Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

64Likes
74Kommentarer
5544Visninger
AA

9. Ottende kapitel

Scarlett

  Jeg tog sandwichen over på min bakke, imens jeg stod og betragtede udvalget af juice på glasflaske. Jeg var blevet glad for mad på det seneste. Det var ikke længere udfordrende at holde det i mig. Det var udfordrende at blive mæt.

  ”Se, jeg ville ikke tage juice, trods den flaske svarer til en frugt. Har du prøvet den her før? Den laver kakao!” Jeg genkendte ikke stemmen og gjorde derfor en lettere forvirret grimasse, da jeg vendte mig en halv omgang med bakken i favnen. Jeg havde nær ramt fyren med bakken direkte i maven.

  ”Og du er?” Jeg smilede svagt, imens jeg betragtede hans udseende. Han var mere end stor. Det var en af den slags personer, du kaldte ’buff’. Han havde en bred kæbe og tykke læber. Der sad lidt poser under hans øjne, men det gjorde ham ikke træt. Det fortalte mig bare, at han var ældre end hvad jeg var.

  ”Eames. Hvor er du dog gæstfri,” jokede han, hvilket fik mig til at fnyse sarkastisk.

  ”Scarlett og tak, det tager jeg som en kompliment.” Jeg gjorde en grimasse og tog en ananasjuice, hvilket jeg endelig kom frem til. Jeg placerede den på bakken og kastede et blik ned på den maskine, som Eames havde refereret til:

  ”Burde I ikke være sundere end at drikke kakao?”

  ”Hvis den maskine forsvinder, så forsvinder jeg også,” nynnede Eames imens han gik hen til den og tog et kaffekrus. Han placerede det under tuden på maskinen og åbnede maskinen i toppen. Han fandt så et underligt lille plastikbærer med en væske i og stak det ned i hullet, hvor den passede. Derefter lukkede han låget og trykkede på en knap. Så kom der en brun væske ud, der duftede af chokolade.

  ”Smart,” mumlede jeg imens jeg nikkede.

  ”Vil du have et glas?” Han smilede svagt, imens han åbnede låget og smed bægret ud i en spand under bordet. Derefter tog han et nyt i og trykkede derefter på knappen igen. Denne gang kom der mælk ud.

  ”Jeg tager gerne forsøget,” mumlede jeg og mærkede min mave knurre. Det var evigheder siden, at jeg havde drukket noget, der ikke var vand eller juice. Mon jeg kunne tåle det, når der var mælk i?

  ”Fedt. I øvrigt vil jeg gerne introducere dig for gruppen uden hjerneceller derhenne. Din gruppe må være kedelige at omgås.” Jeg kiggede først hen mod den gruppe, som han hentydede til i starten. Jeg kunne kun se ryggen af 2 piger, men man kunne høre latter fra bordet, hvilket fik min mave til at trække sammen. Derefter kiggede jeg over på min egen, hvor de udelukkende fokuserede på deres egen mad. Ingen samtaler og slet ingen latter.

  ”Det sætter jeg pris på,” sagde jeg i en sarkastisk tone. Jeg tog derefter imod kakaoen, som han havde lavet mig. Min mave begyndte at knurre mere, da den søde duft mødte mine næsebor.

  ”Følg med,” sagde Eames og lagde hånden på min skulder for at følge mig derover. Jeg nikkede og smilede svagt. Jeg var nysgerrig.

  Jeg balancerede med bakken derover, hvor der nu stod en sandwich, en juice og den lækreste kakao i verden. Med tungen lige i munden placerede jeg mig foran bordet, der tilhørte Eames venner.

  ”OK. Vi tager en hurtig navnerunde. Ham med de store næsebor er Lennox, jordegernet er Lucey og vores infernotøs her hedder Maya.” Nynnede Eames imens han satte sig og gjorde plads til, at jeg kunne sætte mig ved siden af ham, hvor der stod en tom stol.

