Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

64Likes
74Kommentarer
5541Visninger
AA

13. Tolvte kapitel

Scarlett

Da jeg var vågnet i morges, var Ash allerede væk. Stemningen havde været virkelig akavet, da jeg tøvende var gået ind for at lægge mig på luftmadrassen. Der var bare så stille, som aldrig før. Det værste var, at jeg stadig havde hans mintfriske ånde på min læber, og lige meget hvad jeg gjorde, ville den fantastiske smag ikke forsvinde. Til sidst blev jeg enig med mig om, at min hjerne nok havde gemt det, for da jeg vågnede i morges, lå den der stadig.

”Så hvad er din grund i dag,” spurgte Eames og afbrød mine tanker. Jeg vidste tydeligvis, at han hentydede til faktum, at jeg med det samme havde sat kurs mod dette bord, da jeg nåede kantinen. Jeg kunne se, at Ash og de andre sad ved deres stambord. Jeg magtede ikke akavede øjeblikke fra morgenstunden, så jeg var ham evig taknemmelig for, at han var forsvundet så tidligt.

”Behøver jeg at have en grund,” prøvede jeg med et svagt smil på læben, imens jeg smurte min grovbolle med noget fedtfattigt smør. Jeg turde ærlig talt ikke fortælle om situationen i går. Forklaringen var, at jeg var påvirket. Altså gjaldt kysset ikke.

”Hvad er der i vejen med jer piger? Nu lyder du som Maya, når vi spørger ind på situationen med Owen,” fnøs Eames, og Maya blev rød i hovedet. Hvad gik det lige ud på? Jeg anede overhovedet ikke, at Owen og Maya havde noget kørende. Mest af alt fordi, at jeg ikke havde spurgt ind til den slags. Tanken slog mig og jeg fik det dårligt med mig selv. Jeg sank automatisk en anelse ned i stolen, imens jeg blev ved med at smøre brødet.

”Det er sjovt nok fordi, at der intet er,” vrissede Maya og lagde armene over kors.

”HA! Se, det er hvad jeg mener.”

”Jeg siger det bare, fordi det er sandt. I burde for fanden få jer nogle andre et puste i nakken!”

”Men du er bare så sød, når du ligner en stegt tomat, Maya,” nynnede Eames og nev hende i hovedet.

”Okay. Det der var både racistisk og en kritik af min personlighed,” pointerede Maya med en løftet, dirrende pegefinger, der var vendt mod Eames. Han lo. 

”Så er der noget mellem dig og Owen?” afbrød jeg, og Eames lo nu kun endnu højere, imens Maya rystede skuffet på hovedet. Hvis der var, måtte jeg tage mine tanker tilbage fra i går, hvor jeg gik ud fra, at Maya klikkede bedst med folk, der ikke snakkede. Owen var jo ligesådan.

”Jeg siger intet,” fnøs hun til sidst og hævede så blikket på noget, der befandt sig bag mig:

”Hej, Hayley.”

”Må jeg låne Scarlett i et stykke tid? Så skal jeg nok sætte hende af her igen.” Det kunne ikke være andre end Hayley, når en sætning blev formuleret i dette tonefald. Jeg sukkede lavt indvendigt og vendte mig om og kiggede direkte ind i maven på Hayley. Jeg trak mig lidt bagud og kiggede op på hende.

”Hvad savner I mig for?”

”Det ved jeg sgu ikke. Hvorfor sidder du her?”

Det svarede jeg ikke på. Hvad kunne jeg svare? Jeg rejste mig tøvende op og gav Eames og Maya et undskyldende blik. Jordegernet – hvis navn jeg stadig ikke kunne huske – kløede sig akavet i nakken og skævede over til Lennox, der smilede beroligende til mig. Det havde jeg fandme også brug for. Jeg havde ikke ligefrem lyst til at møde spændinger i dag. Jeg fulgte med Hayley over til det andet bord, og da jeg satte mig, fokuserede jeg på papirerne på bordet frem for Ash’s ellers fangende blik.

”Hvad skulle I bruge mig til?”

”For det første er du en del af gruppen, hvilket betyder, at du spiser sammen med os – for det andet er vi tvunget på en mission med dig,” pointerede Hayley med hendes mest irriterende stemme, imens hun ligeglad snoede sin finger om en kulstort hårtot. Tildels skammede jeg mig over, at jeg sad derovre. Lige meget, hvor meget jeg ikke kunne udstå hende, havde hun ret. Men jeg hadede bare akavede situationer for meget.

