Picture Perfect Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at rejse tilbage i tiden? Ville du rette op på alle de fejl, du har begået? Forhindre Hitler i at blive født? Eller måske bare genopleve de øjeblikke, der gør livet værd at leve? Det spørgsmål stiller Harry Styles sig selv, da han og sit band hver for sig får lov til at prøve det nyopfundne apparat, man kan rejse tilbage i tiden med. Men rejsen viser sig ikke at blive, som han ellers havde forventet. Som tilskuer finder han nemlig ud af en masse hemmeligheder om sin fortid, og specielt én pige, han aldrig ellers har lagt mærke til, tiltrækker hans opmærksomhed. At se sine barndomsvenner igen får ham til at indse, hvad han har mistet, og midt i virvaret af de mange minder tager Harry sig selv i at stille sig et spørgsmål: Vil han mon i virkeligheden hellere leve i fortiden?

356Likes
373Kommentarer
21650Visninger
AA

12. ■ Stop

For en gangs skyld i efterhånden en del dage fik jeg en god nats søvn. Jeg behøvede ikke at bekymre mig om at huske at tage min pille eller noget i den dur – selvom jeg selvfølgelig stadig gik inde med spørgsmålet: Var jeg virkelig fanget i denne tid? Siden mit ur ikke længere virkede?

  Det var et held for mig, at der var et lysegråt gulvtæppe i kælderen. Will havde trods alt bedt mig om ikke at røre noget som helst, så det havde jeg selvfølgelig ikke gjort, trods jeg var fristet – og dermed havde jeg også været nødt til at sove på gulvet. Efter at have været væk i så lang tid havde jeg mest af alt lyst til at holde alt fra den støvede PlayStation 3 til Wills fodboldspokaler i hånden, men jeg vidste, at jeg måtte være forsigtig – ét forkert træk, og jeg ville være ude på gaden igen, ude af stand til at skjule mig selv. Det var bare så … opfriskende at se alle de her ting fra fortiden. Og på et eller andet led en smule trist. For hver gang jeg kiggede rundt i lokalet, blev jeg mindet om, hvor meget jeg havde sagt farvel til nu. I 2013 fandtes der ikke noget, der hed privatliv, og jeg kunne ikke bare nyde min berømmelse, for der var efterhånden ved at være flere ulemper ved det hele. Jeg havde aldrig overvejet at blive så kendt, som jeg var blevet, hvilket formentlig var derfor, jeg havde en bittersød fornemmelse i maven, når jeg tænkte på at vende tilbage efter de dage, jeg havde spenderet her i fortiden. Det havde længe været en drøm for mig at kunne leve af at turnere, ja, men jeg levede jo ikke. At leve var ikke at blive jagtet af paparazzifolk 24 timer i døgnet. At leve var ikke at læse så mange ting i bladene om sig selv, at man begyndte at tvivle på, hvad der egentlig var virkelighed, og hvad der var rygter og løgne. At leve var ikke at lade det hele stige sig til hovedet, blive blændet af stjernerne. Det var ikke det, jeg havde drømt om.

  Jeg stirrede længe på det pletfri, kalkfarvede loft. Det fik mig til et kort øjeblik at være overbevist om, at jeg befandt mig i et af de fancy hotelværelser, jeg plejede at bo på, når jeg var på turné, for det var det eneste, der stadig ikke havde ændret sig i alle de her år – lige meget hvor jeg gik, ville loftet altid være det samme. Et loft. Det var, hvad jeg kunne finde trøst i.

  Lyden af en dør, der blev åbnet, fik mig til at kigge op og hen mod det sted, hvor Will kom til syne få sekunder senere. Han var iført en mørkerød T-shirt og nogle boksershorts, så jeg kunne regne ud på ham, at han først lige var stået op. At dømme ud fra hans ansigt virkede det i hvert fald sådan – han så en smule halvdød ud. Hvis der var noget, jeg ikke savnede ved det liv, var det at gå i skole. Nogle gange var det simpelthen bare forfærdeligt at skulle stå op så tidligt om morgenen.

  ”Nogen skal vist til at gøre sig klar til skole,” sagde jeg med et drilskt smil. Lidt måtte jeg vel alligevel blære mig – hvis han troede, jeg var en rig nar, kunne jeg lige så godt leve lidt op til hans billede af mig. ”Dét er i hvert fald ikke noget, jeg længes efter at komme tilbage til.”

  ”Øh, Harry,” mumlede han og brød derefter ud i en højlydt latter, ”det er altså søndag.”

