Picture Perfect Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at rejse tilbage i tiden? Ville du rette op på alle de fejl, du har begået? Forhindre Hitler i at blive født? Eller måske bare genopleve de øjeblikke, der gør livet værd at leve? Det spørgsmål stiller Harry Styles sig selv, da han og sit band hver for sig får lov til at prøve det nyopfundne apparat, man kan rejse tilbage i tiden med. Men rejsen viser sig ikke at blive, som han ellers havde forventet. Som tilskuer finder han nemlig ud af en masse hemmeligheder om sin fortid, og specielt én pige, han aldrig ellers har lagt mærke til, tiltrækker hans opmærksomhed. At se sine barndomsvenner igen får ham til at indse, hvad han har mistet, og midt i virvaret af de mange minder tager Harry sig selv i at stille sig et spørgsmål: Vil han mon i virkeligheden hellere leve i fortiden?

356Likes
373Kommentarer
22446Visninger
AA

8. 16 år, 2010

Allerede før jeg åbnede øjnene, havde jeg en anelse om, hvilket år jeg var landet i. 2010. Det kunne jeg høre på det ivrige publikum, som dog alligevel ikke var lige så vildt, som vores fans var til koncerter. Derfor regnede jeg hurtigt ud, at det var den 11. april – dagen, jeg blev sendt videre i X Factor.

  Det her var starten. Det, der havde sat alt i gang. Det, der var skyld i, jeg var, hvor jeg var i dag. Det var nok en af de vigtigste dage i mit liv, det vidste jeg. Alligevel havde jeg ikke just lyst til at overvære den, fordi jeg vidste, min audition havde været uheldig – i hvert fald i forhold til, hvad jeg kunne præstere nu. Sådan havde Louis det også med sin audition. Han brød sig bestemt ikke om at se den, og jeg tror også, de fleste af drengene havde det sådan. Det var pinligt at se tilbage på den tid, det var det virkelig, men samtidig havde auditionen jo været starten på det hele, så et eller andet sted kunne man ikke være andet end stolt. Jeg brød mig nu alligevel ikke så meget om at se tilbage på det.

  Jeg stod backstage og betragtede mit yngre jeg, min familie og værten, der ønskede mig held og lykke. Selv som 16-årig havde min stemme stadig ikke været særlig færdigudviklet – den var i hvert fald stadig en anelse lys og pivende.

  Da det var Harrys tur til at gå derud, gav min mor ham et kys på kinden, og han skulle til at gå derud, da nogen stoppede ham for at kysse ham på hovedet. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over, hvordan mit yngre jeg spærrede øjnene op, da det skete. Det var tydeligt, han var nervøs, for han blev ved med at skære grimasser. Så vidt jeg huskede, havde det også været lidt underligt med ham værten, fordi han havde været så imødekommende, imens jeg selv havde været ufatteligt nervøs. Så nervøs, at jeg faktisk havde fået det dårligt nogle dage forinden, og det havde ledt til, at jeg var endt på hospitalet. Ikke mange af vores fans var klar over det, men det havde nær forhindret mig i at dukke op til auditionen. Tænk, hvis det havde gjort det … Alt ville have været så anderledes nu så.

  Fordi folk trods alt ikke kunne se mig, trådte jeg med ud på scenen, da mit yngre jeg bevægede sig derud. Jeg havde husket at tage min pille om morgenen, så der var intet at bekymre sig om. Det var begyndt at blive svært at glemme, for jeg vidste, hvor vigtigt det var, og derfor mindede min hjerne mig konstant om det.

  Omgivelserne i salen var … blå. Scenen var blå, dommerpanelet var blåt, publikum var indhyllet i et blåt lys – alt virkede bare blåt. Det var egentlig lidt ironisk, siden X Factors skilt var mere rødligt. På den anden side var det her jo også kun til auditions – de mange liveshows så anderledes ud.

  At følge ham var ligesom at genopleve det hele igen, for idet han trådte derud, begyndte publikum at huje og klappe ivrigt. Jeg huskede godt den følelse, der var fulgt med. Følelsen af at de havde accepteret mig. For jeg havde dengang tænkt, at de vel ikke ville have hujet, hvis ikke jeg havde set interessant ud. Det var på det tidspunkt, jeg virkelig havde opdaget, det var sådan her, jeg gerne ville leve. Nu vidste jeg dog, at publikum hujede, hver gang der kom en ny deltager ind på scenen. Det var vel lidt af en selvfølge, var det ikke?

