Picture Perfect Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at rejse tilbage i tiden? Ville du rette op på alle de fejl, du har begået? Forhindre Hitler i at blive født? Eller måske bare genopleve de øjeblikke, der gør livet værd at leve? Det spørgsmål stiller Harry Styles sig selv, da han og sit band hver for sig får lov til at prøve det nyopfundne apparat, man kan rejse tilbage i tiden med. Men rejsen viser sig ikke at blive, som han ellers havde forventet. Som tilskuer finder han nemlig ud af en masse hemmeligheder om sin fortid, og specielt én pige, han aldrig ellers har lagt mærke til, tiltrækker hans opmærksomhed. At se sine barndomsvenner igen får ham til at indse, hvad han har mistet, og midt i virvaret af de mange minder tager Harry sig selv i at stille sig et spørgsmål: Vil han mon i virkeligheden hellere leve i fortiden?

356Likes
373Kommentarer
22657Visninger
AA

11. ◄ Reverse

”Hey, Will.” Jeg bevarede mit skæve, lidt ubekvemme smil, trods hans øjne så ud til at være ved at falde ud af hovedet på ham. Hans mund var en smule åben, men ikke nok til at jeg kunne se andet end lidt af hans fortænder og mørke der, hvor tungen burde være – men belysningen var ikke god nok til, at jeg kunne se ham helt ordentligt. Han var indhyllet i et gulligt skær, der fik alt til at se en smule blødt og drømmeagtigt ud, og det gjorde bare, at følelsen af surrealistiskhed virkede endnu tættere på. Hvad lavede jeg egentlig også her foran Will Sweeny, min gamle ven, som formentlig i 2013 (og måske endda også nu) så mig som en totalt svigter? Jeg vidste, at jeg havde været unfair sådan at forlade ham sådan, og jeg ville egentlig selv have været jaloux, hvis situationen havde været det omvendte. Selvfølgelig havde White Eskimo fået succes alligevel, men kun på grund af mig – og det var ikke engang bare noget, jeg sagde for at lyde selvisk. Var man sammen med mig nu om dage (eller ja, i 2013) kunne man ikke undgå at blive søgt på online. Sådan var det bare.

  ”Er det virkelig dig?” spurgte han igen og kneb så øjnene sammen, som om han så syner. Det så ikke helt ud til, at han havde lyst til at indse, hvad eller nærmere hvem der stod lige for næsen af ham. Måske var han bange for, at han var begyndt at se syner, nu hvor mit yngre jeg havde været væk og badet i berømmelsen i så lang tid. Det var lang tid siden, jeg sidst havde set ham, så jeg var egentlig ikke helt sikker på, hvad jeg skulle forvente. Jeg vidste bare, at selv hvis jeg svigtede ham gevaldigt, ville han være der for mig – sådan havde det altid været mellem os.

  ”I egen høje person,” bekræftede jeg og nikkede, ”men hvis du ikke har bemærket det, er jeg ikke ligefrem 17 år længere. Tro mig, så lang tid siden er der heller ikke gået, siden du sidst så mig. Ser du, jeg har nogle problemer, og det her kommer nok til at minde dig om det der afsnit af How I Met Your Mother, for det minder mig om det, men jeg er fra fremtiden, og jeg kan forklare dig meget mere om det, hvis du kunne lukke mig ind. Det ville ikke være særlig godt, hvis jeg blev genkendt og det hele, og du plejer altid at hjælpe mig i de her situationer, så vær sød at gøre det igen.”

  Han stod bare fortsat og måbede en smule. Jeg var ved at blive bekymret for ham – hvornår havde han sidst blinket? Øjnene virkede efterhånden ret udtørrede, og jeg var et øjeblik bange for, at han ville blive ved med at se på mig på den måde, til jeg gik min vej, for han havde stået uden at røre en eneste muskel i flere minutter nu. Mon ikke han var ved at få krampe.

  Men så besvimede han.

 

 

Will vågnede først sent på aftenen, da hans forældre var kommet hjem en time efter hans besvimelse. Til mit held befandt hans enorme værelse sig ovenpå, og jeg var derfor ikke særlig bekymret for, at de ville se mig. Kort før han slog øjnene op, kom hans mor dog ind på værelse for at tjekke op på ham, og jeg blev nødt til at mase mig ind i hans skab, som var så fyldt med tøj, at jeg var ved at blive kvalt.