  ”… Åh.” Og så havde jeg pludselig ikke helt så meget at hovere med længere. ”Hvorfor er du så stået så tidligt op?”

  Han trak på skuldrene. ”Mine forældre er lige taget på arbejde, så jeg tænkte, jeg kunne lade dig komme ovenpå, men hvis du ikke har lyst, så – ”

  ”Nej!” afbrød jeg ham hastigt. ”Jeg har det helt fint med at komme ovenpå lidt. Jeg er nødt til at indrømme, jeg ikke er særlig vild med lugten af gammel kælder og støv. Lidt frisk luft ville jeg ikke have noget imod.”

  Jeg havde efterhånden indåndet så mange støvpartikler, at jeg havde et billede af et par hvide lunger i mit hoved. Min næse havde vænnet sig til den mærkelige duft, jeg af en eller anden grund altid havde elsket – selvom det samtidig mindede mig om noget gammelt, antikt eller måske endda noget dødt.

  Et grin forlod hans læber, og for første gang i efterhånden mere end 1000 dage så jeg det skæve smil, der næsten var et af hans kendetegn. ”Det tænkte jeg nok,” sagde han og trådte til side, så jeg kunne komme op ad trapperne og forbi ham. ”Så kan du forhåbentlig også fortælle mig lidt om, hvad der foregår. Jeg har prøvet at få det hele til at give mening, det har jeg, men helt let er det godt nok ikke. Jeg mener, hvordan er det her muligt? Jeg ved godt, du siger, du kan rejse i tiden og alt det der, men stadig. Det virker simpelthen bare så …”

  ”Surrealistisk?” afsluttede jeg hans sætning, inden jeg lod mig selv træde ud i den velkendte stue, som af gamle vaner straks fik mig til at smile. ”Det er det også. Alt det her halløj med tidsrejser har heller ikke stået på i helt vildt lang tid, bare rolig. Faktisk er det kun lige blevet opdaget, at man kan sådan noget nu – jeg har kun mulighed for det, fordi – ”

  ”Fordi det er en stjernefryns?” Denne gang var det hans tur til at afbryde mig med et løftet øjenbryn.

  Jeg endte med langsomt at give et lille nik fra mig. Ordet ’stjernefryns’ mindede mig om den tid, hvor vi havde siddet i kælderen med en spillekonsol i hånden og snakket om, hvilke fordele der ville være, når vi først blev kendte, og hvordan vi ville være et anderledes band, et ægte et. Vi. Ikke kun mig. Det var meningen, de også skulle have fået succes – men i stedet fandt jeg nogle andre bandmates og svigtede White Eskimo. Nogle gange undrede jeg mig stadig over, om han bebrejdede mig det. Selvfølgelig havde han givet mig grønt lys til at stille op i X Factor, men var det ikke bare det, venner gjorde? For at virke lidt støttende? Var det ikke bare sådan noget, man næsten var tvunget til, fordi man ikke havde lyst til at være egoistisk? Det havde hele tiden været vores plan at få et gennembrud sammen og nyde det luksuriøse liv, man fik af at tjene mere end en milliard om året. Først nu så det ud til at gå op for mig, hvor meget jeg egentlig havde trådt i spinaten. Hvad var pointen egentlig med at være så stolt, når der egentlig ikke var meget at være stolt af – for hvad havde jeg også gjort for at opnå min berømmelse?

  ”Du virker ikke særlig begejstret,” sagde han tøvende efter lidt tid, hvor vi havde slået os ned i deres orange sofa. ”Man skulle tro, du ville lufte al din stjerneglans på mig, men det har du endnu ikke gjort – i hvert fald ikke som dit nuværende … 19-årige dig? Er du 19?”

  Jeg nikkede, hvorefter jeg stirrede på hænderne, der lå i mit skød. ”Jo – og snart 20.”

  ”Hvorfor har du egentlig ikke smurt det rundt i hele mit ansigt endnu?” Hans blik var nysgerrigt og uforstående. ”Fortæl mig ikke, du har fået stjernenykker.”

  Stjerne dit, stjerne dat, tænkte jeg for mig selv. Jeg vidste ikke, hvor mange gange han efterhånden havde brugt det ord. Det burde ikke irritere mig, men det gjorde det – som om jeg var et eller andet objekt uden følelser.

