Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

64Likes
74Kommentarer
5616Visninger
AA

11. Tiende kapitel

Scarlett

  Owen havde sin egen måde at fejre det faktum, at jeg nu kunne kalde mig en af dem. Han havde endda trukket Hayley og Ash med. Vi var på vej igennem træningssalen, som jeg efterhånden havde stiftet mig godt bekendtskab med. Vi skulle dog hverken ind på skydebanen, som lå til venstre, eller til styrketræningsrummet til højre, jeg ikke var ret gode vender med. Nede for enden imellem 2 store madrasser, var en almindelig jerndør. Den åbnede op for en gigantisk hal, jeg ikke havde kendskab til.

  ”Nå, hvad siger du så?” Owen lød mere end begejstret, da lyset sprang igennem halen og fik det hele oplyst. En stor bane kom til syne. Det mindede mig om dem, man kunne køre gokart på.   Denne var bare større!

  ”Har I en privat kørebane?” Jeg hævede et øjenbryn, og trådte længere ind på den lille plads, der var at gå på bag dæk-banderne.

  ”Jep. Vi kan jo ikke slippe vores yngste og erfarende billister ud i trafikken. Det er bedst, at de bliver herinde, og de skal jo lærer at køre et eller andet sted,” fortalte Ash, der stod i døråbningen med trætte øjne. Hayley var allerede sprunget over dækkene, så hun nu stod på banen.

  ”Hvad skal vi?” Jeg hævede et øjenbryn, imens mine øjne lå på Hayley, der var på vej over den næste mur af dæk. Hvor fanden skulle hun hen?

  ”Vi skal jo teste, om det hele virker. Nu skal jeg vise dig det fedeste ved hele stedet her,” udbrød Owen, imens han stramt greb min underarm. Derefter blev jeg trukket ned af den lille gang, der var lavet mellem banen og muren. Efter et halvt minuts tid, mødte vi endnu en dør, der første ind til en hal, der var lige så stor som selve banen. Der var fyldt med biler!

  ”Hold da op.” Jeg var næsten mundlam. Hvordan var det muligt at samle så mange biler på ét sted? Jeg trådte ned igennem rækker af biler, imens jeg lod hånden køre hen over kølerhjelmen på de forskellige modeller. Det var alt fra sportsbiler, til varevogne og hverdagsbiler. Jeg kunne høre Ash, der tavst fulgte efter os, som Owen præsenterede mig for de forskellige modeller. Han fortalte, at alle bilerne de kørte med herinde var hybridbiler, eftersom at de ikke larmede. De kastede derfor ikke et ekko, der kunne få andres nysgerrighed til at afsløre dem.

  ”Hvad skal vi?” spurgte jeg, da vi endelig var nået enden af garagen. Jeg stirrede tilbage imod de biler, jeg ikke nænnede at tælle. Der var helt overvældene at se så mange biler på et sted. I hvert fald på et indendørs sted.

  ”Vi skal da køre i dem! Det er nogle år siden, du har siddet bag rattet, så vi tænkte, at det måske skulle genopfriskes – og ja. Hayley var bare opsat på at slå dig, og gøre det hele til et løb,” himlede Owen, imens han smilte over hele femøren. Jeg kunne let gætte, at han havde noget for biler.

  ”Okay. Ash, du tager Hayley og holder hende i ørene, så hun for fanden ikke køre ind i mig igen, og Scarlett, du kommer med mig.”

  Derefter guidede Owen os over imod en lav grå bil med tonede ruder. Ud fra dens model kunne jeg gætte, at den kunne køre hurtigt. Jeg skuede over ryggen for at betragte Hayley og Ash, der i fællesskab valgte en limegrøn og sort bil, der var af samme bygning som vores. Jeg kunne ikke lade være med at have en jaloux rynke ned over panden, som jeg så Hayley joke med Ash.

  ”Hvad siger du så?” Udbrød Owen, hvilket kun gjorde mig forskrækket. Jeg vendte igen blikket imod vores bil og stak ham et svagt smil:

  ”Den ser godt ud.”

