Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

64Likes
74Kommentarer
5643Visninger
AA

4. Tredje kapitel

Scarlett

  Jeg overvejede, hvor han havde lært mit navn fra. Hvem var han i det hele taget? Jeg overvejede, om jeg havde set ham mellem Callfax’ mænd. Jeg vidste dog med sikkerhed, at man ikke kunne glemme øjne så grønne som hans. De var uhyggelige, som de stirrede følelsesløst på en.

  ”Hvor er jeg?” Spurgte jeg sammenbidt og virkede mest af alt irriteret over, at jeg ikke længere have pistolen i hånden. Jeg kunne let blive skudt eller fanget inden, at jeg fik trukket mit våben op.

  ”Du er i sikkerhed.” Det var det eneste som han sagde. Hans øjne flyttede sig ikke en millimeter, da han sagde det. Han blinkede ikke engang. Sikkerhed? Jeg åbnede munden for at skulle sige et eller andet. Jeg vidste dog ikke, hvad jeg skulle sige.

  ”Du befinder dig i en bygning, der ligger under oprøreorganisationen ’Soldiers’. Du har stensikkert ikke hørt navnet før.”

  ”Soldiers?” Jeg flyttede med besvær blikket fra hans øjne og ud over den store lounge, hvor menneskerne uinteresserede sad med næserne i deres egne sager.

  ”Jep. Nå, Scarlett. Du er her ikke for sjov. Vi fik dig ud af din celle, da vi er meget interesseret i din baggrund.” Jeg kunne mærke hans blik, der fortsat borede sig ind i mit ansigt. Jeg kunne ikke møde de øjne igen. Derfor nikkede jeg blot et par gange, imens jeg fortsat holdt blikket ud i loungen.

  ”Min kriminelle baggrund?” Min stemme lød hårdere, end jeg følte mig, hvilket jeg udelukkende var taknemmelig for. Jeg tøvede og mødte igen hans øjne, hvilket fik noget inde i mig til at slå hårdt: mit hjerte. Pis. Jeg sukkede let og overvejede, hvad jeg næst skulle sige, da han bekræftende nikkede.

  ”Hvad vil I bruge mig til?” Jeg hævede et øjenbryn en anelse.

  ”Vi vil gerne gøre dig til en af os. Hvis du blot bliver genoptrænet til din tideligere kropsbygning, burde du være lige så kvalificeret som de unge, der har trænet siden de var 4 år.” Han trak på skulderen og kaste kort efter hovedet over skulderen, da en mørkhåret pige kom løbende direkte imod os. Hun sagde flere gange ordet: Ash, hvilket måtte være hans navn. Et meget mærkværdigt navn. Jeg kom i tanke om, at det navn havde stået på døren. Havde jeg sovet på hans værelse?

  Den mørkhårede pige havde karmelfarvet hud, der passede meget til hendes næsten kulsorte hår, der hang glat ned over hendes skuldre. Hendes tænder virkede ufattelig hvide i forhold til resten af hendes udseende. Der var noget ved hende, som jeg ikke brød mig meget om. Måske var det måden, som hun udtalte hvert et ord på. Hendes stemme var fyldt med sarkasme, selvom hun ikke sagde noget sarkastisk:

  ”Jennowitz har kaldt os til samling. Vi skulle komme straks. Jeg håber virkelig, det ikke er alvorligt. Jeg magter det fandme ikke”.

  Drengen – Ash, lo imens han smilte til pigen, som var de søskende. Hun gav ham et advarende blik og slyngede en lettere næve ind i skulderen på ham. Han smilte skævt, hvilket klædte hans ansigt. Hans øjne funklede også mere, hvilket kun gjorde dem kønnere.

  ”Nå, er hun kommet til live? Det var fandme også på tide. Nu slipper du for luftmadrassen inde hos Owen.” Hun smilte en anelse, hvilket var noget, der ikke var kønt i hendes ansigt. Når det lå i roligere og køligere udtryk, virkede det mere – hende?

