Picture Perfect Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at rejse tilbage i tiden? Ville du rette op på alle de fejl, du har begået? Forhindre Hitler i at blive født? Eller måske bare genopleve de øjeblikke, der gør livet værd at leve? Det spørgsmål stiller Harry Styles sig selv, da han og sit band hver for sig får lov til at prøve det nyopfundne apparat, man kan rejse tilbage i tiden med. Men rejsen viser sig ikke at blive, som han ellers havde forventet. Som tilskuer finder han nemlig ud af en masse hemmeligheder om sin fortid, og specielt én pige, han aldrig ellers har lagt mærke til, tiltrækker hans opmærksomhed. At se sine barndomsvenner igen får ham til at indse, hvad han har mistet, og midt i virvaret af de mange minder tager Harry sig selv i at stille sig et spørgsmål: Vil han mon i virkeligheden hellere leve i fortiden?

357Likes
371Kommentarer
23278Visninger
AA

7. 14 år, 2008

Jeg tog af sted tidligt næste morgen efter at have taget min usynlighedspastil. Det var ved at blive let at rejse i tiden – jeg var ved at få styr på det hele. Nu landede jeg ikke længere midt i det hele, og jeg frygtede ikke, at noget ville gå galt mere.

  Jeg havde været væk i det, der svarede til lidt over fire timer – det føltes bare som dage for mig. Jeg blev nødt til virkelig at minde mig selv om det hver dag, fordi jeg trods alt skulle hjem, når 14 timer var gået, og noget sagde mig, den tid ville gå hurtigt.

  2008 var det år, jeg nu befandt mig i. 14 år. Den første duft, der gik mig i møde, da jeg stod med lukkede øjne, var duften af nybagt brød. Selvfølgelig gik jeg straks ud fra, jeg var hjemme, og at min mor netop havde bagt nogle boller eller noget i den stil, men da jeg slog øjnene op, gik det op for mig, jeg befandt mig i et bageri. W Mandeville bageri. Det bageri, jeg engang havde arbejdet på.

  ”Harry, kan du lige feje gulvet?” Barbara. Jeg huskede godt at arbejde sammen med hende. Hun var en forholdsvis gammel, men virkelig sød og rar, dame med briller, der gjorde, man næsten ikke kunne se hendes øjne, kortklippet, gråligt hår og så en lidt buttet figur, som dog kun gjorde hende rarere at se på. Udover hende var der vores chef, Simon Wakefield. Også en virkelig rar mand, som altid gav mig lidt ekstra i løn, hvis jeg havde brug for det. Han var en rigtig joker og elskede at lave sjov med mig, for åbenbart tog jeg alt for alvorligt – det havde jeg i hvert fald gjort dengang.

  ”Selvfølgelig.” Mit yngre jeg kom til syne og døråbningen, og jeg måtte indrømme, jeg var begyndt at kunne se lidt mandighed i hans ansigt – selvom det alligevel nu stadig virkede ret babyagtigt sammenlignet med mit ansigt nu.

  Jeg kastede et blik på det sorte ur, som altid havde hængt så højt oppe, at jeg endnu ikke kunne nå det i min alder af 19, og opdagede til min store overraskelse, at klokken kun var ved at nærme sig de halv fem stykker. Var jeg virkelig stået op tidligt for at rejse videre? Åbenbart.

  ”Har vi nok rundstykker klar?” hørte jeg Simon råbe fra baglokalet af, og jeg tog mit yngre jeg i at nikke for derefter brat at stoppe sin bevægelse, fordi hans chef selvfølgelig ikke kunne se Harry fra det sted, han befandt sig.

  ”Ja,” svarede han i stedet, ”vi har vist fem eller seks forskellige slags stående.”

  ”Hvad med græskarbrødet? Fandt I ud af det med kernerne?”

  ”Ja.”

