Picture Perfect Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at rejse tilbage i tiden? Ville du rette op på alle de fejl, du har begået? Forhindre Hitler i at blive født? Eller måske bare genopleve de øjeblikke, der gør livet værd at leve? Det spørgsmål stiller Harry Styles sig selv, da han og sit band hver for sig får lov til at prøve det nyopfundne apparat, man kan rejse tilbage i tiden med. Men rejsen viser sig ikke at blive, som han ellers havde forventet. Som tilskuer finder han nemlig ud af en masse hemmeligheder om sin fortid, og specielt én pige, han aldrig ellers har lagt mærke til, tiltrækker hans opmærksomhed. At se sine barndomsvenner igen får ham til at indse, hvad han har mistet, og midt i virvaret af de mange minder tager Harry sig selv i at stille sig et spørgsmål: Vil han mon i virkeligheden hellere leve i fortiden?

356Likes
373Kommentarer
22341Visninger
AA

17. ► Play

Jeg vil formentlig aldrig helt kunne beskrive, hvordan det var at komme tilbage til 2013. Jo, følelsen kan jeg sagtens beskrive, men hvordan det skete, har jeg ingen idé om.

  Det ene øjeblik lå jeg og sov i Wills kælder, der var støvet og lugtede lidt af sauna, med en masse drømme i hovedet, og det næste befandt jeg mig i et tomt, halvmørkt lokale, som mindede lidt om dem, man bliver afhørt i på politistationer. Da jeg slog øjnene op, var jeg bare automatisk lysvågen og stod endda op – der var ikke et kort øjebliks forvirring, eller jo, det var der, men det var ikke dem, man oplevede, lige når man var vågen; det var mere sådan nogle, der bare stillede spørgsmålstegn ved, hvad i al verden der foregik.

  Den første følelse, der ramte mig, da jeg langsomt begyndte at forstå, jeg var tilbage, var lettelse. Jeg var ikke fanget i 2011 længere, og jeg havde ikke spoleret fremtiden fuldstændig. Alt var godt igen, og jeg var kommet tilbage lige i tide, inden det var for sent. Men så kom tristheden, som egentlig overhovedet ikke gav mening. Jeg ville bare virkelig ønske, jeg havde snakket lidt mere med Summer. Vi havde drøftet, hvordan jeg skulle reparere uret (uden nogen resultater), men andet havde vi ikke rigtig snakket om. Der var dog blevet sneget et par små smil ind i samtalerne, og det var det, jeg måtte klynge mig til; jeg havde vel gjort det godt igen. Helt 100 procent havde jeg ikke fikset min fortid, men lidt havde jeg.

  Jeg stirrede længe på uret på mit håndled og undrede mig over, hvordan det her apparat egentlig fungerede, men så tog jeg det af og lagde det på gulvet. Jeg havde virkelig ikke lyst til at komme i nærheden af det mere – det havde da været meget spændende at genopleve alle de øjeblikke, men mest af alt havde det været ufatteligt skræmmende. Jeg ville gerne tilbage til Summer, men det skulle jeg i hvert fald ikke med dét ur.

  ”Harry!” lød det bag mig, hvilket fik mig til at vende mig forskrækket om. Ind ad døren kom ham professoren med det rødorange hår og virkede meget begejstret for at se mig, selvom det for ham ikke var særlig lang tid siden, vi sidst havde set hinanden. ”Du er den første til at være tilbage. Hvordan var rejsen så?”

  ”Øh …” Jeg prøvede at finde de rette ord, men sandheden var, at det var umuligt at sige noget konkret om rejsen. Det var noget, man selv måtte opleve for at forstå. ”Den var … ikke lige, hvad jeg havde forventet.”

  ”Jeg forstår, hvad du mener,” nikkede han. ”De fleste tror, tidsrejser er helt som i film, hvor man bare lige indstiller maskinen, hvorefter man forsvinder, og det er da også noget lignende, men den helt eksakte dag er ikke noget, man vælger selv. Måske vil det være muligt i fremtiden med al den nye teknologi, der er til den tid, men som det ser ud nu, er det kun de vigtigste begivenheder, man vender tilbage til.”

  De vigtigste begivenheder. Så måtte den samtale med Summer alligevel have betydet noget.

  ”Hør, jeg er faktisk nødt til at snakke med dig om noget,” sagde jeg. ”Der skete ligesom noget, da jeg kom til 2011 …”

  Han gjorde tegn til, at jeg skulle følge efter ham ud ad døren. Det var så lang tid siden, at jeg sidst havde befundet mig her, at jeg følte mig helt overrumplet. Der var godt nok ikke meget i det her lokale, men ikke desto mindre var jeg fascineret.

