Picture Perfect Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at rejse tilbage i tiden? Ville du rette op på alle de fejl, du har begået? Forhindre Hitler i at blive født? Eller måske bare genopleve de øjeblikke, der gør livet værd at leve? Det spørgsmål stiller Harry Styles sig selv, da han og sit band hver for sig får lov til at prøve det nyopfundne apparat, man kan rejse tilbage i tiden med. Men rejsen viser sig ikke at blive, som han ellers havde forventet. Som tilskuer finder han nemlig ud af en masse hemmeligheder om sin fortid, og specielt én pige, han aldrig ellers har lagt mærke til, tiltrækker hans opmærksomhed. At se sine barndomsvenner igen får ham til at indse, hvad han har mistet, og midt i virvaret af de mange minder tager Harry sig selv i at stille sig et spørgsmål: Vil han mon i virkeligheden hellere leve i fortiden?

356Likes
373Kommentarer
21675Visninger
AA

4. Syv år, 2001

Jeg vågnede den næste morgen ved lyden af en alarm. Søvnigt kiggede jeg på uret, som hang på væggen, og så, at klokken var halv syv om morgenen. Det var på tide at drage videre.

  Mit urs viser stod stadig på 1999, da jeg kastede et blik ned på det, og jeg gav mig til at fundere over, hvilket år jeg nu skulle udforske. Det endte med, at jeg blev enig med mig selv om, at jeg bare ville dreje skiven og se, hvor den landede – så måtte jeg lade skæbnen afgøre det for mig.

  Da jeg havde drejet den, klemte jeg hårdt mine øjne i og ventede blot på den voldsomme hvirvelvind, som højst sandsynligt snart ville gribe fat om mine lemmer og vikle mig ind i luftens fangarme, men det skete aldrig. I stedet mærkede jeg en blid brise lege lidt med mine krøller, og da jeg igen tillod mig selv at lukke mine øjne op, var alt forandret, eller ja – ikke alt. Jeg befandt mig nemlig stadig på mit gamle værelse, men nu var de selvlysende stjerner blevet taget ned. Og den Harry, jeg havde set for bare få minutter siden så nu to år ældre ud – jeg befandt mig i år 2001.

  Bip, bip, bip, bip! lød det højlydt fra vækkeuret, og jeg sprang tilbage, da den højlydte larm nåede min øregang. Jeg hørte mit yngre jeg puste tungt ud, inden han satte sig op og trykkede på snoozeknappen for derefter at lægge sig til at sove igen. Allerede i en alder af syv havde jeg været virkelig doven.

  ”Harry, du skal stå op!” hørte jeg min mor vrisse nede fra stuen af. Hvorfor så sur?

  ”Mm,” mumlede drengen foran mig, som nu ikke længere havde glat, kort hår, men faktisk var begyndt at få krøller. Way to go, Harry, way to go.

  ”Ellers kommer du for sent!” lød det igen bebrejdende, og jeg rynkede brynene over den forhastede tone. Det var underligt at høre hende være sådan, når jeg var vant til en smilende og støttende mor, som ikke i sin vildeste fantasi ville gøre sådan noget. Hvorfor huskede jeg ikke noget om den her morgen?

  Det gik dog op for mig, hvorfor hun virkede så vred. 2001. Det var året, hvor … mine forældre blev skilt.

  ”Giv dog drengen lidt plads, for helvede,” skældte min far efterfulgt af et suk så højlydt, at jeg kunne høre det helt oppe fra mit gamle værelse af.

  ”Du skal ikke belære mig om at give folk plads, Des,” hvæsede min mor arrigt tilbage. ”Ikke når du ikke selv kan give mig lidt plads.”

  ”Åh, så nu er det min skyld, at du ikke kan passe dine pligter ordentligt og derfor er nødt til konstant at have mig til at minde dig om at udføre dem?” gav han tilbage, og jeg kunne næsten se de flammende øjne for mig. Det gjorde ondt.

  ”Hold nu for en gangs skyld bare op med at lyde så bebrejdende, når du er den, der er skyld i alt det her …” Jeg havde aldrig hørt min mor med så udkørt en stemme. Jeg var faktisk virkelig glad for, at jeg som syvårig ikke havde været vågen til at høre dem snakke sådan, for det var direkte hjerteskærende. Tænk, at de havde haft det sådan med hinanden. I 2013 var det så anderledes. De kunne da i det mindste godt fungere, og de snakkede pænt til hinanden, når det var nødvendigt.

