Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

63Likes
74Kommentarer
5505Visninger
AA

10. Niende kapitel

Scarlett

  Som vi kom længere ned i jorden ført af den mørke gang, blev der koldere og fugtigere. Langs væggene hang der spejle, hvilket kun gjorde stedet langt mere utrygt i mine øjne. Her var klamt. Jeg mærkede en nervøs sved, der havde samlet sig i min nakke, imens jeg havde kuldegysninger på arme og ben. Jeg fulgtes med Archer og Lennox, der åbenbart begge arbejdede i denne afdeling. Hvordan kunne man arbejde under sådanne forhold?

  ”Er vi der snart?” stammede jeg og lagde armene om mig selv. Jeg kunne endda se min ånde.

  Jeg betragtede mig selv, som vi gik ned af gangene. Mit ansigt var efterhånden blevet almindeligt, og jeg lignede en ældre udgave af, hvem jeg var for fem år siden. Jeg var i ført en åben træningsjakke med symbolet ’s’ i en cirkel på brystet. Der under havde jeg en tanktop, der nu skjulte på en nogenlunde veltrænet krop, der kunne se kønnere ud, hvis jeg ikke havde klaget så mange gange over, at jeg ikke magtede at træne.

  ”Vi er der om lidt,” sagde Lennox uden at kaste et blik på mig. Jeg pressede læberne sammen og nikkede, imens jeg kiggede forud i den gang, som lyset ikke kunne lyse fuldkommen op. Jeg kunne i hvert fald ikke se enden.

  ”Hvorfor har I valgt at bygge noget så langt væk?” gispede jeg, og strammede grebet om min krop, da ordet at fryse var en underdrivelse i dette sammenhæng. Jeg var nok snart en bevægende istap.

  ”Det er blandt andet vores beskyttelsessted, hvis det skulle ske, at vi engang bliver angrebet. Der ud over er det et glimrende sted at trække vores fanger ned,” sagde han muntert. Det fik mig til at syntes, at min gamle celle var et 5-stjernet hotel. Jeg skulle fandme ikke nyde noget af at være spæret inde hernede.

  ”Er der nogen fanger her nu?” Jeg bed tænderne sammen og lukkede i et par sekunder øjnene, for at opdage, at vi var nået frem til en sort dør, da jeg igen åbnede dem.

  ”Det er der,” fortalte Archer, der ellers ikke havde sagt et ord. Han havde bare holdt sig i baggrunden med hænderne i hans jeans, imens han stirrede direkte ud i luften.

  Jeg betragtede Lennox, der placerede blommen af sin tommelfinger i en scanner. Derefter hørtes et klik, og så sprang den sorte dør op og afslørede et rum, der var lige så moderne som resten. Til mit held var der også varmt. Måske skulle jeg trække mine høje tanker om cellen tilbage. Vi trådte ind, og døren lukkede sig langsomt efter os. Archer trådte hen over det lysebrune trægulv, der svagt knagede under hans sko. Han havde fokus hen mod en reol af små firkantede rum. Han fandt nogle papirer, og gjorde efterfølgende tegn til, at Lennox og jeg skulle følge efter.

  Vi blev guidet ind i et lille rum ved siden af, der vidst nok var et mindre mødelokale. Der var i hvert fald otte blødere orange stole omkring det ovale bord. I hjørnet stod et TV, der viste mig forskellige billeder af celler, der faktisk så bedre ud end dem, jeg havde befundet mig i. De havde en seng! Der var dog ikke meget bevægelse på nogle af billederne, så min interesse blev hurtigt fanget af noget andet.

  ”Okay, Scarlett. Det er sådan, at Lennox og jeg har det sure kontorjob en gang i mellem, som vi nu vil tvinge dig igennem. Prøv at sæt dig. Så skal vi lige tage nogle oplysninger igennem, for at være sikker på, at vi faktisk ved, hvem du er.” Archer stod med papirerne i hånden og virkede pludselig som en ansvarlig voksen. Jeg nikkede svagt, og satte mig overfor den plads, hvor han stod.   Lennox satte sig ved siden af ham med et svagt smil på læberne. Tøvende satte Archer sig også ned, og lagde papirerne på bordet. Han lænede sig ind over bordet, og fangede mit blik.

