Picture Perfect Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at rejse tilbage i tiden? Ville du rette op på alle de fejl, du har begået? Forhindre Hitler i at blive født? Eller måske bare genopleve de øjeblikke, der gør livet værd at leve? Det spørgsmål stiller Harry Styles sig selv, da han og sit band hver for sig får lov til at prøve det nyopfundne apparat, man kan rejse tilbage i tiden med. Men rejsen viser sig ikke at blive, som han ellers havde forventet. Som tilskuer finder han nemlig ud af en masse hemmeligheder om sin fortid, og specielt én pige, han aldrig ellers har lagt mærke til, tiltrækker hans opmærksomhed. At se sine barndomsvenner igen får ham til at indse, hvad han har mistet, og midt i virvaret af de mange minder tager Harry sig selv i at stille sig et spørgsmål: Vil han mon i virkeligheden hellere leve i fortiden?

356Likes
373Kommentarer
22653Visninger
AA

9. 17 år, 2011

Jeg havde egentlig ikke lyst til at forlade min audition. Jeg kunne godt lide det der – jeg var anerkendt, men ikke alt, alt for anerkendt. Jeg var bare en dreng, hvis stemme imponerede publikum. Jeg kunne stadig gå rundt på gaden uden at blive genkendt, men folk havde fået øjnene op for mig. Det var, hvad jeg havde ønsket hele livet.

  Det var anderledes i dag. Selvfølgelig levede jeg drømmen, men jeg havde ikke forventet, det ville blive så overvældende nogensinde. Da jeg stillede op til X Factor, havde jeg ikke haft de helt store forventninger af fremtiden – jeg kom bare, i troen om at jeg ville kunne blive lidt bedre til at bruge min stemme. I stedet fik jeg flere millioner af fans og var pludselig et kendt ansigt overalt. Jeg burde være så glad, det burde jeg. Men den her rejse havde fået mig til at indse, jeg meget bedre kunne lide det her – nu var jeg så vant til klapsalverne, at de egentlig ikke betød det helt store. Ved enden af en koncert var det næsten blevet en rutine at sige tak – ordene betød ikke længere det helt store. Det var trist.

  Det næste år, jeg sprang ind i, var 2011. Jeg var ved at nærme mig 2013, hvilket var underligt – jeg følte næsten kun lige, rejsen var begyndt, og alligevel havde jeg været væk i seks dage. Det var næsten en hel uge. Jeg gad vide, hvad de andre drenge lavede – var de mon lige så rundforvirrede over deres liv som mig? For jeg vidste næsten slet ikke, hvad jeg foretrak længere. I al denne tid havde jeg været så overbevist om, at jeg elskede mit liv, som det var nu, men alt det her … alt det her havde fået mig til at indse, hvor meget jeg egentlig savnede det. Jeg savnede at have noget at kalde hjem, jeg savnede at spille kort med min familie, jeg savnede at få mere end fem timers søvn, jeg savnede så meget.

  Da jeg slog øjnene op, var det første, mit syn mødte, Gemma, der sad og læste i en avis. Hun plejede ikke at læse aviser – faktisk læste hun overhovedet ikke – så det var underligt at se hende nærstudere teksten. Hvad var det, der var så interessant?

  Det gik op for mig, hvorfor hun sad og kneb øjnene sammen over det, da jeg stod bag hende. Det var en artikel om One Direction. Hele denne tidsrejse havde fået mig til at vænne mig til at være ukendt igen, så jeg havde helt glemt, at 2011 var det år, What Makes You Beautiful ville slå igennem. Jeg gad vide, om den var blevet udgivet i den tid, jeg var landet i – det var en smule irriterende, at jeg ikke var klar over, hvilken årstid eller måned jeg befandt mig i.

  ”Mor, tjek det her ud!” hørte jeg Gemma råbe, inden hun kiggede ud mod køkkenet, hvor min mor sikkert befandt sig. ”Harry er i avisen!”

  Min mor stak hovedet ind med et smil på læberne fem sekunder efter. ”Er det overhovedet nogen overraskelse?” spurgte hun. ”Han er overalt i medierne her for tiden, det er virkelig vildt.”

