Picture Perfect Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at rejse tilbage i tiden? Ville du rette op på alle de fejl, du har begået? Forhindre Hitler i at blive født? Eller måske bare genopleve de øjeblikke, der gør livet værd at leve? Det spørgsmål stiller Harry Styles sig selv, da han og sit band hver for sig får lov til at prøve det nyopfundne apparat, man kan rejse tilbage i tiden med. Men rejsen viser sig ikke at blive, som han ellers havde forventet. Som tilskuer finder han nemlig ud af en masse hemmeligheder om sin fortid, og specielt én pige, han aldrig ellers har lagt mærke til, tiltrækker hans opmærksomhed. At se sine barndomsvenner igen får ham til at indse, hvad han har mistet, og midt i virvaret af de mange minder tager Harry sig selv i at stille sig et spørgsmål: Vil han mon i virkeligheden hellere leve i fortiden?

356Likes
373Kommentarer
22344Visninger
AA

15. ■ Meet

Summer nåede hjem før Will. Før jeg overhovedet nåede at høre lyden af en hoveddør smække, fik jeg øje på pigen med det lange, sorte hår stå dér på taget med sin violin i hånden. Grebet var stramt, som om hun ethvert sekund kunne finde på at tabe instrumentet ud over taget. Hun virkede meget koncentreret i at beskytte violinen, men man kunne vel ikke rigtig bebrejde hende – jeg havde det på samme måde med min guitar.

  Trods Niall var den, der spillede til vores koncerter, elskede jeg at spille. Jeg var ikke den bedste og havde ikke lært om musikken i en helt tidlig alder som de fleste andre musikere, men ikke desto mindre var det noget uundværligt. Jeg kunne ikke rejse uden min guitar – der var bare noget underligt beroligende over at jamme for sig selv eller sammen med de andre drenge. Der var noget specielt over det, fordi jeg vidste, at lige meget hvad ville vi altid have den ene interesse tilfælles. Vi kendte efterhånden hinanden så godt, at vi ikke var bange for at eksperimentere med andenstemmer, eller hvad det nu ellers kunne være – usikkerhed var ikke noget, der fandt sted, når vi øvede. Alle lavede fejl, og det havde vi gennem årene indset, og nu grinede vi bare af dem, når uheld skete.

  Jeg kunne godt lide at se musikken som stedet imellem. Det var det, der lå imellem kendislivet og mit hjemmeliv; den ene ting, der forbandt mine to verdener. Det var musikken, jeg kunne hvile i, og når jeg sang, spillede eller skrev, syntes alt ligesom bare at forsvinde. Alle bekymringerne og de sure miner. Det var vel i virkeligheden en form for meditation.

  ”Hej, stalker,” blev der hilst, før Will slog en latter op og tilføjede: ”Seriøst, dude, du er nødt til at stoppe det der. Du har ingen chance hos hende, så lad den nu ligge.”

  ”Det ved jeg godt, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal lave,” sukkede jeg med et træk på skuldrene. ”Jeg vil bare så gerne lære hende at kende. Det er ikke hende, det omhandler som sådan, men mere det, at jeg ikke tog mig tid til at snakke ordentligt med hende, da vi allerførst mødtes.”

  Han dumpede ned ved siden af mig. ”Så med andre ord omhandler det hende.”

  ”Nej,” fortsatte jeg hovedrystende. ”Du forstår ikke … Det er så svært at forklare, men kender du ikke det der med, at man først lægger mærke til noget, når det er væk? Og der snakker jeg ikke bare om Summer, jeg snakker om hele mit liv her i Holmes Chapel. Jeg værdsatte aldrig de små ting som min samtale med hende, og det vil jeg gerne gøre godt igen. I det mindste bare give det et skud, og hvis hun virkelig er så kedelig, som du mener, hun er, så kan jeg da trøste mig selv med, at jeg prøvede. At sidde her føles så meningsløst. Jeg har jo intet at lave.”

  ”Så nu har du tænkt dig at drage ud for at score hende og afsløre dig selv for resten af verden.” Han fik det til at lyde, som om jeg var bindegal. ”Tja, jeg stopper dig i hvert fald ikke. Af sted på den hvide hest, Romeo!”

