mason. Jeg huskede tydeligt navnet, lige så vel som jeg huskede hans ansigt. Det arrogante, jeg-er-bedre-end-dig-ansigt, der altid havde formået at gøre mig vred, men Gemma havde aldrig haft noget imod det – indtil de slog op i 2004, som også var det år, jeg befandt mig i. Og nu vidste jeg hvorfor.

  ”Jeg sagde jo, han var dårlig for dig. Du ved, hvordan ældre fyre kan være,” mumlede min mor, inden hun gav sig til at duppe Gemmas sår og skrammer i ansigtet. Derefter hentede hun en pose frosne ærter og gav Gemma besked på at holde det på sit blå øje.

  ”Virkelig, mor? Hvad-sagde-jeg-talen?” Min søster skød et øjenbryn i vejret og smilede svagt, hvilket fik min puls til at falde lidt til ro, for så længe hun kunne joke og smile (selv hvis det ikke udtrykte den største glæde), var hele verden endnu ikke faldet fra hinanden.

  ”Hvorfor slog han dig?”

  ”Han ville gerne have mig til at gøre ting, jeg ikke havde lyst til at gøre, men jeg gjorde det ikke, så han blev vred …” Jeg vidste med det samme, hvad hun mente med de ord, og det fik kun den puls, der netop var faldet lidt til ro, til at stige endnu en gang. Gemma havde været sammen med Mason, som var 15, i to måneder på det tidspunkt. Jeg gik ud fra, han til sidst var blevet træt af at vente, men forstod han ikke, hun kun var 12? 12.

  ”Jeg ringer til hans forældre og – ” ”Nej, mor, vær sød at lade være. Jeg ved, han slog mig, men det er ikke sket flere gange.”

  ”Gemma, se dog dig selv! Nok er det kun sket én gang, at han har mistet besindelsen, men den ene gang gav han dig et blåt øje og en masse andre skrammer!” gav min mor vredt igen og trak sig fra min søster for at vandre frustreret rundt i cirkler. ”Du er kommet til skade. Det er nok grund til at ringe.”

  ”Han vil blive så sur på mig, hvis du gør det,” hikstede Gemma, og tårer var begyndt at løbe ned ad hendes blege kinder. ”J-jeg er bange.”

  Aldrig havde jeg set et så ulykkeligt blik i min søsters øjne, og det var nok til at få mig til at løbe hele vejen ned til skolen, hvor jeg vidste, han befandt sig. Med en vrede så stor, at den fik mit syn til at blive rødligt, begyndte jeg at spejde rundt i kantinen efter Mason. I stedet fik jeg øje på en ung dreng, som lå på gulvet og samlede sin frokost op, og det var ikke bare en vis dreng – det var Nick Clough. Drengen, der senere blev trommeslager i White Eskimo.

  ”Hey, er du okay?” Jeg genkendte stemmen som min egen – dog lidt mere skinger – samtidig med at jeg fik øje på unge Harry bevæge sig hen til Nick, og straks vidste jeg, hvad der ville blive svaret. For jeg huskede det her øjeblik, som havde det været dagen forinden.

  ”Ja, jeg er vant til det,” kom det sukkende fra Nick, som endelig havde fået de fleste madder ned i sin madkasse igen.

  ”Hvad mener du? Sker det her tit?”

  ”Mere tit end du aner. Tænk, at du ikke har bemærket det før nu.”

  ”Det er jeg ked af … Jeg plejer at sidde sammen med min ven, Will, og vi snakker altid så meget sammen, at jeg ikke rigtig tænker på andet, men han er ikke i skole i dag, så …”

  ”Det går nok.” Et svagt smil blev sendt i retningen af den yngre krøltop, hvorefter Nick rejste sig op og greb sin pose. ”Mit navn er for resten Nick.”

  ”Jeg hedder Harry. Hvis det er, kan du sidde sammen med mig i dag og også Will, når han nu kommer i skole?”

