Picture Perfect Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at rejse tilbage i tiden? Ville du rette op på alle de fejl, du har begået? Forhindre Hitler i at blive født? Eller måske bare genopleve de øjeblikke, der gør livet værd at leve? Det spørgsmål stiller Harry Styles sig selv, da han og sit band hver for sig får lov til at prøve det nyopfundne apparat, man kan rejse tilbage i tiden med. Men rejsen viser sig ikke at blive, som han ellers havde forventet. Som tilskuer finder han nemlig ud af en masse hemmeligheder om sin fortid, og specielt én pige, han aldrig ellers har lagt mærke til, tiltrækker hans opmærksomhed. At se sine barndomsvenner igen får ham til at indse, hvad han har mistet, og midt i virvaret af de mange minder tager Harry sig selv i at stille sig et spørgsmål: Vil han mon i virkeligheden hellere leve i fortiden?

356Likes
373Kommentarer
21737Visninger
AA

1. Prolog

Her var stort. Og det var måske endda en underdrivelse. Her var enormt. Som jeg kiggede rundt i det store laboratorielignende lokale, blev mit ansigtsudtryk kun mere og mere fascineret. Jeg havde aldrig set noget så spændende. Jeg følte mig mest af alt bare som et lille barn i en legetøjsbutik.

  ”Wow.” Andet kunne jeg ikke få ud. Her var simpelthen så forbløffende, at det var til at blive helt mundlam over. Godt nok havde jeg set et par film om videnskab, hvor jeg så havde fået et indblik i, hvordan der så ud, men alligevel var det her så overvældende.

  Det var egentlig ikke, fordi jeg interesserede mig synderligt meget for alt sådan noget videnskabeligt hejs, men tanken om, hvor meget der kunne blive udrettet i et rum som dette, var virkelig forbavsende. Så mange ting var blevet opfundet i lokaler, som var identiske med dette. Det gav mig en slags ærbødighed over for det. Jeg følte mig helt lille. Helt magtesløs. Og ikke mindst dum.

  Drengene, vores bodyguards og jeg fulgte efter en mand iført en hvid kittel. Han var ginger, brugte et par meget firkantede briller, og så havde han fuldskæg. Egentlig var han en meget venlig mand, men jeg var næsten 100 % sikker på, at han så os som fem dumme drenge, som ikke kunne finde ud af noget. Sådan havde folk det med at se os, og jeg bebrejdede dem egentlig ikke, for vi havde penge, berømmelse og succes – behøvede vi så overhovedet intelligens? Jeg kunne godt indrømme, at jeg ikke var den stærkeste til hverken matematik, engelsk, historie, religion eller naturvidenskab for den sags skyld, for jeg havde ikke haft meget tid til at studere de seneste par år på grund af de mange koncerter og andre ting.

  Vi gik igennem mange lokaler, som mest af alt bare lignede hinanden med de mange videnskabsfolk, de højlydte stemmer, det avancerede udstyr og de uforståelige koder på skærmene, inden vi langt om længe nåede frem til det rette sted – eller i hvert fald stoppede ham, vi fulgte efter, op.

  ”Så er vi her!” meddelte manden optimistisk, og drengene og jeg kiggede os nysgerrigt omkring. Her så ikke ud af meget. Faktisk befandt vi os bare i et mørkt rum lige ude foran en dør, hvorpå der stod ’AFLUKKET RUM. MÅ KUN BETRÆDES AF PERSONALET.’ Det foruroligede mig en smule, for var det da farligt at gå derind?

  ”Her ser da spændende ud,” var Liam den første til at kommentere med et halvnervøst, men samtidig spændt smil.

  ”Jeg ved, der ikke ser ud af meget, men det er lige herinde på den anden side, at det hele foregår,” forklarede videnskabsmanden, og det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, for det var jo det rum, der kun måtte betrædes af personalet, og jeg var ikke en del af personalet, så vidt jeg vidste. ”Før I går derind, vil jeg gerne lige forklare jer et par ting og udstyre jer med de ting, I får brug for.”

  Det var slet ikke til at beskrive den spænding, der boblede i min mave. Jeg er virkelig nervøs, men alligevel glædede jeg mig også, og det fyldte mere end angsten for, at noget ville gå galt. Det her skulle nok blive godt. Det vidste jeg.

