Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

64Likes
74Kommentarer
5644Visninger
AA

21. Tyvende kapitel

Kapitel 20

Tanken om, at min far var i live, fyldte stadig det meste, som dagen var gået på gled. Efter alle efterhånden havde været forbi med en form for lykønsken, var Ash kommet. Trods tristheden stadig var malet i hans ansigt, havde han dog løftet mig op og leet, inden han plantede et kys på mine læber, da vi nu var i samme højde. Jeg havde tilladt mig selv at smile, som jeg knugede hans hånd ind til mit bryst.

”Han lever,” havde jeg hvisket, og han havde kysset mig igen: ”Han lever virkelig.”

 

”Så det du vil have er, at vi skal få Jennowitz overbevist om, at vi skal bryde ind i selveste Callfaxs palæ og befri din far?” sagde Archer, som han tydeligt lagde sarkasme ind i stemmen. Han tvivlede på min plan, og det virkede til, at Ash var enig i det. Jeg krympede en anelse sammen i sofaen og nikkede svagt.

Vi havde placeret os i et lille lokale ved siden af Jennowitzes kontor, hvor der både var TV og en sofagruppe. Op af væggen var der mast en masse reoler, der var fyldt med mapper og nipsting fra hele verden. Inden vi havde sat os ned, havde jeg betragtet en mølle, hvorpå der stod The Nederlands og en vifte, jeg genkendte fra Spanien. Altså lande der ikke længere havde nogen kultur og særpræg, da der nu kun var et imperium: Germania.

”Ja, det er, hvad jeg vil,” mumlede jeg og samlede benene under mig, som jeg fortsat kiggede på Archer, der rejste sig fra sofaen og gik hen til ”vinduet”, hvor han pillede ved displayet, så udsigten endte med at være en regnskov, hvor en papegøje i ny og næ fløj ind foran billedet.

”Er du klar over, hvor egoistisk det er? Vi kan ikke udsætte menneskeliv for ét,” fortalte han og rystede på hovedet. Egoistisk? Vidste han overhovedet, hvem han talte om? Som jeg havde husket det, havde min far haft en stor virkning på hele stedet. Han havde styret det som Jennowitz. Han var ikke bare en person. 

”Vi kan heller ikke lade ham blive,” hviskede jeg og gemte mit ansigt i skulderen på Ash, der trøstende lagde en arm om mig, som han trak mig tættere på. Tanken om min far i fængslet var skræmmende. Jeg huskede trods alt, hvordan det selv var. Mon han havde været der i lige så lang tid, som jeg selv havde været?

”Det ønsker ingen af os, Scarlett. Hånden på hjertet for det, men er du klar over, hvad du beder os om? Du var i et mindre fængsel i Mamucium. Det her er Callfaxs eget hjem! Det bliver for farligt. Især efter det med Jennifer og Owen. Vi har allerede mistet to på holdet. Vi kan ikke miste flere,” prøvede Archer i en fattet trøstende tone, da han efterhånden havde fundet ud af, at den anden nok ikke ville hjælpe nogen. At han talte i den tone hjalp også. Snøftende løftede jeg hovedet fra Ashs hals og kiggede på Archer.

”Men vi må gøre noget,” hviskede jeg hæst.

”Hvad med at slå Lionel ihjel i stedet? Hævn for hvem han har slået ihjel. Han virkede ret selvsikker, gjorde han ikke? Han ønsker nok, at vi skal gøre et træk. Lad os bryde ind i deres hus og slå ham ihjel. Imens kunne vi få befriet Scarletts far?” afbrød Hayley. Det virkede mest som, at hun var tændt på delen med at slå ham ihjel, for han hun snakkede om min far, viftede hun ligegyldigt med hånden. Men det lød trods det, at hun havde fat i noget. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere.

”Det er en selvmordsmission,” bed Archer af hende og satte sig ned igen.

