Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

64Likes
74Kommentarer
5542Visninger
AA

23. Toogtyvende kapitel

Vi havde pakket kurven sammen og jeg var trukket i tøjet igen. Vi var derefter småløbet ud af parken og befandt os nu i gangsystemet igen. Jeg kastede et sidste blik imod dørene, der langsomt lukkede sig, og parken forsvandt bag. Vi fulgte gangen ud til foyeren, hvor vi tog elevatoren ned i de kolde gange, hvor Archer arbejdede. Jeg huskede på, at Archer og Lennox havde fortalt om, at de også holdt fanger hernede. Hvem mon det kunne være? Jeg huskede i hvert fald på, at forholdene her var værre end dem, jeg havde levet under.

Det var svært at følge trit med Ashs lange skridt. Jeg måtte derfor hele tiden sætte farten op, som vi bevægede os ned af den kølige gang, der var fyldt med spejle. Denne gang kiggede jeg dog ikke på mit spejlbillede. Jeg kom endelig op langs Ashs side, og i det jeg gjorde det, tog jeg hans hånd og klemte en for at fortælle, at vi sagtens kunne sætte farten ned. Det var først i morgen, at vi skulle af sted. I morgen havde virket så langt væk for bare en halv time siden.

Ash stoppede op, da vi nåede døren, der skilrede de kolde gange med kontorbygningerne bag. Han skannede sin finger ind, og døren kom med en klik-lyd, der efterfulgte af, at den sprang op. Lettet trådte jeg ind i varmen og gned mine fingre imod hinanden, der på den korte tid føltes som istapper. Døren lukkede sig efter os, da vi fortsatte mod det mødelokale, hvor Lennox, Archer og Hayley var i gang med at planlægge.

Da vi åbnede glasdøren, kiggede de alle op med spørgende udtryk i ansigterne.

”Hvad så?” spurgte Hayley, som hun lænede sig bagover i stolen.

”Vi tror, at i morgen er en fælde,” fortalte Ash. Der kom dog ingen reaktioner fra nogle af dem.

”Vi ved, at det er en fælde,” sukkede Archer.

”Men ved i, hvorfor? Prøv at høre. Vi kom ind på det anonyme tip fra Jennifer, der fortalte os, at Scarlett var indespærret. Hun må have fået det fra et sted. Lionel fortalte jo også, at han havde haft noget kørende med hende og senere slog hende ihjel, som hun blev nytteløs. Måske var Jeniffers job først og fremmest at være budbringer og senere at få Scarlett sikkert ud. Hun blev jo først destrueret efterfølgende,” begyndte Ash, og som jeg lyttede, begyndte mit hjerte at slå hårdere i brystet. Jeg havde ikke tænkt over den sidste del, men som han sagde det, kunne jeg også høre logikken i det.

”Og hvad betyder det?” spurgte Archer ligegyldigt, som han noterede noget andet ned i de papirer, der var spredt ud over bordet.

”Det er en fælde! Det må de være!”

”Det ér en fælde. Tror du, at vi ikke er klar over det?” hvæsede Archer, der vredt rejste sig op. Han havde peget kuglepinden imod Ash som et våben.

”Okay. Ash – Archer. Sæt jer ned og hold jeres kæft,” brød Hayley ind. Jeg stod i baggrunden og bed mig i læben, da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg havde at gøre her. Tydeligvis førte Ash ordet, hvilket også var fint med mig. Det betød dog, at jeg blot var overflod. Da Archer småbandende satte sig på sin plads igen, fulgte jeg Ash hen til de stole, der endnu ikke var besat.

”Som Archer sagde, var vi opmærksom på fælde-delen, men i er glade for at vide, hvad den kommer af. Men hvad kan det betyde? Hvorfor vil de opstille en fælde på grund af Scarlett?” spurgte Hayley. Som hun spurgte, gik det op for mig, at hun havde sat mig op som hovedperson i det her. Hvorfor mig? Jeg pressede læberne sammen og prøvede at finde på en grund til, at Lionel ville vise så stor interesse i mig, men svaret kom aldrig, for sandheden var, at jeg ikke anede det.

”Men lad os ikke tænke på det, vel? Okay Lennox. Gider du ikke sige, hvad vi har snakket om?” fortsatte Hayley og rodede rundt i papirerne for at vise os kortet over bygningen.

”Ash og Scarlett, I bliver forklædt som et cateringfirma, der dagligt leverer madvarer til Callfax’ bagdør. Felx vil tage imod jer og hjælpe jer ind i selve palæet, hvorefter Archer og Hayley hurtigt får Felx i sikkerhed, eftersom han nok ikke fortsat vil være velkommen i Callfax’ palæ. Jeg sidder ude i varvognen og følger det hele via. overvågningskameraerne, som jeg hacker mig ind på. I vil bære mikrofoner, så vi kan kontakte hinanden. I går efter Jonathan Summers.. undskyld. Aaron Jones, og Hayley og Archer får sat Lionel i en fælde og,” fortalte Lennox og gjorde et håndtegn, der skulle forestille en pistol peget imod hans pande. Han lavede en lydeffekt og lagde hovedet på skrå, hvilket fik mig til at smile.

”Så svaret hedder ekstra beskyttelse på Scarlett eller slet ikke tage hende med?” brød Ash ind.

”Jeg vil med,” forsikrede jeg ham om. Dem om. Jeg ville med!

”Nu er det her jeres mission og ikke min, så det må I om. Jeg kan dog også forslå, at I udnytter Scarlett som lokkedue i stedet,” fortalte Lennox og ignorerede mine desperate ord.

