Picture Perfect Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at rejse tilbage i tiden? Ville du rette op på alle de fejl, du har begået? Forhindre Hitler i at blive født? Eller måske bare genopleve de øjeblikke, der gør livet værd at leve? Det spørgsmål stiller Harry Styles sig selv, da han og sit band hver for sig får lov til at prøve det nyopfundne apparat, man kan rejse tilbage i tiden med. Men rejsen viser sig ikke at blive, som han ellers havde forventet. Som tilskuer finder han nemlig ud af en masse hemmeligheder om sin fortid, og specielt én pige, han aldrig ellers har lagt mærke til, tiltrækker hans opmærksomhed. At se sine barndomsvenner igen får ham til at indse, hvad han har mistet, og midt i virvaret af de mange minder tager Harry sig selv i at stille sig et spørgsmål: Vil han mon i virkeligheden hellere leve i fortiden?

356Likes
373Kommentarer
21738Visninger
AA

16. ■ Domino

Der var ikke lang tid igen, før det var helt for sent at tage tilbage. Mit ur virkede endnu ikke – det sad fast på år 2013, men reagerede ikke rigtig på sin ordre. Måske var det skæbnen. Måske var det meningen, at jeg skulle råde bod for alle de år, jeg havde mistet, imens jeg havde været blind over for, hvad der virkelig betød noget. Måske var det en god ting, at jeg snart officielt var fanget i år 2011 og på et eller andet tidspunkt måtte åbne op for verden om tidsrejser og dermed ændre hele fremtiden. Jeg vidste det ikke og havde egentlig ikke det store overskud til at tænke på det.

  Hvis jeg virkelig var fanget her, var der ikke noget til at stoppe mig fra at snakke med Summer. Jeg ville gerne fortælle hende sandheden, fortælle hende om vores møde år forinden i bageren, hvor vi havde delt en hurtig samtale om scones. På den ene side fortrød jeg virkelig at have været så kold og afvisende, og på den anden side vidste jeg, at det var for alles bedste. Der ville nok bare altid være det enkelte ”hvad nu hvis” lurende i baghovedet, som spurgte mig om, hvad der var sket, hvis jeg havde mødt hende i 2013 i stedet for nu. For hvor kunne jeg godt forestille mig en fantastisk tid med hende.

  I dag sad jeg ikke ved vinduet og ventede på, at Summer skulle komme hjem. I stedet befandt jeg mig nede i stuen og ventede på, at Will lige så stille skulle træde ind ad døren. Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde siddet dér med tv’et foran mig tændt uden egentlig at følge med i det, der foregik på skærmen, men noget sagde mig, at der var gået lidt tid, siden han forlod hjemmet for at tage i skole. Selvfølgelig havde jeg ikke siddet her i så lang tid igen – jeg havde også spist lidt mad og set et par afsnit af et tv-show, der sikkert var slut nu, men på en eller anden måde var det tankerne og ikke alle handlingerne, der fik tiden til at gå stærkt. Jeg havde overvejet alle de ting, der var sket i går, og var endnu ikke blevet enig med mig selv, om jeg havde gjort det rette. Det havde jeg vel, men hvordan kunne det rette føles så forkert?

  Det var lidt tid siden, jeg sidst havde været i bad. Siden jeg var kommet her, havde jeg kun været det én gang, fordi jeg egentlig altid havde fundet det en anelse ubekvemt at stå i en anden persons brusekabine, især fordi, ja, det hele var ligesom bare en smule akavet. Og det var ikke, fordi jeg skulle omgås andre end Will som sådan, og han virkede ret ligeglad med, om jeg så ikke lige havde været i bad i små fire dage, så jeg vidste ikke helt, om jeg overhovedet kunne overskue det. Det var faktisk lidt spøjst, at jeg overhovedet ikke havde haft brug for at gå i bad, mens mit ur endnu havde virket, fordi det på en eller anden måde bare fornyede mig hver gang, men at jeg, nu hvor jeg var fanget, sagtens kunne mærke en trang til at stå med hovedet under noget varmt vand – alt det her med tidsrejser var sådan en lidt sjov ting. Tingene hang ikke rigtig sammen, men alligevel gav de mening på et mere videnskabeligt plan – det var ligesom med matematik; stort set alt var forbundet med hinanden, men alle tingene hver for sig var komplicerede og svære at forstå.