  Sjovt nok huskede jeg denne samtale virkelig klart og tydeligt. Det var ikke sådan, jeg kunne gætte replikkerne, men for hvert ord kom der en genkendende følelse i mig. Noget var sket den dag – jeg huskede bare ikke lige præcis hvad. Men det var noget, der havde gjort, at dagen var ekstra speciel for mig. Uden tvivl.

  ”Hvor lang tid er der, til vi åbner?” spurgte Barbara så, som også befandt sig i baglokalet. Jeg turde vædde med, de var i gang med at stille de mange forskellige slags brød og boller frem. Jeg forstod virkelig ikke, hvordan jeg havde formået at stå så tidligt op bare for at arbejde i et bageri – ikke engang med alle turnéerne stod jeg så tidligt op. Jo, nogle gange gjorde jeg, men det var langt fra hver dag.

  ”En halv times tid,” blev der svaret. Der var virkelig lunt i bageriet. Harry var iført et forklæde, som var mørkerødt med hvide, tynde striber. Under den kunne jeg se en hvid polo og et par løse cowboybukser. Sammenlignet med de bukser jeg gik med nu, blev jeg næsten urolig for, de ville falde ned. Dengang havde jeg ikke været helt så modeorienteret og gik ikke så meget op i det, jeg gik klædt i. Det blev anderledes, efter jeg blev kendt. Så skulle jeg pludselig tænke over alt, jeg gjorde, fordi jeg ellers ville risikere at havne på forsiden af tusindvis af blade. Det var også derfor, jeg altid gik med solbriller i offentligheden – med alle de mange billeder, der blev taget, sikrede jeg mig da i det mindste, der ingen billeder var, hvor jeg blinkede.

  Der var virkelig meget franskbrød. I det hele taget var det bare svært at få øje på noget brød, der bare så den mindste smule groft ud. Det var bare alt sammen hvidt. Dog vidste jeg, at brødet havde udviklet sig på de få år, der var imellem 2008 og 2013, men … det var bare så svært at forestille sig en verden uden alle de helseting, man kunne købe. Og jeg turde vædde med, 2008 sikkert også havde været fyldt med tunge Nokiamobiler med et kameraer på 3.1 megapixels.

  En kost fangede pludselig min opmærksomhed ved at støde ind i mit ben, og jeg blev mindet om, at det kun var personer, der kunne gå igennem mig. Objekter kunne jeg stadig røre, og derfor havde Harry lige ramt mig ved et uheld med sin kost.

  Jeg kunne se på de forvirrede, grønne øjne, at han var meget forvirret over det, der var sket, så jeg skyndte mig at flytte mig væk fra ham. Det her måtte virkelig ikke ske igen, for ham videnskabsmanden havde højt og tydeligt sagt, mit yngre jeg ikke måtte kende til sit fremtidige jeg under nogen omstændigheder. Jeg måtte passe bedre på.

  Jeg kendte dog mig selv godt nok til at vide, at sådan noget ikke blev siddende i mit hoved for evigt – jeg var ikke fan af det overnaturlige og havde aldrig troet på, at der var mere imellem himmel eller jord. Han ville sikkert bare gå ud fra, hans hjerne havde spillet ham et puds.

  Og rigtigt nok begyndte han senere at feje videre, og der gik ikke lang tid, før gulvet var rent og pænt – fuldstændig ryddet for brødkrummer og andet snavs.

  Jeg kiggede op på uret samtidigt med mit yngre jeg for at opdage, der var et kvarter, til bageriet åbnede. Det meste så ud til at være på plads, og derfor gik Harry ud i baglokalet for at finde sin chef og Barbara. Der var meget varmere derinde på grund af de mange ovne, og luften var også til at få hovedpine af. Dog havde jeg været derinde flere gange, så jeg vænnede mig hurtigt til den velkendte atmosfære.