  ”Hvordan har du det?” Spørgsmålet blev fyret af, men jeg vidste, Harry ikke havde tænkt sig at svare på det. Jeg havde set min audition nok gange til at vide det, for hver gang fik jeg lyst til at slå mig selv i hovedet, fordi jeg ikke havde hørt det. Jeg kunne beskylde nervøsiteten, men jeg følte ikke, det var fair at gøre det, hver evig eneste gang der var noget ved auditionen, jeg ville ønske, jeg kunne have ændret.  Men Simon havde senere forsikret mig om, at det overhovedet ikke var noget, han havde husket eller overhovedet lagt mærke til. Det var vel godt, han ikke følte sig ignoreret. Jeg går ud fra, man vel nogle gange bare kan komme til at dvæle lidt for meget ved et eller andet fuldstændig ubetydeligt.

  ”Hej,” hilste mit yngre jeg, hvorefter han sænkede sin mikrofon.

  ”Hyggeligt at møde dig, hvad er dit navn?” spurgte Simon, som jeg dengang havde været så nervøs for at møde. Det var nok den af dommerne, hvis mening jeg frygtede mest, for han var trods alt Simon Cowell, og alle vidste, han ikke just var dommeren, der roste en til skyerne. At tænke tilbage på hvor bange jeg havde været var nu alligevel en smule sjovt, fordi mit forhold til ham i 2013 var helt anderledes. Han var jo nærmest som en far for os nu, og vi var ret afslappede omkring hinanden. Der var ingen anspændt stemning imellem os, og samtalerne gik oftest bare som smurt i olie.

  ”Uhm, jeg er Harry Styles,” blev der svaret, og straks gav publikum sig til at hyle og klappe. Jeg ved endnu ikke hvorfor.

  ”Okay, Harry, hvor gammel er du?”

  ”Jeg er 16.”

  ”16 …” Simon så ud til at tygge lidt på det, og han kiggede ned på sine papirer for derefter at rette sit blik på mit yngre jeg igen. Han så meget vurderende ud med sine halvt sammenknebne øjne. ”Okay, fortæl mig lidt om dig selv,” forlangte han så, og mit yngre jeg løftede mikrofonen op til munden.

  ”Øhm, jeg arbejder i et bageri.”

  ”Så du forlod skolen for at arbejde der?”

  ”Jeg arbejder der om lørdagen,” forklarede han, alt imens han lavede en underlig gestus med sin venstre hånd, ”men jeg har netop afsluttet mine eksaminer, så jeg skal tilbage til college her i september.”

  ”Okay.” Jeg vidste ikke helt, om det var interesse, man kunne spores i Simons blik. Han så mest af alt bare ud som en, der var i gang med en afhøring, og det var sjovt at se ham så alvorlig over for mig, fordi han aldrig var det længere. Selvfølgelig befandt vi os i 2010, så det var klart, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at finde det morsomt. ”Og hvad vil du studere der i college?”

  ”Øh, lov, sociologi, business,” imens han sagde det, talte han med fingrene, og hans blik var en smule fjernt – formentlig fordi han prøvede på at huske dem alle, ”og noget femte, men jeg er ikke helt sikker på, hvad det skal være endnu.”

  ”Wow,” mumlede Simon, og publikum gav sig igen til at skrige og huje. ”Så, hvad laver du her i dag?”

  ”Øhm, tja, jeg har altid haft i baghovedet at komme til audition, men jeg har været alt for ung de andre år,” fortalte han dem.

  ”Okay,” igen så Simon ud som en, der ikke rigtig gik op i alle de lange forklaringer, ”hvad vil du så synge?”

  ”Isn’t She Lovely af Stevie Wonder.” Igen gav publikum sig til at hvine henrykt, og jeg undrede mig over, om de mon gjorde det lige meget hvad. Det virkede lidt sådan, men hvis jeg havde været publikum, ville jeg nok have gjort det samme.

  ”Okay, held og lykke.” Han lagde et papir fra sig og stirrede så afventende på mit yngre jeg, som igen førte mikrofonen op til sine læber og lod de første toner løbe ud.

