Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

64Likes
74Kommentarer
5553Visninger
AA

17. Sekstende kapitel

Scarlett

  ”Godt at se, at du er i live, Scarlett,” var det første, han sagde, da vi var ude bagved baren. Han lænede sig op af døren, med armene over kors, for at blokere den. Jeg pressede læberne sammen, da han sagde mit navn.

  ”Du genkender mig ikke, vel? Det er faktisk lidt trist,” nynnede han med et smil på læben. Jeg stirrede på hans ansigt for at forbinde det med et eller andet, men sandheden var, at jeg ikke kunne genkende det:

  ”Fair nok. Jeg bliver også tit sammenlignet med min mor.”

  ”Hvorfra kender du mit navn?” afbrød jeg ham. Han smilede kun endnu mere:

  ”Lad mig starte med at introducere mig selv. Jeg hedder Lionel,” han rakte hånden ud, men jeg tog den ikke. Noget sagde mig, at jeg var endt i lort til knæene. Han rakte dog hånden længere ud og tog fat om mit håndled og tvang min hånd i hans:

  ”Jeg bad dig om at være venlig. I øvrigt ser det ud til, at du stadig ikke aner, hvem jeg er. Lad mig sætte et efternavn på for dig, så. Callfax.”

  Jeg stivnede fuldkommen. Jeg trak ikke engang min hånd tilbage. Lionel Callfax. Fuck.

  ”Ser du, Scarlett. Jeg har måske en lidt deprimerende nyhed at bringe til dig. Den handler om din far.” Ud fra smilet på hans læber, måtte ordet ”deprimerende” være ment som en fordel for ham. Selvfølgelig var det det. Han var jo selveste Callfax’s søn.

  ”Hvad er der med min far?” peb jeg. Min stemme skulle have været stærkere, men sandheden var, at min far var et ømt punkt.

  ”Kort efter vi havde fået fanget dig, angreb han vores base i Mamucium. Han ville prøve at redde dig, men sandheden er, at det ikke ligefrem er det letteste, når man er en person, vel? Så vi fangede ham – og ja, henrettede ham,” smilede han. Henrettede?! Mine ben forsvandt under mig og jeg faldt til gulvet, imens tårer hobede sig op i mine øjne. Hvordan kunne de slå mine far ihjel?

  ”Tag ikke så tungt på det. Du har jo ikke set ham i fem år. I øvrigt har du dine Soldier-venner, eller hvad man kan kalde dem. Det går vidst ikke så godt med Hayley, vel?” Jeg løftede hovedet, da han sagde dette. Hvor meget vidste han lige? Jeg pressede læberne sammen og lukkede øjnene igen, da tårerne begyndte at strømme ned over kinderne. I sekundet var jeg ligeglad. Min far var død. Altså havde jeg intet andet valg end at blive.

  ”I øvrigt burde du holde dig fra Ash. Bare et råd. Du ved ikke, hvad du roder dig ud i,” sagde han og lænede sig ned på knæene til mig. Jeg kravlede dog tilbage og lænede mig op af muren, imens jeg med en grødet stemme sagde:

  ”Hvorfor skulle jeg tage et råd fra dig?”

  ”Jeg ved mere om Ash end, hvad du gør. Bare lyt til mit råd,” fnøs han og rystede på hovedet, så de bronzefarvede hårtotter dansede om hans ansigt.

  ”I øvrigt behøver I ikke en mission for at finde ud af, hvad der skete med Jennifer. Jeg skal nok fortælle det. Jeg dræbte hende selv. Sød pige, god i sengen og vigtigst af alt: naiv. Det var ingen sag at vende hende imod jer. Hvor tror I, at vi har fået informationerne fra?” Han rejste sig igen op og lod mig sidde fuldkommen forvirret på gulvet. Det var for mange informationer på en gang:

  ”Hvilket kun lader mig gå videre til skuddet. Hvordan har benet det, Scarlett? Hvor mange advarsler behøver I, før i for fanden fatter, at I ikke er en skid foran? Det kan godt være, at Jennifer er væk, men vi har andre forbindelser inde ved jer. I kommer aldrig foran!” 

  Jeg gemte hænderne i ansigtet, som tårerne fortsat strømmede ned over mine kinder. Jeg fokuserede dårligt nok på, hvad han havde at sige. I et kort øjeblik var her stille. Så blev en dør sparket ind og derefter lød skuddene om ørene. Jeg trak hænderne fra ansigtet og så Owen og Archer, der var braget ind med pistolerne fremme. Det virkede til, at Lionel var ramt, for han gryntede i et kort øjeblik med hånden på låret. Derefter fandt han selv en pistol frem og pegede den direkte mod Owen. Så lød skuddet, der hurtigt blev overdøvet af mit skrig. Alting gik så hurtigt. Jeg var fuldkommen i chok. Jeg så Owens krop, der faldt til jorden som en kludedukke. Derefter greb Archer mig om håndledet og trak mig mod bagdøren, imens Lionel humpende løb efter, som hans skiftede magasin på sin pistol. Det ville have givet os en fordel, hvis mine ben havde villet lystre.

