Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

63Likes
74Kommentarer
5509Visninger
AA

8. Syvende kapitel

Scarlett

Jeg følte mig mere død end levende, da jeg vågnede. Det tog min omkring 3 minutter, før jeg rigtig kunne åbne øjnene og begyndte at skældne tingene i værelset. Mit hoved gjorde så ondt, at jeg hurtigt lukkede dem igen. Jeg ville sove videre.

  ”Er du til bevidsthed?” spurgte en velkendt stemme, der ikke kunne være andet end en meter fra, hvor jeg sad. Jeg gjorde derfor et spastisk spark med benet og åbnede hurtigt øjnene. Madrassen gynge så meget, at jeg var ved at falde ned. Jeg blev heldigvis liggende og snart stod madrassen igen stille.

  ”For fanden, Ash,” hvæsede jeg og satte mig op, hvilket jeg ikke skulle have gjort. Nu skreg mit hoved endnu mere. Tømmermænd. Jeg bed tænderne sammen og stirrede vred på Ash, der sad på sin seng foroverbøjet med fingrene imod hinanden, imens hans albuer støttede imod hans knæ.

  ”Jeg tager det som et ja,” mumlede Ash og blev siddende, imens han blot kiggede på mig.

  Som jeg sad der med et hidsigt udtryk i ansigtet og blot stirrede på Ash, der virkede fuldkommen ligeglad, blev jeg på en eller anden måde mindet tilbage til fangekælderen, der automatisk gjorde, at jeg trods at svede begyndte at ryste af kuldegysninger.

  Jeg forventet intet ’fryser du’ fra Ash og jeg fik heller intet. Jeg pressede læberne sammen imens jeg fortsat stirrede på ham med næsten bævrende læber. Jeg anede ikke, hvorfor jeg tænkte på cellen, men det påvirkede mig.

  ”Mit hoved gør ondt,” peb jeg til sidst. Min kommentar blev mødt af et fnys og et hævet øjenbryn. Jeg pressede læberne sammen og fnøs en anelse, imens jeg kejtet svang benene ud af sengen og var ved at falde forover. Jeg mærkede dog Ashs stærke greb, der fik fat om min overarm. Derefter blev jeg igen placeret på madrassen, hvor jeg svagt mumlede et tak.

  ”Jeg skulle undskylde,” sagde Ash og lagde ikke noget i ordene, så det lød som, at han blot læste dem op. Jeg vidste godt, at han ikke selv følte, at der var behov for det. Det ønskede jeg inderligt, at der var. Jeg bed mig i indersiden på kinden.   

  ”Spar dig selv for det,” mumlede jeg og stønnede svagt. Jeg havde det virkelig ikke godt.

  ”Jeg er ked af at sige det, men du kan ikke ligge her hele dagen. Jeg har noget medicin, du kan tage. Du skal på båndet om en time,” fortalte Ash og rejste sig op. Mit blik fulgte ham træt, da han gik over til hans sengebord og hældte vand fra en kande op i et glas, hvor han derefter smed 2 piller derned.

  Han gik derefter hen til mig igen og gav mig glasset. Han smed også noget tøj ved min side, som jeg ikke bemærkede, at han havde haft. Jeg mumlede svagt et tak igen.

***

  ”Jeg gider ikke,” sagde jeg med en svag stemme og pressede læberne sammen, da jeg af både Ash og Owen blev beordret op på løbebåndet. De ville endda have mig til at løbe i fyrre minutter i dag. Jeg kneb øjnene sammen og satte mig på kanten. Da Owen rakte en hånd ud for at hjælpe mig op, stirrede jeg blot på den.

   ”Kom nu Scarlett. Du kan for fanden ikke bare sidde der. Du skal også til undervisning,” brokkede Ash sig, imens han med et irriteret blik havde hænderne stukket hænderne i hans bukselommer. Jeg kunne se på hans muskler, at han knyttede hænderne i lommerne.

