Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

64Likes
74Kommentarer
5619Visninger
AA

2. Første kapitel

År 2109

  Jeg kiggede op, da min celledør blev åbnet. Ind trådte en mand, jeg nu havde kendt i 5 år. Felx. Jeg smilede skævt og trak mig selv op at sidde med støtte fra muren. Mine arme rystede på grund af manglende muskler. Jeg mødte hans øjne, da han trak læberne sammen og trådte ind i cellen. Felx kiggede over skuldrene inden, at han bøjede sig ned og lagde et stykke brød på den mugne tallerken, der stod i hjørnet. Han satte også et glas vand, der ville fryse til is, hvis ikke, at jeg snart drak det. Derefter smed han endnu et brød hen i favnen på mig, som jeg hurtigt fik taget op til munden. Jeg fulgte gangen ude fra cellen, imens jeg spiste det tørre brød, der smagte forfærdeligt. Det var alligevel den eneste kilde, at jeg havde til liv.

  "Der kommer rene tæpper her senere i dag. Jeg sagde, at du havde brug for 2. Din krop ligner noget, som er løgn," hviskede han, imens han trak en anelse op i den ene mundvig. Jeg gengældte hans grimasse og kiggede ham ind i øjnene. Alle andre end jeg stirrede altid på det ar, der forhindrede ham i at åbne venstre øje lige så meget som de højre. Man kunne stadig se kødskårben. Jeg havde aldrig spurgt ham, hvad der var hændt.

  Derefter var han væk igen.

  Jeg spiste brødet langsomt for at beskæftige mig med et eller andet. Her var ikke meget at lave. Jeg kiggede ud igennem cellen og betragtede de af Callfax mænd, der ilede sig frem og tilbage som hans trofaste tjenere.

  Jeg havde aldrig forstået, hvorfor Felx var på hans side. Han virkede ikke som personen, der ville gøre nogle ondt. Selvom der udenfor min celle stod: Scarlett Jones, Prostitueret og tyv, tog han sig ikke af det. Hvordan kunne han være på deres side. Jeg bed mig på indersiden af kinden, da brødet var sluppet op. Jeg drak vandet, der var så koldt, mine tænder klaprede. Derefter trak jeg mine 2 tæpper tæt op omkring mig, så jeg kunne holde varmen. De var dog så kolde, det ikke rigtig hjalp.

  Jeg nåede ikke at holde tankerne i gang i længere tid, inden min celle igen blev åbnet. Jeg havde et lille spinkelt håb om, tæpperne ankom. Selvfølgelig ikke. I stedet stod jeg til ansigt med Tatious, der var omkring de 2 meter. Derfor stod han også meget bukket i den lille celle. Jeg stirrede direkte op i hans grimme fjæs og overvejede, om jeg skulle spytte på ham. Nej, jeg kendte straffen.

   Han måtte trække mig op at stå, da jeg ikke selv havde kræfter til det.

  "Tøs, du burde snart få lavet nogle nye ben," hvæsede han med sin brummende stemme og hev mig ud af cellen med hans hænder, der sagtens kunne nå omkring mine uhyre tynde overarme. For 5 år siden var det rene muskler.

  Jeg blev trukket igennem de dunkle gamle gange, der lignede noget fra den gamle middelalder. Hvis ikke fra før. Jeg kendte ruten. Snart blev jeg trukket hen til elevatoren, der førte mig op til overfladen, hvor det ville finde sted. Elevatoren var det eneste moderne, jeg havde set i løbet af de 5 år.

  Jeg holdt fast omkring jernstangen, der gik på tværs af elevatoren. Den hjalp mig med at holde balancen, nu hvor Tatious havde travlt med at trykke på en masse knapper. Han havde endnu ikke fundet ud af, systemet med koder ikke ville fungerer, hvis man ikke skjulte, når man tastede dem. Jeg havde flere gange overvejet at flygte. Jeg kunne koderne udenad, men jeg blev klogere. Det ville være umuligt at flygte. Især på egne ben.

  Jeg kiggede ned på gulvet, hvor der lå massere af størknet blod fra de mennesker, der havde været under pisken i dag. Man kunne se de gule flager, der kom, som blodet blev ældre. De burde virkelig få det rengjort, trods blod personligt ikke rigtig sagde mig noget.

  Da jeg trådte ind i den lille sal, måtte jeg holde en hånd op over panden for at skygge for det skarpe lys, der røg ned igennem det runde loft, hvor der i midten var placeret et større glasvindue, der i dag viste blå himmel. Hvor jeg dog savnede den frie luft. Lyset havde fokus på den plads, der stod midt i lokalet. Da jeg stod på den, mærkede jeg kæderne, der blev bundet stramt om mine hånd- og fodled. Jeg bed mig på indersiden af kinden af smerte, da kæderne satte sig ind i mine tidligere slidesår.