  ”Narh, jeg overlever. Vi fik spillet nogle videospil,” lo han imens han kløede sig i nakken med det skæve smil på læben:

  ”Nå, vi må nok gå der over. Scarlett, jeg stoler endnu ikke på dig, så du følger med mig. Du burde også give mig den pistol, du har gemt. Jeg magter ikke, at nogle af de andre kommer galt af sted. Især ikke dig.”

  Hans blik var igen koldt. Det fik noget inde i mig til at koge en anelse over. Hvordan kunne han være bekendt at tale sådan til mig, når han havde talt anderledes til hende? Jeg knyttede en næve ned langs side og prøvede ikke at gøre et forsøg på at skjule den. Det fik ham til at tøve. Derefter fandt min hånd om til pistolen og trak den op. Jeg tog magasinet ud og lagde begge genstande i hans hænder.

  ”Var der mere?” Jeg hævede et øjenbryn og kneb derefter øjnene sammen. Han svarede ikke. I stedet vendte han blot om på hælen og fulgte pigen, hvis brune glorie dansede om hovedet på hende. Fuck dem.

***

 Jeg stod midt i et lokale, der kunne minde om et klasseværelse. Der var fyldt med borde og stole. Omkring bordene sad unge, der enten var på min egen alder eller yngre. Der var også en gruppe af mennesker længst nede mod en gammel blackboard, hvor et par notater stod kradset ned. Dens farve var fuldkommen i kontrast til det hvide lokale, der var oplyst af store lamper, der hang i loftet. Eleverne var alle ens klædt. De fleste havde en sort T-shirt på, hvilket Ash også havde. Ellers var de i jakker som min og løsere bukser, der havde forskellige mønstre og farver.

  Oppe foran tavlen stod en mand, der så ud til at være først i 30’erne. Han havde brune skægstubbe, der selv kunne ses fra denne længde. Hans hoved var beklædt af frisk brunt hår, der i forskel fra så mange andres så naturligt ud. Han var iført en mørkeblå striktrøje og grå cowboybusker, hvilket ingen af de andre havde. Han havde også et mørkegråt halstørklæde snoet om halsen. 

  ”Okay, Scarlett. Det her er vores gruppe. Fyren derhenne hedder Owen. Han burde vide bedre end at flirte med F’ere.” Den mørkhårede piges stemme talte i en nedladende tone, da hun kastede et blik hen mod en dreng, hvis hud havde nogenlunde den samme hudfarve som hendes. Hans ansigt var en smule rundt uden at virke buttet. På toppen af hovedet, havde han en lav mohawk, hvilket fik hans ansigt til at se lidt komisk ud på en nuttet måde.  Pigerne han snakkede med kiggede op mod den mørkhårede pige med vrede blikke. Da hun svarede dem igen med et blik, krympede de ryggen, som var de bange for hende.

  ”Du kender allerede Ash. Ham derovre, er min kæreste Archer.” Hun lagde et tykt tryk på ordet kæreste, som var hun bange for, at jeg ville konkurrere.  

  Da jeg kiggede på drengen, fik jeg hurtigt myrekryb. Hans næsten orange øjne borede sig ind i mine på en måde, der gjorde, at jeg fik gåsehud. Hans udseende var en anelse underligt. Han havde en bred kæbe og et smalt ansigt, hvilket gjorde, at jeg sammenlignede ham med en slange. Mon han kunne vride kæben afled og sluge mig i en mundfuld?

  ”Jeg ville også præsentere dig for min søster, men hun er taget ned i byen efter et eller andet. Du bør nok give dit tøj tilbage til hende, når dagen er omme.” Hun trak på skulderen og gav mig et lettere advarende blik:

  ”Burde jeg fortælle, at jeg hedder Hayley?”

  Kort efter var forsamlingen stille. Jeg havde lånt en stol og havde nu placeret mig sammen med resten fra det team, jeg lige var blevet præsenteret for. Hayley gjorde meget ud af, at de lige var blevet forfremmet til gruppe-c soldater. Det var derfor, de havde fået som opgave at redde mig. Jeg lyttede dog ikke efter. I stedet fokuserede jeg på manden, hvis efternavn var Jennowitz. Det lød ikke til, at de bruge andet end dette navn.