  ”Hør her, Scarlett. Du bliver nød til at samarbejde,” hvæsede Archer og tog hånden mod min hofte, som han nærmest trak mig ud igennem døren og hen til den hvide varevogn, der holdt bagved. Han holdt hele tiden blikket mod døren, der ikke var åbnet endnu. Derfor stak han sin pistol i min hånd og bad mig affyre, hvis han kom. Imens samlede han en stor mursten op fra jorden og jog den igennem ruden på bilen, så han kunne kravle igennem og få låst op. Jeg så Lionels ansigt igennem ruden. Der var endda et smil på ansigtet, som han stod der. Han trådte ikke ud. Han kiggede blot. Jeg var sikker på, at mit hjerte aldrig havde hamret så hurtigt. Jeg blev dog ved med at pege pistolen mod døren indtil, at jeg mærkede Archer, der fulgte mig om til passagersædet.

 

  Jeg åbnede øjnene og stirrede på en vej, der virkede til at fortsætte ud i det uendelige. En række af telefonpæle fulgte vejen, og på dens ledninger sad fugle og lignede, at de sov. Fredfyldte. Hvorfor følte jeg mig så stresset og afslappet på samme tid? Det var som, at mit hjerte bankede så stærk for at få min døsige krop til at vågne.  Jeg rettede på måden, jeg sad, og kiggede hen på Archer, der sad fokuseret og holdt bilen kørende. Hvad lavede vi her?

  ”Hvor er vi?” Ordene lød sjovt på min tunge. Jeg trak i dem på forkerte måder. Mine læber føltes sjove. Trætte og afslappede.

  ”Vi tager en omvej tilbage,” svarede han ligegyldigt uden at fjerne blikket fra vejen.

  ”Hvor kommer vi fra?” Jeg hævede træt øjenbrynet, og fandt derefter hurtigt i det samme ansigtsudtryk. I hvert fald indtil at jeg gabte.

  ”Lad os tale om det, når vi kommer tilbage, okay?”

  Jeg nikkede svagt og kiggede fra hans ansigt ned på rettet, hvor hans knoer næsten var hvide, som de holdt fast i rattet. Han virkede anspændt. Hvad var der at være anspændt over? Det var jo så fredfyldt og roligt. Jeg begyndte endda at nynne.

  Jeg bemærkede hans ene hånd, der kørte op til øret, som han lavmeldt snakkede med en anden person: ”Nej, hun er okay.”

  Selvfølgelig var jeg okay. Hvorfor skulle jeg ikke være det? Vi var jo bare ude at køre en tur – få lidt friskt luft fra de svedige træningslokaler.

  Jeg fugtede mine tørre læber. Havde vi dog intet at drikke? Jeg begyndte at fumle med hænderne under sædet i håbet på, at der lå en vandflaske, men der var intet held. Så åbnede jeg handskerummet, men der var ikke andet end en bilmanual og et pilleglas. Jeg tog glasset ud:

  ”Er det dine stoffer?”

  ”Det er ikke stoffer,” sukkede Archer. Hvorfor var han så negativ? Når man endelig kom ud, så skulle man være i godt humør! Jeg strakte benene og lagde dem op på instrumentbrættet, imens jeg stadig betragtede den uendelige vej.

  ”Hvis det ikke er stoffer, hvad er det så?” Jeg hævede et øjenbryn, imens jeg gav ham et snedigt smil. Selvfølgelig var det stoffer. Jeg tager endda mig selv i at fnise.

  ”Fint, det er stoffer,” sukkede han. Han lød ikke oprigtig i stemmen, men det bemærkede jeg ikke. Jeg fnes stadig for meget.

  ”Er det egentlig kun os, der er ude at køre?” Jeg lænede mig bagover for at finde ud af, at vi befandt os i en varevogn. Det havde jeg egentlig ikke tænkt på.

  ”Ash er bag ved,” sukkede han.

  ”Hvorfor kunne han ikke køre med her? Nå ja. Det er fordi, at han ikke kan tage dig. Totalt forstående,” plaprede jeg der ud af:

  ”men ved du hvad, Archer – det kan jeg.”

Jeg stak ham en næve i siden af skulderen, der ramte ham lidt hårdere end, hvad den skulle. Jeg så ham skære tænder, hvilket kun fik mig til at le.

  ”Jeg fortryder, at jeg gav dig de piller, nu,” mumlede han. Havde han givet mig stoffer?

  ”Hvorfor har du givet mig stoffer? Jeg er allerede så dejlig og afslappet,” nynnede jeg uden rigtig at kommentere videre på det faktum, at mit blod var påvirket.

  ”Jeg har ikke givet dig stoffer,” bed han af mig. Jeg skubbede min underlæbe ud.

  ”Hvorfor er du så kedelig, Archer?” Da jeg formede hans navn i munden, lød det pludselig sjovt, så jeg sad og mumlede det for mig selv, imens jeg ventede på, at han svarede.

  ”Jeg er ikke kedelig. Ved du hvad, Scarlett? Jeg er trist – ked af det,” sukkede Archer og kiggede på mig, og trods hans ansigt lå i de rolige og afslappede folder, var der et glimt i hans øjne, der stak mig i hjertet.

  ”Hvorfor ked af det?” Nu var min stemme selv påvirket. Jeg skubbede underlæben længere ud og lagde en trøstende hånd på hans skulder.

  Det svarede han ikke på. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...