Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

64Likes
74Kommentarer
5544Visninger
AA

24. Treogtyvende kapitel

Jeg lagde hovedet imod Ashs skulder, som vi sad i en mørk bil, hvor de tonede ruder lukkede dagens første solstråler ude. Bag os lå lufthavnen, som vi næsten kun var trådt ud af. Den var meget større end John Lennon Airport, der lå i udkanten af Liverpool. Jeg forstod ikke, hvorfor lufthavnen stadig havde det navn, eftersom Callfax ikke var meget for undergrunds-musikken rock, der stod for oprør og optøjer. Vi var landet i Heathrow, hvilket var den største Londinium. Ash havde virkelig nydt flyveturen, som han sad i baren og drak en alkoholfri øl, imens han kommenterede på skyernes farve, som solen valgte at vise sig. Vi havde parkeret os helt oppe foran i flyets ende på anden etage, hvor der var panoramaudsigt hele vejen rundt. Nogle folk var dog mere interesserede i den gratis Wi-fi og sad derfor med hovedet gravet i deres tabletter. Jeg havde ikke været interesseret i nogle af tingene. Ash havde bedt om et popcornbæger, som jeg var blevet grøn i hovedet. Det viste sig at være nyttigt, for min mave havde ikke i sinde at holde noget af kantinemaden dernede. Det var en lettelse, som vi i sidste ende var kommet ud. Jeg havde styrtet direkte mod toilettet, som de andre fordelte sig ud i hold.

Vi havde ikke længere Felx ved vores side, så vi måtte selv klare at komme ind i bygningen. Til gengæld ville vi være sikre på, at vi mindede så meget om cateringfirmaet som muligt. Vi havde allerede fået skaffet os en bil, der holdt parkeret på en tankstation i nærheden. Der ud over havde vi fået fat i et stylinghold, der ville lave masker til os alle, der var taget fra de rigtige cateringfolk. De ville dog kun være med til tankstationen, hvor vi også ville skifte tøj. Trods den dårlige nyhed i går, havde jeg en god fornemmelse i maven, og det var den, jeg havde valgt at klynge mig til nu.

”Hvor langt er der endnu?” spurgte Ash chaufføren, der sad på den anden side af det tonede glas, der også delte bilen indvendigt. Igennem en højtaler svarede chaufføren, at det varede lidt endnu, da vi på grund af den ekstra trafik i dagens lejligheder på A4 måtte tage en omvej via A312 til M4, der i stedet ville tage os ind til den nordlige del af Londinium, hvilket også passede os fint, da tankstationen også befandt sig der. Jeg blev derfor liggende med hovedet mod Ashs skulder og nød tiden, vi stadig havde 100 % sammen. Det virkede til, at Hayley og Archer gjorde det samme, som de sad på sædet bag os igen.

”Jeg er ked af, at vi ikke fik hele dagen i parken,” mumlede Ash hæst.

”Det er jeg også. Du havde virkelig gang i en god massage,” svarede jeg tilbage, og han gav mig en albue i siden, hvilket fik mig til at le svagt.

”Hvordan har du det egentlig? Jeg ville ikke give dig medicin med mindre det var nødvendigt, for du skal ikke svækkes.”

”Bedre. Jeg nægter bare at træde på det fly igen,” fnøs jeg.

”Det kommer du nok alligevel til, når vi får Callfaxs mænd på nakken. I øvrigt burde jeg nok fortælle dig, at vi har bestilt værelser på et hotel i nærheden af Londinium, hvis det viser sig ikke at gå som planlagt, når selve missionen er fuldført. Vi burde være i sikkerhed der.”

”Det skal nok gå. Jeg har en god fornemmelse.”

Han smilede og kyssede mig på læberne. Jeg kom i tanke om den dårlige ånde, jeg måske stadig havde, trods alle de tyggegummier jeg havde kværket. Han trak dog ikke læberne fra mine før, han havde sat tænderne blidt i min underlæbe.  