  ”Fuck det. Jeg gider ikke,” stønnede jeg irriteret og pressede automatisk underlæben ud, hvilket var en vane, jeg havde haft, siden jeg var en helt lille pige, når jeg følte, at jeg blev behandlet uretfærdig. Dengang havde min far leet. Jeg fik ikke den samme reaktion her. Jeg lagde armene over kors.

  ”For resten har Jane bedt mig om, at gøre dig opmærksom på, at hun ønsker, at du i dag skal holde et kort fordrag om livet på gaden,” sagde Ash imens han satte sig ned og begyndte at strække ud på en blå måtte, han havde trukket hen til løbebåndene, hvor Owen og jeg skulle løbe. Han lænede sig let ned og fik fat under foden med håndledet. Jeg havde ikke set Ash dyrke sport, men jeg måtte erklære, at han så godt ud, når han gjorde det. Det fik mig til at skære tænder. Jeg måtte ikke glemme, at jeg ville udspørge ham om min far, når vi skulle til time. I øvrigt ville jeg skælde ham ud over, at han havde efterladt mig. Det sidste var Archers ord proppet ind i min mund. Han mente, at det var bedst for mig selv.

  ”Har jeg et valg?” Jeg hævede et øjebryn, imens jeg tøvende satte løbebåndet i gang med et lettere suk og derefter begyndte at småtrippe for at varme op.

  ”Det har du da: Ja eller ja - selvfølgelig.” Owen gjorde et drilsk smil fra sit eget løbebånd, som han i mellemtiden havde fået tændt. Han var allerede oppe at løbe nu.

  ”Svært valg,” mumlede jeg, hvilket fik både Ash og Owen til at le. Det fik mit hjerte til at banke hurtigere end, hvad det ellers gjorde, når jeg i forvejen pressede mig selv. Der var aldrig nogen, der lo af noget, som jeg sagde, hvis man så bort fra min far. Slet ikke Ash. Havde øllen alligevel ændret noget ved hans tanker om mig? Jeg huskede stadig, da han sagde, at jeg var OK. Det var store ord i hans mund, havde jeg allerede lært. Det gjorde dog ikke om på, at han havde forladt mig. Jeg pressede læberne sammen og satte farten op.

  ”De fyrre minutter starter nu,” drillede Owen imens han løb så let, at det lignede, at han ikke lavede andet.

  ”Fyrre minutter og du dør.” Snerrede jeg og gav ham et blik, hvilket gjorde, at han begyndte at le igen.

  ”Det ser jeg frem til.”

***

   ”Arrow! Kan du så stoppe med at holde Sheia i en benlås!” Pillsburgs stemme skreg ud over hele lokalet, da hun trådte ind og fik øje på den flok drenge, der havde angrebet en indisk-udseende pige og trykket hende ned i gulvet. Drengen – Arrow – sad nu ovenpå hende og holdt hende i benene, imens han trykkede hendes hoved ned i gulvet.

  ”Og det var altså sådan, at Archer gjorde på ham manden. Det var genialt!” Arrow sprang begejstret på benene og trak pigen op, der gav ham et vredt blik. Hun gjorde et kast med hovedet, så hendes fletning dansede. Derefter trådte hun med næsen i vejret over og satte sig ved siden af hendes veninde, der gav hende et trøstende skulderklap.

  ”Arrow. Hvis du ikke snart stopper med at vise Archers bedrifter på dine klassekammerater, så er det din tur til at spille offer for en af de andre. Det kunne måske være, at Sheia skulle lave en håndledslås på dig – hm? Sæt jer!” Hendes isblå øjne sendte endda gnister, og drengen – Arrow – løb hurtigt over på sin plads og var helt rød i hovedet. Resten af eleverne lo.

  Derefter begyndte undervisningen så småt. De startede med at snakke om DNA i hår ved at tage et par småting mundtligt. Derefter lod Pittsburg lade hendes blik falde på mig, hvilket gjorde, at jeg automatisk fik gåsehud og krympede mig sammen i stolen. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg ikke ville kunne holde et bedre foredrag. Nervøsiteten havde taget over.