  Vores band havde fået tilbudt at prøve tidsrejser af, hvilket virkelig var helt sindssygt, for det var jo en kæmpe mulighed. Selvom jeg nogle gange var virkelig utilfreds med livet i det her band, så var det de her chancer, som overskyggede de dårlige ting. Jeg skulle rent faktisk rejse tilbage i tiden.

  Jeg vidste ikke helt, om vi skulle ind i en tidsmaskine, eller hvad vi skulle, men tidsrejsen foregik i hvert fald inde i det rum, hvor kun personalet måtte befinde sig. Først to dage forinden havde vi hørt, at det var blevet muligt at rejse i tiden. Videnskabsfolkene havde endnu ikke offentliggjort det for hele verden ved at lade det komme i nyhederne, men vores band vidste det, fordi det var sådan nogle eksklusive fordele, vi fik.

  Vi havde ikke fået tilbudt denne tidsrejse bare for sjov skyld. Der ville være et kamerahold til at filme de aktiviteter, der foregik i 2013, imens vi var på vores rejse tilbage i tiden, og vi havde alle fem fået et håndholdt kamera, som vi kunne tænde og slukke, når vi nu fik brug for det. Egentlig havde kameraholdet virkelig insisteret på at tage med os, men det gav videnskabsfolkene ikke tilladelse til, så vi skulle rejse alene. Jeg vidste ikke helt, om jeg var tryg ved den situation, for jeg var efterhånden blevet vant til, at bodyguards omringede mig, lige meget hvor jeg gik hen.

  ”For det første vil jeg introducere jer for apparatet, der rejser i tiden.” Fem ure blev holdt frem imod os, og da Louis tøvende tog et af dem, fulgte vi andre hurtigt trop. ”Jeg ved, det bare ligner et helt normalt ur, men hvis I kigger lidt mere nøje efter, vil I opdage, at uret ser en smule anderledes. I stedet for klokkeslæt er der nemlig en masse årstal.”

  Rigtig nok stod der ikke 12, men i stedet 2013.

  ”Det vil kun være muligt for jer at rejse tilbage til et specifikt årstal – altså kan I ikke bestemme, om det skal være på jeres forældres bryllupsdag, eller hvad det nu ellers skulle være. Uret tager jer oftest bare tilbage til den vigtigste dag det år. I rejser ved at justere uret – altså ved at hive den lille dut ud, som er i højre side.”

  Så hele tidsrejsen afhang altså af den lille dut. Hvad hvis den faldt af? Ville jeg så være strandet i år 1997 for evigt?

  ”Og bare rolig. Hvis I hiver ud i den nu, sker der ikke noget, da uret kun virker i lokalet ved siden af os, og det bringer os til det næste: Rummet ved siden af er blevet lavet specielt til tidsrejser. Det er enormt tæt, og derfor har vi formået at gøre, så uret ’snyder’ rummet til at tro, det er hurtigere end lysets hastighed. Uret afgiver en masse stråler, som selvfølgelig ikke er skadelige, og de vil blive kastet rundt i rummet så hurtigt, at lyset ikke vil kunne følge med, og det er så sådan, tidsrejsen foregår. I vil højst sandsynligt befinde jer det sted, hvor den yngre jer befandt sig på det tidspunkt, og det betyder selvfølgelig også, at I ikke kan rejse tilbage til tidspunkter, hvor I ikke var i live. Selv hvis I prøver, vil der ikke ske noget, for det er umuligt. Det betyder også, at I ikke kan se, om Jesus findes eller dræbe Hitler, før han når at vokse op. Vi har desuden også i det hele taget gjort, at man under ingen omstændigheder kan rejse dertil, da sådan nogle store ting kan forandre vores verden, som den er i dag. Det er vigtigt, at I ikke prøver på at forhindre noget, som skæbnen allerede har haft planlagt.”

  Hans lange talestrøm var slet ikke til at følge med i. Selvom jeg hørte, hvad han sagde, så nåede det ligesom ikke helt ind. Det hele var simpelthen så forvirrende.

  ”Hvilket for resten fører til den næste ting: I må under ingen omstændigheder møde jeres yngre selv. Jeg ved, at I kommer til at ’lande’ samme sted som dem, men det er derfor, vi har skabt disse.”

  Han rakte nogle pakker med noget, der lignede mintpastiller, frem imod os, og vi stirrede alle lidt undrende på den, inden vi hver tog imod en.

