Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

63Likes
74Kommentarer
5528Visninger
AA

14. Trettende kapitel

Scarlett

Jeg lod en hånd køre igennem mit hår, som jeg gik ned af gangen mod tatoveringssalonen. Jeg anede ærlig talt ikke, hvad jeg skulle bruge det sidste af eftermiddagen på, efter at jeg havde trænet. Owen og Archer havde lavet papirarbejde på en måtte, imens de havde holdt øje med, om jeg fik lavet dagens styrketræning ordenligt. Efter en afslutning på 150 mavebøjninger kunne jeg ikke mere og efter et bad, havde jeg fået lov til at bruge resten af dagen på, hvad jeg havde lyst til. Problemet var bare, at jeg ikke anede, hvordan man slog tiden ihjel. Så jeg satsede på, at Maya var at finde.

Jeg måtte gå lidt frem og tilbage mellem gangene i den sektion, hvor hospitalsstuerne lå. Efter et stykke tid fandt jeg to næsten mørklagte lokaler, der kun var oplyst af neonlamper. Hvordan var det muligt at arbejde i denne belysning?

”Hvad kan jeg hjælpe denne unge dame med?” Eames sad bag skranken med et stort smil på sine tykke læber. Jeg stak ham et smil og åbnede munden for at sige noget, men sandheden var, at jeg ikke anede hvad jeg skulle sige. Jeg kiggede rundt i det lille lokale, hvor alle mulige tegninger og mønstre hang i den farvede belysning og gav det hele en speciel stemning. I det svage summede en tatoveringsmaskine. Dette måtte betyde, at der var kunder i biksen.

”Er Maya her?” endte jeg med at sige.

”Inde bagved. Hun er i gang med en tatovering. Har du bestemt dig for, hvad du skal have?” smilte han. 

”Jeg skal ikke have nogen,” afbrød jeg. Jeg trak på skulderen og gik længere ind i det lille lokale, hvor jeg tættere på kunne se de forskellige billeder:

”Har du tegnet dem?”

”HA! Eames tegner som en brækket arm,” fnøs Maya, der trådte ud af et rødt støvet gardin, der delte sig i to. Hun havde selve pistolen i hånden og rakte den til Eames:

”Nålen knækkede. Ash svovler – forstående nok. Shit det måtte gøre ondt.”

Var Ash herinde? Min krop faldt pludselig til det halve af dens naturlige temperatur. Jeg knyttede hænderne ned langs siden og overvejede min flugt.

”Stå ikke bare der, Scarlett. Skal du have en?” Maya smilede imens hun ud af øjenkrogen holdt øje med Eames, der skiftede nålen på pistolen.

”Nah – ikke rigtig,” mumlede jeg. Jeg var pludselig meget usikker.

”Hvorfor ikke? Det kunne blive sjovt. Hvis det så blev for meget, kunne Ash og dig holde i hånd for at holde smerten ud. Jeg tror godt, han ellers kunne bruge en hånd lige nu. Han er sgu ikke så macho, som han giver udtryk for. Kom nu med ind,” sagde Maya med en stemme fyldt af entusiasme.

”Jeg skal noget andet. Jeg ville bare lige se stedet,” prøvede jeg.

”Se, så har du heller ingen undskyldning, for du har ikke set det hele endnu, vel? Så nu kommer du med mig.” Maya trådte helt hen til mig og tog fat i mit håndled. I den anden hånd tog hun igen imod pistolen hun havde fået fra Eames, og så blev jeg ellers trukket med ind igennem gardinerne til et rum lignende en andet. Her stod og en stol, der var besat af Ash. Jeg var ked af at sige det, men de dæmpede neonlys klædte ham. Knuden voksede i min mave.

”Se hvem jeg lige fik fanget,” nynnede Maya. Hun fik arrangeret mig på en stol, og begyndte ellers på sin velkendte prædiken om alt, hun overhovedet kunne komme ind på. Efter at have kigget rundt, begyndte jeg at bemærke, at Maya egentlig ikke selv havde nogle tatoveringer. For at undgå at kigge på Ash, spurgte jeg hende derfor om det.

