Picture Perfect Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at rejse tilbage i tiden? Ville du rette op på alle de fejl, du har begået? Forhindre Hitler i at blive født? Eller måske bare genopleve de øjeblikke, der gør livet værd at leve? Det spørgsmål stiller Harry Styles sig selv, da han og sit band hver for sig får lov til at prøve det nyopfundne apparat, man kan rejse tilbage i tiden med. Men rejsen viser sig ikke at blive, som han ellers havde forventet. Som tilskuer finder han nemlig ud af en masse hemmeligheder om sin fortid, og specielt én pige, han aldrig ellers har lagt mærke til, tiltrækker hans opmærksomhed. At se sine barndomsvenner igen får ham til at indse, hvad han har mistet, og midt i virvaret af de mange minder tager Harry sig selv i at stille sig et spørgsmål: Vil han mon i virkeligheden hellere leve i fortiden?

356Likes
373Kommentarer
22426Visninger
AA

3. Fem år, 1999

Rejsen tilbage i tiden er ikke helt til at beskrive. Det ene øjeblik stod jeg i lokalet med de andre drenge, og det næste øjeblik begyndte omgivelserne omkring mig pludselig at snurre så hurtigt rundt, at det var umuligt at få et overblik over noget som helst. Hvis jeg skulle sammenligne det med noget, ville det nok være, at det var ligesom at være inden i en tornado, og det var bestemt ikke rart. Da jeg langt om længe turde åbne øjnene igen efter at have lukket dem midt i den kaotiske hvirvelvind, lå jeg midt på en græsplæne.

  Det første, jeg bed mærke i, var, at en masse børns stemmer fangede mine ører. Få sekunder efter opdagede jeg hvorfor. Jeg befandt mig på min skole – Holmes Chapel Comprehensive School for at være helt præcis. De vante omgivelser fik mig til at smile skævt, for det var simpelthen så lang tid siden, jeg sidst havde befundet mig på denne jord.

  Jeg kiggede ned på mit ur for at opdage, at jeg var i år 1999. Hvor gammel havde jeg været der? Fire? Fem? Var jeg overhovedet startet i skole der? Tja, åbenbart. Ellers ville jeg vel ikke have befundet mig her. Et eller andet sted i nærheden måtte mit yngre jeg være.

  ”Mor, jeg er bange …” Jeg stirrede hen i retningen af det sted, hvor stemmen var kommet fra, og fik øje på parkeringspladsen, som var propfyldt med en masse biler. Og dér, blandt de mange køretøjer, stod en lille dreng med brunt, halvbølget hår og sine forældre ved sin side. Og den dreng var mig.

  ”Det skal du ikke være, skat.” Den beroligende stemme fik mig til at rejse mig for at trave hen imod dem, selvom de ikke kunne se mig. De så alle så … unge ud. Især mig. Det var vildt, hvor meget jeg havde ændret mig gennem årene. Dengang havde jeg ikke engang fået krøller.

  ”Hvad hvis de ikke kan lide mig?” Usikkerheden lyste ud af mit yngre jegs ansigt, og jeg kunne ikke lade være med at undslippe et lille grin over, hvor lys min stemme havde været. Tænk, at det der var mig …

  ”Det er simpelthen en umulighed. De vil elske dig, det lover jeg,” forsikrede min mor mit yngre jeg om. Nu når jeg tænkte nærmere over det, kunne jeg faktisk godt huske den her dag. Jeg huskede stadig tydeligt, hvor svært det havde været at stå stille, fordi jeg simpelthen havde været så nervøs. Dengang havde jeg ikke den mindste anelse om, hvilke muligheder der ventede på mig.

  ”Tror du det?” Det var underligt at se mig, som jeg stod der med en rygtaske og skoleuniform på. Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg ville se på mig selv fra sidelinjen. I den her tid eksisterede 19-årige Harry Styles slet ikke. Jeg eksisterede ikke.