  Jeg kunne vel trøste mig selv med, at hvis jeg rent faktisk nogensinde kom tilbage, ville jeg ikke stinke.

  Lyden af en dør, der smækkede, trak mig ud af mine tanker. Hurtigt løftede jeg blikket for at møde en rødkindet Will, der var i gang med at tage skoene af. Da han trådte ind i stuen, gik han kort i stå, inden han fortsatte og slog sig ned ved siden af mig.

  ”Nå, ingen stalking i dag?” halvjokede han med et skævt smil. ”Har du endelig indset, at oddsene for dig og Summer ikke rigtig er så høje?”

  Han vidste endnu ikke, at det, jeg følte for Summer, var noget, jeg følte for hele Holmes Chapel og folkene i byen. Ja, jeg følte det selv for ham – for det var ikke forelskelse, men det var heller ikke bare savn. Det var en lyst til at gøre tingene gode igen, som de engang havde været. Helt let var det ikke at beskrive, for det var ligesom at forklare en forelskelse – der var ingen rigtige symptomer, men vedkommende, der var ramt, vidste det bare. Jeg kunne ikke rigtig forklare ham det.

  ”Tja, man må jo komme videre med livet på et eller andet tidspunkt,” svarede jeg med et træk på skuldrene. ”Så speciel var hun alligevel ikke. Du havde ret, Will. Jeg burde ikke fokusere på en eller anden pige, jeg burde fokusere på at finde ud af, hvordan i al verden jeg skal komme tilbage til 2013. De seneste par dage har været det rene spild, og nu har jeg mindre end 24 timer til at nå tilbage i tide.”

  ”Det er ikke, fordi vi ville kunne reparere dit ur alligevel.” Han klappede mig på skulderen. ”Beklager, men jeg tror virkelig, du er lidt screwed. Det er sgu da også en smule dumt at sende en af verdens største stjerner på en ustabil tidsrejse. Jeg mener, du tager jo praktisk taget del i et menneskeforsøg.”

  Han havde en pointe med hensyn til det med, at jeg egentlig ikke kunne gøre så meget. Hverken Will eller jeg var de klogeste, og det virkede, som om det her var lidt mere kompliceret, end vi lige kunne håndtere – tidsrejser var trods alt ikke ligefrem det mest simple, siden man først havde opdaget det i 2013. Jeg kunne bare ikke rigtig vænne mig til tanken om, at jeg måske virkelig ville komme til at overtage mit yngre jegs plads. Det ville ændre hele fremtiden, og i stedet for at være den yngste i One Direction, ville jeg være blandt de ældste.

  Gennem de mange årstal havde jeg lært en del om min fortid. Jeg havde indset så mange ting, der havde fået mig til at genoverveje hele mit liv, og nu føltes det, som om hele mit liv havde været en løgn. Men jeg forstod også, at jeg egentlig bare havde fået lov til at leve i en perfekt vision, fordi min mor ikke havde villet bekymre mig med alle problemerne om mine forældre og Gemmas kæreste og hvad ved jeg.

  Helt fra min fødsel i Evesham, Worcestershire havde mit liv været lidt af en rutsjebanetur. Dimitterede jeg ikke fra college tilbage i 2009, stod jeg og sang Stop Crying Your Heart Out til X Factor-bootcampen – jeg havde aldrig rigtig fået fred. Og det havde jeg det egentlig også helt fint med. En del havde ændret sig nu – specielt mit udseende. Jeg ville nok altid have lidt af det samme ansigt, men i 2013 var mit hår blevet lidt større og mindre krøllet, jeg var knap så buttet, og min krop dækket af tatoveringer. Jeg huskede stadig tydeligt, hvordan jeg havde fået min første tatovering dagen efter min fødselsdag i 2012, og selv i dag er jeg ikke helt klar over, hvorfor jeg besluttede mig for at få en – men det blev hurtigt til en besættelse, det er sikkert.

