Vester Åby

Jeg ved ikke hvorfor mine ben drejede rundt og gik den modsatte vej, jeg ved ikke hvorfor det var jeg fulgte efter den kat og jeg ved ikke hvorfor jeg lige pludselig besvimede, men jeg havde en fornemmelse af at det nok var det dummeste jeg nogensinde kunne havde gjort.

2Likes
0Kommentarer
161Visninger

1. Astrid

Jeg ved ikke hvorfor mine ben drejede rundt og gik den modsatte vej, jeg ved ikke hvorfor det var jeg fulgte efter den kat og jeg ved ikke hvorfor jeg lige pludselig besvimede, men jeg havde en fornemmelse af at det nok var det dummeste jeg nogensinde kunne havde gjort.

’’Hold nu op med det pjat, ’’ sagde min mor og smilte, ’’der findes ikke sådan nogen ting.’’
Vi sad inde på mit værelse og jeg havde lige fortalt hende om noget der var sket mens jeg var på vej hjem. Jeg sad i bussen og havde pludselig hørt nogle råbe mit navn ekstremt højt. Ingen andre end jeg havde hørt det, hvilket der gør det utrolig sært.
’’Astrid!’’ råbte en eller anden. Jeg ved ikke hvorfor men stemmen gjorde mig ikke direkte bange, den chokerede mig bare.
’’Jeg går ud og laver noget kaffe, så kan du sidde og tænke over det her, ’’ sagde hun og gik så. Om stemmen var en mand eller en kvinde kunne jeg ikke høre. Jeg havde en fornemmelse af at det ikke var en person, og det syntes min mor var total sært. Hun sagde det ikke direkte, jeg kunne bare tydeligt mærke det. Jeg rejste mig op fra min seng og gik over til mit vindue og så ud. Det så, så øde ud. Som om alt livsglæden var svundet ud af Vester Åby. Det var her jeg boede og det havde jeg gjort hele mit liv. Alle mine 13 år. Når jeg tænkte tilbage på mit liv var jeg faktisk ikke særlig tilfreds. Ikke særlig tilfreds med de ting jeg havde gjort, de valg jeg havde taget og de mennesker jeg havde såret. Alligevel kunne alle lide mig. Jeg havde ingen fjender, hvilket jeg selv synes var sært. Jeg overvejede at gå mig en tur. Overvejelsen forblev ikke bare en overvejelse, men blev ført ud i livet. Jeg tog en varmere trøje på, min sorte læder jakke og et par støvler. Jeg gik ned af de 26 trappetrin og tog et æble med i hånden. Jeg gik rundt og forstillede mig at jeg kunne styrer hele verdenen. At det var mig der havde magten. Hvis det var sådan ville jeg kaste mere lys over byen lige nu. Få alle farverne til at blive glade. Alle mennesker ud og være sammen med byen. Jeg ville ønske det var så let. Jeg tog en bid af mit æble. Jeg har altid elsket æbler, deres dejlige syrlige smag. Men i dag var det anderledes. Jeg smed det væk. Jeg gik forbi en vej der fik mig til at stoppe op. Der stod en kat forenden af vejen. Den sad bare der, som om den ventede på nogen. Var det mon mig? Nej det kunne det umuligt have været… Eller hvad? Den åbnede munden, skulle den til at sige noget? Det lignede det mimede ordet ’’kom’’. Jeg tog et forsigtigt skridt hen mod den, så et til, jeg begyndte stille at gå. Den lænede hovedet lidt på skrå, hvilket fik mig til at stoppe op. Jeg lænede også mit hoved lidt på skrå, og tro det eller lad være, men jeg tror den smilte til mig. Jeg smilte selvfølgelig igen, for jeg respekterede katten. Jeg begyndte at gå hen mod den igen. Da jeg kom tættere på kunne jeg se at den ikke var sort, men meget mørkebrun. Så er der stadig noget godt tilbage i den, tænkte jeg. Jeg har altid troet på at der var noget godt i alting og det er derfor jeg altid har troet på Vester Åby. Den her by har altid betydet alt for mig. Byen er en del af mig. Katten var en meter væk fra mig nu. Den tog et skridt hen mod mig. Den satte sig lige for fødderne af mig. Jeg kiggede mig rundt, for at være sikker på der ikke var nogle. Så satte jeg mig ned ved siden af den.