  ”Nå, hvad var det, du ville snakke med mig om?” spurgte manden og hev en kuglepen op af sin lomme. Først da lagde jeg mærke til, at han i hånden havde en notesblok, hvor han sikkert noterede alle fremskridt i processen ned. Det var en smule mærkeligt, at alle mine oplevelser ville blive skrevet ned på den måde, men så igen: det var vel, hvad journalister gjorde med mit liv her i 2013.

  ”Øh, ja, det er en lidt lang historie,” begyndte jeg og blev en smule irritere over, at jeg havde sådan et behov for at stamme hele tiden. ”Det vigtigste er nok, at jeg mistede mine piller eller pastiller, eller hvad man nu kalder dem. Og det der håndholdte kamera fik jeg vist aldrig med mig.”

  Han spærrede øjnene op og skriblede hastigt noget ned. ”Og hvornår var det? Altså, det med pillerne?”

  ”Da der var gået en uge eller sådan noget.” Jeg trak på skuldrene, men kom så i tanker om, at de syv dage svarede til syv timer. ”Hvilket er –”

  ”Syv timer, ja,” afbrød han mig. ”Og hvad skete der så? Hvad gjorde du?”

  ”Jeg startede jo med at prøve på at tage tilbage tidligt, men mit ur duede ikke ordentligt, så det reagerede ikke, da jeg indstillede det.” Det var ikke min mening at lyde så bebrejdende, men jeg var vist lidt træt og mopset efter sådan en lang rejse. ”Og jeg vidste jo, at jeg under ingen omstændigheder måtte møde mit yngre jeg, så jeg opsøgte min barnsdomsven og spurgte, om jeg måtte blive der, til jeg fandt en anden løsning.”

  ”Du lod nogen fra fortiden se dig?” Jeg vidste ikke, hvorfor han nu lød bebrejdende, når det ikke just var min fejl.

  ”Altså, det er ikke, fordi jeg havde mange andre valgmuligheder,” sagde jeg og slog ud med hænderne. ”Hvis jeg var blevet derhjemme, ville mit yngre jeg have opdaget mig, og så ville det have været hans ende, så det var faktisk ret klogt af mig at tage hen til Will.”

  Han lukkede øjnene et kort øjeblik og tog nogle dybe indåndinger, hvilket fik mig til at føle mig som ballademageren i en børnehave. Derefter sagde han langsomt: ”Og hvad skete der så mere?”

  ”Ikke så meget.” Jeg havde ikke lyst til også at fortælle ham om Summer – han virkede oprørt nok. ”Dagene gik, og jeg fortsatte med at holde til hos Will. Hans forældre så mig ikke, for jeg boede i hans kælder.”

  ”Hvordan kom du så tilbage?” Det her var begyndt at forvandle sig til en afhøring.

  ”Jeg vågnede bare en morgen – eller du ved, hvad jeg mener – og pludselig stod jeg her. Uret må have gjort noget, imens jeg sov.” Jeg havde ikke rigtig lyst til at gøre mig klog på, hvordan alt det her hang sammen. Det måtte ham videnskabsmanden tage sig af.

  ”Meget vel.” Han skriblede lidt mere ned og rettede sig så op. ”Det er godt, du er tilbage i god behold, Harry. Lad os håbe, dit lille uheld ikke også er sket for de andre drenge.”

  Mit lille uheld, tænkte jeg bittert og havde lidt lyst til at rulle med øjnene. Nogle gange var de kloge åger bare så arrogante, fordi de mente, de altid vidste bedre.

  ”Det havde formentlig noget at gøre med, at uret ikke gav os højst 14 dage eller timer til at komme tilbage, men cirka 14 dage, så det ikke var muligt at komme tilbage allerede på halvvejen.” Lidt havde jeg vel alligevel fået med på vejen.

  Videnskabsmandens blik ændrede sig. Jeg tror, han kunne se, at det, jeg sagde, gav mening, for jeg modtog langsomt et nik og så et undskyldende og måske endda ydmygt smil, idet han sagde: ”Det beklager jeg meget, hr. Styles.”

  Hr. Styles. Det var bedre.

  ”Men jeg er altså nødt til at komme tilbage til 2011 bare én gang,” sagde jeg efter noget tid. ”Der var noget, jeg efterlod uafsluttet, og det er jeg nødt til at lukke af. Om det så først er i fremtiden, er jeg ligeglad med – men jeg er nødt til at tage tilbage en sidste gang.”