  Derefter ramte pisken mig. Min ryg buede automatisk efter det slag, der ramte mig på lænden. Jeg hørte mit skrig, der rungede ud igennem hele hallen. Det fik kun Tatious til at le, så hans latter blandede sig med ekkoet af min gråd. Sådan fortsatte det i, hvad jeg ville kalde det uendelige.

 På et tidspunkt kunne jeg ikke tænke mere. Der gik det hele sort.

 

 Jeg vågnede et par minutter efter, hvor Tatious imellem tiden havde fået bragt noget ind at drikke. Jeg kunne lugte den skarpe alkohol fra hans øl, han havde i hånden imens han rensede hundsede på en kvinde, der var i gang med at tørre mit blod op. Han smækkede hende endda bag i med den pisk, der var fyldt med mit blod. Det fik hende kun til at bande og gå ud af rummet uden at tørre resten op.

  "Kvinder," mumlede han og satte så sin øl på gulvet. Derefter begyndte det hele igen.

  I det samme hørte jeg den skingre lyd, der kom fra døren, da endnu en skikkelse trådte ind i lokalet. Det var ikke kvinden. I stedet var det en yngre dreng på min alder, jeg aldrig havde set før. Han var heller ikke iført de sorte klæder som folk af Callfax gik i.

  Han var henne over gulvet inden Tatious forvirret kunne nå at reagere. Han knyttede hånden sammen og fik trods sin spinkle krop slået Tatious i gulvet ved blot et enkelt slag. Det troede jeg var umuligt. Inden Tatious svimmel nåede at rejse sig op, fik drengen fumlet pisken ud af Tatious' hånd og slog med enden ned i tindingen på ham. Denne gang blev han liggende. Derefter røg pisken igennem luften og landede med et ekko i den anden del af salen.

  "Er du okay?" spurgte han. Jeg stirrede blot målløs og ikke mindst skrækslagen på denne dreng. Mine øjne mødte hans grønne øjne, der var det mest farverige, jeg havde set i år. Han var køn. Jeg nåede dog ikke at kigge ind i hans øjne i længere tid, da han allerede var væk igen. Jeg var for udmattet til at vende mit ansigt imod hans, da han havde bevæget sig om til mit venstre håndled, hvor han forsigtigt begyndte at løsne de stramme kæder. Jeg stønnede endda af lettelse, da smerten slap og blev erstattet af en lettere kløe og svie.

  "Scarlett, har jeg ret?" spurgte drengen imens han løsnede alle kæderne. Jeg nikkede blot en enkel gang, da min krop var så ødelagt, den mindste bevægelse gjorde ondt. Det eneste værre end selve det at blive pisket var turen tilbage til cellen.

  "Scarlett. Jeg har kort tid til at føre dig ud og jeg tror, det går bedst, hvis du ikke er til bevidsthed. Så jeg bedøver dig, okay?" spurgte han. Jeg ville ryste på hovedet men kunne ikke. Jeg ville ikke bedøves! Jeg nåede dog ikke at sige mere inden jeg mærkede et prik i halsen og alt derefter blev meget tungt.

***

Ash

  Pigen vejede mindre end, hvad jeg først ville have skudt på. Det var ingen udfordring at få hende løftet op. Hun var blot ben og skind. Jeg prøvede at ignorerer denne tanke og fokuserede i stedet på, at jeg kunne holde min pistol i hånden, imens hun også lå i mine arme. Hendes hoved lå livløst ind mod mit bryst. Var det ikke fordi, jeg kunne se, at hendes bryst hævede og sænkede sig, ville jeg tro, hun ikke trak vejret.

  Jeg rystede tankerne ud ag hovedet og valgte i stedet at fokusere på den situation, jeg stod midt i. Jeg klikkede med tommelfingeren sikringen fra, og løftede armen endnu mere, så pistolen cirka lå i halshøjde. Derefter begyndte jeg at liste mig ud af døren, imens jeg holdt hende oppe i armene. Jeg befandt mig i et gangsystem, hvor alle væggene var hvide. Nede af gangen, jeg tog, var der med meters mellemrum ens metaldøre. Det var svært at huske, fra hvilken retning jeg var kommet. Jeg havde ikke tid til at fare vild.

  Mine tanker blev afbrudt, da en bevæbnet mand kom gående ned af gangen. Han kiggede forskrækket op og nåede kun lige at pege pistolløbet imod mig, inden, at der sad en kugle i halsen på ham. Jeg havde sigtet efter hjertet, men pigen gjorde det en udfordring at ramme. Jeg sprang kejtet over manden og fortsatte i et lidt hurtigere tempo. Trods pigens vægt var jeg lydløs. Jeg havde altid været let i løb.