”Det har jeg også,” endte han med at sige. Han kørte en hånd igennem mit hår, og placerede blidt mit hoved imod hans skulder igen, som han fortsat pillede ved mig hoved, hvilket var en dejligt. Jeg kiggede igen ud af vinduet, som markerne efterhånden blev overtaget af små landsbyer. Til sidst var tankstationen der. Chaufføren holdt døren helt oppe af indgangen og hjalp os ud af bilen. Bag os kom to identiske biler, hvor Lennox og stylisterne sprang ud. Jeg kiggede rundt på pladsen og fandt cateringbilen, hvorpå det stod: ”Callfax Catering.” Hvor originalt.

Vi fulgtes ind til kassen i butikken, hvor en bebrillet pige på 18-19 år stod og sorterede cigaretpakker vendte sig om. Hun smilede stort, som Ash trådte frem.

”Hvad kan jeg gøre for dig?”

”Vi vil spørge, om vi kan benytte toilettet? Koster det noget?”

”Ja og nej. Hvis I køber noget i forretningen, er det gratis. Eller hvis det er brændstof, I behøver?” Smilede sad stadig på læberne. Hvordan kunne hun se så frisk ud klokken halv syv om morgenen?

”Okay. Hvad koster den der tyggegummipakke, for så tager jeg sådan en,” spurgte Ash ligegyldigt og lagde en tyggegummipakke op på disken. Hun bippede den ind, og han betalte. Derefter vendte han sig om uden at svare tilbage på hendes ’fortsat god morgen’. Han kastede tyggegummipakken hen i favnen på mig. Burde jeg tage det personligt? Jeg stak ham et skævt smil og kastede et blik over skulderen, som vi alle gik imod toilettet. Hun havde nok ikke regnet med, at der var tale om os alle. Det var i hvert fald at læse i hendes måbende ansigtsudtryk.

Da vi åbnede døren ind til kvindetoilettet, viste det sig, at der kun var ét, som vi sammen måtte klemme os ind på. 5 kvinder startede med at trække Hayley ind på toilettet. Imens måtte vi andre vente.

”Måske skulle jeg betale pigebarnet for at slette episoden fra båndet?” spurgte Ash lavt, som vi kunne se pigen smugkigge, når vi lignede nogle, der var fortabt i andre.

”Så går jeg med,” mumlede jeg. Han nikkede og vi forlod gangstykket og Archer. Da vi igen var inde i butikken, valgte jeg at åbne pakken med tyggegummi og tage et stykke. Jeg stod i baggrunden og lod som om, at jeg kiggede på slikposer, som Ash igen gik hen til kassen og stak hende sit mest charmerende blik, hvilket også så ud til at fungere. Jeg bemærkede hurtigt det store bundt af penge, der forsvandt fra hans hænder til hendes og derefter smilet, der voksede på hendes læber. Jeg kiggede væk og bemærkede, at der var kommet andre kunder i butikken. 2 mænd, der så ud til at skulle i gang med et byggeprojekt, stod og drak en papkaffe, imens de snakkede om motorsport. Det virkede ikke mistænkeligt, så jeg kiggede igen mod Ash, der gav mig en tommel op.

Vi gik igen ud til gangstykket, hvor Hayley også trådte ud fra badeværelset. Jeg gættede i hvert fald, at det var hende, trods der ikke var anden lighed end højden. Hun var fuldkommen ændret, som hun var trukket i en grøn heldragt med logoet for cateringfirmaet. På hendes bryst hang et navneskilt med navnet Janice Manic II. Normalt ville jeg finde det underligt, at en person med II i navnet kunne arbejde for et cateringfirma, men personen eksisterede i virkeligheden, så jeg valgte ikke at stille spørgsmål til det. I stedet fokuserede jeg på det fnis, jeg havde kvalt, da jeg havde set nærmere på hendes udseende. Hun havde store krøller og læber, der ikke kunne være af andet end botox. Det virkede så virkeligt! Hun havde endda en piercing i underlæben.

”Undskyld, men du ligner en klovn,” lo Ash, der ikke havde i sinde at pakke humoren ind.

