Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

64Likes
74Kommentarer
5646Visninger
AA

20. Nittende kapitel

Scarlett

Jeg fulgte efter Ash med en bakke fyldt med lækkert morgenbrød og et glas kakao, da vi havde retningen mod bordet, hvor der i dag igen manglede en mohawk. Mon vi overhovedet ville vende os til det? Jeg bed mig trist i underlæben og satte mig ind ved siden af Hayley, der heller ikke kom med nogen kommentar. Skænderiet havde konstant kørt rundt i mit hoved, da jeg havde prøvet at sove. I sidste ende var jeg måske blevet egoistisk.

Vi spiste i stilhed. Hverken Ash eller jeg havde lyst til at kommentere på det, og omvendt prøvede Hayley og Archer også at ignorere, hvordan Ash og jeg i dag omgik hinanden. Jeg var vågnet i Ashs arme igen. Han måtte have valgt at acceptere mine ord mere eller mindre, for da han bemærkede, at mine øjne var vågne, havde han fortalt mig, hvor køn jeg så ud efter en nats lur. Det var nok det sidste, jeg nogensinde havde regnet med, at han ville sige.

Efter at have spist i et stykke tid, kom Eames hen og lagde en hånd på min skulder. Undskyldende havde han spurgt, om jeg måtte låne mig i et stykke tid, og da Ash havde brummet noget uklart, havde Eames taget mig ud af kantinen med en bekymret rynke i panden.

”Hvad er der?” Min stemme var fuldkommen uden energi. Jeg lænede mig træt op af muren, imens jeg prøvede at fokusere på detaljerne i Eames ansigt, der netop gjorde det til ham og ikke en anden. Jeg var bange for at lukke øjnene, for så ville jeg sikkert kollapse på gulvet.

”Woa. Du ser ikke for godt ud, Scarlett,” mumlede Eames bekymret og lagde en arm på min skulder, som han lænede sig nok ned til, at vi havde rigtig øjenkontakt. Selvfølgelig stadig afbrudt af min konstante blinken.

”Nej, undskyld, Eames. Hvad vil du?” hviskede jeg og gabte.

”Egentlig ikke så meget. Jeg ville bare tjekke op på dig. Hvordan har du det?” Han havde lagt vægten på sin skulder, der var op af muren, imens han fortsat stadig havde den anden hånd på min skulder. Bekymrede han sig virkelig for mig? Tanken fik mit hjerte til at slå en tand hurtigere, da jeg altid blot havde følt, at jeg blot var til for intet formål. Intet personligt i hvert fald. Det var nok også grunden til, at jeg havde valgt netop at blive her i gruppen. Mit formål var endnu ikke sluttet.

”Jeg har det vel okay,” mumlede jeg og rystede på hovedet. Ordene lød dog så falske, som jeg også følte, at de var. Selvfølgelig var jeg ikke okay. Måske var tingene for alvor begyndt at blomstre imellem Ash og jeg, og jeg ville være en løgner, hvis jeg fortalte mig selv, at det var lige meget. Men faktummet var, at uanset hvad der skete, havde jeg mistet en ven, og han ville aldrig komme tilbage.

”Du ser ikke okay ud,” sukkede han.

”Nej, okay. Du har nok ret – jeg har det elendigt,” mumlede jeg og lukkede øjnene. Denne gang forblev de lukkede og jeg mærkede trætheden, der hurtigt tog over. Det var dog kun i sekunder inden, at min krop igen blev rystet til bevidsthed.

”Du kunne bruge noget søvn.”

”Hvorfor prøver du overhovedet at hjælpe?” gabte jeg.

”Fordi jeg er din ven,” bed han af mig og stirrede blot på mig, så jeg for alvor kunne se renderne under hans egne øjne: ”Venner bekymrer sig for hinanden, okay?”