  ”Som I allerede ved, så er Scarlett ikke en Soldier som os andre. Hun er vokset op på gaden og har senere hen siddet bag tremmer for Callfax. Hun vil gerne fortælle os, hvordan det er at leve sådan. Scarlett, kommer du herop?”

  Jeg pressede læberne sammen og trak mig op fra stolen med en rystende hånd på bordkanten. Derefter lod jeg blikket køre rundt i lokalet, imens min mund var mere åben end lukket. Børnenes voksne blikke gjorde mig nervøs. Jeg kunne ligeså godt være nøgen. Jeg følte mig nøgen.

  Derefter tog jeg skridtet væk fra stolen og skuppede den ind under bordet, hvor den hørte til. Jeg kunne let høre lydene fra stolebenene, der skrabede mod gulvet. Den skreg mig ind i øret. Den pinte mig – ligesom deres blikke.

  Derefter gik jeg derop, imens jeg lyttede og fokuserede på mit åndedrag. Jeg tog Pillsburgs plads og kiggede nu ud på alle eleverne, hvis voksne blikke alle lå indenfor mit synsfelt. De klarede det her meget bedre end, hvad jeg gjorde.

  ”Øh,” mumlede jeg og fugtede derefter mine læber. Hvad skulle jeg sige? Hvad havde jeg at sige? Jeg rynkede på panden og prøvede at finde ord, men det var umuligt. Pis.

   ”Ehm. Jeg har som sagt levet hele mit liv på – ja – gaden. Min far og jeg har ligesom jer haft meget imod Callfax. På to-mands-hånd sørgede vi for, at Callfax’ mænd blev straffet. Vi stjal fra dem. Både penge men også oplysninger. Jeg ved dog ikke, hvad oplysningerne bestemt skulle bruges til, ehm.” Jeg fandt ud af, at jeg begyndte at mumle og snakke til mig selv og ikke forsamlingen, der så ud til, at det ikke rørte dem overhovedet. Kedsomheden strømmede direkte ud af deres øjne. Hvorfor kunne den ikke smitte af på mig? Jeg knyttede hænderne ned langs siden og fortsatte med at snakke:

  ”Min far sad i bilen, når vi var henne hos en af mændene. Min rolle var lidt anderledes..”

  Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få formuleret for en flok 12-årige, at jeg havde fungeret som en prostitueret. Jeg fugtede læberne og prøvede at finde en måde, jeg kunne formulere det på.

  ”Scarlett arbejdede som en prostitueret.” Ashs blik fandt mit. Jeg hævede et øjenbryn og åbnede munden af bare overraskelse. Hvordan kunne han vide det? Jeg fugtede læberne ved at presse dem hårdt sammen. Derefter mumlede jeg et forundret ja.

  Jeg nåede dog ikke længere inden, at en rødhåret pige med togskinner på tænderne rakte en hånd i vejret. Da jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre, kiggede jeg bare på hende med et underligt udtryk. Det virkede til, hun tog det som en accept på, at hun kunne stille et spørgsmål.

  ”Hvor boede din far og dig så henne på gaden?” Pigen lød ikke rigtig til at vise interesse. Det var nok kun for at imponere Pillsburg, hvilket også lød til at være svært. Jeg smilede skævt, da jeg gjorde de tanker.

  ”Altså. For det meste overnattede vi en stjålet bil. Det var forskelligt om det var varevogne, familiebiler eller sportsvogne. Vi skulle dog hurtigst muligt skille os af med dem, inden de blev meldt savnet. Andre gange overnattede vi på moteller. Min far havde sine kontakter,” forklarede jeg med den samme sarte og nervøse stemme, der gjorde, at jeg lød som et barn på deres alder. Da jeg igen fokuserede på pigen, kiggede hun ikke engang på mig. Svaret havde ikke interesseret hende.

  ”Hvad så med ting som tandbørster og tøj?” Spurgte drengen Arrow. Det fik mig til at fnyse.