  ”Jo …” lød svaret. ”Det vil jeg gerne. Tak.”

 

 

”Hvordan gik det i skolen i dag?” Der var mere stille ved bordet end normalt og så alligevel ikke, for alle de dage, mit ur indstillede sig på at omdirigere mig til, var dage, hvor der var sket noget alvorligt – og det var som regel en dårlig ting. I hvert fald var jeg endnu ikke faldet over et godt år. Forhåbentlig ville det ændre sig snart.

  ”Godt. Jeg har mødt en, som hedder Nick, og han er virkelig sød. Han bliver bare mobbet ret ofte.”

  ”Hvordan mobbet?”

  ”De store tager hans mad og gør alt muligt ved den.”

  ”Det lyder da ikke for godt … Men jeg er glad for, du tager hånd om det, Harry.”

  ”Selvfølgelig. Men Gemma, hvordan går det med dig? Er du okay?” Sikke et emneskift.

  ”Ja, jeg skal nok klare mig. Lad være med at bekymre dig, okay?” Et smil blev sendt hen over bordet, hvilket fik stemningen til at blive lidt mindre tung. ”Det er ikke noget.”

  ”Hvordan har du fået alle de sår og skrammer? Er du også blevet mobbet i skolen?” Det gjorde ondt at se, hvor uvidende mit yngre jeg var. Så uvidende havde jeg selv været. Det var stadig ikke helt gået op for mig, at det var mig selv, jeg kiggede på. At det her var et glimt af min fortid.

  ”Ja, det er bare det. Men det har løst sig nu,” forsikrede min søster mit yngre jeg om, og det irriterede mig lidt, at hun løj, men jeg vidste, hendes hensigter var gode. Jeg kunne bare ikke give slip på lysten til at få Mason til at betale for det, han havde gjort imod hende. Hvordan kunne nogen dog finde på at behandle andre på den måde? Bare tanken fik mig til at rynke på næsen af væmmelse.

  ”Det er godt. Bare sig til, hvis jeg kan gøre noget, søs.” Det var tydeligt, han prøvede at virke mandig, men det virkede ikke just med den lyse stemme.

  Hun slog en latter op. ”Tak, men jeg tror, jeg klarer mig uden din hjælp. Spis nu op, så mor kan rydde bordet. Måske kan du få lov til at se en film før sengetid i aften, hvis du ikke har lektier for?”

  ”Må jeg godt det?” Harry vendte sig om mod min mor med de største hundeøjne. ”Pleeeeease.”

  Hun sukkede smilende. ”Okay så. Men så er det også ovenpå med dig med det samme og gøre klar til at gå i seng, så du bare kan gøre det lige efter, okay? Du ved, hvor søvnig du kan blive af sådan nogle film.”

  ”Tak!” hvinede han og gav hende et kort kindkys for derefter at fare op ad trapperne med en skål tomatsuppe efterladt tilbage.

  Selv fulgte jeg med, men denne gang betragtede jeg ham ikke, da han skiftede tøj og børstede tænder. I stedet lagde jeg mig udmattet på hans (min) seng og lukkede kort øjnene i. Jeg kunne vel godt tillade mig at hvile mig lidt i hans seng, imens han så den film. Dog gled jeg inden længe ind i en så dyb søvn, at jeg ikke engang vågnede, da fodtrin lød ude i gangen, og Harry trådte ind på sit værelse for at lægge sig til at sove. 

 

 

WEEEEEEEE, DEN ER PÅ FORSIDEN, TAK!!!!!!!!!! Beklager ventetiden, men jeg har været lidt besat af at se den serie, der hedder Teen Wolf, og derfor har jeg ikke lavet andet de sidste tre dage end at sidde og nørde det, ahaha. Nå, men her er endnu en dag fra hans fortid! Det er ikke sket i virkeligheden, og Gemma har aldrig datet en dreng ved navn Mason - havde bare brug for lidt fylde. xx

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...