  Selv da jeg trådte ud, syntes jeg stadig at have en sok i munden, og trods jeg prøvede, kunne jeg ikke rigtig ryste lugten af teenagehormoner af mig (den slags var jeg ikke særlig vant til længere, nu hvor jeg havde Lou til at sprøjte en masse parfumer på mig hver tredje time). Will stod og kiggede lidt forvirret rundt med ryggen til mig uden helt at kunne orientere sig. Men man var vel altid en smule rundt på gulvet efter at have vågnet fra en masse timers søvn.

  ”Du er vågen,” konstaterede jeg, hvilket blev modtaget med et spjæt, og da han vendte sig om, kunne jeg sværge på, at han var ved at tage sin eltandbørste, der stod til opladning, og slå mig ned med den. Det lignede det i hvert fald, at dømme ud fra hans skiftende blik, der gik fra mig til tandbørsten og tilbage igen.

  ”Du er ikke ægte,” mumlede han og rystede på hovedet. ”Jeg drømmer sikkert bare igen, hvordan vågner man fra en drøm? Jeg drømmer, jeg drømmer, jeg drømmer … Hør, jeg vil bare lægge mig til at sove igen, drømme-Harry, og når jeg vågner i den rigtige verden, er du væk.”

  Jeg havde lyst til at grine, men vidste, at han nok bare ville finde mig endnu mere intimiderende, hvis jeg gjorde det, så i stedet trådte jeg langsomt frem mod ham med hænderne foran mig som for at sige, at jeg ikke ville gøre ham ondt.

  ”Tro mig, jeg vil lige så lidt være i den her situation som dig,” indrømmede jeg og trak derefter på skuldrene, ”men hvad kan man gøre? Det nytter altså ikke noget, at du bare bliver ved med at benægte min tilstedeværelse, jeg mener, jeg er lige så ægte som dig. Tror du helt seriøst, du har fulgt nok med i biologitimerne til at vide, hvordan den Harry, du kender, vil se ud i 2013?”

  ”Du er nødt til at gå,” sagde han tonløst og undveg mit spørgsmål. Hans øjne var trætte, og poserne kunne man ikke just overse.

  ”Hvad?”

  ”Du er nødt til at gå, og det skal være nu.” Med en nyfunden energi trådte han frem og skubbede mig så ud ad døren, indtil jeg stod hjælpeløst i opgangen og kastede blikke hen mod trappen, hvor Wills mor ethvert sekund kunne dukke op. ”Jeg kan ikke hjælpe dig, om du så er ægte eller ej, beklager.”

  Der var noget over hans afvisning, som fik mit hjerte til at synke en smule. Måske havde jeg alligevel taget fejl i det med, at han altid ville støtte. For det var ikke noget, han sagde, fordi han ikke troede mig – det gjorde han ikke, men han ville nok heller ikke have gjort noget for den Harry, der lige nu sad hjemme med min mor og Gemma, for han skyldte mig ikke noget. Det var faktisk omvendt, og det var direkte egoistisk, at jeg bare kom til ham, hver gang jeg havde brug for hjælp og ellers aldrig. Sikken ven.

  Jeg skulle til at vende mig om og finde en måde at komme ud igen uden at blive opdaget, da jeg hørte døren bag mig gå op. Overrasket kastede jeg et blik hen på den nu mere vågne Will, hvis hoved lige netop stak ud. Hans øjne var stadig en anelse sammenknebne, men der var mere end kulde at finde i hans blik; der var nysgerrighed. Og jeg vidste, at det var nok til at kunne få ham til at hjælpe mig.

  ”Men hvis du er fra fremtiden, ved du så også, hvad der kommer til at ske i morgen?”

  ”Jeg tror ikke, jeg husker hver eneste dag i mit liv, men øh, det gør jeg vel,” svarede jeg tøvende. ”Jeg kan i hvert fald fortælle dig, at White Eskimo kommer til at få mere succes, end de har nu.”

  Hans øjne lyste op. ”Virkelig?”

  Jeg nikkede. ”Virkelig.”

  Mere skulle der ikke til for at få ham til at lukke mig ind. Jeg havde aldrig helt forstået mig på vores venskab, og hvordan det var bygget op, men det holdt vist alligevel, det med at vi kunne regne med hinanden – eller jeg kunne regne med ham. Sådan havde det også været den første skoledag; han havde været den første til at hilse på mig, og det var sådan, vi var blevet venner. Lige nu kunne jeg ikke være andet end taknemmelig.