  ”Harry.” Denne gang tilhørte stemmen en anden end min mor eller far. Gemma. ”Harry, vågn op.”

  Hun sagde det forsigtigt, og jeg kunne høre på, hvor grødet stemmen var, at hun havde grædt. Det kunne også sagtens ses, som jeg kiggede op på et udkørt ansigt med røde, blodsprængte øjne og dybe rander. ”Vi skal snart i skole.”

  ”Jeg har ikke lyst til at stå op,” svarede den syvårige Harry tilbage og gemte sit hoved ned i sin pude, ”aldrig nogensinde. Ikke når vores familie er ved at falde fra hinanden på den her måde.”

  ”Harry …” Min søster begav sig hen til sengen og satte sig på kanten, inden hun kastede et blik på mit yngre jeg. ”Jeg ved, det her ikke er let, men vi kan jo ikke gøre andet end at lade, som om alt er fint. Vil du virkelig gemme dig væk fra verden, bare fordi mor og far ikke lige kan komme godt ud af det med hinanden for tiden?”

  ”Ja,” svarede han tørt, hvilket nok ikke lige var det, min søster havde forventet som svar.

  ”Det går jo over. Alt skal nok blive godt igen, det lover jeg.”

  ”Hvordan kan du love sådan noget?” gav Harry igen og kiggede for en gangs skyld op på Gemma. ”Du ved jo, det ikke er sandt! Hvis far og mor bliver skilt, vil det aldrig blive det samme igen! Vores familie vil falde fra hinanden.”

  ”Men det skader ikke noget at være lidt positiv.” Hendes stemme var kun en lav hvisken. Jeg havde såret hende dengang – det kunne jeg nu se på de tårevædede øjne, som hun ihærdigt prøvede at skjule bag sit lange hår. ”Du siger det, som om du er den eneste, der gennemgår det her. Du skal nok lige huske, jeg heller ikke har det helt let, og at du er så pessimistisk indstillet hjælper ikke meget.”

  Med de ord sagt forlod hun værelset, og skridtene kunne høres, længe efter hun var ude af syne. Det var underligt at høre nogle så modne ord fra min søster, som ikke engang havde været 12 dengang. Hun var blevet tvunget til at vokse op hurtigere på grund af den skilsmisse-ting.

  Ikke kun jeg stirrede efter hende – det gjorde mit yngre jeg også. Det var vist også gået op for ham, at hans opførsel havde været en smule unfair. Men det havde været en svær periode for os begge det år – skilsmissen havde virkelig taget hårdt på os begge. Jeg havde dog aldrig troet, at min opførsel havde været så ubehøvlet. Så ligeglad og selvcentreret. Som om jeg havde været den eneste, der led et tab.

  Det gjorde ondt at se sørgmodigheden i de grønne øjne, som nok var det eneste, der endnu ikke havde forandret sig i 2013. Det var jo mig for 12 år siden. Jeg havde siddet der på sengen med alle de kaotiske tanker og følelser. Jeg havde spurgt mig selv, om det var min skyld, mine forældre gik fra hinanden. Og selv efter alle de år; selv som 19-årig huskede jeg stadig følelsen af at tvivle på hele min eksistens. For sådan nogle små ting kunne virkelig vende op og ned på alt.

 

 

Jeg tog ikke i skole den dag. Det lod til, at humøret havde forhindret mig i at gøre det. Jeg forstod det på en måde godt, for jeg var ikke typen, der kunne smile falskt og stadig virke overbevisende – i hvert fald ikke dengang. Som kendt havde man vist ikke andet valg end at lære kunsten, for hvis man bare var den mindste smule nedtrykt, kunne medierne gøre det til noget meget større, end det egentlig var, og sådan noget foretrak jeg at undgå. Men det var jo ikke noget, jeg havde gået og bekymret mig om som syvårig.

  Mit yngre jeg befandt sig endnu på sit værelse, men han havde nu sat musik i ørerne og var tydeligvis fordybet i sin egen verden, som bestod af at pille ved sine negle – så begavet jeg dog fremstod. Imens den lidt for høje musik strømmede ud af hørebøfferne, begyndte han at nynne lidt med, og den nynnen forvandlede sig hurtigt til sang.

  Isn't she pretty
  Truly the angel's best
  Boy, I'm so happy
  We have been heaven blessed
  I can't believe what God has done
  Through us he's given life to one
  But isn't she lovely made from love

  Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, fordi det lød næsten helt, som det havde lydt til min audition på X Factor. Stemmen var bare en anelse lysere og uudviklet.