  ”Infernotøsen?” Pigen der hed Maya lavede et fornærmende blik, der blev sendt direkte til Eames. Der stod næsten flammer i hendes mørkebrune øjne. Jeg forstod navnet ’infernotøs’. Hun var køn. Hun havde en hud, der var chokoladebrun. Hendes hår var trukket tilbage i en hestehale, hvor der hang små løse totter ud fra hendes øre.  

Det fik mig til at fnyse, da jeg ville skjule mit mindre fnis.

  ”Store næsebor, helt ærligt? Har du set dine egne, Eames?”  Den unge mand Lennox rystede på hovedet, imens han sad med et smil på læben. I forhold til andre mennesker, havde han et smalt ansigt og en spids hage. Han havde smalle læber og et virkelig kønt smil.

  ”Dine næsebor skræmmer mig,” drillede pigen, hvis navn jeg allerede havde glemt. Jeg forstod ikke, hvorfor Eames havde kaldet hende et jordegern, men nu hang det fast.

  ”Så kan du lide at være her?” Maya stak i sin pastasalat, imens hun holdt blikket på mig.

  ”Det er okay. Der er meget at vende sig til,” mumlede jeg og lænede mig tilbage i stolen, imens jeg betragtede min juice. Var jeg genert?

  ”Kan du lide dit team? Det er vel lidt specielt, at du har overtaget Jennifers plads?” Lennox lænede sig en anelse ind over bordet af nysgerrighed.

  ”Mit team er vel okay,“ mumlede jeg og rynkede på panden, imens jeg lavede en mindre trutmund af bare overvejelse.

  ”Hayley er noget af et buzzkill og Ash er ikke, som han var engang. Jeg har ondt af dig,” smilede Maya med mad i munden, hvilket fik de andre til at le en anelse. Jeg følte mig dog ikke en del af dette fællesskab, så jeg trak bare på skulderen.

  ”Jeg klarer mig. De er gode til at få mig i gang, og så synes jeg egentlig, at det er fint nok. Jeg er heller ikke typen, der ligefrem er social,” fortalte jeg og kastede igen hovedet over skulderen og betragtede min gruppe, der lignede, at de deltog i en middag efter en begravelse.

  ”Du skal ikke tro, at jeg føler, at vi er bedre end dem, undskyld. Jeg har det med at formulere ting forkert,” sagde Maya og rystede undskyldende på hovedet.

  ”Du har ret angående Hayley,” fnøs jeg og åbnede min juice for derefter at drikke en tår af den.

  ”Jeg ville gerne fortælle, at der er en grund til, at Hayley er så fandens negativ, men jeg har endnu ikke fundet ud af det. Du må gerne kontakte mig, hvis du bliver mistænkt om en grund,” jokede Maya, imens hun havde pasta i munden.

  ”Hey Maya. Sidder du i biksen i eftermiddag? Jeg har tænkt mig om siden i fredags, og nu er jeg kommet frem til, hvad den nye tusse skal forstille,” udbrød Eames. Han fik hurtigt draget emnet over på noget andet, da gruppen begyndte at spørge ind til om, hvad den skulle forstille.

  ”Jeg har tænkt mig om, og jeg syntes, at det kunne være fedt, hvis jeg drukner en tændstikmand i ketchup oven på en burger!” Eeames smilede stort. Det var lige før, at hans øjne lyste, da han fortalte det. Hvordan kunne man komme på sådan en idé?

  ”Du har jo allerede en hotdog, hvor en mand bliver kvalt i remulade,” beklagede jordegernet sig. Den kommentar gjorde, at jeg ikke kunne holde et lille fnis inde. Hvor var den her samtale lam.

  ”Har du nogen tatoveringer, Scarlett?” Maya gjorde et halvt smil, da hun løsrev blikket fra Eames, der var blevet trist over bemærkningerne på hans nyeste idé.

  ”Nej,” mumlede jeg, imens jeg rystede på hovedet.

  ”Kunne du tænke dig en?” Hun smilede svagt og hemmelighedsfuldt på en måde, der gav mig gåsehud ned af hele ryggen. Det hele lød som noget forbudt.

