Picture Perfect Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at rejse tilbage i tiden? Ville du rette op på alle de fejl, du har begået? Forhindre Hitler i at blive født? Eller måske bare genopleve de øjeblikke, der gør livet værd at leve? Det spørgsmål stiller Harry Styles sig selv, da han og sit band hver for sig får lov til at prøve det nyopfundne apparat, man kan rejse tilbage i tiden med. Men rejsen viser sig ikke at blive, som han ellers havde forventet. Som tilskuer finder han nemlig ud af en masse hemmeligheder om sin fortid, og specielt én pige, han aldrig ellers har lagt mærke til, tiltrækker hans opmærksomhed. At se sine barndomsvenner igen får ham til at indse, hvad han har mistet, og midt i virvaret af de mange minder tager Harry sig selv i at stille sig et spørgsmål: Vil han mon i virkeligheden hellere leve i fortiden?

356Likes
373Kommentarer
21649Visninger
AA

14. ■ Then

Hver dag efter skole stod hun dér og øvede. Hver dag var det den samme sang, de samme miserable toner, der mindede mig om en grædende engel. Der var en vis smerte over hendes hastige bevægelser, når hun skød hovedet frem og tilbage i takt med musikken. Mange af mine venner havde altid gjort lidt grin med, hvordan folk så ud, når de spillede violin, men jeg syntes, det var fascinerende. Det var som at betragte et stykke kunst – der var så meget gemt bag overfladen, som man nok aldrig nogensinde ville komme til at kende til.

  Jeg stod længe og observerede hende, imens jeg svagt kunne skimte lyden af tallerkner, der blev stillet på et bord, og klirrende bestik. Will var netop kommet hjem fra skole, men havde endnu ikke hilst på mig, hvilket formentlig skyldtes den ventende mad i køleskabet. Jeg gættede på, at han havde glemt sin madpakke og derfor ikke havde fået frokost – det var så typisk ham. Og han nægtede altid at købe noget i kantinen, fordi han mente, kantinedamerne havde spyttet i maden eller gjort noget andet klamt, men det kunne man heller ikke bebrejde ham, for alle retterne var enormt klamme. Så nu var han så i færd med at lave det helt store festmåltid herhjemme, for det var nemlig ulempen ved en sulten Will – han kunne ikke blive mæt.

  Der var så mange spørgsmål, der kørte rundt i hovedet på mig. Jeg vidste, hun havde kigget tilbage på mig i går, og så var spørgsmålet bare: Havde hun genkendt mig? Og hvis hun havde, fandt hun det så ikke bare en lille smule bizart, at jeg lignede en, der var mindst to år ældre end den dreng, man læste om i nyhederne? Jeg havde sådan lyst til at spørge hende om det hele, høre om de tanker, der kredsede rundt i hendes hoved, men samtidig vidste jeg, det ville være meget dumt at gøre. Der var bare noget fascinerende over hende – det var ikke, fordi jeg var overbevist om, at hun var min eneste ene, eller at jeg havde lyst til at fri til hende, for det var egentlig ikke kærlighed, jeg følte for pigen foran mig, det vidste jeg. I hvert fald ikke endnu.

  Hun var iført en blomstret kjole i dag, trods vejret ikke just tilpassede sig den. Faktisk var det så koldt, at jeg frøs en smule, selvom jeg var indendørs. Gulvet var altid det første til at skifte temperatur, og siden fødder var vores kilde til varme, havde kulden hurtigt spredt sig i hele min krop. Men Summer lod ikke til at bemærke det. Hun havde altid kjoler eller nederdele på (i hvert fald af hvad jeg havde set) – det var vel også dem, der passede hende bedst. Jeg kunne godt se hende i bukser også, men der var noget underligt dukkeagtigt over de fine træk i ansigtet, som gjorde hende så perfekt skabt for kjoler.

  ”Jeg ser, du overvejer at tage en uddannelse som stalker,” lød det bag mig, og smilet på Wills læber var tydeligt – bare lyden af hans stemme var nok til at lade mig vide, han sikkert havde et smørret grin placeret på læberne. ”Seriøst, mand, hvorfor er du så interesseret i hende? Hvis jeg ikke har gjort det klart nok, så er Summer off limits, især når du endda også er fra fremtiden. Har du bare tænkt dig at blive hængende her og lade 2013 klare sig uden dig?”

  ”Indtil mit ur duer, ja – og jeg er ikke helt sikker på, det nogensinde kommer til at fungere igen, så der er 99% chance for, at jeg er fanget her,” svarede jeg og vendte mig imod ham. ”Desuden er det ikke, fordi jeg ser noget helt specielt i hende. Hun er bare en pige, det ved jeg godt, og jeg er egentlig heller ikke forelsket i hende. Jeg har jo knapt nok snakket med hende.”

  ”Hvad er det så?” Han trådte nogle skridt frem og tog en bid af det æble, han havde i hånden.