”Vi fortsætter med den nuværende plan. Vi har ikke tid til andet,” afbrød Archer, og en stilhed lagde sig over rummet, som jeg ellers ville kommentere på Lennox’ plan.

”Så bare være vagtsomme,” afsluttede Lennox og rejste sig op. Han tog en del af papirerne under armen og forsvandt ud af lokalet. Ash og jeg havde heller ikke mere at gøre her, så til sidst besluttede vi os også for at forlade lokalet og søge op mod jorden igen.

***

Vi stod forfærdet og kiggede på bordet, der for anden gang var rullet ud. Jeg kunne ikke fatte mine egne øjne. Hvordan kunne det lade sig gøre? Vi var samlet i samme lokale som dengang, hvor jeg blev ”introduceret” for Hayleys søster Jennifer. I baggrunden hørte jeg Hayleys svage gråd, som hendes far den gang lå på båren. Felx var ude af billedet.

”De er konstant et skridt foran. Måske burde vi bare afslutte missionen?” prøvede Archer, der stod med armene om hende, som hun, med tårer ned af kinderne, klæbede sig op af ham.

 ”Ne..nej. Vi kan ikke stoppe. Han fortjener at dø,” hulkede Hayley og snøftede imens, hvilket gjorde det svært at fange, hvad hun egentlig sagde. Trods jeg ikke brød mig meget om Hayley, kunne jeg ikke andet end føle medlidenhed med hende, som hun nu havde mistet endnu et familiemedlem på så kort tid.

”Hayley. De kender vores skridt. Hvis de har slået Felx ihjel, må det betyde, at de også kender vores mission,” mumlede Archer lavt, eftersom der ellers var en tavshed over lokalet. Jeg kunne se Jane stå forrest på scenen og kæmpe med følelser, der prøvede at komme igennem hendes maske Pillsburg-maske. Newton stod ved siden af med brillen i den ene hånd, så han kunne tørre tårerne af kinderne med den anden.

”Måske havde de bare regnet ud, at min far var en Soldier? Måske havde de set ham komme herind. Det betyder ikke, at de kender til missionen,” hvæsede Hayley og slog Archer i brystet, så han slap grebet om hende. Hun hulkede igen, imens hun rystede på hovedet:

”Vi fuldfører missionen, for nu vil jeg personligt flå Lionels fede fjæs af!”

”Måske skulle vi så udsætte den?” prøvede Ash, der havde armene om mig. Jeg bed mig i læben, da ’udsætte den’ ikke var så let, som det lød. Dagen var nøje planlagt på grund af datoen. Vi kunne ikke som sådan udsætte den. Det vidste Ash ligeså godt, som jeg gjorde.

”Nej! Jeg skal bare have noget at drikke, og så er jeg ovenpå igen!” hvæsede Hayley.

”Vi har aftalt, at vi ikke må drikke for at holde vores fysik bedst mulig, Hayley. Du må slappe af og acceptere, at vi gør det her for min skyld.”

”Hvad så med Scarlett?! Det er tydeligvis hende, der er hovedpersonen i det her!” spyttede hun ud og pegede på mig med en dirrende pegefinger.

”Mig?!” Jeg rynkede på næsen, som Hayley kom med den fjendtlige bemærkning. Hvordan fanden var det muligt at trække det her hen på mig?!

”JA! Det hele handler jo om dig. Det er mig, der mister alle personerne, men det er dig, som vi åh skal passe så meget på!”

”Det har jeg sgu da ikke bedt om?! Jeg kan fandme passe på mig selv så meget, som jeg har behov for, og lige nu klarer jeg mig fint uden da!” gav jeg tilbage, som Hayley fortsat havde sin pegefinger peget direkte mod mit tomatrøde fjæs.

”Hold nu kæft og fald ned. Hayley – jeg er sikker på, at din far ikke vil ønske, at du skal stå og skrige og hvad fanden, du ellers gør, over hans døde krop, hva? Og Scarlett – du burde vide bedre end at skælde folk ud, der er i sorg,” råbte Archer alvorligt og lagde igen armene som Hayley, som hun snøftende begravede hovedet i hans hals igen. Da jeg langsomt faldt ned igen og smed 10 grader, bemærkede jeg, at alle stod og stirrede på os. Jeg bed mig i læben og fik det dårligt med mig selv. Archer havde ret. Jeg kunne ikke være bekendt at råbe over Hayley, når hun var i sorg. Heller ikke selvom, at det gik mig virkelig på.

Derfor kiggede jeg igen på Felx døde krop, der mindede meget om Jennifers. Der var en kugle midt i panden igen. Ash havde fortalt mig, at han var blevet smidt ud fra en bil, og eftersom han havde hjulspor tværs over maven, måtte han være kort over af bilen efterfølgende. Det kunne ikke andet end være Lionels værk. Men alligevel håbede jeg på, at han ikke kendte til missionen. Hvis han gjorde, havde vi allerede talt de sidste sekunder.

”Måske skulle vi daffe væk og slappe af. Missionen starter trods alt klokken lort i morgen,” mumlede Ash beroligende i mit venstre øre, og jeg nikkede til stemmen. Han havde ret. Jeg kastede et sidste blik på Felx krop inden, at vi sammen forlod lokalet. Jeg bed mig i læben, og kom i tanke om, hvordan Felx havde været over for mig i cellen. Et lille hulk hobede sig op i min hals og blev efterfulgt at flere. Jeg hadede Hayley. Det gjorde jeg virkelig. Men jeg ønskede inderligt, at hun ville flå Lionels tykke fjæs af i morgen. Måtte gud være med hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...