  ”Du hedder Scarlett Jones. Din far hedder Aaron, og du ved ikke, hvem din mor er, sandt?”

  ”Sandt,” mumlede jeg. Det virkede virkelig som en konfrontering, og det gjorde mig utilpas. Jeg sank det mundvand, der havde hobet sig vej op i min hals, og foldede derefter hænderne i mit skød.

  ”Okay. Hvad lavede du inden, at du endte hos Callfax?”

  Spørgsmålet fik mig til at rette på måden, jeg sad på. Hele stemningen gjorde mig nervøs og malplaceret. Helst ville jeg være fri for at svare, men som Archer og Lennox begge sad og stirrede på mig efter noget, jeg ikke forstod, kunne jeg ikke andet end at svare:

  ”Jeg snød mænd for sex. Jeg stjal fra dem. Fra hans mænd.”

  Jeg sank igen alt mundvandet, der åbenbart ville ud, hvilket jeg ikke var enig i. Fra at her før var koldt, følte jeg nu, at her var meget varmere.

  ”Hvorfor gjorde du det, Scarlett?” Nu var det Lennox, der havde ordet. Han hævede et øjebryn. Imens lænede Archer sig tilbage, og gav sig til at klikke spidsen på en kuglepind ud og ind, imens han stadig fokuserede på mig.

  ”Fordi jeg ønskede hævn.”

  ”Eller var det din far, der gjorde det?”

  ”Det ved jeg ikke..” mumlede jeg, og blev nu meget forvirret. Hvad handlede alt det her om? Jeg åbnede min mund for at sige noget mere, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Så i stedet trak jeg den igen sammen, og mærkede spidsen af min tunge, der lå på min underlæbe. Jeg rettede igen på måden, jeg sad på.

  ”Aha. Så du ved ærlig talt heller ikke, hvorfor du er her?” Lennox hævede øjenbrynet yderligere, og måtte knibe øjnene lettere sammen for at holde et fokus fra lyden af kuglepinden, der virkede ret indtrængende og malplaceret.

  ”Jeg er her vel for at sætte en ende på krigen?” Jeg vidste ærlig talt ikke, hvad de søgte efter.

  ”Du er her fordi, at din far ønsker det.” Archer havde et gennemborende blik, da han sagde det. Han slog kuglepinden hårdt ned i bordet, og rejste sig derefter op. Så placerede han sig bag stoleryggen, hvor han lænede sig op af med begge hænder på kanten. Man kunne endda se hans muskler, der var spændt af anspændthed.

  ”Og hvad hvis jeg er?” Mine ord kom kun ud som en hvisken. Jeg kiggede ned i bordet, og pressede læberne i samme position som før.

  ”Har du nogensinde fået et valg, da du var på egen hånd?”

  ”Jeg gider ikke…”

  ”Har du?”

  ”Archer. Jeg tror ikke..” prøvede Lennox.

  ”Hold nu kæft, Lennox. Har du fået et valg, Scarlett?” Nu satte han hænderne i bordet, og lænede sig helt ned over bordet, så hans ansigt ikke var langt fra mit. Hans blik lyste af vrede og intensitet.

  ”Behøver jeg et?” gispede jeg, og gemte mit ansigt i hænderne. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

  ”Svaret er nej. Det kan jeg læse på dit ansigt.” Da Archer havde sagt dette, kunne jeg høre, at han slappede af. Han satte sig ned på stolen igen, og begyndte så at klikke med kuglepinden. Det var ikke let at fokusere, når den skarpe lyd fra kuglepinden brød tavsheden, der ellers lå over lokalet.

  "Hvad mener du?” spurgte jeg til sidst, og trak hovedet væk fra mine hænder.

  ”Det Archer siger, er, at vi kan læse enhver tvivl og løgn i dit ansigt. Dét er vores job. Scarlett, hvorfor er du her?” Lennox hævede igen sit øjenbryn, der ellers var faldet ned i panden igen.