  ”Scone?” Simon rakte mit yngre jeg et stykke, og bare synet af den fik mit mundvand i gang. Det var virkelig lang tid siden, jeg sidst havde smagt sådan en fra W Mandeville. ”Den er fra i går – rester, du ved.”

  Han tog smilende imod den og brækkede et stykke af for at proppe det i munden. ”Jeg elsker simpelthen de her scones. Konsistensen er så perfekt. Nok de bedste scones jeg nogensinde har smagt.”

  ”Tja, knægt, du kan altid komme forbi her og få sådan en gratis,” forsikrede chefen ham om. ”Én gang en del af teamet, altid en del af teamet. Lige meget hvornår er du velkommen, så når du en dag bliver en fancy advokat, eller hvad det nu var, du gerne ville være, skal du love os at komme forbi, ikke?”

  Han nikkede, og smilet var så stort, at det nærmest fyldte hele hans ansigt. ”Selvfølgelig.”

  At blive mindet om det forhold, jeg havde haft med medarbejderne i den bager, gav mig lyst til at komme forbi der i 2013 igen. Jeg savnede virkelig Barbara og Simon. Jeg vidste ikke engang, om Simon var vores chef længere, for der var vist noget om, at han var gået på pension. Så nu var det bare Barbara alene. Sikke en trist tanke. Det lød i hvert fald ensomt.

  ”Vi må hellere gå ud nu,” sagde Simon, og de to andre nikkede. ”Jeg tror allerede, de første par kunder er dukket op.”

  Rigtigt nok stod en midaldrende dame, en lidt ældre dame og en mand med en hund udenfor i kulden, da vi tre/fire trådte ud af baglokalet for at vende ’CLOSED’-skiltet. På få sekunder befandt alle (undtagen hunden) sig i det lune lokale, og jeg stod lidt til siden og betragtede dem.

  ”Hvad skulle det være?” Harry stod allerede bag skranken, klar til at tage imod de nye kunder.

  ”Bare et franskbrød, tak,” blev der svaret, og inden længe havde han fået en pose med det store brød. Dernæst kom den næste kunde, som var en dame med kastanjefarvet hår og et halvrynket ansigt.

  ”Godmorgen,” hun sendte ham et venligt smil, så man kunne se smilerynkerne ved hendes øjne, ”jeg skal have syv teboller.”

  Sådan fortsatte det de næste par timer, og jeg kom frem til, at det var lørdag – ellers ville mit yngre jeg vel ikke stadig være her. Det var virkelig hyggeligt at befinde mig i bageriet igen. Endnu hyggeligere var det at se de mange kunder, som jeg kendte mange af, fordi de boede i byen. Chesire var en lille by, så de fleste kendte hinanden. Desuden var nogle af dem stamkunder, og jeg huskede endnu mange af deres navne. Det var noget, jeg havde svoret for mig selv aldrig at glemme. Disse små øjeblikke i livet, som alligevel vel et eller andet sted havde efterladt noget i mit sind, siden jeg huskede dem.

  Jeg gik meget op i at bemærke de små ting, for det var oftest dem, der spillede den største rolle. Det vidste jeg i hvert fald nu, hvor mit normale liv var blevet revet ud af hænderne på mig. Og jeg savnede det. Jeg savnede det mere end noget andet. Jo mere jeg så på det liv, jeg engang havde haft, jo tristere gjorde det mig. Og så alligevel ikke. For det var selvfølgelig dejligt at se dem. Jeg kunne bare ikke vende tilbage til at være 14 år og have tætte, små krøller. Jeg kunne ikke vende tilbage til den højde, jeg havde haft dengang. Jeg kunne ikke vende tilbage til det runde barneansigt. Vennerne havde for længst forladt byen for at starte et nyt liv uden for Holmes Chapel. Hele min barndom var væk.