”Sig det til den kælling, der synes, at jeg skulle bære hendes klamme udseende. Jeg tæller allerede ned til at få det her af,” hvæsede Hayley. Masken var så perfekt. Som hun snakkede, bevægede botox-læberne sig også, som var det hendes mund.

”Jeg nyder dog at have set, hvilken person Archer skal være. Åh, det er et godt grin, endte hun med at smile. Derefter var det Archer, der blev trukket ind, og som han kom ud igen, kunne jeg heller ikke lade være med at le. Han var kuglerund i hovedet og havde fregner i hele ansigtet, der matchede til hans krøllede røde hår. Der var endda lange næsehår i borene som en lille sød detalje, der kun fik mig til at le højere. På hans navneskilt stod der Edmund Fredwood. Archers øjne lynede bag masken, så bedre kunne det ikke blive. En af stylisterne bad mig om at komme som den næste person, og derefter befandt jeg mig inde i det lille badeværelse, hvor jeg måtte klemme mig forbi 2 af damerne. Jeg satte mig på toiletbrættet og kiggede rundt, som jeg fik øje på min maske, der hang i vindueskarmen over en ansigtslignende fod. Hun lignede virkelig en god gammeldags hippie med dreadlocks i lysebrun udgave med piercing i øjenbryn og læbe. Først og fremmest blev jeg beordret til at tage dragten på, hvilket var lidt af et helvede på den lille plads. Jeg kom endda til at sparke en af damerne over benet, som jeg trak i et af buksebenene. Jeg var nød til at hoppe for at få selve ærmerne på plads og endelig kunne jeg lyne den.

”Larissa Calton,” sagde en af stylisterne og satte mit navneskilt på. Hun stak mig et stramt smil og stak mig et hårnet, som jeg skulle have alt mit hår ind i, hvilket var lidt af et projekt. Derefter fik jeg masken over hovedet, hvilket var noget af et mareridt, da den ikke ligefrem duftede af sommer og røde roser. Til sidst fik jeg mine brune støvler tilbage, da de burde være et neutralt fortrukket fodtøj til missionen, når vi skulle løbe lydløst ned af gangene. Så trådte jeg ud og gjorde håndtegnet for, at de skulle holde kæft, som jeg så et matchende smil på deres læber.

”Hvad er der i vejen med de her personer? Har de ikke hørt om normalitet?” fnøs jeg.

”Åbenbart ikke. De har nok en klub for specielt grimme mennesker,” lo Ash og kyssede mig på maskens læber, som han derefter trådte ind på badeværelset. Da han kom ud igen, slap jeg en latter ud for sidste gang på dagen, for han så lige så åndsvag ud som resten af os. Han havde langt mørkebrunt fuldskæg og en bred næse, der fyldte hele ansigtet. En stor vorte sad også og gemte sig under de brune totter af hår.

”Jeg føler mig ikke tiltrukket af dig i øjeblikket,” jokede jeg, som vi fælles fulgtes ud af tankstationen.

”Jeg kan kun sige det samme om dig,” lo Ash og flettede hans fingre ind imellem mine, som stadig var hans egne.

Vi kom til den grønne varevogn, hvor vi åbnede døren i siden og fandt kufferter med våben og det udstyr, der ellers skulle bruges. Ash tog kufferterne med om på forsædet, hvor han satte sig ind og drejede nøglen rundt, så motoren begyndte at brumme. Da jeg sad på sædet ved siden af ham, stak han mig en pistol, som jeg gemte i båndet, der var fastgjort til mit ben under dragten. Dernæst tog jeg støvlen af og gemte en flad kniv under foden for en sikkerheds skyld. Jeg tog imod den minimale øresnegl, jeg også havde haft på sidste gang og ellers trak vi ud fra tankstationen og fortsatte direkte imod Callfaxes palæ. Vi kunne i bakspejlet se den matchende varevogn, der blev holdene i 15 minutter endnu, da vi ikke ønskede at falde mistanke.  

Missionen begyndte for alvor nu. Jeg kunne mærke hjertet, der slog hårdere i brystet end det nogensinde havde gjort.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...