  ”Isn’t she lovely,” publikum gav sig til at klappe og skrige, ”isn’t she wonderful?Isn’t she precious?” Det var ikke særlig behageligt at lytte til det, fordi min stemme skælvede så meget og flere gange knækkede over – var det nu, jeg skulle beskylde nervøsiteten igen? Det var i hvert fald virkelig ikke så godt med teknikken, og jeg kunne overhovedet ikke nå de dybe toner. Ja. Ja, det var nervøsitetens skyld. Udelukkende.

  Han fortsatte, og publikum var nu blevet stille. Det så næsten ud, som om de var blevet fuldstændig lammede og stumme af mit yngre jegs sang, fordi de bare sad der i stolene og stirrede forundret på ham.

  Da mit yngre jeg var færdig, blev hele salen igen fyldt med klapsalver, men de stilnede hurtigt af, og så begyndte dommerne ellers at snakke. Selvom jeg vidste, jeg (eller mit yngre jeg) nok skulle gå videre, kunne jeg ikke lade være med at ignorere den klump, der var i færd med at danne sig i min mave. Når det kom til mine følelser, var det som at blive kastet tilbage, for jeg følte mig igen som 16-årige bager-Harry. Jeg havde en trang til at snakke lidt hurtigere og med et lysere toneleje, fordi stemningen simpelthen var så let at lade sig rive med af. Sådan var det. Og jeg vidste, at selv hvis jeg gennemlevede det her flere millioner af gange, ville følelserne være de samme. Jeg ville stadig være nervøs. Stemningen ville være virkelig nervepirrende. Jeg ville stadig ærgre mig over, at jeg kunne have gjort det bedre. Men i sidste ende ville jeg alligevel være stolt.

  ”Nicole, hvad synes du?” spurgte Simon Nicole Scherzinger, som sad yderst til højre i dommerpanelet, mens han selv sad i venstre side.

  ”Mm, jeg er virkelig glad for, at vi fik muligheden for at høre dig acapella, for vi kunne virkelig høre, hvor god din stemme er,” sagde hun, og mit yngre jeg nåede lige at presse et lavmælt ’tak’ ind, inden hun fortsatte. ”Af en 16-årig dreng at være har du en virkelig smuk stemme.”

  ”Tak,” sagde han endnu en gang, og et smil havde taget plads på hans ansigt. Det så ud, som om publikum var lige så begejstrede ud som han selv. Jeg var nu også meget begejstret, som jeg stod der ved hans side og betragtede ham.

  ”Jeg er enig med Nicole, men jeg synes dog, du stadig er en smule for ung, og du har ikke nok erfaring og selvtillid endnu.” Publikum kom med nogle mindre begejstrede lyde, og Harry fulgte med dem, da han denne gang blot svarede: ”Okay.” Alle spor af det ellers så brede smil var pludselig blevet visket væk som dug for solen. Jeg havde aldrig været særlig modtagelig over for kritik, selvom jeg ville ønske, det var anderledes.

  ”Nogen blandt publikum sagde lige ’vrøvl‘ og jeg er fuldstændig enig i det,” sagde Simon, imens han kiggede ned på et papir. Selvom jeg havde hørt ham sige det før, varmede det alligevel mit hjerte ekstrameget – det var jo Simon Cowell, og han stod rent faktisk og nærmest forsvarede mig (mit yngre jeg), ”for showet er designet, så det er lige meget, om du så er 15, 16, 17 eller 18. Jeg tror på, at du med lidt sangundervisning faktisk kunne blive virkelig god.”

  Og igen brød publikum ud i klapsalver og vilde råb.

  ”Tak.” Og tilbage var smilet – denne gang endnu større. Det var så stort, at man kunne se mine smilerynker, og jeg, som havde troet, jeg ikke havde sådan nogle. Jeg havde åbenbart taget fejl.

  Det var sådan et smil, jeg godt nok aldrig havde set på mig selv. Sådan et, hvor jeg halvt bed mig i læben, men så alligevel ikke. Sådan et, hvor øjnene virkelig lyste op, selvom smilerynkerne fik dem til at se ud som en kinesers. Et rigtigt smil.