”Altså, min far er nok den eneste Soldier, der har noget imod tatoveringer. Han siger, man for fanden kan dø af lidt kemikalier i hunden, så han har forbudt mig at få dem. Men jeg har skam tatoveringer. De sider bare på steder, han ikke kan tjekke,” spandt hun og blinkede med øjet. Hun gav Ash et smølfespark på kindbenet, da han automatisk havde hævet øjnene meget. Jeg kunne ikke lade være med at smile:

”Så kan vi gå i gang igen. Undskyld med det før – det er efterhånden svært at skaffe nåle, da tatoveringer bare ikke er noget, folk gider længere. Så de her har altså lagt længe.”

Maya lænede sig igen ind over Ash med pistolen og begyndte på noget, jeg ikke kunne se, hvad var. Min nysgerrighed blev vagt og jeg lænede mig automatisk længere ind imod dem, så jeg kunne se det.

”Hvad er det?”

”Et træ,” mumlede Maya, der var i fuld gang med at arbejde. Et træ? Jeg hævede et øjenbryn og rejste mig op. Jeg var ikke ret tryg ved at være i lokale med Ash, men jeg ville bare vide, hvad fanden han fik tatoveret på armen. Måske var det hende pigens navn? Jeg fnøs indvendigt ved tanken. Men det hang ikke sammen med et træ. Da jeg kom tæt på, var der ganske rigtig et stort træ med mange grene. Ud fra hver gren stod et navn. Hurtigt skimmede jeg navnene Ashley Bennet, Lauren Bennet, Zeke Pine, Jennif. Det sidste genkendte jeg, trods den endnu ikke var færdig. Nålen måtte være knækket ved det andet f.

”Er det døde mennesker?” hviskede jeg. Jeg mente det ikke som en hvisken, men min stemme var langt mere skrøbelig end, hvad jeg havde regnet med.

”I princippet, ja.”

”Men hvorfor et træ?” Jeg hævede et øjenbryn.

”Ashton står for ’asketræ’,” mumlede Ash ligegyldigt. Ashton? Jeg kunne ikke lade være med at komme med et lille fnis. Jeg anede ikke, at Ash var en forkortelse af noget. Ash lød bare så formelt.

”Du finder det sjovt?”

Jeg stoppede hurtigt min fnisen og rømmede mig svagt:

”Hvem er de andre så?”

”Hvilke af dem?”

”Ashley, Lauren og Zeke?” Han hævede et øjenbryn, da jeg udvalgte nogle af navnene og ikke alle. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg lige tog de personer. Det var jo bare et uddrag – ikke?

”Ashley var min tvillingesøster og Lauren min mor. Zeke var Owens bror,” fnøs Ash uden rigtig at vise nogen interesse. Knuden i min mave blev til en sten. Havde Ash både mistet søster og en mor? Hvor var hans far så henne? Jeg vidste, at Hayleys mor var Pillsburg og hendes far arbejde undercover hos Callfax, Owens forældre var begge i elitegruppen og var sjældent hjemme og Archer forældre havde trukket sig ud af organisationen. Noget faldt mig pludselig ind. Måske var Ash og jeg ikke så forskellige? Jeg burde ikke gøre så meget ud af det, men det gjorde jeg.

”Det er jeg ked af,” endte jeg med at mumle.

”Lad være. Du kendte dem jo ikke,” bed han. Lige meget hvor meget kommentaren skar i hjertet, havde han jo ret.  

”Så er den færdig,” indskød Maya og skuppede sig tilbage på stolen, der ved hjælp af hjul fik transporteret hende over til et bord, hvor hun fandt en form for papir og noget tape, hun fik sat over Ashs arm, så tatoveringen delvist kunne blive beskyttet og blodet suget væk:

”Vi må håbe, at tatoveringen kan sættes på pause, ikke?”

”Tak for det, Maya.” Ash rejste sig op med et oprindeligt, ædru smil på læberne. Han kiggede på mig og smilet falmede:

”Skal du med tilbage, Scarlett?”

Jeg tøvede, før jeg svarede:

”Nej. Jeg tror, at jeg vil gå lidt ud til bilerne. Trods jeg har fri, kan jeg godt få udnyttet tiden.”

Det var en løgn. Jeg skulle ikke ud til bilerne. Men på grund af det kursus jeg havde haft i formiddags, havde jeg lært lidt om at holde på en løgn via. mikroudtryk. Jeg var ikke en mester, men det havde virket til at fungere. Jeg stak et smil til Maya og gik derefter. Stadig ikke på vej til bilerne. I stedet satte jeg fokus imod et sted, jeg ikke havde set i snart to måneder: udgangen. Alt dette med Ashs familie havde fået mig til at tænke på min egen far.

Jeg måtte bare se ham.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...