  Så hvis jeg på en eller anden måde nåede tilbage til det årstal, jeg hørte til i, ville jeg være glad og taknemmelig, men det ville være det samme, hvis jeg var fanget. Jeg havde det fint med begge dele, og egentlig var jeg også bare virkelig glad for, hvad mit liv var blevet til. Det var som en masse dominobrikker – hver og en af dem havde sat gang i noget. Og den første brik havde været min fødsel. Undervejs havde der været andre brikker som de tårer, jeg fældede, da jeg blev stemt ud af X Factor, men der var også brikker med glædestårer som dem, jeg fældede, da jeg for første gang mødte mine bandmates, efter One Direction var blevet dannet den 23. juli 2010 (dengang uden navn).

  ”Tak for hjælpen, Will,” sagde jeg efter noget tid. ”Virkelig. Det har været fantastisk at overnatte her, og jeg kan ikke sige nok gange, hvor meget jeg sætter pris på det. Hvis jeg kunne gøre noget for at give gengæld, ville jeg gøre det.”

  ”Tja, du sagde jo, at White Eskimo får en masse succes i fremtiden.” Han smilede. ”Det er nok for mig – selvom jeg altid har syntes, det er en smule snyd at få succes gennem et andet band. Det er som at være opvarmer for Beyoncé eller sådan noget – så kan folk egentlig kun lide én, fordi man bliver forbundet med den rigtige vare.”

  Jeg tænkte lidt på 5 Seconds of Summer, som skulle opvarme for os på vores turné i USA, men sagde ikke rigtig noget. I stedet gengældte jeg hans smil og skulle til at skifte emne, da dørklokken lød til venstre for os. Den var meget højere, nu hvor vi befandt os nedenunder – jeg var efterhånden så vant til at være ovenpå, at det var helt mærkeligt at høre klokken helt tæt på. Det lød som, når nogen hviskede mig i øret.

  ”Gem dig bag sofaen!” udbrød Will og hjalp mig op at stå, inden han nærmest skubbede mig ned, så jeg fik helt ondt i ryggen af at ligge i sådan en stilling. ”Jeg tjekker, hvem det er.”

  En del af mig håbede lidt, at det var Summer, men en anden del fortalte mig, jeg ikke skulle håbe på det. Måske kunne jeg tillade mig at snakke med hende i morgen, hvis mit ur ikke var begyndt at virke før det, men ikke lige nu. Ikke imens der endnu var en chance for ikke at sabotere hele fremtiden.

  Men selvfølgelig var det hende. Selvfølgelig var det hendes stemme, der lød, da døren blev åbnet, og ikke et eller andet postbuds eller hans forældre (hvilket måske også var lidt godt). Selvfølgelig havde skæbnen besluttet sig for at gøre det bare en tand vanskeligere for mig. Selvfølgelig.

  ”Jeg er nødt til at snakke med … ja, ham dér. Du ved godt, hvem jeg snakker om,” hørte jeg hende sige, hvorefter lyden af nogle ballerinaer mod lakeret trægulv nåede mine ører. ”Bare fem minutter, det er alt. Jeg har brug for en forklaring, okay? I burde nødig snakke om, at piger er komplicerede, for ved I hvad? Det er I godt nok også!”

  Jeg vidste ikke, om hun prøvede at fornærme os, for det lød ikke rigtig sådan på hendes lyse stemme.

  Will begyndte at grine, men det var på sådan en lidt træt måde. ”Mand, hvor er det her bare det mest kliché, jeg længe har oplevet. I turtelduer finder bare ud af noget, og så smører jeg mig en sandwich ude i køkkenet, okay?” mumlede han, og jeg nåede kun lige at stikke hovedet frem, før han forsvandt ud af mit synsfelt med hænderne slået ud i en opgivende gestus.

