Picture Perfect Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at rejse tilbage i tiden? Ville du rette op på alle de fejl, du har begået? Forhindre Hitler i at blive født? Eller måske bare genopleve de øjeblikke, der gør livet værd at leve? Det spørgsmål stiller Harry Styles sig selv, da han og sit band hver for sig får lov til at prøve det nyopfundne apparat, man kan rejse tilbage i tiden med. Men rejsen viser sig ikke at blive, som han ellers havde forventet. Som tilskuer finder han nemlig ud af en masse hemmeligheder om sin fortid, og specielt én pige, han aldrig ellers har lagt mærke til, tiltrækker hans opmærksomhed. At se sine barndomsvenner igen får ham til at indse, hvad han har mistet, og midt i virvaret af de mange minder tager Harry sig selv i at stille sig et spørgsmål: Vil han mon i virkeligheden hellere leve i fortiden?

356Likes
373Kommentarer
22671Visninger
AA

13. ■ Her

En dag hjemme hos Will havde lært mig, at intet i Holmes Chapel egentlig havde ændret sig i den tid, jeg havde været væk. Det var måske også det, jeg elskede så meget ved byen – lige meget hvor kendt jeg så blev, ville det altid være det ene sted, hvor intet havde forandret sig, og hvor jeg stadig bare var Harry Styles, Anne Cox’ mor og ikke Harry Styles, ham fra One Direction (sagt i et højt, ivrigt toneleje (eller måske ligefrem skreget)). Det var det sted, der aldrig helt ville svigte mig; det sted, jeg kunne opsøge, hvis jeg nogensinde fik nok af den endeløse opmærksomhed.

  Jeg var alene. Will var i skole, og hans forældre var på arbejde, så her sad jeg og lavede ikke det helt store. Jeg var så småt ved at være vant til at befinde mig her i 2011, trods der ikke var gået mere end to dage. Det havde nok noget at gøre med, at Holmes Chapels kedelige, gråtonede udseende altid havde været så vant for mig. Mens jeg i 2013 turnerede rundt og oplevede alle mulige fremmede kulturer, stod denne by uberørt af andre end de få indbyggere, der var, og det var det dejligste. Denne by ville aldrig blive mere eller mindre end mit hjem – lige meget om jeg så bosatte mig i London eller New York eller noget helt tredje; for jeg var jo alligevel konstant væk derfra, og trods boligen måske stod i mit navn, var der ikke meget sjæl i den, når jeg for det meste var et eller andet sted med drengene.

  Det var ikke helt let at sammenligne det her med stjernelivet. For trods jeg da nogle gange fik nok af al den opmærksomhed, jeg tiltrak, når jeg gik på gaden, var det ikke noget, jeg bare kunne vinke farvel til uden yderligere indvendinger. Det vidste jeg. Jeg havde arbejdet for at opnå det her og var da også taknemmelig for, at det netop var mig, der havde fået al den succes sammen med de andre drenge, men … ja, man kunne egentlig bare ikke rigtig sætte det at genleve sine gamle minder og berømmelsen op imod hinanden – for de havde begge hver deres kvaliteter. Og selvfølgelig vurderede jeg da mit liv i 2011 højere lige nu, fordi jeg havde savnet det så længe. Men hvis man så på det helt store billede, vidste jeg egentlig ikke, hvad jeg foretrak – og der var måske heller ikke ligefrem nogen grund til at beslutte det, når det alligevel lod til, at jeg var fanget her i 2011 og på et eller andet tidspunkt ville blive nødt til at se mit yngre jeg i øjnene og realisere, at jeg rent faktisk måtte genleve de to år, der var gået siden da. Sådan så min fremtid i hvert fald ud for nu.

