Picture Perfect Memories | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Færdig
Hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at rejse tilbage i tiden? Ville du rette op på alle de fejl, du har begået? Forhindre Hitler i at blive født? Eller måske bare genopleve de øjeblikke, der gør livet værd at leve? Det spørgsmål stiller Harry Styles sig selv, da han og sit band hver for sig får lov til at prøve det nyopfundne apparat, man kan rejse tilbage i tiden med. Men rejsen viser sig ikke at blive, som han ellers havde forventet. Som tilskuer finder han nemlig ud af en masse hemmeligheder om sin fortid, og specielt én pige, han aldrig ellers har lagt mærke til, tiltrækker hans opmærksomhed. At se sine barndomsvenner igen får ham til at indse, hvad han har mistet, og midt i virvaret af de mange minder tager Harry sig selv i at stille sig et spørgsmål: Vil han mon i virkeligheden hellere leve i fortiden?

356Likes
373Kommentarer
21736Visninger
AA

6. 12 år, 2006

For første gang, siden jeg var påbegyndt tidsrejsen, følte jeg mig oprigtigt træt. Da vækkeuret ved Harrys seng gav sig til at kime højlydt, havde jeg mest af alt bare lyst til at gemme mit hoved væk bag en pude, for mine øjenlåg føltes næsten så tunge, at det slet ikke burde være muligt. Alligevel åbnede jeg øjnene, og til at starte med var alt, jeg så, tåge overalt, men mit syn blev bedre og bedre, jo flere gange jeg blinkede, og til sidst var det muligt at få et overblik over situationen. Jeg lå i Harrys – eller min – seng. Træt, som jeg havde været, var jeg vist døset hen aftenen forinden.

  Jeg gav mig til at spejde rundt efter en lille krøltop, men han var ingen steder at se. Derfor rejste jeg mig hurtigt, stoppede vækkeuret i at give flere lyde fra sig og begav mig derefter nedenunder, hvor jeg fandt min mor i køkkenet – til min lettelse. Jeg var lige ved at tro, at det her univers var ved at gå under, fordi jeg havde gjort noget forkert. Nu undrede jeg mig bare over, hvor mit yngre jeg var.

  ”Harry, morgenmaden er klar!” råbte min mor, hvilket fik mig til at kigge rundt. Inden længe dukkede Harry op og gned sig søvnigt i øjnene.

  ”Jeg faldt i søvn på sofaen.” Så var det derfor, han ikke havde været der, da jeg vågnede.

  ”Film så sent er vist ikke en god idé, vel?” Min mor smilede lidt til sin søn, der var ved at falde i søvn ved køkkenbordet.

  ”Det var en god film,” forsvarede han sig selv, ”men næste gang ser jeg den i weekenden.”

  ”Det lyder fornuftigt,” svarede hun. ”Er Gemma oppe?”

  ”Jep, jeg er her!” Vi kiggede alle hen mod trappen, hvor min søster kom dumpende med et friskt smil på læberne, som om det dagen forinden aldrig var hændt. Det var dejligt at se hende sådan igen, for det var sådan, jeg ville huske hende. Som en livsglad, stærk pige.

  Det var også derfor, jeg besluttede mig for at drage videre – inden mere drama meldte sin ankomst. Hellere slippe væk, imens jeg havde chancen. Jeg vidste, at hvis jeg bare blev lidt længere, ville jeg højst sandsynligt ikke kunne få mig selv til at slippe væk igen, før dagen var omme, og jeg ville gerne udforske så meget som muligt.

  Før jeg drejede på skiven, slugte jeg en mintpastil, og så var det ellers af sted til år 2006 – og denne gang var jeg forberedt. Derfor nåede jeg kun at blinke, før omgivelserne fra før var blevet erstattet med nogle nye, men alligevel noget så velkendte. For jeg befandt mig stadig i køkkenet.

  ”Mor, hvor er min deodorant?” spurgte mit yngre jeg, og jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i, at stemmen var blevet en tone dybere. Jeg havde trods alt også været en tween i 2006 – lige på grænsen til at være teenager.

  ”Du bruger da ikke deodorant, Harry,” fnøs min mor, inden hun slog en latter op. ”Du har bare købt en, fordi du syntes, den ville se mandig ud på dit værelse.”

  ”Moar, helt ærligt!” Han rullede med øjnene. ”Behøver du virkelig få mig til at føle mig så ubehageligt til mode, selv når vi ikke har gæster?”

  ”Hvad er det, du skal bruge den deodorant til?” spurgte hun endelig. ”Du virker lidt stresset, sådan som du farer rundt i huset.”

  ”Jeg skal noget klokken syv,” forklarede han, og rigtigt nok småløb han frem og tilbage med noget tøj i favnen. ”Er du sikker på, du ikke har set min deodorant?”