  ”Jeg er vist endnu ikke vant til at se hans fjæs overalt.” Hun grinede let. ”Han er jo min lillebror, så det er så … at jeg kender ham. Jeg mener, jeg har jo også været i avisen, da jeg var tre, fordi jeg spillede hovedrollen i det der skolestykke, men det her … alle kender ham jo. Og det er min lillebror. Jeg fatter det bare virkelig ikke.”

  ”Heller ikke jeg,” mumlede min mor, inden hun lænede sig op ad den lænestol, Gemma sad i. ”Jeg har det, som om det var i går, han var til audition.”

  For mig var det i princippet en dag siden, mit yngre jeg var til audition.

  ”Vi må lige vise det til ham, når han er hjemme! Selvom han sikkert ikke vil blive overrasket, nu hvor jeg ser det ansigt overalt, vil det måske gøre ham glad. Nogle gange undrer jeg mig virkelig over, hvad han mon tænker om alt det her. Det bekymrer mig også lidt, for det er jo Harry … min lillebror er blevet en verdenskendt popstjerne, mens vi bare sidder herhjemme og laver absolut intet.”

  Først nu gik det op for mig, at jeg stadig var i Holmes Chapel – burde jeg ikke være et eller andet sted i verden sammen med resten af bandet? Min ældre krop fulgte vel mit yngre jeg, gjorde den ikke? Så det måtte vel betyde … var Harry på besøg her?

  Idet tanken slog mig, hørte jeg en dør smække og derefter lyden af nogen tage sine sko af. Min søster havde altid fortalt mig, at hun kunne høre forskel på, hvem af min mor og jeg der kom hjem – åbenbart larmede jeg mere end min mor, når jeg tog mine sko af. Nu forstod jeg hende.

  ”Mor, Gemma, jeg er hjemme,” blev der hilst, og ind trådte mit yngre jeg. Det var sjovt at se tilbage til, hvordan jeg havde set ud: de posede bukser, de tætte krøller, som stod ud i en manke omkring mit ansigt, de mindre definerede træk i ansigtet, det generte smil, der afslørede mine smilehuller på en anden måde, end det gjorde nu, min besættelse af Jack Wills og den lille, utrænede krop, der næsten kunne kaldes småbuttet, og som endnu ikke havde en eneste tatovering.

  ”Se, hvem Gemma har spottet i avisen!” udbrød min mor og trak mit yngre jeg hen mod sofaen. ”Er det ikke en, du kender? Jeg føler, han ser bekendt ud, men det virker, som om det er lang tid siden, jeg sidst så ham.”

  ”Hvor har jeg dog savnet jer,” mumlede mit yngre jeg, hvorefter han omfavnede dem begge. ”Jeg er nødt til at fortælle jer alt, der er sket – det har simpelthen været så fantastisk.”

  Den måde, hans stemme lyste af optimisme, gav mig et lille smil på læberne. Jeg følte ikke, jeg havde snakket om mit ’job’ på denne måde i alt for lang tid. I stedet gik jeg bare rundt og ventede på at kunne komme hjem eller slappe af – det var så udmattende nu, at jeg ikke havde tid til at nyde noget som helst. Selv når jeg prøvede at nyde en dag, blev den ødelagt af fans, der ikke respekterede mit privatliv.

  ”Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde … der er sket så meget siden sidst, og jeg har bare lyst til at fortælle jer alt, men I er her, og jeg er i Holmes Chapel igen – hvor er det skønt.” Igen trak mit yngre jeg Gemma og min mor ind i et kram, og jeg kunne se på hans smil, at han aldrig havde været gladere. ”Jeg har sådan savnet jer.”

  Sådan blev de stående i et stykke tid, indtil Gemma rykkede sig hårdt væk, som om hun netop havde set et spøgelse. ”Så I også det?”

  … og det havde hun måske også.

  ”Hvad for noget, skat?” spurgte min mor og lagde hovedet let på skrå.

  ”Skyggen,” fortsatte min søster så, hvorefter hun stirrede direkte i retningen af det sted, jeg stod og betragtede dem. ”Så I skyggen? Den var der lige før.”

  Jeg havde glemt at tage mine piller.