 ”Så burde du også få noget søvn, Eames.” Mine øjne lukkedes igen, og endnu engang måtte han ryste livet i mig. Hvis jeg bare kunne sove i 10 minutter, fortalte jeg mig selv. Tanken var så forbandet fristende. Især fordi jeg slet ikke fik sovet i nat.

”Det skal jeg nok. Men vigtigere er lige nu at se et smil på dine læber,” smilede han træt, og opgivende tvang jeg mine mundvige op, imens jeg skar en grimasse, der tydeligt viste, at jeg hadede den her situation. Det var i det hele taget akavet. Og på den anden side var jeg ret ligeglad, fordi jeg netop var så træt.

”Okay? Hvis du er nede, så kom bare over. Jeg er sikker på, at de andre accepterer det.. måske ikke. Men så skal vi sgu nok tage os af det. Maya mangler virkelig din skulder at græde ud ved. Du er fandme ved at vise karakter, Scarlett. Du må ikke holde den inde,” fnøs Eames, og klemte min skulder før, at han slap den. Han gav mig et stift smil og trak mig derefter med tilbage til kantinen, hvor der pludselig var lagt en ro over lokalet. Jeg bed mig i læben og prøvede at finde ud af, hvad alle kiggede på. Jeg stillede mig på tæer for at kunne se over to ældre drenges skuldre, og da jeg havde udsigt, vidste jeg, hvem de kiggede på. Et smil formede sig over mine læber, da jeg så hans velkendte ansigt. Det var Felx.

”Så hvad har du fået observeret?” spurgte Jennowitz, der trådte frem og tilbage over gulvet oppe ved kantinemaden, hvor de var. På grund af tavsheden var det let at høre Jennowitzes falske ben, der slog imod gulvet. Vent – var Felx en Soldier?

”Ikke meget mere end, hvad I ved. Jeg fik dog et nys om, at de har et vigtig gidsel,” fortalte Felx, der kørte en hånd igennem hans skæggede ansigt, imens han kiggede tomt ud i lokalet, som ledte han efter nogen. To sekunder efter blev en dør svunget op med sådan en kraft, at den bragede ind i muren. Ud af døren kom Jane løbende. Hun sprang nærmest i favnen på ham, og dernæst mødte deres læber. Jeg var vidst ikke den eneste, der fandt øjeblikket akavet, for alle andre kiggede væk, som havde de andet at tage sig til. De høje drenge foran mig startede en kortere samtale om stempelmotorer og cylindere. Jeg tog den korte tid til at liste mig hen til Ash, der stod lænet imod en væg, som havde han været på vej ud af lokalet. Da han så mig, fandt et lille smil frem på hans læber, og han lænede armen ud for at tage min hånd.

”Hvad sker der?” spurgte jeg, da han havde lagt armene om mig og gemt hagen i mit mørkebrune hår. Jeg kunne mærke hans vejrtrækninger ved det ene øre, og det fjernede mig i få sekunder fra den situation, vi var midt i.

”Det er en af vores spioner, der er kommet hjem med lidt nyt om, hvad der sker indenfor Callfaxes vægge,” forklarede han lavt uden at fjerne hovedet fra hulningen mellem min nakke og skulder.

”Felx,” hviskede jeg lavt, og jeg mærkede ham nikke.

”Hans oprindelige mission var at våge over dig, imens du var fanget. Men han fik hurtigt en højere status fra Callfaxes side end, hvad vi havde håbet på, så siden hen har han holdt øje med Callfaxes og hans søns handlinger.”

”Så har han fundet noget?” Jeg kiggede fortsat op på Felx, der nu stod med hænderne på skuldrende af en bebrillet dreng, jeg efter få sekunder genkendte som Hayleys lillebror, Newton. Ud af øjenkrogen fangede jeg også tøvende Hayley, der trådte op og lagde armene om halsen på hendes far, der havde et vagtsomt øje på Archer, der forblev i baggrunden. En genforenet familie, slog det mig. Jeg mærkede jalousien boble sig op i mit bryst, imens jeg bed mig i læben. Jeg ville aldrig opleve dette med min far.