  ”Er det bare mig, eller har du kaldt mig det en hel del gange de seneste dage?” vrissede jeg og rynkede brynene. ”Men Will, du ved jo godt, det ikke er planen at kontakte SugarScape og fortælle dem, jeg er fra fremtiden. Og jeg ved godt, jeg ikke kan snakke med Summer. Jeg ville bare ønske, jeg kunne, og det tætteste, jeg kommer på det, er at lære hende at kende herfra. Kald mig stalker, for jeg er ved at tro, jeg rent faktisk er det.”

  ”Du får virkelig 2013 til at lyde uindbydende,” indrømmede han, og det skeptiske tonefald var væk. Trods han ikke forstod, kunne jeg se på ham, at han prøvede. Han gjorde sit bedste for at få det til at hænge sammen, trods der ikke var den helt store sammenhæng i det hele. Og jeg havde vel mere eller mindre givet ham indtrykket af, at jeg var en rig, forkælet superstjerne, der var utilfreds med, at jeg tjente flere millioner om året.

  ”Teknologien er meget federe, så det kan du glæde dig til,” sagde jeg med et skævt smil. ”Hør, det er egentlig slet ikke så slemt. Men jeg savner det her. Virkelig meget. Og det indså jeg, da jeg drog hertil. Jeg var slet ikke så ulykkelig, indtil jeg så min mor og storesøster og dig og Summer … Jeg så, hvor godt I havde det, og endnu værre var det, da jeg fik øje på mit yngre jeg, for der gik det op for mig, hvad virkelig lykke er. I så lang tid har jeg bildt mig selv ind, at jeg har det helt fint med alt det her, men det er ikke så ligetil. Nogle gange bliver man ved med at fortælle sig selv, man elsker noget, bare fordi det efterhånden er blevet en selvfølge, og jeg tror vist, jeg glemte mine følelser lidt. Nu er det bare denne hverdagsagtige ting, som der ikke skal sættes spørgsmålstegn ved nogensinde. Men tidsrejsen fik netop det spørgsmålstegn til at rejse sig, og nu plaprer jeg, så du sikkert ikke forstår, hvad jeg mener.”

  ”Nej, jeg tror faktisk, jeg forstår. Lidt da. Det giver stadig ikke mening for mig, hvordan man ikke skulle kunne lide at blive opvartet overalt, men jeg er jo heller ikke dig og langt fra så dyb og filosofisk, som det ser ud til, du er blevet.” Han skar en grimasse, men jeg kunne se, det var for sjov.

  Han havde altid lavet lidt grin med min personlighed. ”Altid så tøset,” som han ville sige. Han mente, jeg tænkte som en pige med alle de drømme og ambitioner. Det virkede ikke normalt for ham, at man som dreng kunne gå så meget i dybden, når det kom til at tænke over livet, og måske var det det heller ikke. Jeg vidste bare, at mit sind ikke var noget, man bare kunne slukke for.

  Jeg huskede de gange i skolen, hvor han havde spurgt, om jeg var bøsse, bare for at være på den helt sikre side. Men jeg havde aldrig været den mindste smule tiltrukket til nogen af samme køn, så svaret var simpelt modsat mit hoved.

  ”Jeg savner det her,” mumlede jeg efter noget tid. ”Jeg savner at snakke sammen til frokost og planlægge vores næste store gig, hvor ikke mere end 15 personer dukker op – og det er endda på de heldige dage. Det var bare så hyggeligt at håbe på den måde.”

  Af en eller anden grund var jeg ikke helt overbevist om, at det at blive sanger var mit helt store mål i livet. Havde alle ikke et med dybere mening? Et mål, der ville efterlade én med så meget fred i sjælen, at man som gammel slet ikke var bange for at dø? Det kunne jeg godt lide at forestille mig. At jeg ikke allerede havde nået det punkt, hvor der var intet andet end tomhed i vente. Jeg måtte vel have et eller andet.

  ”Ved du hvad?” Will rejste sig op. ”Jeg synes, du skal hilse på Summer. Kom.”

  ”Er du sindssyg?” spurgte jeg og rystede kraftigt på hovedet tre gange, så mit hår kom i uorden. ”Har du helt glemt, at –”

  Jeg blev afbrudt af lyden af en dørklokke. Selvom vi befandt os ovenpå, var den høj og tydelig, og idet vi kastede et blik hen mod nabohuset, opdagede vi, at Summer var væk.