  ”Harry, du skal ikke være nervøs.” Denne gang var det min far, der talte. En knude samlede sig i min mave, da jeg bemærkede de kærlige blik, mine forældre sendte til hinanden. Og om få år vil de blive skilt … Det var så besynderligt. Aldrig havde jeg haft den mindste anelse om fremtiden, og i den tid kunne jeg lige så godt have været synsk, for jeg kendte alt til, hvad der ville ske.

  Det gjorde på en eller anden måde ondt at se mine forældre på den måde. En underlig trang til at græde steg i mig, men jeg rystede på hovedet af mig selv og holdt tårerne inde. Selvom jeg var usynlig for omverdenen, så ville jeg ikke virke svag. Det var for lang tid siden, jeg sidst havde grædt, og jeg vidste, at hvis jeg først begyndte at græde nu, ville jeg starte et helt eventyr for min indre tudeprins. Det havde jeg ikke lige brug for. Ikke nu.

  ”Kom, lad os gå indenfor.” Mine forældre tog Harry i hånden, og inden længe begav de sig hen mod bygningen foran dem. Min gamle skole.

  Det tog mig lidt tid, men jeg fik langt om længe tvunget mig selv til at følge med, selvom mine fødder nærmest føltes limet fast til jorden. Jeg havde aldrig troet, det ville være så … svært at rejse i tiden. At jeg ville blive så følelsesmæssigt ustabil af det. På den ene side havde jeg lyst til at le og smile, og på den anden side havde jeg lyst til at græde. Jeg var så glad – men samtidig så trist. Der var sket så mange ting gennem årene, som både havde været gode og dårlige, og nogle gange havde jeg mest af alt bare lyst til at bladre et par sider tilbage, for de første kapitler af mit liv havde været så rolige. Nu … Ja, nu var det umuligt at tage i supermarkedet for at købe en mælk, uden at tusinde billeder så ville slippe ud, og det kunne virkelig være upraktisk, hvis jeg havde en dårlig hårdag.

  En masse børnestemmer rungede igennem salen, vi befandt os i. Jeg genkendte en masse af de små drenge som nogle af mine allerbedste venner i Primary School. Og nu havde vi ikke engang kontakt til hinanden længere. At se deres ansigter gav mig helt lyst til at ringe en af dem op, hvis jeg da overhovedet stadig havde deres numre, men da måtte jeg minde mig om, at jeg befandt mig i 1999. Jeg kunne gøre det, når jeg kom tilbage i 2013.

  Jeg udstødte et gisp, da en lille dreng løb igennem mig. Igennem mig. Jeg havde godt nok fået at vide, at jeg ville blive usynlig af den der mintpastil, men var jeg ligefrem ligesom et spøgelse? På den anden side var det vel meget klogt gjort, for ellers ville ham drengen, der lige havde løbet igennem mig, støde ind luft. Det ville nok have skabt en del tumults og forvirring.

  Jeg kunne se på, hvordan unge Harry knugede min mors hånd til sig, at jeg havde været virkelig nervøs den dag. Og nu, som 19-årig, vidste jeg, at det langt fra var den første nervepirrende oplevelse, jeg ville komme ud for.

  ”Velkommen til Holmes Chapel Comprehensive School, elever!” Stemmen var højlydt og overdøvede alle andre stemmer. Rektoren. Han havde altid haft en tendens til at snakke højt, lige meget hvor han var. Vi elever havde mistænkt ham for at være halvdøv, for selv når man stod lige foran ham, fandt han det nødvendigt at spytte folk i ansigtet og give dem tinnitus. ”Jeg kan love jer forældre for, at jeres børn er i god behold hos os, og at de kommer til at få en god skolegang. De er i sikre hænder!”

  Mine forældre kiggede kort på hinanden, inden de rettede deres blikke ned på mit yngre jeg. De så så … stolte ud. Allerede dengang havde min mor fornemmet, at jeg snart ikke længere ville hænge så meget op ad hende længere; det kunne jeg se på hendes tænk-at-han-er-blevet-så-stor-blik. Jeg var jo netop startet i skole. Det var det første skridt til at blive voksen.

  ”Jeg vil nu inddele eleverne i de klasser, de skal gå i, og derefter vil jeg gerne have jer til at gå udenfor og vente på at få taget et skolefoto med jeres klasser.”