 ’’Astrid!’’ sagde katten, ’’Astrid!’’ Jeg vidste at hvis jeg rykkede mig ville den blive skræmt væk, så jeg sad bare bum stille.
’’Astrid! Svar mig Astrid!’’ sagde katten. Jeg troede ikke mine egne ører. Hvad var det her lige? Drømte jeg? Nej det her kunne umuligt være en drøm… Skal jeg svarer den?
’’Hvo-hvo-hvor ke-kender du mit navn fra?’’ jeg stammer normalt aldrig. Den kiggede på mig som om jeg var idiot. Dens øjne var smukke. De havde en smuk lyseblå farve der gjorde mig nervøs.
’’Jeg ved alt om dig, for jeg er dig, ’’ sagde den og begyndte at gå, ’’kom med.’’ Jeg gik efter den. Vi gik i gennem en tæt sti hvor der var en masse grene der hele tiden stak ind i mit hoved. De satte sig fast i mit hår og rev mit tøj i stykker. Vester Åby havde aldrig forsøgt at holde mig tilbage fra noget før. Det var sært. Vi gik igennem et hegn. Her havde jeg aldrig været før. Jeg tog mine støvler forsigtigt af. På den anden side af hegnet var græsset grønnere end nogensinde og vejret havde aldrig været bedre. Hvor var jeg?
’’Du er i Vester Åbys hjerte, ’’ sagde den, ’’resten af vejen må du gå selv, jeg vil ikke hjælpe dig mere.’’ Jeg nikkede og begyndte at gå stille. Jeg trådte ned på det smukke græs og det brændte mere end noget andet jeg nogensinde jeg havde gået på. Jeg vidste jeg ikke kunne vende om nu, så jeg satte den anden fod ned på græsset. Jeg vidste ikke hvordan jeg nogensinde skulle nå i gennem det her. Jeg kunne mærke tårerne presse på og tog et skridt til, et til og et til. Jeg blinkede hårdt sammen og gjorde alt for at holde tårerne tilbage. Jeg begyndte at gå, helt normalt som om der ingen smerte var. Jeg gik bare. Mine tårer begyndte at komme frem igen. Der var stadig lang vej ind til midten. Jeg kunne mærke en tårer glide ned af min ene kind, men blev ved med at gå. Jeg kan gøre det her, tænkte jeg.
’’Du kan ikke gøre det, ’’ var der en stemme der sagde, ’’du er svag.’’ Jeg valgte at ignorere det og gik videre.
’’Hah, så du tror du er sej? Du er en svans, et nul. Du er en total taber! Det er hvad du er, en taber!’’ sagde stemmen. Det sved under mine fødder, men havde tænkt mig at bevise overfor stemmen at jeg var en vinder. Ja, jeg er en vinder! Jeg stoppede ikke op for at kigge mig tilbage og forsatte ligeud. Jeg kunne se en plet forude hvor der ikke var græs. Det er der jeg skal hen, det må det være. Lige så stille gik jeg der hen i mod. Jeg kiggede ned på mine fødder i et spildt sekund og der var intet sket med dem. Jeg kunne mærke smerten, men intet se. Jeg var kun et skridt fra pletten nu og i håb om at jeg ikke kunne mærke smerten, trådte jeg på den. Jeg blev slynget ned i gennem jorden. Jeg kunne ikke se noget alt var mørk så jeg bestemte mig for at lukke smerten og mærke efter. Jeg kunne mærke sten der blev revnet hen over mine arme, jord under mine negle og mit tøj der lige så stille forsvandt. Jeg kunne mærke min krop blev møg beskidt. Jeg fladt ud af et huld. Og ned i noget brændende vand. Jeg åbnede øjne og opdagede jeg var i lava. Min krop havde det fint, men det brændte og jeg følte jeg var ved at smelte. Jeg svømmede alt hvad jeg kunne over til en kant og kravlede op på den. Jeg kiggede ned af mig selv og jeg havde det helt fint. Ingen skræmmer, renere end nogen sinde, mit hår var skønt, hvad skete der lige? Jeg vidste det ikke. Jeg kunne ikke tænke inde i den her varme. Jeg måtte ud. Jeg kiggede mig omkring, der var ingen vej ud. Dér! Katten stod og kiggede på mig. Jeg kravlede over mod den.
’’Hvor-hvordan ko-kommer jeg ud?’’ gispede jeg.
Katten smilte: ’’Der er ingen vej tilbage.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...