Soldier.

Germania er et imperium under diktatur, der er ledet af briten Callfax. Da Scarlett bliver befriet fra den celle, hun har været låst inde i de sidste fem år, slutter hun sig til organisationen Soldier i håbet på, at de kan føre hende tilbage til hendes far. Spændinger opstår og det viser sig, at intet er så enkelt, som hun havde regnet med. For ud over opgaven om at slå Callfax' søn: Lionel, ihjel, begynder følelser at opstå, og det viser sig hurtigt, at Scarlett måske ikke blev reddet fra "helvede", da hun blev lukket ud af cellen.

64Likes
74Kommentarer
5649Visninger
AA

15. Fjortende kapitel

Scarlett

Jeg trådte ud af elevatoren og stod igen i den entre, jeg ikke havde set siden den dag, hvor jeg havde prøvet at stikke af. Det summede igen svagt af stemmer, og bag skranken sad en kvinde og snakkede afslappet med en mand. Hvis man kom herind, ville man ikke tro, at dette var en stor organisation. Tanken om en lobby på et hotel fyldte igen mine tanker. Jeg forstod ikke, hvordan de kunne have store vinduer ud til byen. Ville det ikke være afslørende? Jeg fnøs og kom i tanke om, at de ikke var ægte. Jeg trådte igennem mængden af mennesker, imens jeg håbede på, at ingen genkendte mig. Jeg genkendte i hvert fald ingen af menneskerne. Jeg trådte hen til skydedøren og ventede på, at den ville trække sig til siderne. Det skete dog ikke.

”Adgang behøves,” sagde en stemme over en højtaler. Hvad skulle det betyde? Hvilken form for adgang? Måske var det med stemmen? Så jeg sagde ordet ’åben’, men intet skete stadig. Jeg bed mig i læben. Jeg skulle gerne ligne enhver Soldier. Ellers ville alle hurtigt kunne genkende mig som ’hende den nye’. Så fik jeg øje på en fingeraflæser i siden, og jeg fik hurtigt mast tommelblommen ned på den. Derefter gik dørene til siden, og ganske rigtig var vinduerne igen elektroniske. Jeg trådte ind i et lille rum med flækkede betonmure og sand på gulvet. Det virkede mere realistisk end noget andet. Dørene ind til det rene forsvandt, og pludselig var jeg alene. Jeg følte allerede, at Soldier bare var en drøm. Jeg trådte hen til den gamle metaldør, der var placeret under et blinkende ’nødvejs-skilt’.

Lyden af en svag sirene var det første, jeg blev mødt af, da jeg trådte ud af døren. Den måtte tilhøre en af Callfax militærbiler, der kontrollerede hver en gade for uro. Dernæst bemærkede jeg, at jeg befandt mig på en tom plads, der engang havde været en større lagerbygning. Jeg vendte mig om og så overrasket, hvor ligegyldig bygningen så ud. Den ville være svær at bemærke. Et godt skjulested.

Jeg vidste, at jeg havde burdet tage denne tur i bil og ikke til fods, men det virkede lettere at snige sig selv ud uden bil. Derfor halvløb jeg over pladsen til en åbning, hvor der var en bom. Jeg gik under den og fulgte derefter den gamle asfalterede vej, der fulgte mig op til den del af byen, der ikke længere var forladt. Jeg prøvede at danne mig et overblik over, hvor jeg var, men sandheden var, at jeg ikke anede det. Jeg var i hvert fald ikke længere i Mamucium, for lagerbygningerne var en del af en havn. Ud over et par elektroniske reklameskilte, der hele tiden skiftede billeder, var der intet liv. I det fjerne kunne man høre togene, der kørte oppe imellem bygningerne og på den måde forbandt de byområder, der stadig var liv i.