  ”Jeg er opvokset med min fars ord. Hvorfor må de pludselig ikke være blevet til mine? Jeg ønsker, at verden bliver, som den var engang,” sukkede jeg opgivende, imens jeg holdt blikket på ham og ikke Archer.

  ”Du taler sandt,” sagde Lennox, og trak en anelse op i den ene mundvig, hvilket fik mig til at slappe en anelse af.

  ”Ser du, Scarlett. Sandheden er, at vi ikke ved, hvor vi skal placere dig. Planen var oprindeligt, at vi bare skulle have registreret dig i vores system, men vi valgte, at vi også lige ville tæske dig igennem dette. Det er nemlig vigtigt, at du ved, at vi ønsker sandheden. Hvis noget nager dig, så fortæl det. Vi kan ikke lide løgnere. Samtidigt ønsker vi også, at du bedst muligt kan skjule dine mikro-udtryk, hvis du endelig ender i en situation, hvor løsningen på den kræver en løgn.” Lennox slog med spidserne ned i bordpladen, imens han fortalte dette. Var det hele bare planlagt for, at de kunne få en reaktion fra mig?

  ”Hvis det er okay med dig, så kan du komme til et kursus i mikro-udtryk her sidst på ugen. Jeg kan hilse og sige, at det er med folk på vores alder.” Han gjorde en drilsk grimasse, da han sagde det sidste, hvilket kun fik mig til at fnyse. Så himlede jeg med øjnene, hvor jeg til sidst nikkede. Det lød faktisk meget spændende, og det kunne vise sig at være nyttigt, hvis jeg nu tog flugten.

  ”Okay, Archer – gider du ikke lige hente fingerprints-indlæseren?” Lennox kastede et blik på Archer, der nu sad og stirrede på et maleri, der hang på væggen. Det viste det daværende Londinium, inden at de største momenter var sønderbombet. Jeg fulgte Archer med øjnene, da han tøvende rejste sig op, og trådte ud af lokalet, for at vende tilbage med et håndholdt og bærbart apparat med flere USB-indgange i siden. Det havde en flade, der var dækket til at en sort glassplade, der var inddelt i felter af grønne streger. Jeg havde ikke set det før, men jeg kunne gætte, at det var en fingertryksaflæser.

  "Det her er ret enkelt. Jeg tænker, at du gerne vil vide, hvad jeg gør, så du får lige en forklaring inden, at vi scanner din finger ind. Jeg tilslutter enkelt nok bare scanneren til computeren, som så overfører det til enhver scanner i hele bygningen. Det betyder, at du i princippet har adgang til udgangen og vores biler. Vi ønsker derfor, at vi har dit ord på, at du ikke vil gøre noget dumt, der kan gøre, at vi kommer i store problemer.” Lennox havde det samme alvorlige blik nu, som Archer havde haft, da vi var trådt ind i lokalet. Jeg turde ikke andet end at nikke. Jeg ville ikke gøre noget dumt, men det var en fristende tanke, at jeg nu kunne forsvinde. De anså mig som en af dem.

  ”Nu tænder jeg den lige, og så lægger du bare fingeren oven på scanneren. Det er ret vigtigt, at vi får det hele med, så du ruller lige hele blommen over skærmen, ikke?” Lennox trykkede på en knap i siden, og maskinen vågnede op med en mindre elektronisk lyd. Så kom han ind på en menu, hvor han trykkede, at han skulle registrere en ny. Derefter vendte han maskinen om, så den nu lå med front mod mig. Jeg kiggede spørgende på ham for at få bekræftet, at jeg nu blot skulle lægge fingeren på den sorte skærm. Han nikkede, og jeg gjorde, som han havde fortalt. Derefter skuppede jeg den tilbage til ham, og han smilede taknemmeligt. Ud af øjenkrogen så jeg Archer, der stod med armene over kors og betragtede mig. Jeg turde ikke reagere på det, for jeg anede ikke, hvad det ville føre til. Så jeg tvang i stedet hovedet tilbage på Lennox, der rejste sig op fra stolen.

  ”Tillykke, Scarlett. Du kan for alvor kalde dig en Soldier nu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...