  Udenfor gik folk rundt uden at ænse mit studerende blik. Jeg længtes efter at komme ud og nyde den sol, der for en gangs skyld var at se, men vidste, at det formentlig ikke var det smarteste træk. Jeg savnede det bare så meget. Det at kunne gå på gaderne og sige hej til alle, der gik forbi, fordi byen var så lille, at der ikke fandtes fremmede her – eller, det var, indtil jeg blev kendt. For så begyndte alverdens fans pludselig at strømme ind, og så var der pludselig ikke særlig meget gammelt og velkendt tilbage længere.

  Det ville formentlig tage lidt tid at vænne mig til at kigge ud ad vinduet uden at blive mødt af blitz og ivrige råb, men samtidig var der en underlig form for ro over det. De første måneder som kendt havde været fantastiske, ja, faktisk havde hele 2011 ikke været andet end det rene paradis for mig. Men intet godt varede evigt, og nu, hvor jeg tænkte tilbage, vidste jeg egentlig ikke, hvorfor jeg slet ikke havde skænket det faktum en tanke dengang. Måske var det, fordi jeg altid havde set det at være blandt stjernerne som noget fuldstændig ekstraordinært. Noget, man aldrig ville kunne blive træt af, for hvad var der egentlig også at blive træt af?

  Det fandt jeg så selvfølgelig ud af senere hen.

  Jeg tror, at alle de håbefulde sangere og skuespillere, der findes i verden, ser det at være kendt som sådan en ting, der vil få alle problemerne til at forsvinde; de ser det som det rene luksus og vender ryggen til alt det negative. De er blændet af det billede, man får af kendislivet og tror, at det er det, der skal til for at blive lykkelig – men sandheden er, at det langt fra er det. Det har det aldrig været. Måske føles det sådan i starten, men det er kun en midlertidig, falsk forsmag på det gode liv. Der er mange måder at tolke succes på, men det her er egentlig ikke en af dem, trods de fleste formentlig mener det modsatte.

  Da døren smækkede, måtte jeg rive blikket væk fra et grinende par, der gik og snakkede på asfalten udenfor. Et kort øjeblik var jeg bange for, at det var Wills forældre og ikke ham selv, der var kommet hjem fra skole, men den tanke blev hurtigt visket bort, da jeg ved lyden af et højlydt ”Hej!” kunne bekræfte, at ingen anden end min barndomsven stod i entréen og var i færd med at tage sine store støvler af.

  ”Hjemme fra skole?” råbte jeg helt oppe fra hans værelse af, selvom svaret egentlig var ret åbenlyst. Men det fik i det mindste startet en samtale.

  Jeg kunne næsten se ham for mig nikke, da der blev svaret: ”Mm-hm – endelig.”

  Jeg savnede den tid, hvor jeg havde haft det på samme måde med skolen, trods jeg ikke havde lyst til at indrømme det over for mig selv – men sandheden var, at man under sin skoletid altid hadede det mere end noget andet, mens man, når man så tilbage på det hele, ikke kunne lade være med at smile. Det var vel bare et af de mange beviser på, at man først rigtigt værdsatte noget, når det en dag var væk.

  ”Hvad har du lavet, imens jeg var væk?” spurgte han mig, da han nåede ovenpå, hvor jeg sad, og dumpede ned ved siden af mig. Han var endnu iført sin mørkegrå, kedelige skoleuniform, men det så ikke ud til at genere ham – det havde ellers altid været et af de første punkter på dagsordenen for mig at komme ud af det kluns, så snart jeg var hjemme.

  Jeg trak på skuldrene. ”Ikke så meget. Der er ikke så meget at lave, når man hverken kan gå udenfor eller røre tingene indenfor.”

  Selvom Will så ud til at tro på, at jeg virkelig var fra fremtiden, var han stadig forholdsvis skeptisk over for mig. Det havde nok noget at gøre med, at jeg netop var fra fremtiden, hvilket trods alt ikke ligefrem var en helt normal ting – hvem ved, måske regnede han med, at hvis jeg rørte hans PlayStation, ville den springe i luften eller forvandle sig til et marsvin. Han stolede i hvert fald ikke helt på, at jeg kunne passe på hans ting, det var helt sikkert.