  ”Det stjal vi. Det er ikke alle, der er lige kloge. Nogle lader sine varer stå og tiltrække kunder på gaderne. Er man hurtig, så får man let listet noget ind under jakken og når vagterne opdager en, så er man allerede væk igen.” Mindet om alle de gange jeg havde stjålet på den måde, fik mig til at smile en anelse stolt. Jeg havde været en god tyv. Det var jeg næppe længere.

  ”Hvordan blev du så fanget?” Spurgte en dreng, der lød oprindelig nysgerrig. Det var Hayleys bror: Newton.

  ”Det gik ikke helt som planlagt. Jeg gjorde, som jeg plejede. Imens manden havde gang i noget, hentede jeg ham noget at drikke. Opløste mit sovemedicin i hans øl og jeg så ham drikke den. Jeg troede, at han var bevidstløs, da jeg var færdig med ham. Jeg mærkede endda ham på pulsen. Alligevel vågnede han og overraskede mig. Min far og jeg har længe haft en teori om, at de har medicin, der kan arbejde imod vores. Jeg tror, vi fik bekræftet, at det er sandt,” forklarede jeg og pressede derefter læberne sammen. Jeg så elevernes reaktion. Det havde de ikke regnet med at høre. Jeg vidste ikke, om det var forbløffelse eller frygt, der var malet i deres ansigt. Det var i hvert fald nyt.

  ”Hva?” Udbrød Pillsburg og blev pludselig til den person, som Ash havde kaldet Jane. Hendes blå øjne viste det samme, som resten gjorde:

  ”Er du sikker?”

  ”Nej,” mumlede jeg og blev pludselig forvirret over mine egne ord. Vidste de ikke dette? Jeg åbnede munden og prøvede at sige noget mere, men jeg var fuldkommen lammet af forvirring.

  ”Ash. Gider du gå ned og få fat i Jennowitz. Vi holder møde om 5 minutter. Elever – I får tideligt fri i dag.” Sagde Pillsburg. Der var noget over hendes stemme, jeg godt kunne lide. Den lød rolig og fattet uden at virke kynisk og kold. Jeg kunne meget bedre lide denne Jane. Da jeg kiggede ud over eleverne igen, var Ash væk. Jeg sank det mundvand, der havde sneget sig op i min hals. Så rynkede jeg igen på panden.

  Da eleverne var væk, tog Pillsburg mig om håndledet og trak mig ud af døren, imens hun blev ved med at spørge, om jeg var sikker. Hver gang var svaret nej.

 

  Jeg trådte ind i et rum, der trak mig mange år tilbage i tiden. På væggene hang der hæsligt savsmuldstapet i gule farver. Hele bagvæggen var fyldt med bogreoler i rødbrunt gammelt træ, og hylderne var fyldt med slidte bogrygge. Jeg genkendte titler som ’Hamlet’ og ’De 3 musketerer’. Der var også masser af mapper, men der stod ikke indholdet af dem. Foran reolen var et slidt træskrivebord, hvor Jennowitz sad i en sort kontorstol, der fik ham til at ligne en chef. På bordet var der en tom kaffekop, hvor kaffeskorper hang op af kanten. Computeren han sad ved, var det eneste moderne. I hjørnet nærmest mig, sad Ash i en slidt læderstol og kiggede tomt ud luften. Det fik mig til at presse læberne sammen.

  ”Har Ash forklaret det?” Janes stemme brød tavsheden. Hun slap mit tag om håndledet og gik hen til skrivebordet, hvor hun placerede håndfladerne på bordkanten, så hun efterfølgende kunne læne sig ned over Jennowitz.

  ”Ja.” Hans stemme lød så rolig, at det virkede til at komme bag på Jane. Hun gjorde en falsk hosten og blev stående, hvor hun gjorde.

  ”Jeg er ked af, at jeg ikke har fået præsenteret mig – jeg hedder Jennowitz,” sagde han og stak hovedet til siden, så hans øjne kunne hvile rigtig på mig. Der var noget ved hans blik, der fik mig til at blive helt nervøs. Jeg vidste dog ikke hvad:

  ”Så de har fået udviklet medicin?”