  Det var vildt, hvor meget jeg havde gået op i skolen. Mit yngre jeg var slet ikke til at distrahere – blikket var rettet direkte mod rektoren og havde ikke planer om at rykke sig. Dengang havde jeg syntes, at skolen var sjov og spændende. Som årene havde passeret, var jeg bare blevet mere og mere doven, og til sidst var lektier ikke just det sjoveste. Men nu savnede jeg lidt de strenge lærere, at føle sig begravet i lektier og sene skoledage. Hellere det end søvnløse nætter på grund af overarbejde og sene koncerter.

 

 

Duften af min mors mad var berusende. Jeg havde bare lyst til at spise noget af den spaghetti carbonara, hun havde lavet, men det ville nok virke ret besynderligt, hvis spaghettien pludselig begyndte at flyve. Det var bare så lang tid siden, jeg havde fået noget hjemmelavet – og så lavet endda af min mor. Oftest købte drengene og jeg bare noget fra McDonald’s eller også spiste vi på en lidt finere restaurant. Dog tillod vores personlige trænere ikke, at vi spiste ude hver dag, så det hændte også, at jeg eller en af de andre drenge lavede maden i stedet. Problemet var bare, at ingen af os var den helt store kok.

  Det fik mig til at undre mig over, om jeg mon behøvede at spise noget i den her verden. Jeg var i hvert fald ikke sulten – men jeg burde nok gøre det for en sikkerheds skyld. Bare ikke lige nu, hvor der var publikum på. Måske kunne jeg bare ikke mærke min sult, og så ville det nok ikke være den bedste idé, hvis jeg døde af sult i et forkert årstal.

  ”Hvordan gik din første skoledag så, skat?” spurgte min mor interesseret og kiggede på mit yngre jeg.

  ”Godt!” svarede han ivrigt tilbage og tog en masse spaghetti i munden, inden han gav sig til at fortsætte. ”Men det var nu egentlig ikke en rigtig skoledag, for vi skulle bare have taget billeder og hilse på de andre elever. Og vi fik flag!”

  ”Nej, hvor fint!” kommenterede min far og smilede. ”Det virker som en god skole.”

  ”Det er det også!” samtykkede ’jeg’. ”Jeg er blevet venner med alle mulige! Der er ham her, der hedder Will, som jeg skal gå i klasse med.”

  ”Hvor er det godt, du allerede har fået en masse venner.” Der var noget over min mors smil. Jeg kunne slet ikke beskrive det. Det lignede virkelig, at hun var i færd med at give afkald på sit kæreste eje – og det gjorde hun vel egentlig også. Det var jo begyndelsen. Det var den dag, jeg mødte Will. Will Sweeny – også kendt som min bedste ven senere hen eller min bandmate i White Eskimo. Det var ham, der havde overbevist mig om, at jeg ikke var helt dårlig til at synge. Selvom jeg ikke havde syntes, jeg var god, var han blevet ved med at bakke mig op omkring mine drømme om at underholde folk. Hvis det ikke havde været for ham, ville jeg nok aldrig have meldt mig til X Factor, og dermed var One Direction sikkert aldrig blevet dannet. Nu, hvor jeg tænkte over det, så skyldte jeg ham faktisk en del for alt, han havde gjort for mig.

  ”Tja, man kan vel ikke lade være med at elske Harry,” fastslog min søster, Gemma, og først da hun sagde noget, landede mit blik på hende. Jeg fik lyst til at grine højlydt, da jeg så hende, for hun lignede overhovedet ikke den Gemma, jeg kendte. Hun var ikke engang ti år, så hendes ansigt var overhovedet ikke markeret – faktisk så det bare rundt og en anelse buttet ud. Ikke at jeg havde set meget bedre ud dengang, for med det der glatte, korte hår, var jeg heller ikke den kønneste. Det kunne jeg lige så godt indrømme.

  ”Nu går vi på samme skole, søs!” udbrød mit yngre jeg med julelys i øjnene. Jeg kunne næsten mærke følelsen af at være kommet i de ældre rækker, da jeg hørte det stolte tonefald.