  ”Jeg har samlet jer her i dag, eftersom vi for mindre end en time siden fandt en soldat dræbt. Vi kender ikke årsagen. Vi er dog blevet enige om, at de skyldige har kendt til soldatens status. Hvorfor de har gjort, som de har gjort, kan vi endnu ikke regne ud. Vi vil derfor opfordre jer til, at I ikke går uden for en dør på egen hånd. Vi er midt i en krig, folkens.” Jennowitz øjne lå på enhver person i lokalet. Hans stemme var rolig, hvilket virkede til at have en virkning på de fleste elever. Der var dog nogle, der var begyndt at hviske.

  ”Hvem er personen?” var der en, som spurgte. Jennowitz lod blikket søge hen mod døren, hvor en mand rullede et bord ind, hvorpå en person i en ligpose lå. Jeg hævede et øjenbryn og lænede mig længere ind over det bord, hvor jeg sad sammen med de andre. Jeg havde aldrig set et rigtigt lig. De fleste personer var stadig i live, når jeg havde skudt dem.

  ”Det er sikkert endnu en idiot, der har været lidt for villig til at drikke, når hun eller han har været på bar med Callfax’ slags,” hviskede Hayley og smurte sin stemme ind i en dyb irritation. Hvordan kunne hun være så ligeglad, når det var en af hendes egne slags, der var blevet dræbt?

  ”I kan se det selv,” sagde Jennowitz og nikkede en enkelt gang til manden, der stod ved bordet. Han gjorde tegn til, at posen skulle lynes ned. Det hele skete forholdsvis langsomt. Man kunne høre, at de fleste holdt vejret, imens lynlåsen skingeret blev trukket ned over liget, det ca. målte 1.60 centimeter. På grund af højden kunne jeg gætte mig frem til, at det måtte være en pige. Da manden trak siderne af posen ned over liget, kom gyldne lokker til side. Hvem var denne pige?

  ”Årh pis,” hørte jeg drengen vil min side mumle, Owen. Jeg kiggede spørgende på ham. Han bemærkede dog ikke, at jeg så på ham. Hans blik var låst fast på liget, imens hans næse var trykket op i væmmelse. Hvad kunne det skyldes?

  Jeg kiggede igen på liget og bemærkede de tykke kæder, der var trukket omkring hendes krop. De var fyldt med pikke, der havde flået hendes hud, så kødet hang blottet indsmurt i blod.  Om hendes mund hang et tørklæde så stramt, at det måtte have været smertefuldt at bære. Havde hun været et gidsel? Det værste var dog kuglen, der var placeret midt i hendes pande. Der var ingen undskyldning for, hvorfor hun var død. Det sagde alt. Kiggede man ordenligt efter, kunne man ane de tatoveringer, hun havde på halsen. De forstillede halvmåner, stjerner og andre mønstre.

  ”Jennifer?!” Hayley kom med en gurglende lyd. Hendes øjne blev fyldt med tårer, hvilket fik hendes ansigt til at blusse op, så hun lignede en tomat. Derefter var hun ude af lokalet. Havde de været veninder? Jeg kiggede forundret på liget og skjulte en kvalme, der sad langt nede i brystkassen. Jeg væmmedes ved liget. Det var klamt.

  ”Hvem er det?” Min stemme virkede mere ligeglad end nysgerrig, hvilket gjorde, at jeg fik det dårligt med mig selv. Jeg kendte ikke personerne, men jeg havde dannet et billede af, at de prøvede at være søde ved mig.

  ”Dét der? Hayleys søster, Jennifer.” Det var Archer, der sagde det, hvilket fik mig til at hæve et øjenbryn. Hans stemme var så anderledes i forhold til de andres, hvilket ikke kom bag på mig. Den matchede hans udeende.  Stemmen var så kold og ligeglad.

  Burde han ikke løbe efter sin kæreste – fortjente hun ikke at blive trøstet? Kort efter var Ash gået efter Hayley, så jeg nu sad tilbage med 2 drenge, som jeg overhovedet ikke kendte. Fandme nej. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...