Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

63Likes
74Kommentarer
5530Visninger
AA

18. Syttende kapitel

Scarlett

Jeg havde fået ruden til at græde, som jeg sad på Ash værelse og kiggede ud i intet. Jeg havde før ikke bemærket, at der var et vindue, men i frustration havde jeg revet et stof ned fra væggen, hvor en skræm efterfølgende kom frem. Nu sad jeg blot på sengekanten og sagde intet. Da vi havde nået kanten af Liverpool, begynde pillerne efterhånden at stoppe, og billederne fyldte igen mit hoved. Ikke nok med at jeg var i chok – jeg var forarget over min egen opførsel i bilen. Billedet af Archers sårede ansigt genspillede sig også imellem det gentagende billede af Owen, der faldt livløs om på jorden. Archer havde fortalt, at de ikke engang kunne få hans krop tilbage.

Owen, der havde været ved min side i alt den tid, jeg havde været her. Hans charmerende spil og flirtende kommentarerer. Det var bare væk. Værst af det hele var, at jeg ikke engang græd. Mine øjne var som en ørken. De stirrede blot på ruden, der ved hjælp af pixels formede regndråber. Hvorfor græd jeg ikke? Efter at have siddet der i minutter, lagde jeg mig ned i sengen og fokuserede i stedet på loftet, som jeg havde lagt og betragtet den første dag, jeg havde været her. De ujævne sorte plader, der holdt på lampen, der kastede et lys over stilheden.

Døren til toilettet gik op og ud kom Ash med røde øjne. Jeg sank mit mundvand og blev liggende. Så fokuserede jeg igen på loftet, da det ville være uhøfligt at stirre. Det virkede alligevel til, at episoden på toilettet blot var en drøm. Ash var fjernere for mig end, hvad han nogensinde havde været.

”Så, jeg ville snakke med dig om noget,” sagde han med en stemme, der var så tør som hans øjne. Jeg mærkede sengen bevæge sig, da han satte sig. Mit hjerte begyndte at banke en anelse hurtigere, da han placerede sin hånd sådan, at den strejfede min. Jeg svarede ikke. Jeg koncentrerede mig bare om den svage berøring.

”Nu er både Owen og Jennifer væk, hvilket gør, at der står to værelser tomme, så du behøver ikke længere at sove på en luftmadras her,” mumlede hans vagt. Hans stemme kunne næsten ikke høres, trods her var fuldkommen stille.

 Igen svarede jeg ikke, for trods jeg forbandede luftmadrassen langt ind i helvede, havde jeg mest lyst til at blive her.

”I øvrigt var jeg bekymret for dig, da jeg hørte samtalen igennem din mikrofon. Jeg er ked af det med din far,” sagde han lavt. Jeg mærkede hans hånd, der gav min et tryk. Han slap den dog ikke derefter, og følelsen var rar.

”Jeg er ked af det med Owen – og med Jennifer,” hviskede jeg og kiggede op på ham. Det var jeg virkelig.

”Lad os ikke sidde her hele dagen, vel? De holder ceremoni for Owen i baren.” Jeg troede, at han ville slippe hånden nu, men i stedet trak han mig op af sidde. Hans øjne var stadig røde, men der lå et lille smil på hans læber. Hans tommelfinger cirkulerede i min håndflade, som han ventede på, at jeg ville rejse mig op. Til sidst gjorde jeg det.

”Jeg fandt forresten en kjole inde i Jennifers skab, og jeg tænkte, at den ville passe dig. Jeg synes bare, at vi skal holde os fra Soldier i dag og stedet hylde ham som vores ven,” fortalte Ash, imens han gik ind i garderoben og kom ud med en helt almindelig hvid kjole i let stof, der brusede og gik til knæene. Jeg nikkede svagt og stak Ash et smil, trods sandheden var, at jeg hadede kjoler. Men jeg skulle ikke være på tværs i dag. Det var Owens dag, så jeg tog imod kjolen og trådte ud på badeværelset, hvor jeg iklædte mig kjolen i stedet for min uniform. Jeg valgte ikke at kigge mig i spejlet, så da jeg var i kjolen, trådte jeg direkte ud til Ash, der stod med et trist smil på læberne. Jeg vidste ikke, hvorfor Ash pludselig var sådan, men jeg valgte ikke at stille i spørgsmål og i stedet stikke ham et lille smil, da han rakte hånden ud efter min.

”Du ser godt ud. Jeg er sikker på, at Owen ville have kommet med en kæk kommentar, hvis han havde set dig,” hviskede Ash i mit øre med sin sorgmodige stemme. Jeg slog en lille latter op for at lette stemningen, men den endte med at hænge tomt i lokalet. Hånd i hånd forlod vi lokalet. Jeg burde stille spørgsmål til Ashs adfærd i dag, men dette var ikke min dag. Jeg ville ikke være egoistisk. Det handlede om Owen i dag.

Vi trådte ind i baren, hvor en masse mennesker allerede sad og stemmerne summede rundt i luften. Jeg så Archers moster, Ann, der stod og serverede fadøl for to mænd, der vidst havde fået rigeligt at drikke. I hjørnet så jeg Maya klamre sig til pigen Lucia, som jeg senere havde fundet ud af, at hun hed, da Eames var stoppet med at kalde hende jordegernet. Det stak mig dybt i brystet, da jeg så, hvor trist Maya var. Der havde helt klart været noget imellem hende og Owen. Jeg huskede mig selv på, at jeg måtte over og snakke med hende. Men nu havde Ash og jeg kurs mod det bord, hvor der ikke længere sad tre personer men to. Jeg ignorerede Hayleys borende blik og satte mig ind først ved siden af Archer.