”Ikke hvis den bliver planlagt ordentligt. Tænk over det. Det er som at slå to fluer med et smæk.” Flammerne glødede direkte i Hayleys øjne, da hun sagde det. Der var en spændt stilhed mellem Hayley og Archer, som de blot stirrede på hinanden. Jeg kunne næsten mærke temperaturen, der faldt.

”Det er det rene selvmord,” gentog Archer, og hans kæbe blev spændt, som han fortsat stirrede på hende. Jeg blev mindet om første dag, hvor jeg havde sammenlignet ham med en slange. Tanken kom igen. Denne gang tænke jeg dog, at han ville vride kæben af led og sluge Hayley og ikke jeg.

”Du har ikke det endelige ord,” hvæsede hun og rejste sig op og kiggede direkte på mig med de flammende, rasende øjne: ”Jeg taler med Jennowitz om planen. Vil du med, Scalett?”

Da jeg ikke anede, hvad andet valg jeg havde, nikkede jeg svagt og slap Ashs greb. Han kyssede mig hurtigt på hagen, inden, at jeg rejste mig op og fulgte hende tavs ud af lokalet.   

Vi gik tavst fra lokalet og ind i det ved siden af, hvor kontoret var placeret, som fortsat lå og sejlede i en fortid. Jennowitz kiggede forvirret op fra noget papirarbejde med brillerne helt nede over næsen, hvilket også var et mærkværdigt syn, da alle nu om dage valgte at benytte laseroperationer til billige penge så snart, de fandt ud af, at deres øjne ikke fungerede optimalt.

”Er alt i orden?” Han tog brillerne af og satte den ene brillestang imellem tænderne, som en bekymret rynke fandt vejen til hans pande.

”Sådan da. Det er sådan, at vi har tog ting på hjertet. For det første vil vi gerne redde Jonathan Summers og samtidigt slå Lionel ihjel for, hvad han har gjort. Jeg tror ikke, at jeg beder om din tilladelse på det seneste,” fortalte Hayley og trådte hen til en af reolerne op langs muren, hvor vi stod. Hun begyndte at kigge bøgerne igennem, som hun snakkede. Jeg havde aldrig hørt mange ord fra Hayley, men netop disse lød lovende og ud fra Jennowitz nikken, gik jeg ud fra, at han var enig.

”Det bliver svært at komme ind i Callfaxs palæ,” fortalte han og lagde brillerne på bordet. Han lænede sig bagover i kontorstolen, der knirkede under hans vægt, men den virkede til at holde. Han lagde armene over kors og lagde blikket på mig:

”Og hvad tænker du i denne sag, Scarlett? Er du enig i Hayleys plan. Er du villig til at tage den chance og tage skylden for eventuelle dødsfald, hvis det går så vidt – for I må overveje den mulighed.

Jeg åbnede munden for at sige noget, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg vidste, at Archer netop havde sagt det samme, men han havde ikke stillet det op som noget spørgsmål, så jeg havde heller ikke regnet med, at der fandtes et svar dertil.

”Hvis det her kan lykkedes, vil jeg med glæde forfremme jer til elitesoldater, men bemærk mit hvis. Det har bare været en udfordring at få ene Felx ind. Det her er hele 4 personer! Hvordan vil I bære jer ad?” Han lænede sig igen frem og foldede hænderne på bordet, som en nysgerrighed erstattede hans bekymring.

 ”Jeg har altid været lidt af en haj til idéer,” smilede Hayley henne fra reolen idét hun satte en støvet bog ind på plads igen. Hun kørte hænderne ned langs lårene for at tørre støvet af. Derefter endte hendes hænder på hofterne. Jeg misundte hende i øjeblikket for den selvtillid, hun havde. Jennowitz ændrede på måden han sad, hvilket hun tog som et tegn til at fortælle, hvad hun havde på hjertet.

”Måske skulle jeg hente Archer og Ash?” afbrød jeg hende inden, at hun nåede at sige noget, trods hendes mund igen var åbnet. Hun lukkede den og nikkede, så jeg stak hende et stramt smil og skyndte mig ind ved siden af, hvor der lå en akavet stemning over lokalet. Jeg trak Ash op af sofaen og fik ham trukket med ind ved siden af, hvor Archer tavst fulgte efter bag os.