  ”Er det …?” Jeg fuldførte ikke sætningen, så tør var min mund.

  ”Det tror jeg.” Will virkede lige så målløs som mig. Jeg vidste egentlig ikke rigtig, hvorfor han opførte sig sådan, for jeg gjorde det, fordi jeg altid blev lidt nervøs, når det kom til snak med piger, men han … ja, hvad var der med ham?

  ”Skal vi lukke op, eller …?” Igen hang min sætning lidt i luften.

  Will så ud til at genvinde fatningen, for kort tid efter rystede han kort på hovedet. ”Du bliver her, og så tjekker jeg, hvem det er. Hvem ved, måske er det bare postbuddet eller sådan noget. Måske har mine forældre tidligt fri.”

  ”Hvis de har det, tror jeg, jeg er nødt til at gemme mig i kælderen.”

  ”Du bliver, hvor du er!” sagde han og bakkede langsomt bagud, imens han holdt en pegefinger frem foran sig. ”Hvis du så meget som rører dig den mindste smule, opdager Summer dig, så bliv her.”

  ”Jamen, jeg troede, du havde det fint med –”

  ”Det her tager vi senere.” Og så var han ellers ude ad døren. Jeg vidste ikke helt, hvad han havde forventet af mig – selvfølgelig ville jeg gerne snakke med hende, og han havde da lige givet mig lov. Men jeg forstod ham alligevel godt. Jeg burde ikke tage kontakt til så mange fra fortiden – bogstavelig talt. Det ville ikke hjælpe mig ud af min situation, og i fremtiden ville alt sikkert være forandret. Hvad hvis alt det med Will allerede havde ændret så meget på fremtiden, at One Direction var gået i opløsning eller sådan noget? Måske var jeg blevet for gode venner med ham igen, og derfor var de andre drenge blevet jaloux og havde smidt mig ud af bandet eller sådan noget.

  Måske lidt overdrevet, men jeg burde være forberedt.

  Idet jeg hørte døren gå op, dukkede et billede op i mit hoved. Hende iført en af de kjoler, hun altid så ud til at bære, det mørke hår og den porcelænslignende hud, der kunne minde om en dukkes, trods hendes ansigt langt fra virkede så uhyggeligt og dødt. Nej, hun var livlig. Hun var livlig, og kinderne havde et fint, rødligt skær over sig, som var hun endnu et nyfødt spædbarn.

  Jeg havde sådan lyst til at snakke med hende.

  Sagen var bare, at jeg ikke kunne være sikker på, om jeg overhovedet kunne stole på hende. Sådan her startede det altid: man fortalte en hemmelighed, og den næste dag vidste fem mere det, og dagen efter var det pludselig ti og så 20 og så 30, indtil hele verden vidste det. Summer virkede sød, ja, men jeg havde trods alt aldrig rigtig snakket med hende, og derfor burde jeg nok ikke bare lige sådan sætte min lid til hende. Måske var jeg bare så ensom, at jeg var begyndt at blive desperat.

  De snakkede sammen. Jeg kunne ikke høre, hvad de sagde, men stemmerne nåede herop. Hans var lige så dyb, som den normalt var, og hendes var lys uden at være irriterende – der var en vis blødhed over den, som fik alle hendes ord til at virke gennemtænkte og kloge.

  Samtalen havde taget en drejning. Tonefaldene havde ændret sig, og jeg syntes at kunne spore en skepsis i Summers stemme. De var sikkert begyndt at snakke om den stalker, der havde gloet på hende de seneste par dage, og hvordan han holdt til her. Jeg håbede virkelig ikke, hun syntes, jeg var klam. Det var måske en smule … unormalt at holde øje med sin nabo (selvom hun teknisk set var Wills nabo), men jeg havde en forklaring på det, og hvis jeg bare kunne snakke med hende, ville jeg kunne få det til at give mening.

  Men det kunne også sagtens være, hun snakkede om det faktum, at jeg lignede en ældre version af 2011’s Harry Styles på en prik. Måske snakkede hun om begge dele og undrede sig over, om jeg var fra fremtiden – men det gjorde hun så nok alligevel ikke. Det var de færreste, der nåede at tænke så langt, fordi, ja, tidsrejser var jo en smule absurde. Hun virkede bare alligevel så klog, så mon ikke hun havde en teori om det alligevel. Jeg vidste ikke, om jeg tænkte for højt om hende.