”Hvad er vi gået glip af?” Ashs stemme var ikke andet end en hvisken. Jeg sank mit mundvand og følte pludselig, at jeg havde slugt en sten, der nu lå og vejede tungt i min mave.

”Ikke så meget. Owens far har allerede forladt stedet igen, da han havde drukket så meget, at det med det samme gik i blodet. Han begyndte at råbe,” mumlede Hayley lavt og lagde sin hånd på borden, hvor Archer derefter lagde den oven på hendes. Det faldt mig ind, at jeg aldrig havde set dem have nærmere kontakt, der gjorde, at jeg ville kalde mig kærester. Men som de begge sad der med sørgmodige ansigtsudtryk, forstod jeg, at deres kontakt måske var langt mere psykisk. Jeg slugte igen mundvandet. Jeg skulle ikke komme ind på andre mennesker. Det var Owens dag.

Jeg tog imod det ølkrus, jeg fik placeret foran mig, og jeg bemærkede også, at Archer i dagens anledning tog imod det. Jeg hævede et øjenbryn af ham, og men han ignorerede det, tog bare en stor slurk og placerede glasset på bordet igen, som jeg selv ville have gjort. Modsat Archer skubbede Ash sit eget glas væk. Han placerede en hånd mod næseryggen, og tog en dyb indånding. Så kiggede han over på mig ud imellem fingrene, der stadig var placeret i hans ansigt:

”Jeg kan ikke klare det. Scarlett skal du med tilbage?”

Jeg ville rigtig gerne med tilbage. Det ville jeg virkelig. Men i stedet fortalte jeg ham, at jeg gerne lige ville snakke med Maya inden, at jeg gik nogle steder, for sandheden var, at jeg stadig havde det dårligt over Mayas placering i det hende. Så var han oppe og derefter forlod han baren med lydløse skridt og skuldrene hængende. Jeg kunne ikke lade være med at skubbe læben en anelse ud af medlidenhed. Da han var gået, vendte jeg kort blikket imod Archer igen, der stadig sad med ølkrusset. Hayleys hånd lå nu alene på bordet.

”Hvad blev der af teen?” Jeg foldede mine hænder på bordet, imens jeg kiggede på ham med et træt blik, eftersom ingen af os havde sovet meget siden dagen i går. Han svarede ikke. Archer svarede ikke. Hans blik blev blot vendt mod vinduet, der ligesom på Ashs værelse viste regnvejr. Jeg tænkte, at det var en indstilling, der var placeret på alle vinduesskærmene for at danne en stemning. Det virkede i hvert fald, for baren summede ikke af de samme glade mennesker i dag.

Da Hayley og Archer ikke virkede ret gæstfrie, valgte jeg at rejse mig op og gå hen til Maya, der stadig stod sammen med Lucia. Da Maya så mig, kom der et forsigtigt smil på læberne. Jeg valgte derfor at gøre noget, som jeg ellers ikke havde gjort af fri vilje før. Jeg omfavnede hende og da jeg havde begravet mit ansigt i hendes mørke tykke hår, mærkede jeg hendes arme, der omfavnede mig strammere, men det var på en behagelig måde og ikke bekvem. Da vi havde stået sådan i et stykke tid, gav hun slip og så var det svage smil der igen, imens hun snøftede.

”Noget siger mig, at der måske var noget mellem Owen og dig alligevel?” sagde jeg forsigtigt, da jeg ikke ville gøre hende mere ked af det. Blot løfte stemningen en anelse, for jeg kunne ikke holde folk ud, der var ked af det. Det gik i mig selv. Et svagt nik kom fra hende efterfulgt af en svag latter, der så blev lavet til snøft igen.

”Jeg er så ked af det,” hviskede jeg og fumlede med mine hænder, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af dem. Hun rakte dog ud efter min ene hånd, og jeg tog imod den. Så gav jeg hendes hånd et klem, imens jeg fokuserede på hendes forgrædte ansigt.

”Jeg gør for stort en nummer ud af det her,” mumlede hun og kørte sin finger ind for at fange de tårer, der sad i hendes lange øjenvipper. Så gjorde hun et snøft igen, imens det forsigtige smil på læben fortsat blev der.

”Hvorfor? Du fortjener at være ked af det,” prøvede jeg og klemte igen hendes hånd:

”Du skal ikke være så hård ved dig selv, Maya.”

”Hvorfor spilder du egentlig tiden på mig? Jeg har de andre, og jeg så Ash gå med et længselsfuldt blik efter dig. Scarlett, Ash har mere brug for dig, end hvad jeg har,” hviskede hun, og smilet på hendes læber formerede sig. Jeg rystede på hovedet, da jeg også gerne ville støtte min veninde. Men til sidst slap jeg hendes hånd og forlod hende. Måske havde Maya ret? Måske skulle jeg være der for Ash?

Jeg mumlede i hvert fald et farvel og Lucia tog igen over, da hun havde trådt lidt tilbage for at tale lavmeldt med Lennox, der gav mig et stift smil. Derefter vendte jeg om og kastede et blik hen mod Archer og Hayley, der blot sad og drak i tavsheden. Jeg tog en dyb indånding og gik ud af baren, ned af gangen og hen til det værelse, hvor skiltet ’Ash’ stadig hang ved siden af døren. Jeg åbnede den, og trådte ind i mørket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...