  Uden yderligere ord trådte han til side og lod mig komme ind. Idet jeg trådte over dørtærsklen, syntes jeg næsten at falde over hans lille skikkelse, og da jeg vendte mig mod min barndomsven, syntes det at gå op for mig, hvor meget jeg egentlig så ned på ham, bogstavelig talt. Han var mindst ti centimeter lavere end mig, og så vidt jeg huskede, havde han engang været højere end mig. Det var helt underligt at tænke på, hvor meget der havde forandret sig på så kort og alligevel så lang tid. Jeg havde ikke set ham i, hvad, tre år efterhånden? Siden X Factor havde jeg i hvert fald ikke haft meget kontakt til drengene fra White Eskimo – hverken Nick, Haydn eller Will. Da jeg lod mit blik fange Wills blå øjne, der næsten lyste i kontrast til hans brune, pjuskede hår, kunne jeg ikke lade være med at mærke et stik af fortrydelse over ikke at have skrevet til ham i så lang tid.

 ”Du sagde, du var fra fremtiden? 2013?” spurgte han og satte sig på sin seng med et afventende blik i øjnene. Trods han var nysgerrig, var han stadig en smule skeptisk over for alt det, jeg sagde – jeg burde egentlig ikke være overrasket. Men jeg var tydeligvis et skridt tættere på at få ham til at tro mig.

  ”Jep,” nikkede jeg, ”jeg er fra 2013. Det er helt vildt underligt at være tilbage i Holmes Chapel efter så lang tid. Jeg var forbi her, da jeg skulle filme noget til en dokumentar, der kommer senere, men byen har alligevel forandret sig i al den tid, jeg har været væk.”

  ”Åh, I har også en dokumentarfilm, hvorfor er jeg overhovedet overrasket. Hvor mange Lamborghinis har du så købt?”

  ”Det var ikke det, jeg mente,” sukkede jeg. Jeg var efterhånden ved at være så træt af, at alle altid skulle dømme mig på grund af One Direction – og selvom jeg endda befandt mig i en helt anden tid, lod det til at forfølge mig. Min egen ven talte til mig, som om alle sådan nogle fordomme om kendte mennesker var sande. ”Jeg … sådan er det altså ikke, Will. Tro mig, hele det her kendisliv er langt fra, hvad det ser ud til at være.”

  ”Hvordan er det så?” Han lagde hovedet let på skrå. ”Du kan score alle piger, du har nok penge til at forsørge dig selv resten af livet, du kommer til alle sådan nogle fine arrangementer, du er badet i berømmelse, hvad mere kan du ønske dig? Er du begyndt at få luksusproblemer?”

  Og pludselig var luften kold igen.

  ”Det går jeg ud fra,” sukkede jeg og slog mig ned på gulvet, så det sagde et lille bump. ”Men det er ikke det, jeg vil snakke om. Jeg kan da godt fortælle dig alt om fremtiden, men først er jeg nødt til at vide, om jeg kan stole på dig. Da jeg fandt ud af, at det apparat, jeg bruger til at rejse med, ikke virkede, tænkte jeg bare straks, at jeg måtte opsøge dig, for du har aldrig svigtet mig, selvom jeg har været en lorteven.”

  ”Jeg går ud fra, at verden ikke gik under alligevel,” mumlede han for sig selv, og jeg kunne ikke lade være med at trække lidt i mundvigene – typisk ham at spekulere over sådan noget i disse situationer. ”Men Harry,” – hans tonefald var stadig en smule mistænksomt – ”så fortæl mig, hvordan jeg kan hjælpe dig.”

  ”Jamen, jeg kan ikke rigtig forklare det, uden det lyder helt sindssygt. Man kan vel sige, jeg er strandet i den her tid, og jeg aner ikke hvorfor. Ham professoren, der fortalte os om tidsrejsen, sagde ikke noget om, at mit ur ville holde op med at virke og alt muligt. Jeg har prøvet at finde en løsning alene, det har jeg virkelig, men det kunne jeg ikke, og lige nu har jeg bare brug for råd af dig.” Før jeg overhovedet var færdig, indså jeg, hvor latterlig min talestrøm egentlig virkede. Man skulle ikke tro, det var noget, der kunne finde sted i virkeligheden, ja, faktisk havde jeg aldrig i hele mit liv forventet, at tidsrejser nogensinde skulle komme til at eksistere. Og alligevel sad jeg her, fanget i 2011.