  ”Okay, Louis …” mumlede Simon og stirrede afventende på sin kollega.

  ”Harry, af alle de rigtige grunde,” han tav kort, ”er jeg desværre nødt til at sige nej.”

  Og tilbage var de sure miner blandt publikum. Det var sindssygt, hvordan det kunne ændre sig så hurtigt, men nu snakkede vi jo også om reality – det var klart, folk var sådan.

  ”Jeg synes faktisk ikke, de buede højt nok,” indrømmede Simon efter noget tid, hvilket fik publikum til at gå helt amok. Wow.

  Blandt de mange, der buede ad ham, hørte jeg et hurtigt ’buh’, og jeg kiggede hen på Harry, som havde et skævt smil på læberne. Selvom han stadig smilede, vidste jeg, han var virkelig usikker – formentlig fordi jeg selv havde været i hans situation. Jeg havde faktisk haft en kæmpe trang til at græde på det tidspunkt, fordi jeg havde mistet håbet, men jeg havde prøvet på at holde masken deroppe på scenen, fordi det trods alt var noget, der skulle i tv, og jeg havde ikke haft lyst til at fremstå som en eller anden tudeprins.

  ”Jeg kan godt lide dig, Harry, jeg vil sige ja.”

  ”Harry, du vil blive glad for at høre, jeg er enig med Nicole.”

  ”Tusind tak.” Det var lettende at have fået det hele overstået. Selvom jeg helt fra starten af havde vidst, jeg ville gå videre, fordi jeg trods alt befandt mig i et slags flashback, havde det stadig været nervepirrende. Godt nok havde jeg set auditionen på YouTube en masse gange, men at stå der på scenen var helt anderledes. Det var en anden oplevelse, og jeg vidste, at jeg ikke ville komme til at vende tilbage dertil igen. Det her var en once in a lifetime-experience (eller i princippet twice in a lifetime-experience, eftersom det her nu var anden gang, jeg oplevede det), og det tætteste, jeg nogensinde ville komme på en så virkelig oplevelse igen var nok ved at se en 3D-film.

  Jeg fulgte med Harry, da han gik ud backstage for at kramme sin familie, alt imens han hoppede ivrigt rundt. Jeg tænkte tilbage på den glæde, der havde fyldt hver eneste vene ud i mig på det tidspunkt, og jeg tænkte tilbage på, hvordan det havde været på et hængende hår, jeg var kommet videre – hvis Nicole eller Simon havde sagt nej, ville jeg slet ikke have befundet mig i fortiden på en forskruet tidsrejse. Jeg ville aldrig have fået den mulighed.

  Det var underligt. Det var virkelig, virkelig underligt, at det her øjeblik havde været så livsforandrende. På en eller anden måde havde jeg en masse respekt for det, men samtidig følte jeg ikke, jeg tænkte højt nok om det, fordi det trods alt havde gjort så meget for mig – alligevel så jeg det bare som et virkelig uheldigt øjeblik i mit liv, fordi jeg havde sunget så falskt.

  ”Jeg vidste, du ville komme videre, skat,” mumlede min mor ned mod Harrys krøller, imens hun aede ham på ryggen. ”Du skal nok komme langt i livet, det lover jeg dig. Med den stemme kan du ikke fejle.”

  Dengang havde de ord bare været ubetydelige for mig. Min mor havde en tendens til at opmuntre mig hele tiden, så det havde ikke været det helt store at høre hende komme med de ord, men jeg var virkelig kommet langt i livet. Så langt, at jeg slet ikke kunne fatte det. Var min stemme virkelig så speciel, eller var det bare alt sammen, fordi jeg var et kendt boyband-medlem? Jeg vidste det ikke.

  Alt, jeg vidste, var, at det, min mor havde fortalt mig, havde fået mig til at sige: ”Ja, ja, så siger vi det.” Men hvor havde hun dog alligevel haft ret.

 

 

Bum, bum, bum ... Så fik jeg da lige skrevet lidt om hans audition. Jep, han blev indlagt kort før (lidt ninja er man alligevel, når man kan finde sådan nogle oplysninger). Jeg håber, jeg kan få opdateret lidt oftere på denne historie, men jeg har været lidt død og begravet i lektier på det seneste, undskyld! xx

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...