  Før nogen kunne nå at sige yderligere, var jeg faret ovenpå, så jeg kunne komme i skjul for mit yngre jeg – professoren (eller gingermanden, som jeg foretrak at kalde ham) havde højt og tydeligt gjort det klart for mig, at han under ingen omstændigheder måtte se mig. Selvfølgelig var det heller ikke særlig godt, hvis andre så mig, men med mit yngre jeg kunne jeg skade min egen fremtid – var det ikke noget med, at han så ville forsvinde fra den tid, og at jeg ville være fanget her? Det lød i hvert fald ikke alt for fristende.

  I samme øjeblik jeg kunne konstatere, at jeg var alene, begyndte jeg at rode rundt i mine lommer for at opdage, at de var tomme. Tomme. Der var intet andet at mærke end stof og lidt sved, som havde samlet sig på mine håndflader, fordi det her var ved at gøre mig lidt urolig. Hvor i al verden var de piller?

  ”Det her sker ikke,” mumlede jeg og tog mig til hovedet. Jeg var normalt ikke typen, der gjorde ting væk, men nu vidste jeg da, hvordan de havde det – det var forfærdeligt. Jeg havde kun oplevet at gøre min mobil eller nøgler væk som lille; hvis det skete i dag, var det nærmere, fordi en fan havde stjålet en af delene. Man ville blive overrasket over, hvor desperate de kunne være.

  Med et suk trak jeg hænderne op af lommerne og satte mig på mit yngre jegs seng. Derefter indstillede jeg mit ur til at tage tilbage til 2013, men ved I, hvad der skete? Nej? Det er formentlig, fordi der ikke skete noget som helst – absolut intet skete, da jeg prøvede. Mit ur kunne ikke også være i stykker – var de to ting afhængige af hinanden, eller hvad var det? I hvert fald så det ud, som om jeg var fanget i 2011 for nu.

  Lyden af nogen, der uroligt råbte: ”Hallo?” på sådan en måde, hovedpersonerne råbte det i gyserfilm, fik mig til at fare sammen, for jeg genkendte straks stemmen: Gemma. Og hvis der var noget, jeg havde lært af det her, var det, at hun var ret paranoid, og så ville hun nok bare tro alt muligt, hvis hun så mig – allerede i stuen havde hun været helt som taget ud fra Paranormal Activity. Der var 99,99 procent chance for, at hun havde tænkt sig at skrige, hvis jeg bare kom med et kæmpe smil og råbte: ”HEJ!”

  Så jeg gemte mig. Jeg gjorde mit bedste for at tænke tilbage på de bedste gemmesteder, der var i huset – synd, jeg var blevet så stor, at jeg nærmest ikke kunne mase mig ind nogen steder. Og fodtrinnene kom kun nærmere, hvilket gav mig intet andet valg end at finde et eller andet sted på mit meget trængte værelse, der efterhånden var begyndt at føles lidt klaustrofobisk.

  Da jeg befandt mig i mit tøjskab (efter at have tømt det for halvdelen af indholdet), anede jeg en skygge komme ind på værelset. Nu håbede jeg inderligt, at hun ikke havde tænkt sig at gennemsøge hele lokalet – men det ville på den anden side måske også være at være en smule for paranoid. Det ville hun ikke gøre.

  Et kort øjeblik føltes det virkelig meget som en gyserfilm – jeg gemte mig i et skab, mens morderen gennemsøgte huset for mig. Nu stod det selvfølgelig sådan til, at det bare var min søster og ikke en koldblodig morder, men det var mindst lige så vigtigt at skjule mig alligevel. Jeg ville måske ikke ligefrem dø, hvis hun fandt mig, men det ville mit yngre jeg, hvis hun fortalte det videre. Og det ville faktisk ikke overraske mig, hvis hun gjorde det.

  Efter noget tid hørte jeg endelig trinnene bliver lavere og lavere for til sidst at forsvinde fuldstændig. Jeg havde lært af en masse film at vente et par sekunder alligevel, for nogle gange ville morderen bare springe op i hovedet på mig og alt muligt – jeg var paranoid, men Gemma var det mindst lige så meget. Det lå vist bare i familien.