  Jeg tænkte tilbage på Summers smil og muntre stemme, og hvor passioneret hun havde været omkring alt det med tidsrejser. Jeg turde vædde med, at hun her i 2013 gik på Oxford Universitet eller noget endnu vildere – hun virkede i hvert fald klog (men så igen: hvilken person, der spiller violin, gør ikke det)?

  ”Det må nok blive en gang om mindst tre år,” svarede han tørt. ”Og selv dér er jeg ikke sikker på, jeg kan lade dig gøre det. Tidsrejser er stadig et splinternyt fænomen, og vi ønsker, at så mange mennesker som muligt prøver det. De fleste bør kun have mulighed for det én gang i livet – og som det ser ud nu, ville det være bedst ikke at ændre mere af din nutid.”

  Jeg forstod ham godt, men var alligevel lidt skuffet.

  ”Kan jeg få dig til at vise mig udgangen?” spurgte jeg med et lille træt smil. ”Jeg tror gerne, jeg vil tilbage til mit hotel og hvile mig lidt, før de andre drenge er tilbage.”

  Det var svært at trøste mig selv med, at der var flere fisk i havet. Nu, hvor jeg virkelig var tilbage i 2013, var jeg begyndt at savne Summer, trods vi kun havde snakket to gange, hvor den første samtale ikke just havde været det mest mindeværdige. For jeg vidste, at her i 2013 var der ikke meget, der overskyggede det faktum, at jeg var kendt. Tilbage i 2011 havde One Direction da nogle fans, men det var ikke helt så mange, og nu var vi ved at drukne i dem. Lidt af et luksusproblem, men når det kom til kærlighed, kunne det virkelig gøre alt vanskeligt.

  ”Selvfølgelig.” Jeg fornemmede lidt sympati fra videnskabsmandens side. ”Bare fortsæt ligeud, til du når en hvid væg, og gå så til venstre, indtil du ser en glasdør.”

  Jeg takkede ham og gav ham hånden for en sidste gang. Alle mine handlinger virkede en smule halvhjertede, men jeg vidste, at det ikke ville vare ved for evigt. Lige nu sad jeg endnu fast i fortiden, men før eller siden ville jeg vel rive mig løs og vende tilbage til det liv, jeg levede her i 2013. Men en del af min sjæl ville formentlig altid hvile med mor og Gemma derhjemme i den tid, der fandt sted for to år siden, hvor One Direction kun lige var slået igennem med What Makes You Beautiful. Den del af mig havde altid været der, men det havde jeg først indset i dag efter det her sindssyge eventyr, som alle, trods jeg ikke ville have noget imod at se Summers ansigt en sidste gang, gjorde klogt i kun at tage del i én gang.

  Da jeg bevægede mig udenfor, og en sol, jeg ikke havde set længe, ramte mig i ansigtet, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt for mig selv, og så blandede jeg mig ellers med den travle menneskemængde her i London. Normalt fik jeg klaustrofobi og blev bange for, at fans ville storme mig i møde, men lige nu skadede et par billeder og autografer ikke. Der var gået ret lang tid siden sidst.

  Imens jeg spejdede efter en taxa i mylderet af de mange folk, faldt mit blik over noget helt andet, der dog ikke desto mindre fik mig til at trække mere og mere i smilebåndene, indtil det gjorde helt ondt, men på den gode måde. Det fik mig til at stoppe op, så en mand råbte irriteret ad mig og skubbede sig forbi, men selv dét fik mig ikke til at bevæge mig det mindste.

  For lige på den anden side af vejen stod hun og strålede mere end nogensinde. Hun var begyndt at gå med lidt mere makeup, så de søde æblekinder var mere fremhævet, og hendes øjne virkede lysere omringet af den mørke eyeliner, men håret var det samme. Det mørke, næsten sorte hår, som var, hvad der havde fanget min opmærksomhed. Og kjolerne havde hun heller ikke lagt til side, nej, i dag bar hun en pistaciefarvet kjole, der gik hende til knæene og ikke en enkelt centimeter længere.

  På det tidspunkt ramte det mig. Jeg lukkede det ind, jeg længe havde fortrængt på min tidsrejse, fordi jeg nu kunne tillade mig at falde. Falde og falde og falde. For hvor var jeg dog faldet for hende, trods jeg havde benægtet det over for både Will og mig selv. Og jeg vidste, at hvis jeg bare tog mig lidt tid til at invitere hende ud, ville jeg kun forelske mig mere og mere i hende. For mig var der ikke nogen bund at ramme – jeg ville bare blive ved med at falde, og måske ville jeg tage hendes hånd i luften, hvis hun også var faldet.

  Det så ud til, at skæbnen alligevel havde bragt scone-drengen og scone-pigen sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...