  ”Jeg skal have 12 scones, tak.” En stemme trak mig ud af mit tankespind, og jeg kiggede op for at møde en pige med så mørkebrunt hår, at de fleste nok ville mene, det var sort, et sæt lyseblå øjne, nogle æblekinder og så et smil, der mindede mig om Miranda Cosgroves – bare en smule mindre skræmmende. Ikke at Miranda var en skræmmende pige, for hun var meget sød (jeg havde jo mødt og snakket med hende, da drengene og jeg var med i iCarly), men der var noget underligt over hendes smil.

  ”12?” Harry hævede øjenbrynet, og jeg smilede, fordi jeg godt huskede pigen. Jeg kendte ikke hendes navn og havde vist også kun mødt hende én gang (der i bageriet), men hun havde gået på samme skole som mig – bare to klassetrin over. Hun var ikke en, man bemærkede, for hun var intet specielt – bare en sød, køn pige, der forholdt sig i baggrunden. Gemma var ikke særlig gode venner med hende (heller ikke uvenner), så hun vidste heller ikke meget om pigen, andet end at hun spillede cello. Det var underligt at tænke på, hun var usynlig. Så anonym. Men på en eller anden beundrede jeg det. Og da hun dimitterede, forsvandt hun fuldstændig under jorden. Hvor, hun gik hen, vidste jeg endnu ikke. ”Nogen her er vist lidt vild med dem.”

  ”De her er bare de bedste,” medgav hun med et nik. ”Jeg har aldrig smagt noget så vanedannende.”

  ”Tro mig, jeg ved, hvordan du har det.” Han sendte hende et smil. ”Sådan har jeg det også.”

  ”Du går på min skole, gør du ikke?” Hun kneb øjnene sammen og lagde hovedet på skrå. ”Gemmas Styles’ lillebror?”

  ”Det er korrekt,” han spidsede munden lidt, ”men jeg foretrækker nu at blive kaldt Harry.”

  ”Så Harry.” Hun lo lidt, men man kunne alligevel tydeligt høre på den flotte klang, hun helt klart var en musikalsk pige. ”Mit navn er – ”

  ”Hallo, der er andre i køen. Kan vi komme til, før dagen er omme?” De kiggede begge forbavset på den gnavne mand, og pigen med de mørkebrune/sorte krøller, jeg endnu ikke kendte navnet på, trak hurtigt på skuldrene og begyndte at gå mod udgangen.

  ”Vi ses vel, ikke?” Hun vinkede, inden hun forsvandt ud ad døren. Og det var det sidste, jeg nogensinde så til hende.

  En del af mig ville ønske, jeg havde fundet ud af hendes navn. På få sekunder nåede hun at give mig et godt indtryk. Jeg havde altid fundet fluer på væggen en smule fascinerende – i hvert fald siden jeg så The Perks of Being a Wallflower.

  Den her tidsrejse var hyggelig, men den gav mig også en masse ting, jeg nu fortrød efter at have overværet de mange magiske øjeblikke. Jeg håbede virkelig på, at jeg de senere år ville støde på pigen igen. Men det ville jeg jo ikke – i hvert fald ikke mit yngre jeg. Og hun kunne ikke se mit 19-årige jeg. Så hvad var pointen egentlig?

 

 

SÅ kom den specielle pige endelig ind i billedet! Gad vide, hvad hendes navn er ;-) 

Næste kapitel springer vi til 2010 (!!!), hvor I så vil få chancen for at overvære Harrys audition i X Factor, juhuuuu! Tro mig, det var svært at finde ud af, hvilket øjeblik jeg skulle skrive om der i 2010, for der er jo både hans audition, noget før det, bandets dannelse, finalen osv. osv. :-( MEN jeg har valgt auditionen (of course), og det bliver virkelig spændende at skrive om. Derefter kan jeg afsløre, højdepunktet i historien formentlig vil melde sin ankomst, ehehe. x

JEG HÅBER, I ER SPÆNDTE, OG 100X UNDSKYLD FOR DEN LANGE VENTETID

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...