  ”Hvis bare du vidste, hvor meget den sang har startet …” mumlede jeg med et skævt smil, men eftersom han ikke kunne høre mig, sang han fortsat videre, imens han svajede let til melodien. Jeg priste mig lykkelig for, at han var alene, for man kunne vist ikke ligefrem kalde bevægelserne elegante. Det var virkelig besynderligt at se på mig selv, for var det virkelig sådan, jeg havde set ud for andre folk? Hvis det var tilfældet, havde jeg godt nok haft nogle uheldige øjeblikke i mine tidligere år.

  Da sangen var slut, rejste unge Harry sig op og begav sig ned i køkkenet, hvor han smurte sig nogle madder for derefter at bevæge sig ovenpå igen. Det var underligt at tænke på, at man ikke bare gik på nettet, når man kedede sig dengang. Jeg havde ikke engang en computer i 2001. Så meget havde ændret sig siden da.

 

 

Der var stille ved bordet. Ingen sagde noget, og jeg kunne sagtens fornemme den trykte stemning. Man skulle være helt uden situationsfornemmelse for ikke at kunne gøre det.

  ”Det smager godt.” Gemma smilede svagt til min mor, som straks gengældte det. Duften af lasagne fyldte hele lokalet, og det fik mig til at huske, hvordan min mor altid havde haft en tendens til at putte for meget ost på.

  ”Tak, skat,” svarede hun. ”Det er jeg glad for at høre.”

  ”Hvordan gik det så i skolen?” spurgte min far, inden han sank maden. Alle på bordet vekslede nogle sigende blikke – især Gemma og mit yngre jeg – men der blev først svaret 17 sekunder efter.

  ”Det gik fint nok.” Min søster trak på skuldrene, inden hun førte gaflen op til sine læber.

  ”Og hvad med dig, Harry?”

  ”Samme.” Det måtte jeg give ham. Ikke et eneste spor af usikkerhed kunne spores i hans ansigt. Han kunne sit skuespil, når det virkelig gjaldt.

  ”Du skal ikke lyve.” … og så alligevel. Var det ikke overbevisende nok?

  ”Hvad?”

  ”Jeg fik et opkald fra skolen i dag,” forklarede min far, og så gav det pludselig mere mening. ”Jeg ved godt, du pjækkede. Harry, hvad sker der med dig? Du plejede at elske skolen.”

  ”Ja, det ved jeg godt. Men så begyndte mine forældre at skændes hver evig eneste nat og morgen, og så var det pludselig ikke helt så sjovt længere, skal du nok se,” hvæsede mit yngre jeg tilbage, inden han rejste sig. ”Tak for mad.”

  Mine forældre og Gemma stirrede efter ham, som han bevægede sig ovenpå, og jeg følte mig nødsaget til at følge efter. Jeg brød mig ikke om dette år – alt var så negativt, og det gjorde mig nedtrykt. Kort overvejede jeg at drage videre, men den tanke lod jeg hurtigt gå, for aftenen var trods alt snart ovre. Desuden lod det ikke til, at nysgerrigheden tillod mig det.

  Jeg så på, imens Harry igen gjorde sig klar til at gå i seng, og jeg bed mærke i, at han denne gang kiggede sig mere nøje i spejlet, imens han børstede tænder. Han lænede sig endda frem mod den blanke overflade og kiggede ind i sine grønne øjne, som om de gemte på en historie. Som om han ikke kendte til denne historie; at han ikke kendte til sig selv.

  Efter at have gjort sig klar, lagde han sig i sin seng og trak dynen over sig, og inden længe kom min mor op, hvorefter hun satte sig på hug. ”Sov godt, ikke?” sagde min mor lavmælt, inden hun kyssede mit yngre jeg på panden og rejste sig. ”Drøm sødt, skat.”

  ”Mor?” spurgte han og forhindrede hende dermed i at fortsætte ud ad døren. ”Bliver du og far skilt?”

  Hun bed sig tøvende i læben og gav et lydløst suk fra sig. ”Harry … nogle gange sker ting, fordi det er meningen. Du behøver ikke bekymre dig. Alt skal nok gå.”

  ”Er du nu også selv sikker på det?” gav han igen og stirrede indtrængende på hende. ”Hvordan kan alt være fint, hvis ens familie ikke er fuldendt?”

  ”En familie kan sagtens være fuldendt uden begge forældre,” svarede min mor forhastet og tilføjede et hurtigt ”bare sov”, inden hun gik sin vej.