  Langt om længe kunne jeg træde ud, og til min lettelse var der ingen at se i nærheden. Stemmerne lød langt væk – det var sikkert nu, Harry, Gemma og min mor sad rundt om bordet og snakkede, imens de spiste noget af min mors berømte lasagne, der altid var bedst dagen efter. Spørg ikke hvorfor.

  Alt, jeg havde i hovedet, var, at jeg måtte væk. I skjul. Jeg skulle komme væk fra det her hus, men samtidig heller ikke være ude på gaden. Hvordan jeg skulle gøre det, var jeg endnu ikke klar over, men forhåbentlig ville jeg finde en løsning. Så jeg greb en hættetrøje (den, der så størst ud, fordi jeg tvivlede på, at resten ville passe mig), tog den på og nærmede mig derefter forsigtigt trappen. At dømme ud fra de optimistiske stemmer og lyden af bestik mod hinanden, var de højst sandsynligt stadig i gang med at fejre deres genforening, så det var nu, jeg skulle fare ud af døren.

  Problemet var bare, at jeg aldrig havde været god til at løbe risici.

  Men jeg gjorde det. Jeg fik muligvis smækket døren lidt for hårdt i, men jeg gjorde det. Jeg slap væk, og nu var det så bare om at finde ud af, hvad jeg skulle gøre nu. Det var bedst ikke at blive set af alt for mange, ja, faktisk var det bedst ikke at blive set af nogen som helst, men noget måtte jeg jo gøre. Så, jeg kunne ikke blive hjemme hos mig selv, men hvad med det næstbedste? Nok kunne jeg ikke lade Gemma se mig, men der var en anden, der kunne hjælpe mig. En, jeg altid kunne regne med. Og med hætten over hovedet begyndte jeg at løbe mod det nærmeste hus, jeg vidste, jeg altid var velkommen i: Will Sweenys.

  Vejen føltes længere end normalt – enten var det, fordi jeg hele tiden blev nødt til at kigge til alle sider i frygt for at blive genkendt, eller også var det, fordi jeg simpelthen bare havde så dårlig hukommelse, at jeg huskede den helt forkert. Heldigvis var der ingen, der havde stoppet mig, så jeg måtte gå ud fra, at ingen havde genkendt mig – det var måske også en smule svært, når jeg gik med hovedet nede og hætten til at skjule de store krøller, jeg lige nu forbandede inderligt.

  Da jeg endelig nåede frem, tog det mig nogle sekunder at tage mig sammen til at banke på. Det gik aldrig helt op for mig, at der var meget stor sandsynlighed for, at en af hans forældre ville lukke op – det kom jeg til mit held heller ikke til at fortryde senere hen, for det var nemlig Will i egen høje person, der åbnede for mig.

  Jeg så hans ansigt gå fra smilende til følelsestomt til skeptisk til overrasket til chokeret til skrækslagent. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det ikke var meget underholdende – jeg havde helt glemt, hvordan han havde en tendens til at få mig til at grine, lige meget hvad han gjorde.

  ”H-Harry?” spurgte han efter noget tid med helt opspilede øjne. ”Er det dig?”

  Det tog mig lidt tid at genvinde stemmen. Selv var jeg lidt i chok over, at jeg rent faktisk havde gjort det her, men Will havde altid hjulpet mig ud af vanskelige situationer, og jeg stolede på, at han ville gøre det samme nu. Om det så krævede, at jeg skulle fortælle alt og gå igennem den fase, hvor han ikke troede på mig, var det det værd. Desuden lod det ikke til, at der var meget andet at gøre – nu var jeg her, så det her skulle altså fuldføres. Derfor rømmede jeg mig kort, inden jeg sendte ham et smil. ”Hey, Will.”

 

 

Ups, hva'? Jeg har helt ondt af Harry, fordi han har mistet sine piller, og han ved ikke, hvordan han skal tage tilbage, hahah! Nå, men jeg håber, I nød kapitlet. Endnu en gang vil jeg undskylde for de ringe opdateringer og det faktum, at der ikke vil blive opdateret i hele december (regner jeg med). Jeg starter nemlig en julekalender op, og fordi den skal opdateres hver dag, er jeg nødt til at pause alle andre. Jeg håber virkelig, I kan bære over med mig.

Much love. xx

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...