  Jeg nikkede forsigtigt og fugtede derfor læberne, da jeg ikke rigtig anede, hvad jeg skulle gøre. Jeg fulgte Jennowitz med øjnene, da han sukkende rejste sig op og lagde armene over kors bag nakken. Han gik omkring skrivebordet og om til Jane, hvor han lænede sig op af bordet ved hendes side. Der var noget ved hans ben, der fangede min interesse. Jeg anede ikke, hvad det var.

   ”Ved du, om det kun er bedøvelse, som deres medicin kan modvirke?” Han hævede et øjenbryn og lagde armene over kors, imens hans blik stadig lå på mig.

  ”Nej.” Min stemme virkede meget rusten og hæs. Jeg rynkede på panden og spidsede læben, imens jeg selv prøvede at overveje, om det var en mulighed:

  ”Det ved jeg ikke.”

  Jeg betragtede Jennowitz’ bevægelser, som han tog sin højre hånd op til munden og begyndte at bide i neglen på sin tommelfinger, imens han tænkte. Der var så stille, at det larmede en del.

  ”Hm.”

  ”Skal jeg sige det videre til laboratoriet?” Ashs stemme brød undren og fik os alle til at kigge i hans retning. Havde de et laboratorium her? Jeg skuppede underlæben ud og begyndte svagt at nikke af mig selv. Dét var imponerende.

  ”Nej. Det skal jeg nok gøre,” sukkede Jane og trak sig væk for bordet. Hun kørte en hånd igennem håret, gav mig et hurtigt skævt smil og var derefter ude af døren.

  ”Tak for det Scarlett. Det er i øvrigt dejligt at se, at du er kommet i form. Du begynder at ligne din far mere og mere,” sagde Jennowitz og smilede svagt til mig. Der var noget i smilet, jeg ikke forstod. Min far. Hvorfor snakkede de alle om det?! Jeg måtte spørge nu.

  ”Hvordan kender I til min far? Jeg fortjener at vide det! Vrissede jeg arrigt og knyttede mine hænder med langs siden, imens jeg vredt pressede læberne sammen. Min generthed var dog ikke helt forsvundet. Det varmede stadig i kinderne og min mund smagte underligt.

  ”Du fortjener at vide det. Vi har ikke været helt ærlige,” mumlede Jennowitz, imens han pillede sig under hagen. Han lænede sig sukkende helt op af bordet, imens hans blik stadig lå på mit. Jeg hørte også et suk fra Ash, der tydeligvis ikke gad høre den sandhed, han måtte kende i forvejen. Jeg rynkede en del på panden, da Jennowitz sagde, at jeg skulle tage plads i stolen ved siden af Ash. Det gjorde jeg så.

 ”Okay. Det er sådan, at din far og jeg har været gode kammerater så længe, som jeg kan huske. Din far var med til at grundlægge Soldiers. Han har dog længe været uenig i de metoder, vi bruger herinde, så efter denne Soldierbase blev grundlagt forsvandt han. Han kom først igen 3 måneder siden, da han fortalte, at han havde rodet sig ud i noget lort – han var blevet gravid med en kvinde – din mor. Og nej, du skal ikke spørge, hvem hun er, for jeg ved det ikke. I hvert fald valgte din far, at han ville hjælpe hende, for han tog imod barnet – undskyld. Jeg mener dig. Jeg har ikke hørt, hvad der blev af din mor, men din far opfostrede dig på egen hånd, som du nok er klar over. Vi mødtes stadig i ny og næ, da din far var nervøs over noget, så jeg lovede ham, at vi ville hjælpe jer, hvis der skete noget. Det er altså hvorfor, at du er her,” fortalte Jennowitz, imens han igen bed negle, hvilket jeg dårligt nok bemærkede, da jeg var mundlam. Hvordan kunne jeg vide så lidt om min far? Jeg anede ikke, at han havde været en soldier. Hvorfor holde det hemmeligt? Jeg stirrede blot på Jennowitz uden at sige noget i et stykke tid.

  ”Ved du, hvor han er?” Spurgte jeg med en hæs stemme.

  Jennowitz rystede dog på hovedet:

  ”Nej.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...