  ”Har du tjekket skabet på toilettet?”

  ”Gud, ja!” Han slog sig selv på panden. ”Tænk, det ikke slog mig. Tak!”

  ”Hvad er det, du skal?” Harry var nu ovenpå, så min mor blev nødt til at råbe op til ham fra køkkenet af, hvor hun befandt sig. Selv var jeg en smule forvirret, for jeg syntes at huske dette øjeblik, men jeg kunne ikke lige finde ud af, hvad det var, jeg havde skullet den aften.

  ”Bare øh … Jeg skal bare mødes med Nick og Will,” blev der svaret, men det lød ikke særlig troværdigt på den måde, han tøvede.

  ”Hvorfor så dulle dig så meget op?” spurgte min mor og kunne ikke holde en fnisen tilbage. ”Du kan godt fortælle mig det, Harry. Er det en pige?”

  ”Måske …” svarede han modvilligt, samtidig med at han kom gående ned ad trappen iført en orange ternet skjorte.

  ”Så forstår jeg bedre. Hvad er hendes navn?” Min mor lænede sig interesseret frem fra sin plads i køkkenet med et drilagtigt blik i øjnene. ”Og hvor har du mødt hende henne?”

  ”Emily.” Jeg havde aldrig set sådan et smil på mig selv før. Var det sådan, jeg så ud, når jeg var forelsket? ”Hun går på min skole.”

  ”Har du fundet din deodorant?”

  ”Jep.”

  ”Så er det ovenpå og ordne dit hår, for det sidder hulter til bulter.” Harry tog en hånd op til sit hår med et undrende udtryk i øjnene. ”Det ligner, der er en fugl, der har taget bo i de krøller.”

  ”Hvad er klokken?”

  ”Du har …” Hun kiggede ned på sit armbåndsur. ”Et kvarter.”

  ”Shit,” mumlede han, inden han skyndte sig ovenpå, og jeg fulgte efter ham.

  ”Ikke bande!” lød det nedenunder, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, fordi det var så typisk hende at komme med de kommentarer. Hun var den eneste grund til, jeg i en alder af 19 endnu ikke bandede og heller ikke brød mig for meget om piger, der bandede.

  Imens han ordnede sit hår, nynnede han lavmælt for sig selv, og da håret sad nogenlunde, begyndte han at gå rundt i sit værelse og danse rundt, imens melodien langsomt forvandlede sig til sang, og tro mig: det var et underligt syn. Jeg stod rent faktisk og bustede mig selv i at lege rockstjerne på værelset.

  Og jeg vidste, en anden snart også snart ville buste mig.

  Samtidig med at tanken slog mig, lød en dørklokke, og aldrig havde jeg set mig selv være så hurtigt nedenunder. Det var helt svært at følge med, men jeg stod ved hans side, da han trak ned i håndtaget med et stort smil … for at møde en dreng, han endnu ikke kendte, men som jeg let kunne sætte navn på.

  ”Hej …?” Det var tydeligt, Harry ikke forstod, hvorfor en fremmed dreng stod foran ham.

  ”Mit navn er Haydn,” Morris, ”og jeg kunne ikke undgå at overhøre dig synge.”

  Jeg genkaldte mig den mentale lussing, jeg havde givet mig selv på det tidspunkt.

  ”Sang jeg virkelig så højt?” var det første, der forlod hans skælvende læber efter noget tid.

  ”Nej, nej – men dit vindue var åbent, og jeg var lige ude at spille fodbold,” forklarede Haydn med et lille smil, ”og så hørte jeg bare en eller anden synge. Jeg fandt senere ud af, det var dig.”

  ”Hvor er det her pinligt …” indrømmede Harry med blussende kinder. ”Jeg må vist nok hellere spare på stemmen næste gang!”

  ”Nej, du synger virkelig godt!” protesterede han hurtigt. ”Jeg spiller selv guitar.”

  ”Virkelig? Det gør min ven, Nick, vist også.”

  ”Jeg har godt set jer på skolen!”

  ”Går du på vores skole?” Harry stirrede overrasket på drengen foran ham. ”Tænk, at jeg slet ikke har set dig før så.”

  ”Jeg bor også lige over for dig,” tilføjede Haydn med et skævt smil. ”Du bemærker ikke særlig mange ting.”

  ”Nej, det gør jeg vist ikke …” Han grinede lidt. ”Men så må jeg da helt klart holde udkig efter dig i skolen på mandag.”

  ”Ja, så vil jeg også kigge efter dig! Det var i hvert fald bare det, jeg ville sige. Jeg må nok ud og hente min fodbold, men vi ses vel!” Haydn trådte nogle skridt tilbage og vinkede. Det overraskede mig, at man bare sådan kunne blive venner. Sådan var det ikke længere. Jo yngre man var, jo lettere var det at få venner – sådan havde jeg det i hvert fald. I de yngre aldre betød kønnet ikke noget, og man kunne så let som ingenting føre en samtale. Hvorfor ændrede det sig dog med tiden?