  ”Ja, fandme så. Lad os nu ikke stå og falde i staver over dens ydre. Det er jo det inden i, der betyder noget.” Han blinkede til mig. Jeg troede, at han hentydede til, at vi skulle sætte os ind i bilen, så jeg tog fat i døren ind til forsædet. I stedet åbnede han motorrummet. Jeg fnøs og smækkede døren i igen.

  ”Prøv lige at se, hvordan den kan spinde,” nynnede Owen og lod en hånd køre over motoren, så hans hånd nu var kuldsort. Det eneste jeg så, var, en motor og nogle rør. Jeg himlede svagt med øjnene og skubbede til hans skulder med min egen. Derefter gik jeg om til førersædet og satte mig ind, imens jeg konstant holdt et blik på den grønne bil længere nede i hallen.

  Owen satte sig ind ved siden af mig, og jeg fik taget min sele på. Jeg ledte efter et sted at tænde bilen, men der var ingen nøgler og bilen var for moderne til, at jeg blot lige kunne kortslutte den med 2 ledninger. Det var grunden til, at min far og jeg ikke havde stjålet den slags biler.

  ”Hvordan tænder jeg?” spurgte jeg til sidst.

  ”Det var hele meningen med at aflægge et besøg på kontoret her før. Vi skulle lige have registreret dig. Kan du se den lille sorte metalliske knap i taget? Der presser du bare din tommelfinger op imod. Vi kan jo ikke have, at alle og enhver kan køre i vores bil. Det er ligesom med vores vågen,” fortalte Owen uden at lægge interesse i ordene. I stedet sad han og trommede utålmodigt i instrumentbrættet, hvilket fortalte mig, at vi nok skulle til at skynde os.

  Jeg fik startet bilen og fik derefter skubbet gearskifteren til bakgear. Jeg prøvede at huske alt dette, som min far havde lært mig. Jeg fokuserede på det bagved ved at kigge i bakspejlene, og efter 5 minutter var jeg ude på de veje, der var lavet imellem bilerne. Jeg trykkede svagt på speederen - eller det troede jeg. Bilen begyndte at knurre og vi nærmede os væggen. Jeg nåede hårdt at pressede hårdt bremsen i bunde og vi stoppede få meter fra betonmuren, der ville have knust os.

  ”Wow!” Owen satte hænderne op for at fortælle mig, at jeg virkelig skulle slappe af. Jeg begyndte at forstå, hvorfor de ikke ønskede at sætte mig på vejen med det samme:

  ”Rolig, rolig. Gem det til banen, ikke?”

  Jeg prøvede at koncentrere mig og satte meget forsigtigt foden på speederen, som jeg igen bakkede væk fra væggen. Denne gang virkede det bedre. Jeg fik svunget bilen i den rigtige retning og fulgte nu den grønne bil, hvor der bag ruderne sad en hånende Hayley.

  Vi skulle virkelig vinde det her.

 

***

 

  Vi havde hverken lysende lamper eller et svingene flag, så vi måtte sidde og holde øjenkontakten og i fællesskab vente på, at den ene startede. Det var mere en stirre-krig end et racerløb. Det var Ash, der sad bag rattet, hvilket var fint med mig. Så var det lettere at se Hayleys ansigtsudtryk, når vi vandt.

  Jeg kneb øjnene sammen, da jeg ikke ville falde i hans øjne, der fra den afstand bag to glas stadig var ufattelig smukke. Han blinkede til mig og jeg forsvandt i et kort øjeblik i blindhed. Da jeg igen var til bevidsthed, var han væk. Jeg slog irriteret hænderne ned på rattet og fik trykket speederen mest muligt i bunde, som vi startede ned af langsiden. Langsiden var dog hurtigt væk og var nu i stedet erstattet af et skarpt sving, jeg ikke kom rigtig ind i, og jeg måtte sænke farten for at komme hele vejen rundt. Ved min side sad Owen og skar de mærkeligste grimasser. Han havde nok fortrudt, at han havde valgt mig. Du sving længere nede kørte den grønne bil, og det irriterede mig. Jeg kunne ikke køre i det samme tempo på grund af svingene, så jeg måtte tage det med ro rundt på hele banen inden, at jeg igen kunne drøne ned af langsiden.