  "Ash, hvor befinder du dig?" Jennifers stemme fyldte mit venstre øre fra mikrofonen, der var på størrelse med et fladmast majskorn. Den sad fastgjort med noget klistret stads op af væggen inde i mit øre. Lyden var så skarp, at hun lige så godt kunne have stået med munden mod mit øre. 

  "Jeg har lige fundet pigen. Jeg er ikke helt sikker, hvor jeg befinder mig henne. Jeg er vidst midt i bygningen. Og du?" Jeg snakkede dæmpet imens jeg fortsatte ned af gangen med en ladt pistol. To sekunder senere drejede endnu en mand om hjørnet. Mit skud ramte dog ikke ham denne gang. Det satte sig ind i væggen bag ham og fik hele stedet til at kaste et ekko rundt i gangene. Pis. Jeg skød igen og ramte ham i benet, så han faldt forover og tabte pistolen. Jeg kunne ikke samle den op, så jeg sparkede den derfor så langt, som jeg kunne, imens jeg trådte ned af en ny gang.

  "Ovenpå. Ser du nogen elevator?" spurgte Jennifer. Jeg kunne høre, at hun gik i et rask tempo. Mon hun var rendt ind i nogle? Hvad med Hayley og Archer? Jeg gad ikke rigtig bekymre mig om dem. De kunne sagtens klare sig. Det gjorde vi altid.

  "Der ligger en nede for enden af gangen." Sagde jeg og kunne til mit held glæde mig over, at der ingen mænd var lige nu. De måtte have hørt, at der var skyderi i deres bygning. Snart måtte de også finde manden, jeg havde slået bevidstløs.

  "Archer og Hayley fortæller, at der er pænt mange på vej efter dig. De har fundet ud af, der er ulovlig indtrængning. Nå, jeg kommer ned om lidt. Jeg skal bare lige ordne dette fucking kodesystem. 1234? Hold kæft hvor er folk også dumme til dags." Jennifer lød forholdsvis rolig. Det havde altid overrasket mig, hvor rolig hun var, når vi var på missioner. Hun var hverken bange eller oppe at køre i et adrenalinsus. Hun kunne ligeså godt sidde hjemme foran TV'et.

  Da jeg nåede elevatoren for enden af gangen, åbnede dørene sig og min lillesøster trådte ud. Det var i hvert fald, hvad jeg betragtede hende som. Hendes familie havde taget mig til sig, da jeg kom til stedet som 7 årig uden nogle anelse om, hvad jeg havde fortaget mig, inden jeg bosatte mig ved en vagabond i Londiniums gader.

  Jennifer havde i dag sat håret op i en stram hestehale, så hendes krøllede hår så forholdsvist glat ud. Hendes øjne var kølige og blå, hvilket var fuldkommen det modsatte fra hendes storesøster: Hayley. Man kunne rigtig se alle tatoveringerne, der dækkede hendes højre side af halsen. Der var små figurer: trekanter, firkanter, prikker, stjerner og nymåner. Det dannede et fedt look. Hun var iført en mørkeblå stram jakke, der var åben i halsen. Hendes ærmer var også trukket op til albuerne. Ud over hendes sorte militærbukser, havde hun et bælte med 3 pistoler, en kniv og massevis af patroner. Hendes sorte militærstøvler var typisk hende at gå i. Jeg havde tit overvejet, om hun nogensinde tog dem af. Hun havde dem altid på.

  "Hvis de kommer nu, må du hellere lægge pigen. Vi må bare håbe, hun ikke bliver ramt af skud," sagde Jennifer og trak sin pistol op og knaldede et splinternyt magasin op i selve pistolen. Imens jeg forsigtigt lagde pigen - Scarlett - ned, havde Jennifer allerede trykket på aftrækkeren og skudt en mand, jeg ikke havde hørt komme. Jeg bandede lavt og kiggede i den anden retning af gangen. Snart kunne vi høre ekkoet fra massevis af støvler, der ramte gulvet. De kom hurtigt nærmere.

  "Er du klar?" spurgte Jennifer og holdt pistolen ud fra sig med et smil på læben, som jeg kunne ane over skulderen. Hun holdt stadig blikket imod hendes side af gangen.

  "På tre?" spurgte jeg og ladte selv min pistol.

  "En.. To.." Talte Jennifer med sin lave stemme, imens vi lyttede til ekkoet, der stadig blev højere. Jeg kunne mærke det stige i takt med mit hjertes rytme. Jeg elskede denne del. Det var aldrig noget, jeg havde lagt skjul på. Derfor smilede jeg bredt sammen med Jennifer:

  "Tre".          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...