  ”I skal spise en af de her hver dag klokken otte om morgenen. Det gør ikke noget, hvis I er nogle minutter forsinkede, men det er højst nødvendigt at gøre det, for hvis I møder jeres yngre selv, vil de komme til at kende til for meget af deres fremtid, og dette vil føre til, at de selv vil blive destrueret. Altså vil I komme til at tage deres plads i det årstal, og når I kommer tilbage til 2013, vil I være ældre, end I er lige nu.”

  Ét ord. Kompliceret. Men jeg fik da fat i, at jeg ikke måtte møde mig selv. Og hvad var det, pillerne gjorde?

  ”Pillerne gør, at I er usynlige for omverdenen. De vil ikke kunne se jer, men I vil kunne se dem.” Kunne den mand læse tanker?

  ”Men hvad hvis andre fra det årstal ser os?” spurgte Liam. Han havde også en lille fure i panden – selv hans hjerne kunne ikke finde hoved og hale på det her.

  ”Det gør ikke noget, men prøv så vidt som muligt at undgå det,” svarede videnskabsmanden. ”Vi har en computer, som vil kunne opfange, hvilket årstal I befinder jer i. Oppe på loftet hænger en projektor, som I kan se, og den kommer til at vise os, hvordan det står til med jeres rejse. Vi kommer ikke til at kunne se, hvor I går – kun hvilket årstal I befinder jer i.”

  Vi nikkede. Den del forstod jeg da i det mindste.

  ”Husk, at jeres ur under ingen omstændigheder må tages af. Hvis det bliver væk, er I strandet, og pillerne skal I også passe på, da I trods alt skal holde lidt afstand til jeres yngre jeg.”

  Først nu gik det op for mig, at videnskabsmanden læste det hele op fra et ark, som han havde i hænderne. Aha, så han kunne altså heller ikke alt det her udenad. Så følte jeg mig lidt mindre stupid.

  ”Så hvis jeg kort opsummerer de vigtigste ting: mød ikke jer selv, pas på uret og pillerne, prøv at lade være med at møde andre fra det årstal, da de vil stille spørgsmålstegn ved, hvor gamle I ser ud, og hav så en god rejse!”

  Der blev trukket ned i håndtaget til døren, der førte ind til lokalet, hvor alt det der strålehejs foregik.

  ”Åh, og for resten!” Vi vendte os alle rundt, da vi stod i lokalet, for at møde videnskabsmandens blik. ”Én dag i jeres tidsrejse svarer til en time her. I har 14 timer til at vende tilbage. Ellers er I fanget, da uret til den tid ikke har mere energi tilbage. Det er virkelig vigtigt, at I er tilbage, hører I?”

  ”Det er forstået,” svarede Liam forsikrende.

  ”Godt.” Videnskabsmanden smilede til os, og bag ham stod alle de bekymrede bodyguards – mest Paul – og så blev døren ellers lukket. Vi fem kastede nogle sigende blikke på hinanden, og et par smil blev udvekslet.

  ”Er I klar?” spurgte Louis med et hævet øjenbryn.

  ”Mere end klar!” svarede Niall friskt og klappede hænderne sammen. ”Hvor vil I starte med at rejse hen?”

  ”Jeg tror, at jeg springer min fødsel over,” lo Zayn, og Liam var hurtig til at melde sig enig, ”måske til mit første møde med Perrie.”

  ”Jeg ved det ærlig talt ikke,” indrømmede jeg, ”men jeg finder vel ud af det.”

  ”Måske vi skulle tage en af de der piller nu, så vi ikke bliver opdaget af os selv,” foreslog Liam først, og vi nikkede. Det var vist en meget god idé. Så det gjorde vi. Pakken indeholdt en del af de små pastiller, og overraskende nok smagte de af mynte.

  ”Så er vi vist klar til at tage af sted,” meddelte Zayn med et spændt udtryk i ansigtet. ”Lad os gøre det!”

  Vi sendte alle hinanden nogle skæve smil, som om det var sidste gang, vi ville se hinanden, og jeg kunne ikke lade være med at trække dem alle ind i et fælleskram.

  ”Pas nu godt på jer selv, ikke?” mumlede Liam.

  ”I lige måde, Liam,” svarede Zayn og klappede ham på ryggen. ”Hav en god rejse.”

  Langsomt trak vi os fra hinanden og stillede os op på rad og række, inden vi alle nikkede kort til hinanden, og før jeg lod mine fingre dreje på den lille dut i siden på uret, åbnede jeg munden for at sige en sidste ting.

  ”Vi ses igen i 2013.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...