”Et gidsel nævnede han noget om,” hviskede Ash i mit øre, og jeg kom i tanke om, at jeg havde spurgt ham om noget. Trods hans stemme havde været så svag, havde jeg alligevel gjort et lille hop, da jeg havde stået i mine egne tanker.

Vi stod sådan i nogle minutter endnu inden, at familien trak sig tilbage og Felx igen stod til forhøring af Jennowitz, der igen spurgte ind på dette vigtige gidsel: ”Så ved du, hvem dette gidsel er?”

”Det gør jeg,” svarede Felx og kløede sig fortsat i skægget. Jeg bemærkede, at hans blik havde fundet mig, og jeg krympede mig over måden, han så mig på. Det virkede til, at Ash også bemærkede det, for han kyssede mig bag øret, hvilket efterhånden måtte være hans fortrukne sted at kysse mig.

Et gidsel? Det burde interessere mig, men efter alle de andre handlinger, kunne jeg bare ikke komme i tanke om en grund til, hvorfor dette skulle være vigtigere end resten. Uanset hvem gidslet var, kunne det ikke være nogen, jeg kendte personligt, for enten var de i dette lokale, eller så var de døde. Så jeg mumlede undskyldende til Ash og viklede mig ud af hans arme. Jeg gav ham et kort kys på læberne og forklarede ham, at jeg havde brug for søvn. Han kunne eventuelt forklare mig det senere, hvis det viste sig at have betydning. Han nikkede og kyssede mig tilbage. Så stak jeg ham et træt smil og gik imod udgangen af kantinen, der lå tæt op af det sted, hvor Felx og Jennowitz stod.

”Så hvad hedder denne person, hvis hun eller han overhovedet har et navn, du har kendskab til?” spurgte Jennowitz. Jeg lyttede halvt til samtalen, som jeg undskyldende skubbede mig forbi flere Soldiers, der fnøs eller direkte svarede igen, som jeg ville forbi.

”Jeg tror, at det er et navn, mange af jer ikke har kendskab til, så lad mig bruge hans dæknavn i stedet,” fortalte Felx med sine høje, tydlige stemme, der gjorde, at han ikke behøvede at hæve stemmen meget for, at han havde alles opmærksomhed: ”Jonathan Summers”.

Navnet sagde mig intet, så jeg fortsatte mod døren og tog fat i kanten, da den stadig svang frem og tilbage fra da Jane slog den ind i muren. Det virkede dog til, at flere af de andre kendte ham, for en mumlen startede. Der var dog for mange samtaler i gang til, at jeg kunne fokusere mig på en, så jeg fortsatte blot.

”Måske kender nogle af de ældste ham stadig som Aaron Jones?” Jeg strammede grebet om døren og stoppede midt i mit skridt og vendte hovedet mod Felx, der havde blikket direkte mod mig. Jeg åbnede munden for at sige noget, men ordene kom aldrig ud, da en gurglende lyd i stedet hobede sig op i ganen, som tårer begyndte at falde ned af kinderne. Til sidst slap jeg dørkanten og gemte hænderne i mit ansigt. Aaron Jones. AKA min far. Han var stadig i live!

Jeg begyndte at le, og da jeg slap mit ansigt, så jeg et svagt smil på Felx læber. Jeg blev dog afbrudt, da jeg mærkede en klappende hånd på min skulder, og da jeg vendte mig om for at se et velkendt ansigt, blev jeg i stedet mødt af en fremmede yngre mands, der lykønskede mig med den gode nyhed, og inden sekunder var gået, var flere kommet hen og givet mig klem og klappen på skuldrende, som det efterhånden trådte ud af lokalet. Jeg bemærkede dog ikke ansigterne på disse personer. Det eneste jeg fokuserede på, var, at min far var i live. Han var taget til fange som jeg selv var, men han var stadig i live. Hvilket betød, at jeg ville redde ham.

Jeg måtte bare redde ham.

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...