  ”Det er en lidt lang historie,” mumlede jeg og tænkte tilbage på vores samtale om scones, ”svært at forklare.”

  ”Jeg har tid.” Han satte sig ned på gulvet og tog så endnu en bid af æblet. ”Jeg vil faktisk virkelig gerne høre din undskyldning for at stalke min nabo.”

  ”Jeg stalker hende altså ikke!” forsvarede jeg mig selv og skulle til at fortsætte, da jeg blev afbrudt med et: ”Så det, at du sidder og glor ud ad vinduet i et forsøg på at spotte hende hele dagen lang, kalder du ikke stalking? Det er måske bare diskret observering, eller hvad ville du kalde det, Harry?”

  Jeg sukkede tøvende og stirrede så ned på mine hænder. Okay, måske var det at stalke en lille smule, men hvad andet havde jeg egentlig at lave? Jeg var med tiden begyndt at forstå de mennesker, der blev sindssyge af at være spærret inde et sted, isoleret fra alle andre – der var jo intet at foretage sig og ingen at snakke med, i hvert fald ikke når Will var væk. Man kunne næsten undgå at miste lidt af sin besindelse.

  ”Hør, jeg har mødt hende før,” forklarede jeg. ”Summer kom engang forbi, da jeg arbejdede i bageren, men jeg lagde aldrig nogensinde helt mærke til hende. Da jeg så så hende forleden dag, slog det mig, at jeg som yngre slet ikke tog notits af folk og ting omkring mig. Jeg bemærkede ikke, hvordan folk altid sendte mig et smil, når jeg gik på gaden, eller hvor venlige de var. Og Summer var ingen undtagelse. Hun var så snaksaglig og glad og fablede om, hvordan bageriets scones var de bedste – hvilket vi begge kan blive enige om, hun har ret i – og der var den her varme, jeg straks fornemmede, selvom mit yngre jeg ikke gjorde det. Måske har jeg bare været lidt for ensom den seneste tid med både turnéerne og den her tidsrejse, men det var bare så opfriskende at se en sprudlende sjæl som hendes. Og derfor blev jeg vist revet lidt med.”

  ”Wow.” Han rynkede panden. ”Jeg håber godt nok ikke, du falder for mig.”

  Jeg slog en latter op. ”Bare rolig,” – jeg lagde en hånd på hans skulder, – ”det sker ikke foreløbig.”

  Hvor havde jeg savnet det her. At være omkring nogle venner, der bare kendte mig for den, jeg var. Selvom jeg da havde et godt forhold til Nick Grimshaw og Ed Sheeran, var det ikke det helt samme. Vi kunne sagtens snakke sammen uden problemer, og når jeg hørte deres navn, var der en hel masse minder, der fulgte med, men en lille tanke lå altid og lurede i baghovedet: De kendte mig ikke, før jeg blev ’ham fra One Direction’. På en eller anden måde blev man vel alligevel dømt lidt på baggrund af det – synet var altid en lille sløret, og her var det ikke så let som at finde et par briller med den rette styrke.

  For hver dag der gik, begyndte jeg at holde mere og mere af det her liv. Det her perfekte, rolige liv, jeg havde smidt væk for berømmelsen og pengene. De fleste, der ønskede at blive sangere, ville jo egentlig bare gerne blive anerkendt for det talent, de gik inde med, og jeg havde bare været endnu en. Men i 2013, faktisk allerede 2012, havde jeg lært, at jeg ikke havde det helt store talent. Jeg kunne ikke ramme alle toner, og nogle gange lavede jeg fejl, og så ville folk hakke og hakke og blive ved med at grave i det, selvom jeg i forvejen vidste, jeg havde kvajet mig. Folk skulle altid udpege alle de fejl, jeg kendte til, men også dem, der senere kom på listen over ting, jeg ville ønske, jeg kunne ændre. Selvfølgelig var de også positive, men det var egentlig primært mit udseende, de gik op i. Aldrig de indre kvaliteter.

  Hvor underligt det så end lød, savnede jeg faktisk en lille smule at være ham drengen med det gennemsnitlige udseende, for der var folk så sande over for mig. Nu var de næsten blændet af, hvem jeg var, og hvis de ikke var, hadede de mig formentlig. Hadede. Det var sådan et kraftigt ord, og alligevel blev det brugt så ofte. Oftere end jeg brød mig om.

  Da jeg drejede hovedet hen til vinduet igen, stod Summer og betragtede os med sine nysgerrige øjne. Trods jeg ikke kunne se hende helt klart og tydeligt, var blikket ikke til at tage fejl af; følelserne kunne spottes på lang, lang afstand. Violinen hang således slapt ned langs siden og virkede helt ensom og forladt, når den ikke blev spillet på. Den var der bare, og det blev tydeligt for mig, at hun ikke havde tænkt sig at øve videre. Ikke i dag. Lige i det øjeblik var jeg helt sikker på én ting: Hun genkendte mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...