I et øjeblik syntes jeg, at alt blev stille. Sirenerne forsvandt, toget var passeret og så i få sekunder – intet. Derefter lød et skud og det føltes som en evighed inden, at det ramte mig i mit lår. Et skingert skrig forlod mine læber, og derefter faldt jeg sammen på asfalten. Mit baghoved slog mod noget, jeg gættede på var en kantsten, for der blev sort. Og så tog stilheden ellers over igen.

***

Ash

En kvinde havde tilkaldt os, da hun have bemærket, at en mørkhåret pige ikke havde kunnet komme ud. Det virkede til, at hun ikke anede, hvad hun egentlig fortog sig. Det var derfor ikke svært at regne ud, at den pige havde været Scarlett. Hvad ville hun udenfor? Og så dagen før missionen? Det havde irriteret mig dog mest, at hun havde løget os direkte op i ansigtet. Jeg havde fået Maya til at hente Archer og Owen, der stadig havde gang i noget forberedelse til missionen. Hayley var tøvende fulgt med, da hun også havde hørt det. Hvorfor vidste jeg ikke helt, men jeg var taknemmelig for, at hun gad med. Så var vi ude af bygningen. Fuldkommen bevidste på at vi nu var på fjendens jord. Vi havde fulgt fortovet langs muren, der havde delt floden fra havnebygningerne. Det var en glimrende mulighed for at skjule sig i skyggerne.

Vi var ikke halvløbet i lang tid før, at vi havde fundet hende bevidstløs. Hun havde ligget med kroppen på vejen og hovedet mod en kantsten. Hvis det ikke var fordi, at hun trak vejret, havde jeg troet, at hun var død. Hvad var der sket? Jeg havde bukket mig ned for at betragte slaget i baghovedet, der havde ført til meget blodtab. Jeg havde lænet mig tilbage på mine ben, som jeg fortsat sad i hug.

”Hun er blevet skudt.” Hayleys rolige stemme havde afbrudt stilheden, der ellers lå over stedet. Jeg havde på hovedet, da jeg tydeligt kunne se, at dette var et slag og ikke et skud.

”Det er ikke slemt. Vi må få hende med tilbage. Hvis vi er heldige, kan vi stadig få hende med i morgen,” havde Archer sukket. Det var først der, at jeg fik løsrevet mit blik fra Scarletts hoved for så at finde ud af, at hun faktisk var blevet skudt.

”En elendig skytte. Han har jo ikke ramt noget.” Owen havde fnyset over den kommentar og lod sin hånd køre over låret. Det havde været så uskyldigt og ligegyldigt, men det fik mig stadig til at stige en grad:

”Havde hun ikke faldet, var hun i stand til at gå herfra.”

”Hvem siger, at det skulle ramme noget? Måske var det en advarsel,” havde Hayley sukket og fik skubbet Owen til side, så hun selv kunne studere det nærmere.

”I stedet for at stå her og bare lade hende forbløde fuldkommen, så lad os få hende hjem, så hun kan få noget blod og blive syet.” Dette havde været en af de få gange, jeg faktisk kunne erklære mig enig med Archer. Men da Archer tog hendes krop i hans arme, slettede jeg hurtigt den tidligere tanke. Det svin.

Jeg huskede derefter hans ord. ”Du må ikke røre pigen, Ash. Det er en ordre. Hvis du rør hende, vil du med det samme fortryde det, er du med?” Derfor havde jeg mod min vilje ladt Archer bære hende. Jeg kunne ikke modstå hans ordre.

***

Scarlett

Jeg vågnede op i mørket og blev mindet om den første aften, jeg var ankommet til stedet. Jeg følte mig så lille og svag igen. Jeg blinkede et par gange og fik sat mig op. Jeg var tilbage i Ashs seng. Var dette et flashback? Jeg hævede for mig selv et øjenbryn og tog glasset med juice, der stod på bordet. Det kunne det ikke være. Jeg huskede tydeligt, at der den dag havde stået mælk på bordet. Hvorfor lå jeg her så nu?