  Han syntes formentlig, det var begyndt at blive lidt irriterende, at når den ene endelig var færdig, begyndte den anden. Jeg fandt det selv en anelse morsomt, for lige netop da jeg var ved at acceptere, at jeg nok ikke rigtig kunne råde bod for alle de år, jeg havde mistet, ringede hun på døren. Hun var ligesom et symbol på det håb, jeg endnu ikke havde givet slip på. Håbet om, at jeg kunne ændre på fortiden.

  Forsigtigt trådte Summer ind i stuen og fik øje på mig bag sofaen. Hun kunne ikke lade være med at trække let i smilebåndene, da hun satte hænderne i siden og sagde: ”Hvad gemmer du dig for?”

  ”Tja, du ved,” mumlede jeg og børstede noget ikkeeksisterende sand væk fra mine bukser, idet jeg rejste mig op. ”Man kan jo aldrig være helt sikker.”

  ”Du er virkelig ham, er du ikke?” Hun gik nogle skridt nærmere, så vi til sidst stod lige over for hinanden. Jeg havde forventet, hun ville komme med et eller andet i stil med ”ham fra One Direction” eller ”dén Harry Styles” eller ”HARRY STYLES, DU ER HARRY STYLES, IKKE?” men det kom aldrig. Den næste sætning var helt anderledes. ”Ham fra bageriet? Scone-drengen?”

  Tænk, at hun huskede det.

  Jeg blev kastet tilbage til den dag med samtalen, i samme øjeblik jeg hørte hende sige ordet ”scone-drengen”. Det lød som et meget plat superheltenavn, fordi det altid var sådan, de navne opstod. Måske havde mit ur med vilje vist mig den dag, fordi det var skæbnen, at jeg skulle overhøre samtalen mellem mit yngre jeg og hende. Måske havde det hele tiden været skæbnen, formålet med denne rejse.

  ”Jo,” svarede jeg. ”Jo, det er mig.”

  ”Men hvordan …?” Hun kneb øjnene sammen, og øjenbrynene rykkede sig sammen mod midten.

  Og det var dér, jeg fortalte hende hele historien. Jeg fortalte hende alt om tidsrejsen og 2013, og hvem jeg egentlig var, og hvordan det kunne lade sig gøre. Jeg fortalte hende om, hvordan jeg for få dage siden havde set hende stå dér i bageren som en yngre udgave af sig selv, trods hun selv nu var yngre, end hun var i min tid, og imens min tunge gled let over alle ordene, kunne jeg ikke lade være med at spørge mig selv, om hun ville tro, jeg var sindssyg, når først jeg var færdig. Men jeg vidste, jeg måtte sige det hele alligevel. Alt måtte vel starte et eller andet sted.

  Jeg fortrød ikke, da jeg endelig var helt færdig. Jeg stod bare og afventede hendes reaktion, som kom i form af en spidset mund og et par ryk med fødderne. Hun var så tankefuld, så spekulerende – øjnene gav det hele væk. Man sagde, at øjnene var sjælens spejl, og nøj, hvor havde det aldrig været sandere.

  ”Så må vi vel hellere finde ud af, hvordan i al verden du kommer tilbage,” svarede hun endelig og satte sig ned i sofaen. ”Det ville nok ikke være så godt, hvis 2013 mistede en af deres største stjerner.”

  Jeg grinede, mest af alt fordi jeg var lettet. ”Nej. Nej, det ville det nok ikke.”

  Og hvis jeg ikke allerede havde været sikker før, så stod det hele fuldstændig klart for mig, idet jeg næsten mærkede Will rulle med øjnene ad den samtale, han garanteret havde overhørt, og fik en stor trang til at smile over alt, hvad der havde foregået de seneste par dage.

  Jeg ville ikke have noget imod at være fanget her lidt længere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...