  Jeg ville gerne benægte hans påstand, men samtidig vidste jeg ikke, om jeg ville lyve, hvis jeg sagde det. For et eller andet sted havde jeg vel ladet berømmelsen stige mig til hovedet. Det her var luksusproblemer, et normalt menneske aldrig kunne finde på at klage over. Jeg havde penge, jeg var eftertragtet, ja, jeg var jo Harry Styles – og jeg hadede det.

  Det var svært at indrømme over for mig selv, hvor meget jeg egentlig hadede, at folk sagde navnet Harry Styles, som om det var et eller andet helt specielt. Allerede før folk lærte mig at kende, havde de stemplet mig, og det var en af de ting, jeg savnede allermest ved at være ung. Jeg savnede at være mig selv og at have en personlighed. På det seneste havde jeg i hvert fald langt fra haft det – det var, som om jeg bare var endnu en. Før jeg blev kendt, havde jeg altid troet, at man netop ville være andet end endnu en i rækken ved at få succes, men jeg havde taget grueligt fejl. For det her var ikke succes – det var et tab af mit liv og min personlighed.

  ”Man kan vel godt sige, det søde liv ikke er helt så sødt, som jeg havde forventet,” mumlede jeg efter noget tid uden at kigge op. ”Og jeg ved, at det lyder helt vildt latterligt, for jeg er kendt, og jeg har fået alt, jeg nogensinde har drømt om, men … det har jeg egentlig ikke. Jeg svigtede dig og resten af bandet ved at stille op til X Factor, og det vil jeg nok aldrig kunne tilgive mig selv for. Jeg var så fuld af drømme dengang, og nu, hvor jeg endelig har opnået alt, ved jeg ikke rigtig, hvilke mål jeg har tilbage. Jeg har kun fortrydelse og ’hvad nu hvis’-spørgsmål. Det er alt, mit hoved er fyldt med – ja, dét og sangtekster.”

  Jeg havde ikke lyst til at møde hans øjne. Jeg vidste, jeg bare ville blive modtaget med skepsis og sammenknebne øjne, for han forstod ikke. Han ville aldrig forstå, før han var i samme situation. At have mål i livet var én ting – at opnå målene og indse, at der egentlig ikke var så meget magisk ved det, var noget helt andet.

  ”Wow,” mumlede han stille med rynket pande, ”det var da dybt.”

  Jeg grinede, trods der stadig var en vis sørgmodighed gemt i mit hjerte. ”Nu, hvor jeg tænker over det, var det måske en tand for dramatisk – men det er vel typisk os Hollywood-stjerner, er det ikke?”

  Da jeg trak i smilebåndene, var han hurtig til at gengælde det, og på det tidspunkt var jeg sikker på, at jeg havde overbevist ham om, at det var mig, og at alt ikke havde ændret sig fuldstændig. Trods jeg nu var verdensberømt sanger og i princippet også hørte til i 2013, kunne vi stadig snakke, og selvfølgelig var der da nogle ting, der havde ændret sig, men vores venskab ville nok aldrig dø hen. Forhåbentlig ville det her også forandre vores forhold i min tid – for jeg ville inderligt ønske, jeg kunne snakke med ham, ligesom jeg gjorde lige nu, hvor situationen ikke var, at jeg var fanget i 2011 og blev nødt til at have et tilholdssted.

  ”Man kan da i hvert fald mærke, du ikke længere skriver fjollede popsange,” sagde han, ”men jeg har selvfølgelig også kun hørt én af dit bands sange. Den sang der, What Makes You Beautiful, er dog virkelig ikke noget af dit bedste – jeg forstår slet ikke, hvordan du sprang fra at synge Summer of 69 til sådan noget na-na-na-halløj. Hvem er det også, der har skrevet den?”

  ”Der er en hel del, der har siddet og skrevet den for os. Vores management og Simon mente, at vi skulle have en stensikker debut, så det blev altså sådan en rigtig sukkersød popsang om pigers usikkerheder.” At høre mig selv sige det fik mig virkelig til at indse, hvor latterligt barnligt vores band egentlig havde været. ”Hvis det kan trøste dig, så er vi begyndt at skrive vores egne sange også. Simon mente bare ikke, at vi burde blande os allerførst, i tilfælde af at sangene blev lort – hvilket de fleste også blev i vores første album.”

  ”De lyder alligevel lidt strikse,” indrømmede han og spidsede munden. ”Hvornår er du dog begyndt at omgås så kedelige mennesker?”

  Endnu en gang tog jeg mig selv i at smile. ”Tro mig, det spørger jeg også mig selv om hver dag.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...