”Dejligt at se, at du er vågen.” Ashs stemme lød i det fjerne, men jeg kunne ikke fornemme hvorfra. Jeg kiggede rundt i mørket, men han var ikke at finde.

”Hvorfor er jeg her?” Jeg hævede et øjenbryn og prøvede at huske, hvad der var sket i går. Der måtte være sket et eller andet. Jeg kunne dog ikke lige fiske det frem.

”Det spørger jeg dig om. Hvad lavede du uden for bygningen?” Endelig trådte hans ansigt ud igennem skyggerne. De grønne øjne strålede af intensitet, som han satte sig på kanten af sengen.

”Jeg ved det ikke,” mumlede jeg, og jeg talte sandt. Havde jeg været ude for bygningen? Mit hjerte begyndte at slå. Jeg havde længe villet vide, hvordan der så ud udenfor, og nu havde jeg glemt det.

”Jeg var ved at få en tatovering, og da jeg gik, spurgte jeg, om du ville med tilbage. Du svarede, at du ville ned og øve dig på banen, men kort efter fik jeg besked om, at du var stukket af. Hvorfor?”

”Hvad er der sket?” Hviskede jeg, da jeg ikke anede, hvad han snakkede om.

”Du blev skudt, Scarlett. Er du klar over, hvor dumt det var?” Hans grønne øjne strålede af vrede og noget mere – bekymring? Det var der i et kort sekund, og så var det væk igen. Men det var nok til at få mit hjerte til at banke.

”Skudt – hvorfor?” Jeg bed mig i læben og prøvede at finde ud af, hvor fanden jeg var blevet skudt, for jeg kunne intet mærke. Jeg var bare ufattelig træt.

”Det håbede vi på, at du kunne svare på. Kan du ikke huske det?” Han rykkede tættere på og trak dynen til side, så min næsten nøgne krop blev blottet. En kuldegysen kom igennem min krop, og jeg prøvede automatisk at dække mig til med min krop.

”Nej, jeg kan ikke huske det.” Min stemme var panisk. Han placerede en hånd på mit lår. Først troede jeg, at han havde noget bestemt i tankerne, hvilket kun gjorde mig rød i hovedet. Jeg fandt så ud af, at han havde lagt hånden ved det sted, hvor jeg åbenbart var blevet skudt. Hvordan var det muligt ikke at huske, hvor og hvordan man blev skudt?   

”Ser du – vi håber på, at du stadig kan tage med på missionen i morgen, men hvis vi ikke kan stole på dig, kommer du ingen steder, Scarlett. Så fortæl mig, hvad du ville ude for bygningerne.”

”Jamen – jeg kan ikke huske det,” beklagede jeg. Han havde stadig ikke fjernet sin hånd.

”Hvad tror du så kunne være en grund?” Han hævede et øjenbryn og lod for fanden stadig hånden blive. Hvordan skulle jeg overhovedet nu kunne samle tankerne? Jeg bed tænderne sammen og prøvede at fokusere:

”Min far måske? Jeg aner det ikke.” Jeg rystede på hovedet og bed mig i læben.

”Stoler du ikke på os?” Hans sædvanlige ædru stemme var erstattet af bekymring, og det kom bag på mig. Han virkede ikke beruset.

”I stoler heller ikke på mig,” prøvede jeg.

”Hvad gør det så os til?” Han hævede et øjenbryn og jeg mistede fuldkommen pusten. Det var måden han sagde ordet: os.

”Jeg kan ikke..” begyndte jeg. Jeg vidste ærlig talt ikke, hvad det var, jeg ikke kunne. Jeg havde bare ikke andet at sige.

”Prøv at stol på os, Scar. Det gør bare tingene lidt lettere. Jeg håber, du har tillid til os i morgen. Få noget søvn, ikke?” Han blev siddende i lidt tid, som vidste han ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Så slap han mit lår og gik ned til den luftmadras, jeg ellers havde sovet på. Jeg var fuldkommen mundlam.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...