  ”Ja, vi gør så!” svarede hun med et stort smil, ”men hey, ikke noget med at komme over til mine venner og mig. Du skal ikke genere os og hænge op ad mig, vel?”

  ”Nej, nej,” sukkede han og rullede derefter med øjnene. ”Jeg har jo også venner nu!”

  ”Hvis du siger det.” Hun gav unge Harrys skulder et klem, hvorefter hun vendte tilbage til at spise.

  ”Nå, men tak for mad!” sagde han og rejste sig.

  ”Er du allerede mæt?” spurgte min mor overrasket, og ’jeg’ nikkede.

  ”Det smagte godt!”

  ”Det er godt, skat. Gå du bare ovenpå.”

  Og det gjorde han så. Jeg fulgte med og betragtede ham, imens han skiftede til nattøj (pædofilt alligevel) og derefter børstede tænder. Jeg fandt det stadig meget sjovt, at hans hår var så kikset. Tænk, at jeg havde set sådan ud.

  Jeg kastede et blik på uret, som stod på hans værelse (som faktisk også var mit), og opdagede, at klokken var lidt i otte om aftenen. Wow, det var da ellers tidligt at gå i seng. Men alligevel lagde mit yngre jeg sig i sengen og trak dynen over sig, inden han slukkede lampen ved siden af sig. Imens sad jeg i hjørnet af værelset og kiggede på ham, da han lukkede sine øjne og krøllede sig sammen til en lille kugle. Jeg havde altid haft en vane med at sove i fosterstilling, fordi det ellers var vildt koldt.

  Få minutter senere kom min mor ind og satte sig på hug ved sengen og kyssede unge Harry på panden. ”Godnat, skat. Sov godt.”

  ”Godnat.” Stemmen var søvndrukken og træt.

  Min mor bevægede sig igen ud og efterlod mig sammen med mig selv. Der var stille i lokalet, og kun trafikken udenfor beviste, at der stadig var liv på jorden. Jeg besluttede mig for at lægge mig til at sove selv. Godt nok havde jeg ikke mulighed for at ligge i sengen (eller jo, men det ville nok være underligt at ligge hele natten med mit yngre jeg igennem mig, for jeg var jo ret spøgelsesagtig), men gulvtæppet kunne vel godt bruges.

  Jeg gav et suk fra mig, inden jeg lagde mig til rette og lagde armene over kors. På loftet var en masse selvlysende stjerner, som svagt oplyste værelset. Snart ville de blive fjernet – om et år, hvis jeg huskede rigtigt.

  Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ville drage videre den næste dag. Jeg havde brug for lidt hvile, men jeg måtte nok hellere sørge for at vågne inden klokken otte om morgenen, for ellers ville jeg være mere eller mindre afsløret over for mit yngre jeg, og så vidt jeg havde forstået, var det ikke en særlig god idé.

  Derfor lukkede jeg øjnene i et forsøg på at få noget søvn, og inden længe var jeg gledet bort. 

 

 

Første kapitel er ude, yayyyy! Jeg håber, det levede op til forventningerne. Selv er jeg ikke vildt tilfreds med det, men jeg kan leve med det. Det er blevet rettet igennem et par gange, så nu kan jeg ikke forbedre det yderligere. 

Jeg har gjort mit bedste for ikke at gentage 'mit yngre jeg' og 'unge Harry', men hallo, hvad skal jeg så kalde ham? :-( I mean, det er jo vildt forvirrende, men jeg prøver at variere lidt, og forhåbentlig har jeg ikke skrevet de der ting alt for mange gange.

Er i øjeblikket i sommerhus med min skønherlige veninde, Charlotte (a.k.a. Boo bear herpå), så derfor har jeg ikke lige haft mulighed for at skrive så meget, men her er kapitlet altså! Jeg håber, I nyder sommerferien lige så meget, som jeg gør!

Btw. TUSIND TAK FOR 100 LIKES, THAT'S CRAZY

- og tak for, at I læser med. xx

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...