Efter at have kritiseret mig selv i sekunder, opfattede jeg endelig ordet mission.

”Mission? Hvilken mission?”

”Hvis du for fanden havde siddet her fra starten, havde du allerede vidst det nu,” sukkede Hayley.

”Okay. Lad mig føre ordet, Hayley,” brød Owen ind med et svagt undskyldende smil. Han tillod sig endda at himle med øjnene over hende, da han sad ved siden af hende og derfor kunne skjule det. Ellers troede jeg ærlig talt ikke, at han ville turde:

”Det er sådan, at vi har fået nys om, at der har været tale om Jennifers mordmotiv på en lokal bar, der ligger lidt ude for byen. Vi ved ikke, hvem vi skal aflytte eller om mændene overhovedet kan være der, men det er vores pligt at få opsnappet den slags, så vi ved, hvem der har noget imod os. Det ligner dog ikke Callfax’s mænd at gøre brug af den form for tortur, så vi tror, at vi har skaffet os andre fjender.”

”Og hvad er de her papirer så til,” spurgte jeg, imens jeg pegede ned på et stort A3 ark, der viste et detaljeret kort med mål og det hele over en bygning.

”Det er så baren. Ser du – eftersom du er ny her, tror vi, at du har den bedste mulighed for undercover. Du kommer selvfølgelig i total behandling, så du mindst muligt vil ligne dig selv,” forklarede han.

”Du kan lige så godt bakke ud med det samme. Jeg tror ikke, at du klarer det,” tilføjede Hayley med en tydelig hån i stemmen. Hun ignorerede det spidse klip fra Archer og begyndte at tygge på et tyggegummi, hun måtte have i munden. Det gik jeg i hvert fald ud for. Tyggegummi var nemlig en vare, ikke alle kunne få fat i. Mest fordi den var unødvendig og ligegyldig. Ikke noget borgerne ville bruge penge på, når de i forvejen var i nød.

Jeg ignorerede Hayleys kommentar: ”Hvad vil I have mig til?”

”Ikke så meget. Du skal bare spille en rigere forstadspige, der har overskud til at tage i byen for at more sig. Snak med nogle mennesker, og hyg dig – folk skal jo ikke have mistanke. Imens prøver du så at opsnappe, om nogle eventuelt snakker om mordet på Jennifer. Du vil have Ash i øret hele tiden, og Archer og jeg er i baggrunden, hvis det nu skulle trække op til problemer,” fortsatte Owen.

Jeg skævede hen til Hayley, der ikke var blevet nævnt: ”Og hvad med  hende?

”Ja, hvad med hende?” Hvæsede Hayley irriteret og lænede sig tilbage i stolen med armene over kors.

Hende får det røvsyge job. Hun kommer ikke med,” brød Ash ind. I et kort sekund mødte vores øjne, og lige meget hvor meget jeg prøvede, blev mine kinder alligevel varme. Jeg skyndte mig at kigge ned på kortet igen:

”Så hvad skal kortet bruges til?”

”Observering. I anledning af nødsituationer skal vi være opmærksomme på nødudgange og flugtbiler. Vi ved, at der pålageret er en personaleudgang, hvor der altid holder en firmabil. Ellers er vores eneste mulighed at nå ud til Ash, hvilket nok er det sidste, vi vil gøre.” Nu havde Archer ordet:

”Men det skal du ikke tage dig af. Det er mit og Ashs job. Hvis der sker noget, skal vi nok få dig ud i live.” Måden Archer sagde det på, fik Hayley til at lave en falsk hostelyd.

”Prøve at få dig ud i live, ikke Archer?”

Han tøvede med svarede ikke. I stedet lænede han sig tilbage i stolen, imens han blik stadig lå på mig.

”Og hvornår sker dette?”

”To dage fra nu. Vi skal lige have det sidste på plads. Der plejer i øvrigt at være mange mennesker i barerne på en fredag.”   

Jeg nikkede og lænede mig tilbage i stolen, imens mine tanker kørte der ud af. Som jeg sad og så på Owen, forstillede jeg mig, at han kyssede med Maya, hvilket kun ledte mig over på Ash. Jeg fik kuldegysninger af dette. Om to dage fik jeg endelig lov til at se rigtig sollys igen – trække vejret udendørs. Jeg havde virkelig brug for at komme ud. Selvom Hayley virkede meget truende, var jeg lettet. Hvis min far havde valgt at jeg skulle være her, måtte jeg følge deres ordre for en tid. Måske ville jeg så også kunne gå ud og ind, som jeg ønskede? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...