  På den anden side forstod jeg ham godt. Jeg havde så småt vænnet mig til tanken om, at jeg halvt om halvt var en alien i 2011, men sådan noget tog tid – især når det gjaldt Will. De fleste, der rejste i tiden, blev altid fremstillet som dem, der fortalte deres yngre selv, hvad de skulle forhindre at lave af fejl, men virkeligheden var anderledes. I virkeligheden måtte man ikke engang tage kontakt til sit yngre jeg, fordi det ville skabe så meget kaos. Det hele var slet ikke så filmagtigt og let – jeg var ikke bare en eller anden mystisk, ældre mand (ja, jeg var ikke engang, hvad der egentlig kunne betegnes som en mand), der kom ind på den samme restaurant helt tilfældigvis og sendte et eller andet mystisk smil, der ville få mit yngre jeg til at undre sig over, om jeg mon mente noget specielt med det. Det var ikke sådan, det hele forholdt sig, trods jeg ville ønske, det gjorde.

  Will fnøs over mit mutte svar. ”Du må for min skyld gerne gå ud, hvis du har lyst til det. Jeg stopper dig i hvert fald ikke.”

  Der var noget over hans drilagtige blik, der fik mig til at vende øjne ad ham og ryste på hovedet. Jeg skulle til at give igen, idet jeg hørte lyden af en lavmælt violin spille. Det var umuligt at placere, hvor lyden kom fra, men jeg kunne høre den – en grædende klang, der så ud til at udtrykke en hel del smerte. Tonerne var langsomme og dybe, og man kunne høre, der var lagt arbejde i hver eneste lille node, der blev spillet.

  ”Kan du også høre det?” spurgte jeg, i frygt om at der var bivirkninger ved at være fanget i en anden tid som for eksempel at begynde at hørehallucinere for derefter at blive helt sindssyg og miste besindelsen.

  ”Kan høre hvad?” Han vendte sig om, som stod der nogen bag ham.

  ”Violinen,” sagde jeg med rynkede bryn. ”Der er en eller anden, der spiller noget på en violin. Kan du slet ikke høre det?”

  Jeg kløede mig instinktivt i håret, som om det ville stoppe lyden, men de indtrængende toner fortsatte med at spille. Jeg måtte spørge mig selv, om jeg endnu befandt mig i virkeligheden; om jeg endnu havde min besindelse med mig. For hvis han ikke kunne høre det, så …

  ”Det er bare naboem, der øver,” forklarede han endelig og afbrød min tankegang, hvorefter han nikkede med hovedet hen i retningen af vinduet, hvor jeg straks spottede en ung pige med ansigtet lagt i koncentrerede folder. Jeg udstødte et lettelses suk.

  Pigen så bekendt ud. Selvom der var mindst 50 meter fra os, var der noget over hendes ansigt, der fortalte mig, jeg havde set hende før. Men jeg kunne alligevel ikke helt sætte fingeren på hvor eller hvornår. Alle trækkene virkede bare som noget, jeg havde skabt plads til i mit hoved – alt fra det mørke hår, der virkede tæt på sort, til de fine æblekinder og nænsomt spidsede, blege læber var noget, jeg erindrede at have stødt på. Der var ingen tvivl om, at jeg havde set hende før.

  ”Hun går altid ud på altanen efter skole og øver. I weekenderne står hun op klokken jeg-ved-ikke-hvad og vækker så resten af nabolaget med det. Det værste er endda, at hun har sin helt egen, private altan lige foran mit værelse. Se, sådan noget er godt i film, fordi naboens pige altid er en eller anden lækker blondine, der spiller videospil og elsker doughnuts, men alt, jeg får ud af at have hende som nabo, er støj og irritation. Hun er en af de typer, der bare er off limits, kan man godt sige.” Han skar ansigt.