  Will lod til at prøve på at skifte emne. Han havde det der ”lad være med at finde ud af, hvad end jeg gemmer”-tonefald, som han plejede at bruge, når forældrene kom hjem og mistænkte ham for at have købt lidt for meget slik i kiosken. Det var selvfølgelig ikke rigtig noget, der hændte længere – nu gjaldt det nok nærmere hash eller det, der var værre. Jeg var ikke helt sikker.

  Samtalen fortsatte, og jeg havde sådan lyst til at vide, hvad de snakkede om. Jeg kunne da regne ud, at det nok havde noget at gøre med mig, men hvis jeg bare kunne tage del i det … i stedet for at være heroppe til ingen nytte overhovedet. Det kunne vel heller ikke skade at hilse på Summer, hun virkede ikke som en type, der ville røbe mig. Tværtimod. Hun virkede sød og nede på jorden og forstående. Når jeg kiggede på hende, havde jeg denne ubeskrivelige trang til bare at snakke med hende til langt ud på natten. Jeg anede ikke hvorfor.

  Da jeg begyndte at falde lidt i staver, kom stemmerne nærmere, og jeg begyndte at kunne tyde, hvad de sagde. Will lød desperat, idet han sagde noget om, at hun ikke ville komme til at finde nogen, og at det var ubehøvlet at sniffe rundt i andres huse uden tilladelse, mens hun fablede om, at hun havde al ret til det, når hans såkaldte fantasiven havde stalket hende.

  Fantasiven? tænkte jeg for mig selv, da jeg hørte hende sige det, men jeg kendte Will nok til at vide, at han kunne finde på at sige alt for at slippe ud af en situation. Så helt overraskende var det vel alligevel ikke.

  Jeg gik ud fra, at siden Will helst ikke ville have, at jeg blev opdaget, måtte jeg nok gemme mig væk. Samtidig vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, eftersom jeg efterhånden var blevet lidt for stor til at gemme mig under en seng, og helt vildt mange andre gemmesteder var der heller ikke i dette værelse. Alt virkede så åbent, og trods der var rodet, var det ikke ligefrem, fordi der var nok bunker beskidt tøj til, at jeg kunne begrave mig selv i det (for ikke at tale om, at det nok ikke ville dufte særlig godt).

  Idet jeg kiggede rundt og indså, jeg ingen steder havde at gå hen, blev jeg ramt af en vis glæde. Det var underligt, at sådan noget for mig var godt, men efter at have betragtet hende kunne jeg simpelthen ikke lade være. Jeg måtte lære hende at kende, bare lidt mere end bare det enkelte navn. Jeg ville gerne høre hendes mening om livet, og hvordan alt det her er skruet sammen, og jeg ville gerne blive andet end en overfladisk popstjerne, før medierne for alvor fik mig til at virke sådan. Det var bare hende og ingen anden.

  ”Summer, dine forældre kommer ikke til at være glade for det her!” råbte Will, og jeg kunne høre fodtrin på trapperne. Den måde, hun bevægede sig på, var let og elegant, så man kun lige kunne høre lyden af nogle strømper strejfe det glatte gulv i en hurtig bevægelse. Wills gang var mere klodset og tung, men det havde måske også noget at gøre med, at han vejede mere end hende.

  Der blev flere gange råbt på hende, men hun stoppede ikke, før hun stod i døråbningen med store øjne og en vidt åben mund. Tæt på var hun endnu smukkere øjnene større. Læberne var fyldige og havde et tykt lag læbepomade smurt på sig, og det sorte hår sad hulter til bulter – måske var det, fordi det blæste så meget udenfor.

  ”Det er virkelig dig. Du er her virkelig,” hviskede hun og rystede adskillige gange på hovedet, som om jeg var et spøgelse. ”H-hvordan i al verden …?”

  Jeg kunne regne ud, at hun var forvirret og helst ville tro, at jeg bare var en, der lignede Harry Styles, det kendte boybandmedlem, virkelig meget. Nogle gange ville jeg selv ønske det, at jeg var lige så normal som alle andre. Så ville jeg ikke have helt så meget at bekymre mig om, og jeg ville kunne møde en pige som Summer og rent faktisk nå at forelske mig i hende i stedet for bare at have en lille interesse for hende. Alt var altid så stressende, som om der var en masse at nå. Og langdistanceforholdene var aldrig til at regne med, for når man ikke så nogen i så lang tid, begyndte man, som tiden passerede, langsomt at glemme vedkommende. Først stemmen, så øjnene, så minderne, så ansigtet og til sidst følelserne. Det var trist at tænke på, hvordan et menneskes hjerte kun permanent kunne opbevare ar – aldrig de gode ting.