  Tilbage sad unge Harry på sengen, og det mindede mig om morgenen, hvor det samme var sket for Gemma. Dog lagde han sig inden længe til at sove, og før jeg vidste af det, kunne jeg høre de tunge vejrtrækninger, og jeg besluttede mig for selv at få noget søvn.  

 

 

”Se, hvad du har forårsaget!” Råbet var aggressivt, og vreden skar igennem den dybe stemme. Langsomt åbnede jeg mine øjne og kørte en hånd igennem mit hår, inden jeg satte mig op. Straks jog en smerte igennem min nakke, og jeg vidste, at jeg havde sovet dårligt. Det var heller ikke, fordi gulvet var det mest behagelige sted at hvile på. ”Harry tog da for helvede ikke i skole i dag.”

  ”Mig? Er det mig, du beskylder for alt det her?” gav min mor igen, og selvom jeg ikke kunne se hende, vidste jeg, hun skar tænder. ”Det er da dig, der finder det nødvendigt at starte skænderier hele tiden. Og glem nu ikke, at det er dig, der – ”

  ”Du ved, jeg ikke vil snakke om det.” Jeg rynkede brynene. Hvad var det for noget, de talte om? Hvad havde min far gjort?

  ”Åh, spil nu ikke så hellig.” Min mor fnøs, inden hun lo. ”Det her er din fejl. Det er dig, der har fået det hele til at falde sammen, så du har ingen ret til at kræve, at der ikke bliver snakket om det.”

  Jo flere ord mit hoved blev fyldt med, desto mere nervøs blev jeg. Alt lod til at lede til én ting, og … det kunne virkelig ikke være sandt. Havde min far været min mor utro?

  ”Du ved, det ikke var med vilje …”

  ”Det ændrer ikke på noget.” Jeg sank den klump, der havde samlet sig i halsen på mig. ”Det er din skyld, vores familie er ved at gå fallit. Du spilder dine penge på så meget bras, oddser for meget og køber uafbrudt lottoer. Des, kan du slet ikke se, at du er blevet alt for afhængig af at bruge penge?”

  Det ramte mig som et knytnæveslag. Den havde jeg virkelig ikke set komme. Min mor havde aldrig fortalt mig, at min far havde … at han havde gjort, så vores økonomi var faldet fra hinanden. Som barn havde jeg da fået alt, hvad jeg pegede på – hvordan kunne det være sandt?

  ”Du er da også for blødhjertet, Anne. Du skal heller ikke spille uskyldig. Du køber alt til både Gemma og Harry, selvom de kun gør sig brug af det én gang. Du spilder lige så mange penge, som jeg gør.”

  ”Se, der tager du fejl. Det er ikke spild. Jeg gør det for fanden da, fordi jeg tænker på deres lykke!” Det sidste blev sagt meget højlydt og arrigt, så jeg hørte en dyne blive skubbet til siden. Mit yngre jeg var vågen.

  Jeg stirrede på ham. Han sad med benene skubbet op til sig og armene omkring dem, imens han hvilede sin hage mod knæene. Selv i mørket kunne jeg se de blanke øjne, som lyste lokalet op på grund af den måne, der spejlede sig i dem. Det var tydeligt, at dette var sket mere end én gang – og jeg huskede stadig de fleste gange, nu hvor jeg tænkte over det.

  ”Hvor sindssygt det så end lyder, Harry, så er jeg glad for, du først vågnede nu …” mumlede jeg og udstødte et tungt suk, ”for du har netop misset den ting, der ville have fået dig til at hade far mere end noget andet.”

  Og med de ord skruede jeg på mit ur og forlod lokalet med rystende hænder. Jeg måtte væk.

 

 

Bare så I ikke er i tvivl, så har Harrys families økonomi aldrig fejlet noget - det er bare noget, jeg har fundet på for at give historien lidt mere drama. Det var dog i 2001, hans forældre blev skilt. Mange af de ting, jeg skriver om her i historien, vil være ting, der er hændt i virkeligheden, så når I læser med, lærer I også meget mere om Harrys fortid. Hvis I er i tvivl om, hvad der er sket, og hvad der bare er opdigtet, så skriv det endelig i en kommentar, og så kan jeg fortælle jer det. x

OG HARRY TOG SIN PILLE - HAR BARE IKKE SKREVET DET, FORDI DET VILLE BLIVE FOR ENSARTET, HVIS DET SKETE I ALLE KAPITLERNE

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...