  ”Det ved jeg ikke,” mumlede jeg. Jeg rynkede på næsen, imens jeg tænkte. Mon dem i mit team havde tatoveringer. Jeg synes ikke, at jeg ligefrem havde set nogen, hvis man så bort fra Jennifers tatoveringer op ad halsen, hvilket egentlig så ret fedt ud.

  ”Du skal bare kigge forbi, hvis du gider. Jeg sidder i biksen i aften, og ellers må du bare lige fange mig. Så må vi snige os derned uden for åbningstiderne,” drillede hun, og spiste derefter det sidste pasta. Hun skuppede tilfreds den tomme plastikbakke væk fra sig, og begyndte i stedet at drikke af en vand. Det gjorde, at jeg kom i tanke om min kakao, som Eames havde lavet til mig. Jeg besluttede mig derfor for at drikke den. Den smagte sødt som teen, men på en måde jeg bedre kunne lide. Derfor var den lækre chokolade-masse hurtigt væk. Som en overraskelse havde jeg ikke en fornemmelse af, at jeg efterfølgende skulle kaste op. Jeg nikkede derfor tilfreds, og placerede krusset på bordet igen. Jeg kiggede mig selv over skulderen og betragtede de andre, der stadig sad og spiste. Jeg måtte over til dem.

  ”Tak for det hele,” begyndte jeg med en svag stemme, imens jeg skuppede stolen ud. Jeg rev mig bakke hen til mig, og fik den beskyttende op i favnen. Jeg prøvede at give dem et venligt og undskyldende smil, men det lå mig ikke naturligt i munden.

  ”Ja.. det var hyggeligt.” Maya så forundret ud over, at jeg forlod dem. Hun havde helt sikkert håbet på mere tatoveringssnak.  

   Derefter gik jeg. Jeg var ikke ret social, og jeg havde slet ikke let ved at holde på en samtale. Det var lige før, at jeg fortrak mit teams stilhed. Med stadig en sandwich på bakken, en tom flaske og et tomt glas, balancerede jeg imellem bordene over til dette, hvor jeg burde sidde.  Owen var den eneste, der kiggede op, da jeg satte mig ved siden af ham og Hayley. Her var så irriterende stille.

  ”Hvorfor hang du ud som Eames’ team?” Måden som Owen sagde det på, gjorde mig nervøs. Det var forkert af mig, det vidste jeg godt. Jeg skar en undskyldende grimasse og nød i et kort øjeblik stilheden ved ikke at svare. Jeg tog min sandwich op, og begyndte så at spise. Jeg sukkede svagt, og fokuserede bare på smagen af det lækre pålæg.

  ”Nå.. men. Du gik glip af vores samtale om, hvad vi skal lave i dag,” begyndte Archer. Jeg kunne ikke undgå at bemærke blikket fra Hayley, der tydeligvis bekræftede mig i, at de ikke havde sagt et ord, imens de havde siddet og spist. For ikke at komme ind på, at jeg selv havde set det. Jeg valgte dog, ikke at bringe det på bordet.

  ”Hvad skal vi lave i dag?” spurgte jeg uden rigtig at vække interesse.

  ”Vi er så småt begyndt at arbejde hen imod vores næste mission, og vi har besluttet, at vi vil have dig med. Derfor er der nogle ting, vi skal have lavet. Du skal indlæses via din DNA i vores system,” forklarede Archer med en stemme, der var så seriøs og fattet. Det lød endda som om, at DNA var det sejeste og mest spændende af alt i verden. Jeg fnøs.

  ”Hvad går det så ud på.. angående min DNA?” Jeg hævede et øjenbryn, inden at jeg igen begyndte at spise af min sandwich.

  ”Du skal have taget fingertryk og så videre. Vi er også blevet enige om, at du nok skal vises mere rundt. Så du kommer med mig på arbejde i dag.” Archer foldede hans hænder og lænede sig tilbage i stolen. Han var færdig med at snakke.

  ”Okay”. Jeg smagte lidt på ordet, så det kom ud som en nervøs stammen. Var alle deres jobs ikke det samme?                      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...