  ”Du kan da stadig lidt,” mumlede Owen til sidst. Jeg sneg et lille blik i hans retning inden, at jeg igen måtte tage et fokus. Han var helt grøn.

  ”Vi kan ikke tabe til dem,” afbrød jeg og skuppede hans kommentar til side. Jeg tog et tættere tag til rattet på bilen og pressede speederen en smule mere i bunde. De var dog en halv omgang foran nu. Jeg havde nok intet at indhente.

  ”Det kan nås endnu,” mumlede Owen.

  "Hvor mange runder kører vi egentlig?”

  ”Til du har lært at køre uden, at man konstant mærker ens sandwich sidde her oppe,” forklarede han imens han pegede på sin hals. Jeg lo.

  Efterhånden begyndte jeg at få lært svingene bedre at kende, og speederen blev der så trykket mere og mere på. Vi halede en smule ind på dem, men der var ikke en sejr fremme.

  "Har du nogen idéer?” spurgte jeg, imens jeg hamrede foden ned på speederen, som vi igen endte ude på langsiden. Jeg beholdte noget af farten, da jeg kom rundt i svinget. Jeg slap den for sent, og så ramte vi ind i en af dæksiderne. Jeg lukkede øjnene i og mærkede selen, der pludselig trak mig hårdt i skuldrene. Da jeg åbnede øjnene igen, bemærkede jeg, at vi hang på hovedet på banen ved siden af, som vi var landet på. Owen virkede stadig ikke helt sund i hovedet, som han hang ned fra selen, der holdt ham på plads ligesom mig. Det gjorde dog ikke om på, at vi begge flækkede af grin. Jeg burde have ondt af mine egne køreevner, men dette morede mig nu i stedet. Sådan hang vi ellers i et minut inden, at Ash fik revet døren ud i Owens side. Så kravlede Hayley bandende ind og fik Owen ud af selen, imens Owen stadig lo, hvilket var ret komisk, da han virkede til at være halvt i chok.

  Da Owen var ude, kravlede Ash ind og fik også hjulbet mig ud. Han virkede ikke rigtig til at dele vores morskab. Hans ansigt lå bare i de sædvanlige ”jeg er ligeglad med alt”-former. Jeg kunne endda ikke lade være med at bide mig i læben. Han tog hænderne om mine hofter, da han trak mig ud af selen, og jeg mærkede næsten håndfladerne brænde igennem mine jeans. Han satte mig i sit skød med et undskyldende blik i øjnene, og spurgte, om jeg var okay. Som om det interesserede ham. Derefter stak han en hånd ind under mine knæ, så han kunne bære mig ud. Jeg var ikke skadet, men jeg sagde trods alt ikke, at jeg ikke var. Det var ikke ligefrem let at kravle to personer ud af den smalle bil på samme tid, så jeg skulle ud før ham.

  Jeg kunne ikke lade være med at le igen, som jeg så de sølle rester af Owens bil. Owen var der dog ikke at se længere. Ikke før jeg bemærkede nogle opkastlyde. Han stod på banen og kastede op over en anden dækrække, imens Hayley i en grimasse stod og klappede ham på ryggen. Jeg smilede svagt.

  ”I tabte vidst stort,” hostede Ash ved min side, som han stod med hænderne i bukselommerne og så alt for køn ud.

  ”I får revanche, ikke?” Jeg gjorde det bedste i at lægge ansigtet i et drilsk smil. Jeg klappede ham på skulderen og gik ellers. Da jeg var gået, havde jeg et stort smil på læben. Måske var Ash stadig ikke direkte sød mod mig, men tanken om at hans hænder havde lagt på mine hofter, skar stadig igennem min hukommelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...