  ”Harry, er du her stadig?” Min mor trådte ud af køkkenet. ”Jeg troede, du var gået. Hvem var det i døren?”

  ”En dreng, der hedder Haydn.”

  ”Hvor mange af dine venner kender jeg ikke?” Min mor løftede et øjenbryn. ”Holder du ting hemmeligt for mig?”

  ”Nej, jeg har ikke snakket med ham Haydn før. Han bor over for os.”

  ”Åh, er han familien Morris’ dreng? Så forstår jeg bedre. Men hvorfor kom han herover?”

  ”Det …” Han trak ekstrameget i E’et, imens han febrilsk prøvede at komme med en grund. ”Han ville bare sige hej.”

  ”Han virker som en sød dreng,” fastslog hun. ”Du burde hænge noget oftere ud med ham.”

  ”Ja.” Han nikkede. ”Det burde jeg nok.”

 

 

”Harry!” Emily smilede stort, så hendes øjne lyste som tusinde stjerner. ”Jeg har savnet dig.”

  Og så var det ellers i gang med den sukkersøde snak.

  ”Jeg har også savnet dig.” Allerede før han havde fået afsluttet sin sætning, trak hun ham ind i en omfavnelse, og sådan stod de i noget tid, imens jeg kiggede på fra sidelinjen og følte mig en smule akavet til mode.

  Vi stod ude foran en restaurant, som hed Fortune City. Jeg huskede godt at have spist der før. Jeg havde altid fundet indretningen hyggelig, fordi den ikke var helt fin og fancy, men bare … harmonisk.

  Det var sødt at se kærligheden spire mellem to 12-årige børn, og jeg kunne sværge på, at Harry nærmest kiggede taknemmeligt op mod himlen, da hun flettede deres hænder sammen, som om han takkede Gud. Jeg huskede godt Emily og følelsen af, at hun havde været hele min verden. Desværre var 12 en alder, hvor parforhold ikke hørte til, så min titel som ’kæreste’ varede ikke længe.

  ”Hvad bestiller du?” spurgte hun interesseret, da de havde fundet plads ved et bord gemt væk fra andre folk. Kinesisk musik spillede i baggrunden, og forsangerens skingre, nasale stemme skar igennem lokalet, men underligt nok passede det ind, fordi hun sang på kinesisk.

  ”Måske en nuddelsuppe. Hvad med dig?”

  ”Det samme.” Hun smilede til ham på en forelsket måde. Den måde, hun hvilede sin hage mod sine sammenfoldede hænder viste tydeligt, hvor forgabt hun var i ham, og som hun lagde hovedet let på skrå, tvivlede jeg ikke på, det var ægte følelser, der var på spil. De fleste børn, der kom sammen med hinanden, var bedste venner, men sådan var det ikke her. Selvom man ikke følte alt helt så stærkt som 12-årig, vidste jeg, at der var et bånd mellem Harry og Emily. Det var en smule sørgeligt at tænke på, at hun ikke længere var en del af mit liv. Jeg huskede ikke engang hendes efternavn.

  ”Har du lavet vores matematiklektier?” Selvfølgelig. At snakke om lektier var nok et af de mest brugte samtaleemner for 12-årige efterfulgt af vejret.

  ”Jeg mangler én side, hvad med dig?”

  ”Jeg mangler tre og en halv opgave,” svarede hun. Hun havde altid været ret klog, så vidt jeg huskede. Med en far som akademiker var det svært ikke selv at arve noget af hans IQ.

  ”Har vi andet for end det?” Hvis man førte en samtale på den måde i en alder af 19, ville man højst sandsynligt finde den ualmindeligt akavet, men jeg vidste, den ikke havde været det i 2006. Ethvert samtaleemne var interessant dengang. I hvert fald havde jeg ikke været alt for moden i den alder, og derfor havde jeg ikke fundet det akavet – det varierede vel.

  ”Det tror jeg ikke. Måske har vi noget for i historie, men jeg har allerede lavet det, så – ” ”Kan jeg tage jeres bestilling?” Uden at have bemærket det var en tjener kommet over til os. Jeg havde altid elsket lyden af en kineser, der snakkede engelsk, fordi de havde en anderledes dialekt. Det var egentlig ikke, fordi jeg fandt kinesiske accenter sjove – de var bare hyggelige at lytte til.

  ”En nummer 106 til mig,” sagde Harry.

  ”Jeg vil gerne have en nummer 98.”

  ”Javel. Og hvad med drikkevarer?”

  ”Hvad skal du have?” Emily kiggede nysgerrigt på mit yngre jeg, som lynhurtigt skimmede menukortet.