  ”Du er sikkert en anelse forvirret,” konstaterede jeg og rejste mig, hvilket fik hende til at tage hænderne op foran sig som for at beskytte sig, ”og det forstår jeg også godt. Jeg ville selv have været det, hvis jeg var dig. Men jeg kan altså forklare dig alt, alt har en meget god forklaring.”

  Will nåede op og kiggede fra mig til hende til mig til hende, og sådan blev det ved længe, så jeg til sidst slet ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med situationen. For nu, hvor hun stod lige her foran mig, gik det op for mig, hvor lidt mening det egentlig ville give at forklare hende alt, hvad der havde foregået de seneste dage, som egentlig bare var timer i den rigtige tid. Der var nærmest ingen pointe i det, for hun ville bare benægte det, fordi hun ikke havde lyst til at se sandheden i øjnene, og så ville jeg være en galning, og hun ville melde mig til politiet, og så ville jeg for alvor være fanget.

  Hvor var jeg dum.

  ”Ved du hvad?” Jeg viftede afværgende med hænderne. ”Der er ingen forklaring. Ja, jeg har siddet og kigget på dig de seneste dage, selvom jeg har ingen ret til det, og det beklager jeg. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det, og hvorfor jeg ikke fortryder det. Det kan også være lige meget, for vi kommer ikke til at ses igen. Jeg skal nok lade være med at forstyrre dig mere, det lover jeg. Undskyld.”

  Hun så ikke vred ud. Faktisk overhovedet ikke. Hun så bare forvirret ud – som om hun ikke helt var med på, hvad der foregik. Jeg var tæt på at tro, hun undrede sig over, om hun var med i en eller anden reality-serie, hvor folk lavede fis med hinanden, for hendes ansigt virkede tomt, men samtidig ikke. Det var det ansigtsudtryk, man fik, når man undrede sig over, hvorfor himlen var blå, selvom der egentlig ikke som sådan var et svar på det.

  ”Men hvordan kan du ligne –”

  ”Det ved jeg ikke. Jeg er ikke i familie med ham Harry Styles, og jeg har heller aldrig mødt ham. Folk fortæller mig, jeg ligner ham, men det er altså ikke mig. Jeg ved ikke, hvor folk får den idé fra.” Jeg afbrød vores øjenkontakt. ”Beklager, hvis du fik høje forhåbninger.”

  Det gjorde mere ondt at lyve, end det plejede. Det skyldtes formentlig hendes ansigtsudtryk, der sagde noget om, hvor rundt på gulvet hun var. Og hendes undren havde nok ikke kun noget at gøre med mine ligheder med Harry Styles, men også hvor afvisende jeg var, selvom jeg tydeligvis havde vist interesse for hende. Det her var helt klart grunden til, at piger mente, drenge var komplicerede og nogle idioter – ligesom drenge havde det med piger. Var det her ikke mere en pigeting end drengeting? At blive helt kold lige pludselig uden nogen specifik grund (i hvert fald ikke en, man kender)?

  Summer stod et kort øjeblik og stirrede på mig uden at sige noget. Hun så ud til at suge hver eneste detalje til sig, som var jeg et maleri med en historie bag sig, man var nødt til at tolke. Jeg vred mig lidt og vendte hovedet væk, imens jeg prøvede at glemme, hvordan det føltes at have et par øjne hvilende på mig på den måde. Jeg havde ikke lyst til at møde hendes blik igen – ikke når jeg vidste, en samtale alligevel ikke ville føre nogen steder overhovedet. Hun havde ikke fået et godt indtryk af mig, og lige meget hvad jeg gjorde ville jeg ikke kunne ændre på det. Førstehåndsindtryk var altid så tæt på umulige at ændre, og jeg havde egentlig heller ikke overskud til at prøve, når et forhold med hende var dømt til at fejle.

  Da jeg drejede hovedet tilbage, fandt jeg kun min bedste ven. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...