”Scarlett sagde, at Hayley måske havde fået et grønt lys?” spurgte Archer og kløede sig bagerst i løvemanken.

”Jeg skulle til at fortælle min plan,” bed Hayley af ham.

”Det er en del af min placering i gruppen at komme med planerne,” indskød Archer og havde ikke i sinde at tie stille trods det meget vrede blik, der kom fra Hayley.

”Så fortæl mig din mesterplan, fister. For jeg er sikker på, at den er fantastisk,” spyede hun. Det svarede han ikke på, så tøvende begyndte hun igen at svare. Jeg kunne ikke andet end smile over, at hun fik lukket munden på Archer. Jeg havde ikke ønsket andet siden vi begyndte snakken inde ved siden af.

”Har du tilfældigvis et kort, Jennowitz? Nu har jeg kun haft omkring 5 minutter til at tænke, så det her bliver kun noget hurtigt skitseret?” Hayley lagde armene over kors og ventede imens, Jennowitz søgende på hylden fandt et kort over bygningen, som han så placerede ovenpå sit rod ved skrivebordet:

”Okay. Altså har vi nationaldag om 5 dage. Jeg ved, at Callfax ikke har i sinde at efterlade sit palæ, men han vil ud på balkonen på et tidspunkt at hyldes. Vi må kunne finde det præcise tidspunkt på nettet. Vigtigere er, at sikkerheden vil være skærpet nede i byen og ikke så meget på selve palæet. Kan vi derfor komme indenfor byens grænser uden at blive opdaget, burde det ikke være umuligt at bryde ind. Vi kan forklæde os. Måske som postbud eller andre, der skal aflevere noget?”

”Det lyder ikke helt dårligt,” afbrød Ash, der havde placeret sig i stolen, hvor han også havde siddet sidste gang. Archer lignede dog stadig en, der var fuldkommen overbevist om, at det ville slå fejl:

”Hvad med et cateringfirma? De må da få madvarer et eller andet sted fra? Hvis vi kan finde ud af, hvem de får madvarerne fra, kan vi stjæle identiteter og arbejdsdragter derfra, så intet virker mistænkeligt. Vi kan eventuelt få Lennox til at hacke sig ind i systemet og ændre på nogle vagter, så det ligner, at de officielt kommer med madvarerne på det tidspunkt?”

”Vi mangler stadig en, der kan lukke os ind,” indskød Archer.

”Felx,” sagde jeg, da det var det eneste navn, der dukkede op i mit hoved.

”Det lyder ikke helt dumt,” indskød Jennowitz:

”Men nu trækker i en hel del mennesker ind i det. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, at det er forkert, men disse er ikke en del af jeres team og behøver derfor heller ikke nødvendigvis at ville.”

”Men det er forsøget værd?” Jeg hævede øjenbrynet og trådte hen, så jeg rigtig kunne se planen, der lå på bordet. Jeg havde aldrig været i Londinium og kendte derfor kun palæet ud fra dokumentarer i TV’et. Især havde jeg set mange fra den maskine, hvor jeg var blevet genoptrænet i.

”Det må jeres team finde ud af. For mit vedkommen har i grønt lys, men jeg vil ikke stå ansvar for mulige dødsfald. Okay?”

”Okay,” sagde vi alle i kor.

Jennowitz rullede kortet sammen og stak det i favnen på Hayley, der sammen med Archer havde fået som rolle at få det hele på plads. Det skulle nok blive interessant. Vi blev enige om, at Ash og jeg blot skulle holde os sunde og friske til det, der nu ville ske om 5 dage. Jeg blev så glad over tanken, at jeg indenfor en uge ville få min far at se. Måske. Hvor håbede jeg bare, at alt ville gå modsat end, hvad det havde indtil nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...