  ”Hun lyder lidt …” Jeg afbrød mig selv for at finde det rette ord, men Will var hurtig til at komme mig i forkøbet.

  ”… besværlig? Det er hun også,” sagde han, men trak så på skuldrene. ”Men hun er heller ikke så svær at omgås med. Hun er bare så … aflukket, hvis du forstår. Begge hendes forældre arbejder med et eller andet totalt fancy, så man føler sig altid som en eller anden fattigrøv ved siden af hende. Hun startede på skolen, kort efter du droppede ud på grund af alt det med X Factor. Der er bare ikke rigtig nogen, der har lyst til at blive venner med hende, fordi hun … jeg ved ikke, hun virker bare som en af de der fine typer, hvis negl man nødigt må brække, for så får man med advokater og anklager at bestille.”

  ”Hvem er hun?”

  ”Summer Hart.” Den måde, han udtalte navnet på, var en smule ærbødig. Det var ikke ligefrem respekt, man kunne spore i stemmen, men det var tydeligt, han ikke helt følte sig i samme liga som hende. "Hun er bogstavelig talt en af de der perfekte naboens piger. Jeg ved ikke så meget om hende, selvom hun bor så tæt på – vi har aldrig rigtig snakket med hinanden, fordi … ja, det ville egentlig bare i det hele taget være underligt. Jeg er sikker på, hun er sød nok og det hele, men der er bare noget over hende, der skriger: ’Forbudt område.’ Og det er ikke engang, fordi man ville få tæsk af en overbeskyttende storebror eller noget – det er nok bare risikoen for at lave så meget som en lille flænge på hende og dermed skulle leve med skylden resten af livet. Sådan en person er hun nemlig. Man får bare ubevidst en eller anden underlig form for medfølelse med hende.”

  ”Jeg føler, jeg har set hende før,” mumlede jeg med sammenknebne øjne og betragtede hende, imens hendes hoved virrede i takt med melodien, ”men det kan vel alligevel ikke helt passe, hvis hun først kom til Holmes Chapel for så lidt tid siden.”

  ”Måske er hun One Direction-fan,” jokede han og gav mig en albue i siden, der bare fik mig til at rulle med øjnene. ”Det er sikkert skæbnen, der er i færd med at føre jer sammen i fortiden også – mon ikke du stirrer på din fremtidige kone lige nu.”

  Jeg nåede ikke at komme med en spydig kommentar, før jeg bemærkede, at hun stirrede tilbage på os, der næsten helt sikkert lignede to stalkere i færd med at spionere på hende. De lyseblå øjne var borende, nysgerrige. Hun kiggede på os, som var vi mysterier, der skulle løses. Og det var den øjenkontakt, der fik klokkerne til at ringe.

  ”Har du slet ikke fået at vide, det er uhøfligt at stirre?” hvæsehviskede han til mig og gav mig et olmt blik, da han træk mig væk fra vinduet. ”Hvad blev der af, at folk i fortiden ikke må se dig? En køn pige, og så er det bare helt okay, nu skal du giftes?”

  ”Jeg vil gerne lige have lov at sige, at det var dig, der begyndte på den snak om skæbnen og kærlighed og meant to be.” Jeg sendte ham et skævt smil, men mine tanker var nu et lidt andet sted.

  For jeg genkendte hende. Det var hende. Det var pigen. Pigen fra bageren – hende, mit yngre jeg havde haft et sammenstød med helt tilbage i 2008. 

 

 

Mange gange undskyld (igen) for ventetiden, men hvis det kan trøste jer, skal I kun bære over med mig fire kapitler endnu, haha. Hvis I dog har lyst til at læse mere af mig, har Thirlwall og jeg netop udgivet en ny historie ved navn Outlaws of Love - I kan evt. lige læse resuméet og se traileren og afgøre med jer selv, om det er noget for jer. :-)

Sætter virkelig pris på jeres støtte, så tusind tak!

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...