  ”Åh, det giver mening,” sagde han nonchalant uden at fortrække en mine.

  ”Virkelig?” Jeg trak håbefuldt i smilebåndene.

  ”Hvis jeg var borgmesteren af Tokyo!” Han lagde armene over kors, og jeg mærkede min optimisme slukkes som et lys. ”Den må du altså lidt længere ud på landevejen med, for jeg kan ikke orke det her lige nu, Harry, hvis det overhovedet er dig.”

  ”Hør, jeg tror ikke, vi kommer nogen vegne foreløbigt. Men vil du ikke tænke over det? Du har nok brug for at vænne dig lidt til tanken – det havde jeg selv. Jeg er ikke ude på at gøre dig ondt, eller hvad du nu ellers tror om mig, jeg har bare brug for hjælp. Før jeg tog af sted, fik jeg at vide, at jeg under ingen omstændigheder måtte lade mit yngre jeg se mig, så derfor mangler jeg et sted at bo. Det var der, jeg kom i tanke om, at du har din kælder, hvor vi plejede at spille videospil og det hele. Hvis jeg bare kan opholde mig der i de dage, det tager mig at finde en løsning …” Mit tonefald var bønfaldende.

  Han så ud til at tænke et øjeblik, stadig med den der fure i panden, der indikerede, at han ikke helt vidste, hvad han skulle stille op med mig. Enhver person i 2013 ville nok være beæret over at have selveste Harry Styles boende i sit hus, men jeg vidste, at Will aldrig ville lade stjernerne blænde ham – han ville nok altid bare huske mig for den, jeg engang havde været, trods der var lidt mere fjendtlighed at fornemme nu på grund af alle de fordomme, jeg selv havde haft engang.

  ”Du rører ikke noget som helst dernede, okay?” gav han sig. ”Og jeg giver dig besked, når du kan komme op, for hvis mine forældre ser dig, får de et hjerteanfald.”

  ”Det er helt fint,” sagde jeg og nikkede ivrigt med et stort smil på læberne. ”Tusind tak, Will. Jeg vidste, jeg kunne stole på dig.”

  Jeg havde lyst til at give ham et kram, men lod være. I stedet rejste jeg mig op og gik hen mod den lukkede dør for at trække ned i håndtaget og træde ud på gangen. Der duftede kraftigt af karry, og lige med det samme vidste jeg, at hans mor var i færd med at lave sin signaturret – hver lørdag plejede hun at lave indisk mad så stærk, at man begyndte at svede (selv om vinteren), men samtidig var retten bare så god, at man kom tilbage efter mere gang på gang.

  ”Åh, og Harry?” Jeg vendte mig igen mod Will, som havde rejst sig. ”Hvordan bar du dig ad med at få mig herop?”

  Jeg trak lidt på skuldrene. ”Så svært var det heller ikke at bære dig.” Og så begav jeg mig ellers ned ad trapperne med et vagtsomt blik, og ethvert øjeblik ventede jeg, at Wills mor skulle komme ud og få øje på mig, men det gjorde hun aldrig. Da jeg var fem trin fra at stå i entréen, hørte jeg et lavmælt ”Han er da godt nok ikke den splejsede Harry, jeg kendte til, længere” oppe fra Wills værelse af, som fik mig til at trække i smilebåndene.

  Jeg vidste, at det ikke var for sent at rette op på alt. 

 

 

Så har jeg skudt del 2 af Picture Perfect Memories i gang! Det var egentlig slet ikke planen, at historien skulle deles op i to dele, men det blev den, for jeg tænkte, at siden Harry kommer til at være fanget i 2011 i lidt tid, ville det være kedeligt at kalde kapitlerne det samme hele vejen igennem. Så here you have it, første kapitel i denne del. 

Jeg har nu skrevet ned, hvad der skal ske i alle kapitler, så mon ikke jeg kan opdatere lidt oftere, nu hvor jeg ved, hvordan det hele kommer til at udfolde sig (det gjorde jeg også nogenlunde dengang, men nu er det blevet sådan helt detaljeret)? Min interesse for denne historie er i hvert fald endelig vendt tilbage, så jeg vil bruge lidt mere tid på at fokusere på denne historie.

Skud ud til Johanne, der foreslog, at Will skulle besvime, haha.

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...