  ”Øh, en pepsi,” som jeg har lavet en reklame for.

  ”To pepsier så.”

  ”Skal I have dessert også?” Tjeneren blev besvaret med to rystende hoveder, så derfor var han hurtig til at tage menukortene, smile venligt og derefter gå videre til næste bestilling.

  ”Jeg håber ikke, de bruger for lang tid på at lave maden. Jeg er hundesulten!” meddelte Emily, og Harry nikkede enigt.

  ”Samme her. Jeg kunne spise en hest.” Jeg vidste, han løj. Hele dagen havde han bare spist, fordi han havde været så nervøs, så nu var appetitten væk. Jeg huskede tydeligt den gnavende nervøsitet, der havde forfulgt mig hele dagen. Det var vildt, hvordan en pige havde kunnet påvirke mig så meget.

  ”Vi må krydse fingre.”

  ”Det må vi.” Og han krydsede fingre under bordet, men ikke for at maden ville komme hurtigere, nej; han krydsede fingre, fordi han håbede på, at det her ville fungere.

 

 

”Det var virkelig hyggeligt.” Harry havde fulgt Emily hjem, og de stod nu på hendes veranda med sammenflettede hænder. ”Det må vi gentage.”

  ”Mm-hm.” Hans smil var kæmpestort, og månen på himlen fik hans øjne til at skinne ekstrameget. ”Jeg nød virkelig den her aften.”

  Jeg vidste, han desperat prøvede på at lyde mere moden og derfor brugte de fineste begreber, han kendte til – kun for at imponere hende. Det var kikset, men alligevel åh så sødt.

  ”Vi ses vel i skolen, ikke?” Hun slog armene om nakken på ham og trak ham ind i et tæt kram, og de stod præcis, som de havde stået til at starte med på daten.

  ”Det gør vi.” Han nikkede bekræftende og skulle til at vende sig om, da han blev stoppet af nogle læber, der ramte sine. Det var overvældende, og selvom det var en behagelig følelse, spærrede han øjnene overrumplet op. Alle huskede sit første kys, og det var også grunden til, det begyndte at sitre underligt i mine fingerspidser, som det havde gjort dengang. Det var som at være 12 igen.

  Da hun langt om længe trak sig fra ham igen, stirrede hun ham længe i øjnene, inden hun langt om længe lod nogle ord slippe over sine læber. ”Du betyder virkelig meget for mig.”

  Og da gik det op for mig, hvor meget jeg havde undervurderet kærlighed i den alder. For den var så ren. Så fejlfri. Så perfekt. Og det var nok også det, der havde fået mig til at se ned på den – fordi det ikke længere var en ting, der fandtes, når man blev ældre. Utroskab, løgne og rygter var alt, jeg forbandt med kærlighed nu.

  ”Jeg holder også virkelig af dig,” fik han endelig frem efter noget tid. ”Vi ses på mandag.”

  ”Det gør vi.” Hun vinkede, og imens forlod Harry langsomt hendes hus, omringet af skæret fra de mange lygter, og som han gik der, kunne han ikke lade være med at smile som en forelsket idiot. Hans raske tempo og næsten dansende trin var et tydeligt bevis på, at han var helt fortabt i den første smag på kærligheden. Hvis han dog bare vidste, hvordan kærligheden senere hen i hans liv ville blive hans værste mareridt.

  Jeg fulgte efter ham resten af vejen for at se, om det smil mon nogensinde ville forsvinde, men det forblev der på hans læber, som om nogen havde limet det fast. Min mor lagde også mærke til glæden, der var malet i hans ansigt, men hun valgte at lade være med at kommentere på det. I stedet lod hun ham blot gå ovenpå, gøre sig klar til at gå i seng og derefter falde i søvn, stadig med et stort smil på læberne. 

 

 

Jeg ved ikke lige, hvor godt det her kapitel er, for jeg har haft lidt problemer med at skrive det.

Jeg vil gerne starte med at sige tuuuuuusind tak for de mange favoritlister. Det er sindssygt, at den er #1 på forsiden i øjeblikket. Det gør mig fuldstændig målløs, altså wow. Det betyder så meget. 

Derefter vil jeg kort lige sige, at Emily er ægte (Harry fik sin første kæreste i en alder af 12, og hun hed Emily), men jeg aner ikke, hvornår han mødte Haydn. I hvert fald har I nu fået introduceret hele White Eskimo! Hurraaaaaaaaaaa :-D Nu må vi se, hvad det fører til.

Og så en sidste ting: Jeg tager på ferie i morgen (Norwegian Star, anybody going?), så derfor kommer jeg muligvis ikke til at opdatere de næste ni-ti dage. Jeg vil selvfølgelig prøve at finde net og sådan, men det er ikke sikkert, jeg får så meget tid til at skrive og alt sådan noget. Vil gøre mit bedste!

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...